Puerto Rico med et hele....

Torsdag. Dasedag eller discover dag. Det blev dasedag. Ungerne mente, at sådan en altid skulle komme efter en rejsedag. Så selvom det kun drejede sig om en halv kilometer og dermed hverken nye tidszoner eller vejrskifte, så blev det sådan. Vi havde heldigvis tid nok til det hele.

Et nyt hotel var indtaget. Tættest på lufthavnen, med kun en motorvej imellem. Det lød ikke tiltalende, men forunderligt nok, så var der, når vinduet var lukket, mere roligt, end på de andre steder. Oveni hatten indtog vi en lækker morgenbuffet. Eller tre af os gik tilfredse derfra, Mikkel var lettere utilfreds over manglen på bacon. Vi nåede lige netop ned til buffeten efter hele Yale svømmeholdet, så køen var lang af bredskuldrede sportstrimmede Yale drenge og piger. Det kunne vi godt holde ud. Det var så cool, at høre dem snakke med hinanden, og vi undte dem de dynger af mad de stablede på deres platter. De skulle formentlig ikke tilbringe dagen på langs.

Tilmed var der kaffe ad libitum dagen lang og fitness, som Sofie strøg i. Den tøs og et løbebånd. Knap fem kilometer senere dumpede hun i poolen. Mikkel havde en slap af dag, så han nåede først poolen op ad eftermiddagen. Fair nok, dagen derpå ville tourguiden rulle sig ud, så det var godt at have lidt energi på kontoen.

Jeg fik læst videre i fortællingen om det danske skib `Haabet´, og dagens historie lektion blev leveret til ungerne i poolen. Det kunne nok forekomme, at andre havde en anden opfattelse af historiens gang, men denne her gav mening for mig, så den blev således videregivet. At Caribien var opkaldt efter en indianerstamme, Caribere, der havde invaderet regionen, og udryddet de fredsommelige Arawak indianere der levede der i fred og fordragelighed. Cariberne herskede i øriget indtil den dag Christopher Columbus kom dertil, overbevist om, at han havde fundet Indien. Derfor navnet, De Vestindiske øer. Udover den lille historiske detalje, om hvordan øerne kom på spanske hænder, så blev fortællingen mere og mere grufuld. Om trekantshandelen med sukker, krydderier, våben og bomuld, hvor slaverne blev skilt fra deres kære, lænket, pisket og krænket. Hvor lang, farefuld og pinefuld skibsfarten over Atlanten havde været for dem. Det var en barsk og lærerig læsning på én og samme gang.

En skriggrøn leguan puslede i bladene bag os, Mikkel havde indset, at hundeprojektet, måske alligevel var for uopnåeligt, så han kløede istedet på med skægagamer, og snakkede i ét væk om dem. "Mikkel du har ikke en ret god sag, når du snakker i ét væk om en hund den ene dag, og øgler den næste": måtte jeg indvende. "Jeg vil jo helst have en hund, men det kan jeg godt se ikke kommer til at ske med jer to". En dreng, der kalkulerede sine options.

Der blev serveret nachos med flydende ost til Happy hour, og en kold øl til at slutte eftermiddagen af på. Vi slentrede ud for at finde aftensmad. Fra buskene foldede frøerne sig nu ud med deres fine lille klokkespil. Nachos inden aftensmad havde lagt en bund hos mindstemanden, og alle de muligheder for at vælge hvad menuen skulle være, blev nogle gange en tand for meget. Det kunne lyde uforståeligt, men det var bare ikke altid lykken at skulle på restaurant. Hver gang vi havde været på en længere rejse, fik vi snakken om, hvor skønt det egentligt var, når der derhjemme blev serveret én ret. Ingen skulle vælge, vente, tro det var noget helt andet de havde bestilt, bestille for meget, eller for lidt. Nej én ret. Vi huskede lige os selv på, at sætte pris på det, når vi igen var samlet om bordet hjemme i Danmark. Vi endte med en knap så kulinarisk omgang Burger King, og Mikkel mente, at han havde taget ti kilo på. Der måtte vi lige korrigere ham, den spirrevip altså. Hjem under tæpperne og lade op til udflugtsdag. Tourguiden var klar. Vi var klar.

