Det er så yndigt at følges ad....selv en genudsendelse vakte nye oplevelser...

Søndag. Taskerne lynet igen igen. Denne gang lidt mere pres på end sidst, men der var også kommet godt med gods i fra markedet dagen forinden. Afsked med Kuala Lumpur. Tårnene havde igen forblændet og draget os som en magnet. Bare en bygning jo vist, men den havde noget magisk over sig, som vi bare ikke kunne stå for. Kuala Lumpur var en storby i vækst, det kunne ingen være i tvivl om, for hvorend man drejede nakken, så var der byggekraner der svingede omkring, halve højhuse der higede mod at blive større end sin nabo, og på mange måder var det vel positivt. Men vi manglede lidt det historiske i byen. Dengang man byggede Petronas twintowers, som stadig den dag i dag var verdens største tvillingetårne, jævnede man adskillige hektarer jord i centrum af byen, og havde en helt klar byplan for rækkefølgen og formen på de der fulgte. Der hvor parken lå, havde der tidligere været en travbane. Parken var nu byens åndehul, men det gjorde os lidt triste, at vi både fra jorden og fra toppen kunne se, at de havde gjort et kæmpe indhak i den for at bygge et gigantisk hotel. Penge havde magt, men hvor var det en skam. At så meget var jævnet med jorden dengang i start 90'erne betød, at de tilbageblevne kolonistiske bygninger og andet med historisk værdi, var røget med i faldet. Det havde sikkert været en nødvendighed for at sikre en indfrastruktur, der kunne klare deres visioner, men det virkede lidt som om sjælen ikke var der længere. Vi fandt et lille hjørne ganske afsides, hvor en kaffebar spillede hyggelig musik, og bygningen var som taget ud af George town charmerende gamle bydel, sådan havde det måske været engang. Men havde byen bare lignet Medan en smule, så var jeg enig i, at det måtte være det eneste fornuftige at gøre. 

Nu var storbylivet ovre for denne gang. Jeg var fan af skiftet mellem det vilde, det vovede og det afslappende liv vi levede. Nu stod den på ø ferie igen. Endnu et gensyn. Det lignede os ikke at drage mod kendte steder, men vi lod vejret og afstanden have en sin andel i beslutningen, og valget faldt derfor på Langkawi, som vi også besøgte tre år tidligere. Tilmed samme hotel. Vi var da gået fuldstændig forbi vores sædvanlige måde at udforske terrænet på. Grunden var ikke så meget, at sidst vi boede på dette hotel "Dayang Bay" var det splinter nyt, nærmest med os som de første gæster på stedet. Thomas have fartet rundt, og sørget for at holde personalet til ilden med rengøring af pool, reparering af elevator midt om natten, og vi havde måtte leve med, at hverken restaurant eller børnepool var åbnet endnu. Men mere at udsigten var så slående og smuk, at den kaldte på et gensyn. Det var specielt at komme tilbage. Egentlig ret sjovt denne gang fordi vi nu kunne opleve stedet i fulde omdrejninger. Det var også her vi have holdt fødselsdag for Sofie tre år tidligere, dog med et knap så skønt minde fra Mikkels ufrivillige tandlægebesøg hos Dr Chew, der fik rettet en forslået fortand op. Et par dage her kunne vi godt klare i velkendte omgivelser, så kunne vi altid se os omkring senere. 

Det var blevet hen på eftermiddagen, da vi arriverede i en bus, som på mange måder fik minderne tilbage til Mr Smileys rastafaribus. Den lækreste pool, ganske som vi huskede den, et fint værelse med udsigten ud over den smukke bugt. Præcis derfor vi ønskede os tilbage. Men skulle der være noget at bemærke, så var det det absolut ikke eksisterende internet for allerførste gang på rejsen, vi havde trods alt boet i junglen og havde stadig kunne kommunikere med omverdenen dengang. Jo det var da til at leve med, men vanskeliggjorde lidt vores videre planer for rejsen. At udsigten nu også var skæmmet af en ucharmerende byggeplads skråt forude gjorde heller ikke noget godt for stedet, men at de havde valgt at havde to pools hvoraf den ene kun var forbeholdt kvinder, havde jeg virkelig svær ved at acceptere. Jeg kunne være så ligeglad nu jeg var af hunkøn, men hvorfor det ståhej. De muslimske kvinder badede alligevel i hele deres mundering af tørklæder og lange heldragter, uanset om de var skærmet ind eller ej. Det var i mine øjne diskriminering og noget pjat, og fik mig til at blive lidt irriteret over, at det muslimske islæt fyldte så meget her, men jeg var gæst og måtte respektere deres valg og ønsker. Men en lille flig af os savnede Thailand og VIetnam, hvor alt var så ligetil og kontrasterne dog store, men vi følte en samhørighed der og deres glæde og gerninger gav mening for os. 

