Langkawi rundt - Ude godt hjemme bedst......

Søndag. Idag var familiedag igen. Mindstemanden var lidt sen om at komme i omdrejninger. Vi andre havde igen haft æren af kineserne fra tidlig morgenstund, så vi havde nået både løbe- og gåturen på stranden. Skønt at se stranden vågne. Nogle stilfærdigt joggende, andre lavede joga eller spadserede afsted i roligt tempo. Vandscooterne blev igen sat i vandet, og jeg mødte ham den søde på halvvejen. En god begyndelse på en søndag morgen i marts.

Thomas kom hjem efter mig, han havde været omkring Starbucks efter morgenkaffen. Så sødt, og faktisk præcis min yndlingsversion. Sofie og Thomas smuttede i forvejen til stranden, og jeg fik æren af at ledsage sovetrynen. Med et ønske om en EggMcMuffin traskede vi mod McDonald, og nåede frem seks minutter over elleve, seks minutter efter morgenmaden var lukket. Så var der vel ikke andet for, end at springe på en cheeseburger nu vi alligevel snart havde rundet middag. Vel tilpas og med en mættet mave stødte vi til de andre på stranden. Hyggede i vandet, formede sandkager, og kiggede på mennesker.

Thomas og Sofie hentede Subway sandwich til frokost. Hyggeligt. Mikkel havde et projekt kørende, som han på bedste vis forsøgte at overbevise sin far vigtigheden af. Man kunne blive trukket afsted ude på vandet i en sofalignende luftpude, og det synes han kunne være så sejt. Der var en del, der talte imod dette projekt, men et "måske" blev det til. "Et måske er altid et næsten ja", kom det fra mindstemanden, som håbede så inderligt.

Hen på eftermiddagen traskede vi hjemad, blot for at hente penge og Go pro kamera, så vi kunne opfylde ønsket, der nu var gået fra et "Måske" til et "Ja" præcis som han forudså. Det var faktisk, når alt kom til alt, ikke specielt mange ting Mikkel virkelig ønskede og plagede om på sin vej, så når nu dette ønske stadig holdt ved, så måtte vi hellere bøje os. Vi troede kun, at der kunne sidde tre personer deri, så aftalen var, at jeg tog turen med ungerne. Jeg vidste ikke helt hvordan de kom frem til den konstellation. Måske fordi det ville more Thomas vildt, at se os blive tumlet omkring, men ungerne mente nu, at det var fordi, at jeg ikke fik lov til at prøve vandscooterturen dengang på Phu Quoc, så nu var det fars tur til at filme scenariet imens. Vi fandt sofaen, og Thomas fik batlet ham nogle ringit ned. Men det viste sig faktisk at være bedst, at sidde fire deri for balancen. Okay så, selvom Thomas ikke var meget for at lægge telefon og penge i deres varetægt så længe. Jeg stolede på dem, de havde rare øjne.

På med redningsvestene og afsted med os. Mikkel smilede op til begge ører, og Sofie havde lidt sug i maven. Afsted det gik med ordene: "Hang on tight". Ja ja så vildt var det heller ikke, lige indtil vi kom lidt væk fra stranden, så gav han den så meget gas, og sejlede ziz zag rundt med os, så vi krydsede hans bølger i en fart, der spilede kinderne ud, og med mig der nærmest ikke rørte sædet. Det var så vildt, Mikkel sad bare der i midten og skreg "faster, faster" og vi andre skreg af både frygt og glæde på en gang. Det var så vild og sjov en oplevelse, og vi var ret så glade for, at den havde været os alle forundt. De unger lokkede os nogle gange ud på dybt vand, men det var det hele værd.