Fredag. Vi nåede præcis morgenbuffeten inden Yale svømmeholdet meldte sig på banen. De kom lige fra stranden, hvor en morgendukkert havde sørget for en sund appetit. Regnen hindrede os i at komme alt for tidligt ud af døren, men den stilnede af, og vi satte afsted efter den lokale bus mod Old Town San Juan. Nu var der ikke noget der hed bustider her på øen. Den kom når den kom, og så var det jo bare at vente. Sammen med et par hjemløse og et par andre lokale. Der var noget helt specielt over at springe på de lokales transportmidler. Man fik ofte en helt anden oplevelse af byen, når man sad omgivet af folk, der var midt i hverdagen. På vej på job, på vej ud at handle eller på vej til at finde et sted at slå sig ned og tjene en skilling til dagen og vejen. Snakken gik mellem folk, der aldrig havde mødt hinanden før, og nu udvekslede oplevelser og erfaringer. Delte og lyttede, fik en lille flig af hinandens syn på verden. Uden EarPods og mobilen fremme. Dronning Margrethe ville have nikket anerkendende til den måde at se hinanden på. Der gik ikke længe, inden vi blev inddraget i samtalen. Vores danske sprog gav altid anledning til undren og gætterier hos vores omgivelser. Et par bosat i New York, hvor hun var fra Puerto Rico sørgede for at turen ind til old town blev knap så lang.

Vi havde besøgt den gamle bydel sammen med familien Thietgen, men kun for et par timer og en dinner. Regnen ville ikke helt høre op denne formiddag, så vi søgte ly under en markise hvor nogle gutter var igang med et smukt mosaikværk. Da vi var i byen sidst, havde de kun nået et lille stykke, og det tog sig flot ud. Vi roste deres værk, og fik en lille snak imens regnen trommede på teltdugen. Værket var i anledningen af 50 års jubilæet for en festival til ære for martyren San Sebastian, en kristen mand fra for længe siden, og det skulle stå færdigt, når den løb af stablen sidst i januar. Vi håbede anerkendelsen lunede dem lidt, for hvem tænkte mon på, hvor meget arbejde der lå i sådan et værk, når det stod færdigt og turister passerede forbi på en hed dag.
Jagten gik ind på de små og store finurlige ting, der skulle findes i denne gamle by. Sofie spottede hurtigt verdens mindste hus. Kilet ind imellem de øvrige, stod det der, udelukkende bestående af en dør og et vindue på førsteetagen. Gult og grønt og ret så sødt. Nu skulle fortet ´El Morro` udforskes. Det fort, der havde sikret Spanierne imod angreb fra søsiden, da de var i besiddelse af denne gunstige ø. Et kæmpemæssigt bygningsværk, med tårnhøje mure, kanoner og udkigsposter, hvorfra der kunne skues ud over bugten, når skibe skar sig gennem det turkise skummende hav nedenfor. Katte og duer og en enkelt leguan mødte vi på vores historiske vej rundt om fortet. Ungerne blev optaget af at stable sten i smukke skulpturer, og glemte alt om det usandsynligt kedelige, set i børneperspektiv, i at se på oldgamle mure. På toppen kunne vi skue ud over havet fra den smukke grønne plæne, hvor børn fløj med drager i passatvinden, der engang havde båret skibene fra Europa til denne rige havn. Det var så underligt, at se vores eget lands navn stå på de vestindiske øer dengang. Tre små klatter, som vi fik lov at herske over i adskillige år, klemt mellem Spaniens Puerto Rico og de britisk ejede øer mod øst. Udsigten var blændende deroppefra. En kirkegaard lå på kanten og bag den kunne man ane de smukke pastelfarvede huse, som byen var kendt for.

