Onsdag. Jeg vågnede imens nat blev til dag. Lige der i skumringen hvor palmerne kunne anes i silhouet, og flagermus baskede hjem efter nattens togt. Himlen blev lyserød, og jeg kunne mærke, at vi havde en god dag i vente. Det var tiltrængt at få hvilet ud ovenpå dagen forinden. Den havde virkelig gjort indtryk på mig. Puerto Rico havde gjort indtryk på mig. På en måde jeg slet ikke havde forestillet mig.
Miami beach var ved at vågne, og Thomas var hurtigt ude af døren og afsted. Det brændte i hans fødder for at komme ud og mærke den laid back stemning i denne fashionable by. Han kom retur med morgenmad, det var simpelthen en luksus at have sit private bud til at sørge for os. Nu bankede hverdagen på, og snart kunne jeg selv få æren af at svinge bæreposerne. Dagen efter en rejsedag var jo som bekendt dasedag, men der var dog undtagelser, når man skal nå alt på en gang. De voksne tog liggestolene på ryggen og gik de få skridt ned til Miamis blå hav. Ungerne havde fået fripas om formiddagen, så Mikkel tog hørebøfferne på, og Sofie smuttede en tur op ad den fine strandpromenade. Hun joinede os bagefter, og Mikkel endte da også med at komme tøffende. Dejligt, når de faktisk valgte os til.
Over middag gik jagten ind på citybikes. Planen var, at vi ville cykle ind til Ocean drive, hvor der virkelig var gang i alt det dyre. Vi gik langs strandpromenaden, med palmer, luksushoteller med kig til havet. En dame kom cyklende imod os, med sin Chihuahua i cykelkurven. Den havde motorbriller på. Promenaden blev til en træbro med mangrovelignende natur, der lukkede sig ovenover os. En kilometer, blev til to og tourguiden var sat lidt på prøve af de yngste. Endelig fandt vi cyklerne, og fik bøvlet os igennem at leje en. Mikkel skulle lige prøve om den nu også var til at styre. Han var lige en tand for kort i armene, så vi turde ikke smutte ud på de trafikerede veje i denne omgang. Kompromiset måtte være at vi lejede to cykler, som ungerne så, på strandpromenaden, kunne cruise hjemad på. Så gik hjemturen lidt lettere.
Vi var slet ikke færdige med at udforske for denne dag. Vi fik bilen hentet op, og satte afsted mod Holocaust monumentet. Det var ikke ligefrem første prioritet for de yngste i selskabet, men det var på min liste. Vi parkerede tæt derved, og skulle betale i parkometeret. Mikkel løb hen for at læse nummerpladen op: "GIEG80". Seriously, stod der det. Oh well, vi fandt det meget specielle monument, en hånd der rækker mod himlen med en masse mennesker kravlende opad den. Mindespladsen var lavet til ære for de mange overlevende og pårørende, der havde mistet deres kære under holocaust. Så de havde et sted at mindes, et sted at gå hen. Seks millioner jøder var blevet dræbt, flest i årene omkring 2. verdenskrig. Der var citater fra Anne Franks dagbog på murene. Der var fredfyldt og det gav tid til eftertanke. Forpinte mennesker i alle aldre, det var grufuldt, men det var sandheden. Nu hvor vi stod her, dukkede der pludselig erindringer frem i Mikkels hoved, fra en film han havde set i skolen omkring jødedommen og krigen, og så stod munden ikke stille. Han kunne huske detaljer, og filmen havde endda været på fransk. Det var så specielt, når noget pludselig vakte et minde, og kunne sammenstilles med noget fra skoleundervisningen. Det gav mening. Monumentet var opført her,
Vi satte afsted, med GIEG skrevet på bagdelen, med kursen mod Ocean Drive i bil i stedet, men inden vi nåede så langt, passerede vi Lincon Road, den hyggeligste gågade med masser af shoppingmuligheder. Sofie mente, at det måtte være værd at se lidt mere an. Vi kunne ikke være mere enige, så sådan gik det til at Sofie endelig fik sine hotte speakers, og jeg mit shoppegen vant til live igen. En hyggelig italiensk restaurant beværtede os til aften. Det var så impulsivt og hyggeligt. Vi viste alle, at eventyret snart lakkede mod enden.
Vi rundede gaden af med et besøg i en amerikansk slikbutik. Ungerne havde en fest over de ting man kunne købe her. Ting som nærmest var forbudt i Danmark. De valgte de syrligste bolsjer jeg i mit liv havde smagt. Der gik rygter om, at hvis man spiste for mange, ville ens mund bløde. Det kom ikke til at ske, en var rigeligt for hende på 40 plus.
Vi kørte ad Ocean Drive i mørket. Neon lys lyste art deco husene op, luksus biler var linet op langs fortovet, hver restaurant havde sit brand. Nogle holdt koncert, andre cabaret, nogle laidback dinner stemning. Der var noget at se på allevegne. det var her de dyre biler, damer, herrer og hunde blev luftet. Mikkel kunne næsten ikke være i sig selv. En McLaren holdt parkeret. Det var tilsyneladende kæmpe stort. Vi måtte tage Ocean Drive endnu engang, for at få den set igen. Drengene måtte ud og se den helt tæt på, og Mikkel var top tilfreds: "Sådan en har jeg aldrig før set i mit liv". Hjem og vaske saltet af fra formiddagens svømmetur, og så under tæpperne. Det havde været en ganske fabelagtig dag.