Vi nød et par timer ved poolen, helt rørende at sidde der og se, at mindstemanden nu kunne bunde, hvor han tre år tidligere havde krabbet sig rundt med hundesvømning. Lækkert det var det. Vandet trak sig tilbage, som vi huskede det, og den stenede havbund kom til syne. Det var så vildt hvordan naturen ændrede sig for øjnene af os. De små sejlbåde lå for anker ude i bugten, desværre betød den gratis ankerplads, at en forladt og efterhånden ramponeret sejlbåd havde første parket. Jeg håbede, af de havde en plan for dem også, for ellers kunne man frygte at dette idylleriske billede, som vi var søgt tilbage til, ville ende som en trist bådkirkegård engang. 

Jeg var stadig ikke helt så stor fan af Langkawi, det skulle da lige være deres toldfrie m&m's. Men vi gav hånd på, at øen fortjente en chance til, for der måtte være mere derude, og det måtte vi finde med eller uden nettet til hjælp. Til aften gik vi ind til Kuah. "Der er ikke længere end en kilometer", den havde ungerne hørt før, og det holdt da heller ikke helt stik. Der var ret så meget længere, end vi havde husket det, men McDonald lå der stadig, og sådan blev det. Jeg fik foreviget den lille familie denne gang. Sidst vi spiste der var på sofies fødselsdag, men der var der gået panik i den med Mikkels forslåede mund, så kameraet var blevet efterladt derhjemme. Snakken gik som altid og aberne klatrede rundt i træerne på den modsatte side af vejen. Mon de kunne blive ved at finde et træ at boltre sig i her på denne ø, for meget lig Kuala Lumpur så var der byggekraner og skeletter til højhuse hvorend man lod blikket falde. Vi tog en taxa retur, hvilket alle mand var helt tilfredse med. 

Mikkel brugte lige den sidste time af hans dag til at få rettet op på sin Mine Craft version af tvillingetårnene. Hans første forsøg havde ikke levet op til hans præcision og perfektionisme, så den var blevet skrottet med tårerne på spring. Timers hårdt arbejde og en lille dreng, der så gerne ville gøre det helt rigtigt og vise os sit kunstværk, men også en lille dreng der ikke gik på kompromis og valgte den lette løsning. Vores dreng viste os så mange sider af sig selv, og perfektionist var måske en af kendetegnene hos ham. Måske det også var derfor, at tingene nogle gange ramlede for ham derhjemme i travlheden, når tiden ikke var til at gøre det helt perfekt. 

Mandag. En skøn nat for mit vedkommende. Det var længe siden, at sengen både kunne byde på komfort og plads på en gang. Dejligt. At sætte sig på altanen imens solen stille listede sig op over bjergene mod øst, og læse et par sider i min bog denne sidste mandag morgen i februar måtte klart være en af ingredienserne i det gode liv. Ungerne fik øjne, og Thomas kom retur fra morgenvandringen. Morgenmaden var inkluderet. Et inferno af kinesere, tørklæder og svævende sorte burkaer mødte os, i en leben uden lige. Toastbrød, røræg og pommesfritter var hovedingredienserne i Sofie og Mikkels platter, jeg sad i mit stile sind og ønskede mig tilbage til den lækre kaffe på Penang. 

Ingenting på programmet ud over at vinterferien nu var ovre, så skolebøgerne skulle støves af. Lektielæsning på altanen i disse billedskønne omgivelser gjorde det en tand sjovere. Ellers var der fri leg i poolen. Sidst på dagen smuttede jeg i supermarkedet i nærheden. Ungerne gjorde deres far selskab i motionsrummet imens. Skønt lige at have tid for mig selv, selvom det så bare var for at handle lidt ind. Der kom lidt ekstra lækkerier med fra bageren, for dagen derpå var en ganske særlig en af slagsen.

Hjemme blev der hygget over aftensbordet mens ørnen majestætisk jagede efter sit bytte nedenfor. Ungerne ville et smut i aftenpoolen, og så blev det sådan. Imens fik Thomas klaret en overnatning mere her, for selvom der måske var et par ting her og der, som vi ønskede anderledes, så var her stadig så smukt og hyggeligt, og imorgen skulle ikke være en rejsedag det lå helt fast. Med det på plads kunne vi alle fire ligge os godt til rette med Mac' en imellem os og se "The book of life". En lille sød film med moraler om at skrive sin egen historie ikke gå i andres fodspor, bevare troen på sig selv og kæmpe for dem man havde kær. 

Tirsdag, og ikke en hvilken som helst en af slagsen. Der stod kobberbryllup skrevet hen over dette blad i kalenderen. 12 1/2 år siden vi i Ansgars Kirke gav hinanden vores ja. Så meget var sket siden da. Nu sad vi her på en malaysisk ø med vores guld, og kunne lade tankerne gå tibage mod hvad der var, og mod hvad der ville komme. 

Thomas invitere mig med på morgengåtur. Hyggeligt at få lidt tid til bare at være os to, og tanker om hvad resten af eventyret skulle bringe os blev vendt. Vi mindede hinanden om, at vi skulle nyde nuet og give os plads til at komme ned i gear. Sådan blev det til, at vi valgte at blive på Dayang Bay endnu et par nætter, lade roen falde over os, og suge den billedskønne udsigt til os. 