Da fortet var udforsket i tilfredsstillende grad for både børn og voksne, gik vi mod centrum igen. Ad de smalle stejle brostensbelagte gader. Brosten i blålige nuancer, lavet af slagger fra de spanske jernminer, der havde fungeret som stabilisering i lasten på de skibe, der kom fra Spanien på vej mod Amerika efter varer. Mikkel faldt for en costumemade cap til samlingen derhjemme, og sulten blev stillet på en Wendys. Imens Mikkel fik spist færdigt søgte Sofie og jeg ud på det lille torv for at suge varmen til os. Det der aircondition var bare ikke altid sagen, for os varmehungrende nordiske folk. På torvet havde en mand fundet erhverv i at fodre duer, og lade folk betale for at gøre det samme, med det resultat, at de så pludselig så sig selv stå der beklædte med duer fra top til tå. Duer, luftens rotter, som Mette havde kaldt dem, og jeg kunne ikke være mere enig. Da manden så tænkte, at det var da også vores allerhøjeste ønske, kastede han en håndfuld foder vores vej, efterfulgt af en flok baskende, larmende duer. Nej ellers tak hr mand. Jeg havde fået duelort tæt nok på, da vi kort forinden havde gået igennem en lille park. ´Do not feed the birds´, havde der stået på skiltet, lige ved siden af damen, der solgte fuglefoder. Der var duer og duelort overalt, også på den gren, som jeg stødte mit hoved ind i, så Mikkel var ved at trille om af grin, og jeg selv var ved at lave en sidelæns tackling af damen med foderet. Det var så lidt, man kunne altid sørge for lidt underholdning til holdet.
Vi rundedede et af de ældste bevarede bygningsværker i USA, San José Church, hvor alteret skulle være lavet af det pureste guld, men malet sort dengang pirateri var et tema. Det lykkedes også at finde det ældgamle hus med det puertoricanske flag i sort og hvidt malet på døren. For ikke så mange år siden, havde det haft de sande røde, blå og hvide farver, men kunstneren havde valgt at male det over i sort hvid, i, hvad jeg kunne finde frem til, en form for patriotisk statement over øens økonomiske ubalance. Naturen havde sneget sig ind i dette knap 350 år gamle hus. En trækrone skød op, hvor der engang havde været et tag, og ind gennem hullerne der engang havde gjort det ud for vinduer hang rødderne ned. En håndmalet dør rigere var vores eventyr i Old San Juan nået enden. Vi nød en is på havnen hvor krydstogtskibene de fleste dage lage til, men ikke denne dag. Vi havde tilfældigvis valgt den mest perfekte dag til fort klatring og byvandring. Overskyet og uden krydstogtsturister.
Mikkel skulle virkelig tisse, og vi måtte omkring en restaurant og spørge om lov til at låne toilettet. Det var kun forbeholdt gæster, så vi måtte søge videre “Havde de ikke noget toilet”, spurgte Mikkel undrende da vi gik videre, og jeg forklarede sammenhængen. “Det er da noget underligt noget, hvis man skal tisse, så skal man da tisse, så er det da lige meget, om man er gæst eller ej”, var hans kommentar til det. Den kære børnelogik.
Vi satsede på den lokale bus retur. Mødte tilfældigvis parret fra New York som også skulle tilbage, og allerede var faldet i snak med et par fra Seattle. Vi blev straks præsenteret og indlemmet i samtalen. Det faldt dem så naturligt at falde i snak med alle de mødte på deres vej, og det gjorde bare oplevelsen så meget mere levende og underholdende for os. Bussen kom, chaufføren gik og vi ventede og ventede videre. Der var absolut ingen system her, så jeg ville nok ikke anbefale at tage bussen til lufthavnen herfra. Men det var en del af ølivet, en del af kulturen og vi tog det hele med. Jeg beundrede vores rejsevante unger, der benyttede ventetiden på slap line. Mikkel sang stegt flæsk med persillesovs, Sofie trak på smilebåndet, og det var endda med ømme ben efter 13 kilometers byvandring, med en interesse det lå pænt under skalaen i sammenligning med Instagram og Fifa. Godt gået unger.
Newyorkerne blev trætte af at vente, og smuttede på den første bus retur. Seattleparret var godt kendt i Puerto Rico, efter at han havde arbejdet med de tre broer der forbandt old and new San Juan, så han havde guidet os til at vente og tage ekspresbussen istedet. Da vi så satte afsted, og på et tidspunkt overhaler newyorker parrets bus vil hans jubel ingen ende tage. “I told them so”. Vi stod af samme sted som parret, og med smilet plastret op til begge ører sagde han: “I’m gonna wait for them here, just to tell them I was right”. Han havde virkelig en fest. Havde aldrig mødt de mennesker før, og det var ikke skadefro, men bare en fest over en situation, der var opstået mellem to fremmede ved et stoppested i Old san Juan. Hjem og se kæledyrenes rige, med endnu en påmindelse fra Mikkel om det berigende i at have kæledyr. En dag med historietime skrevet henover var nået enden. Dreamtrip44 meldte godnat.

Lørdag. Ovenpå de mange skridt dagen forinden, var dagen til fri leg. Jeg valgte løbebåndet og Thomas valgte turen gennem byen. Mikkel valgte at få morgenmaden leveret på sengen. Så kaldte poolen, og Sofie smuttede afsted på en træningstur. Jeg fik en snak med en af hotellets gæster, der lige skulle høre hvor længe vi havde været på øen med den kulør. Hun var fra Boston, og nød også de lunere luftlag her. De var på vej på krydstogt i det caribiske. Retired and enjoying life. Frokosten blev indtaget ved poolen. Lækre Quesadillas til mig, og burgere til resten af slænget med lokale colaer, i anledningen af San Sebastian festivalen der stod for døren. Dejligt med tid til afslapning mellem udflugterne. Puerto Rico du gør det godt, og vores verden bliver bare større og større.