Planer var jo som bekendt til for at blive ændret, især når tiden for en stund var vores egen, så endnu en dag her på Chenang inn var nu booket. Vi ville bruge dagen i en lejet bil og fræse øen tynd. Så gav det bare god mening, at blive her i skotøjsæsken, når vi nu alligevel ikke skulle bruge "faciliteterne". Så efter aftensmaden, hvor Mikkel fik serveret pizza Indian style, som absolut måtte være et hit, men desværre ikke helt var tilfældet, hentede vi det mørkelilla lyn af en bil, som ville være i vores varetægt det næste døgns tid. Vi skulle bare lige finde hjem på fire hjul, hvilket var besværliggjort lidt af, at vejen langs stranden var ensrettet. Det krævede en længere omvej, med en enkelt afstikker, inden man kunne finde os fire trillende ind ad den mørke asfaltsti til vores lille kammeret. Vi afsluttede dagen med første del af børne MGP. Hyggeligt. Vi fandt helt klart vores favoritter, og Mikkel synes kun, at jeg var pinlig en gang, da jeg sang og dansede lidt med. Spændingen måtte holdes, for det var blevet sent, og dagen derpå bød jo på en udflugt.

Mandag. Kineserne var draget videre i samlet flok. Men vi havde jo en udflugt på programmet, så vi kunne ikke snue den så længe. Mikkel var usædvanlig frisk fra morgenstunden, og endte med at stå og skynde på os. Vi satte afsted, fik tanket dytten op, og jeg lærte noget nyt. Thomas kiggede ned på instrumentbrættet alt imens han sagde, "nå hvad side sidder dækslet så i her?". Jeg var på vej til at hænge ud af døren for at tjekke, så jeg lignede et spørgsmålstegn. Han kunne så i al sin overlegenhed vise mig, at der i instrumentbrættet rent faktisk var en pil ved siden af benzintegnet, som viste i hvilken side af bilen dækslet sad. Jep det var vel elementært, men ganske ny viden for mig.

Første stop på denne impulsive og temmelig uplanlagte ørundtur blev et vandfald. Vi forcerede det stejle terræn, passerede en motorvej af termitter og jeg skelede lidt utrygt mod de mange ret så store huller, der var at finde overalt i skråningerne, imens jeg havde Mr Smileys belæring om edderkoppehuller i frisk erindring. Vi nåede vandfaldet, og Mikkel sprang afsted som en anden orangutang på klipperne. Han var virkelig hurtig og adræt. Sofie ville have en dukkert, men de små fisk deri fik hende på andre tanker. Det var et smukt sted, og bekræftede os i, at der var mere på denne malaysiske ø end først havde antaget.

Vi kørte videre, og nåede den fineste strand. Lidt øde beliggende, med det fineste sand og det klareste vand. Med små grønne øer spredt derude. Wauw. Desværre var vi lidt for sulte, og der var ikke lige en biks slået op her til at få rettet op på det. Vi fortsatte derfor efter en skøn dukkert, og ramte Black sand beach. Her fik vi en omgang nudler, egentligt ganske velsmagende, hvis man da lige spyttede de små stykker knust kyllingeben ud undervejs. Mætte på den lette måde fortsatte vi vores øcruise. Hen til det resort på nordsiden af øen hvor faster, onkel, Asta og Alfred året forinden havde boet. Lækkert så det ud, ret så øde beliggende og med den smukkeste og mest fredfyldte strand vi længe havde set.

Det var den sidste dag med chance for at nyde strandlivet, så vi kørte tilbage til den lækre lille perle vi havde badet på tidligere. Thomas og Mikkel kravlede lidt rundt på klipperne, og undersøgte området. De læste et sted om stranden, som vi befandt os på. "The beach of skulls", ret så makabert et navn, givet idet den thailandske ø, som vi kunne skimte derude i horisonten, i 30´erne havde fungeret som fængsel. Hvis fangerne der forsøgte at flygte, var de endt som føde for krokodiller og hajer, og deres døde kroppe var skyllet ind på denne strand. Derudover havde pirater hærget farvandet, og når de havde plyndret handelsskibene, kastede de besætningen over bord, som så led samme grufulde skæbne. Heldigvis var der hverken pirater eller kranier, eller for den sags skyld krokodiller eller hajer at se, kun duvende palmer og snehvidt sand. Men sikke en historie.

Det var ikke specielt kølende at tage en dukkert. Havet var vel noget nær kropstemperatur, og med små snigende gobblearme, der sendte nogle ret så sviende stik afsted. Lidt ærgerligt når nu vandet var så indbydende. Mikkel skulle i hvert fald ikke nyde noget af at få flere stik, så istedet satte han sig til at kede sig lidt i skyggen, indtil han pludselig var helt fordybet og i fyld færd med at bygge en krabbehule og en slangebøsse.