Hjem og purre ungerne op, og hygge omkring bordet på altanen. Kineserne og burkaerne kunne have deres morgenbuffet for dem selv denne morgen. Dog var vi lige på rov dernede efter juice, frugt og hjerteformede nuggets, det kunne da ikke passe bedre ind. Lidt imod stedets politik, at vi gik på værelset, da mad skulle spises i restauranten, men som den rebelske Thomas sagde, så var der nogle gange noget, som man ikke skulle spørge om lov til. 

Så hyggeligt. Der var hilsener hjemmefra. Jeg kunne mærke, at det blev en dag hvor klumpen i halsen kunne vokse sig stor et par gange. Vores dejlige venner Charlotte og Lars havde givet os et lille kort med på rejsen, som først måtte åbnes denne dag. En banner med 12 1/2 skrevet på, balloner, kobberhjerter og den sødeste hilsen. Så fik de alligevel klaret en slags æredsport. Jeg var rørt, og hvor var vi taknemmelige over at have skønne mennesker i vores liv. 

Jeg havde en lille simpel gave med i tasken hjemmefra. To nøgleringe, en til os hver, som skulle bringe minderne tilbage til denne særlige dag, når vi engang var hjemme i hverdagens trummerum. 

Overraskelserne var ikke forbi. På min messenger, lå en hilsen fra min mor og far og blinkede. En lille minde video fra dengang vi blev gift. Med melodien "Det er så yndigt at følges ad" som baggrundsstemning. Tårerne piblede ned ad kinderne, og filmen blev set gennem et slør af vand. Hvor sødt, det ramte lige i hjertekulen. 

Thomas gik til købmanden efter vand, og da jeg senere skulle hente min iPad på værelset, blev jeg mødt af den sødeste bamse holdende på hjerteformede balloner. Det var bare en særlig dag. 

Frokosten blev nydt ved poolen, og igen stod den på hjerteformede nuggets til mindstemanden. 

Vi fik facetimet med besserne derhjemme, det varmede at se dem. Ellers forløb eftermiddagen med hygge ved poolen og svømning på skemaet. 

Til aften havde vi planer om at gæste en restaurant inde i Kuah. Mormor og morfar havde forkælet os med en middag, så sødt, den glædede vi os til at nyde. Vi gik turen derind igen. Nu hvor vi kendte vejen, var den pludselig ikke nær så lang, og så var der lige en legeplads i parken på vejen, som et underholdende indslag. Thomas spurgte, om vi ikke lige skulle smutte ned og se den gigantiske ørn, nu vi næsten var derhenne. Lidt skeptiske blikke fra ungerne, da det med afstande sjældent holdt stik, men denne gang var den faktisk næsten rundt om hjørnet. Kæmpe stor og ret fascinerende statue.

Restaurant Pappa Rich som skulle have dannet rammen om vores festmåltid, levede ikke helt op til de forventninger, vi huskede fra sidst, så istedet smuttede vi på den indiske ved siden af. Så lækkert. Vi kunne skåle for en helt igennem pragtfuld dag. Fandt ud af, at jeg faktisk på vores bryllupsdag dengang, var præcis halvvejs i min graviditet på dato. Lidt sjovt. En anden ting vi havde studset over var, at da Sofie i januar fyldte 12 år, endte vi med tilsammen at runde de 100 år. Ja sådan kunne vi få tiden til at gå med de underligste regnestykker, men det var da lidt spøjst. 

Mikkel havde spisedag, og imens han mæskede sig i naan brød, ris og Chicken Tikka funderede han over, hvorfor det egentligt hed kobberbryllup og ikke bronzebryllup, nu hvor det hed både sølv og guldbryllup. Han kunne jo have en pointe. Det fik mine tanker hen på talen fra vores toastmaster, Jesper, der i sin tale dengang lagde stor vægt på, at Thomas med sin stædighed og kampgejst altid gik efter guldet. Jeg kunne vel læne mig trygt tilbage, for så var der potentiale for at nå guldbrylluppet også. Aftenen gik på hæld og vi kunne give hinanden hånd på, at vi havde formået at skabe en uforglemmelig ramme for denne særlige dag. 

 Mc Donald Kuah, Langkawi. Denne gang med mundtøjet i behold hos bettemanden;)

 Lektielæsning på altanen

Pool view

 Kun for damer - sikke noget pjat

 Morgenpost fra vennerne på kobberbryllupsdagen

Morgengaven mig til ham

 Æredsport alla Frandsens :)

 Fra ham den søde 

Stemningsbilleder fra poolen på dagen

Mikkel er altid klar med en fotobomb ;)

 Mit guld

 Gensyn med Dr Chew, denne gang med tandsættet i orden ;) 

festmiddagen bød på indisk 

Mig og ham den søde - Vi nåede kobberet og går efter guldet