Torsdag. Vi copy pastede dagens begyndelse. Jeg smuttede dog i løbeskoene, og tog en langsom tur på promenaden. Der blæste godt denne morgen, men der var lunt og solen tittede frem. Tilbage i lejligheden fik ungerne øjne. Thomas var gået en tur, og kom tilbage med kaffe. Lækkert.
Vi forcerede den vilde vind, og fandt læ bag en bunke liggestole. Idag var havet Kitesurfernes legeplads. Men vinden var lun, og jeg fik læst "Haabet" til ende. Den havde givet mig et helt særligt indblik i, hvordan det måtte have været dengang, hvor Danmark var spundet ind i slavehandel, sukkerplantager, korruption og store forretninger. Jeg måtte lige lade den synke ind. Danmark havde afgivet De vestindiske øer, da slavehandel blev forbudt, og sukkerrørsplantager skød op andre steder i verden. Øerne blev en underskudsforretning for os, og USA var mere end villige til at købe. Øerne havde ingen værdi i mange år frem, men er nu en gigantisk turistmagnet, og efterkommere af slaverne er nu, for at citere bogens forfatter, den hvide krydstogtturists tjener og souvenirkræmmer.
Planen for resten af dagen bestod i en tur i A&F efter lidt goods, og så videre til Hard Rock café Miami. Der var ingen dreamtrip44 uden en middag på den velkendte café. Vi blev betjent af den sødeste tjener. Uden at se på ham, ville man tro han var Cameron fra Modern Family: "Is everything allright heeeeere". Han var der som et bøjet søm, og da Sofie slubrede de sidste dråber cola i sig, var han der med refill. Alt var godt. Mikkel bestilte Ribs, og tjeneren gjorde store øjne, da han så den bette størrelse, der have bestilt den portion. Den hang ud over tallerkenen, og der var barbecue til op over begge ører, inden han var færdig.
Vi cruisede hjem. Mørket var faldet på. Radioen spillede: "I´ve had the time of my life", og jeg kunne ikke være mere enig. I morgen var sidste dag på nettet. Der var stadig masser af ting på to do listen. Mon vores rejsebuddies var nået hjem. Sidst vi hørte fra dem, var de strandet i Philadelphia. Den rejse kom til at gå over i historien.
Fredag. Sidste dag inden den stod på rejsedag hjem til DK. Vi havde store planer for dagen. mange ting skulle vinges af, inden vi kunne give hinanden high five på en fantastisk ferie. Jeg nåede lige omkring Bilka fra morgenstunden. Lagde en ordre på Bilka To Go, til afhentning søndag eftermiddag. No way in hell vi havde lyst til at opleve det antiklimaks det var, at stå i køen i bilka efter sådan et eventyr, og med jetlag oveni. Smart og nemt.
Første stop, efter Sofie og Thomas havde klaret løbeturen, var et besøg på IHOP. En ægte amerikansk diner, åbent 24 timer, men med speciale i morgenmåltider, der mættede i overmål. Pandekager ad libitum overdænget med sirup. Vi kunne trille derfra.
Næste stop Everglades. Vi skulle gense det særlige scenarie, hvor alligatorerne og vi kun lod et lille træhegn komme os imellem. Vi havde været der for seks år siden, og heldigvis var alt som vi huskede det. Naturen gik sin gang, og alligatorerne herskede her, vi var kun på visit. Omkring en Dunkin Dougnut, som Mikkel havde på sin liste, og så runde endnu et outlet inden dagen var overordentligt godt brugt.
Hjem gennem mørket, med Miamis skyline printet ind på nethinden. Lidt regn og blæst, måske for at lade os vænne os en smule til det, vi skulle hjem til.
Taskerne blev lynet. Miami var sidste destination i denne omgang, som det havde været på jordomrejsen for seks år siden. Vi havde gjort det igen, og vi synes nu selv, at vi havde gjort det godt.
Fredag. Sidste dag inden den stod på rejsedag hjem til DK. Vi havde store planer for dagen. mange ting skulle vinges af, inden vi kunne give hinanden high five på en fantastisk ferie. Jeg nåede lige omkring Bilka fra morgenstunden. Lagde en ordre på Bilka To Go, til afhentning søndag eftermiddag. No way in hell vi havde lyst til at opleve det antiklimaks det var, at stå i køen i bilka efter sådan et eventyr, og med jetlag oveni. Smart og nemt.
Første stop, efter Sofie og Thomas havde klaret løbeturen, var et besøg på IHOP. En ægte amerikansk diner, åbent 24 timer, men med speciale i morgenmåltider, der mættede i overmål. Pandekager ad libitum overdænget med sirup. Vi kunne trille derfra.
Næste stop Everglades. Vi skulle gense det særlige scenarie, hvor alligatorerne og vi kun lod et lille træhegn komme os imellem. Vi havde været der for seks år siden, og heldigvis var alt som vi huskede det. Naturen gik sin gang, og alligatorerne herskede her, vi var kun på visit. Omkring en Dunkin Dougnut, som Mikkel havde på sin liste, og så runde endnu et outlet inden dagen var overordentligt godt brugt.
Hjem gennem mørket, med Miamis skyline printet ind på nethinden. Lidt regn og blæst, måske for at lade os vænne os en smule til det, vi skulle hjem til.
Taskerne blev lynet. Miami var sidste destination i denne omgang, som det havde været på jordomrejsen for seks år siden. Vi havde gjort det igen, og vi synes nu selv, at vi havde gjort det godt.
Bilspotter
Kommentarer
Send en kommentar