Vi havde været på farten dagen lang, og nu var det på tide at vende snuden hjemad. Bilen blev afleveret, og vi fik købt sandwich med hjem til aften. En ekstra kuffert røg også med. Efterhånden var vores to North Face tasker ved a briste af ekstra gods, så nu skulle det gøre godt med lidt ekstra plads. Vi fik vredet det sidste MGP ud af det absolut varierende wifi, fik både hørt børne og voksenversionen af vindersangene. Igen løb favoritten ikke af med sejren, men en fest havde det nu været alligevel. Sådan var den dag så pludselig også en at vinge af i samlingen.

Tirsdag. Sidste dag på Chenang beach. Skotøjsæsken var nu så tilsandet, at vi knap kunne åbne døren længere, så nu var det vel på tide at vi rykkede videre. Hvorhen. Man gættede det aldrig. Dayang Bay igen igen. Vi måtte nok bare erkende, at efter at have sonderet terrænet så var konklusionen, at det vi kunne få der, var ret så meget luksus for et rimeligt beløb.
Langkawi var så mange ting, og nu mente vi at være i vores ret til at bedømme øen fuldt ud. Den havde smukke perler gemt imellem alt det grove, ufærdige og ucharmerende. Den havde et udvalg både til jetsetteren og backpackeren, og lå man, som os, lige der imellem, så måtte der indgåes kompromisser. At plante os lige på Chenang beach var bare ikke en mulighed. Alt for mange barer, moteller og hostels, selv containere blev brugt som udlejningsværelser. Hvis man skulle nærme sig noget, der kunne ramme vores ønsker om en strandlocation med pool, ikke for crowded med backpackere og med byen lige om hjørnet, så ville vi vende hjem med et underskud i den ret så kedelige ende. Så vi havde fundet vores kompromis, og det hed så Dayang Bay.

Vi nåede dog lige at klemme det sidste stykke med strand ned, inden vi skulle tjekke ud. Det var nu en skøn, livlig og lækker strand, som var lidt svær at forlade. Hen imod middag lod vi taskerne stå i receptionen, og gik den lille kilometer hen til "Underwater World". Ungerne ville så gerne derind, og vi vidste jo, at især Mikkel var fuldstændig i sit es, når der var dyr omkring ham. Ganske som ventet fór han afsted derinde, med en begejstret finger pegende i alle retninger. Vi grinede af de sjove pingviner, der stod op og sov. Vi så de mest mærkværdige og største fisk. En giga blæksprutte, hajer og sluttede af med den farlige dragefisk. Et spændende og sjovt indslag på sådan en tirsdag i Marts.

Så var det tid til at komme til næste destination. Vi blev bragt med taxa, og ankom til de yderst velkendte rammer. Jeg havde godt nok lige sagt, at nu skulle vi tilbage til de mere fredelige omgivelser, men hvad jeg ikke var klar over var, at en kinesisk konference åbenbart skulle afholdes her, så den ellers så fredfyldte reception var indtaget af øldrikkende og højtråbende kinesere i hobetal. Vi var fortrøstningsfulde, for vi blev igen indlogeret på det skønneste værelse. Eller rettere lejlighed. Ingen bad i toilettet og ingen sand på gulvet igen. Skønt. Thomas reflekterede lidt over, hvor vildt det egentlig var, at vi bare tilpassede os den plads, vi nu engang var blevet tildelt. Vi kunne bo på alt lige fra 15 til 115 kvadratmeter, uden at det betød andet, end at kufferterne fyldte lidt mere i rummet. Vi var ret så gode til at holde hinandens selskab ud.
Siddende på altanen, igen med udsigten jeg ville pakke med hjem i kufferten, kunne jeg nyde godt af at wifiet på forunderlig vis fungerede denne gang, og kunne læse om min fars skitur til Frankrig. Vejret var en udfordring, men hvor var de seje bare at tage afsted, ham og en kammerat, og så tage kampen op med lukkede lifter og sjap. Nu ønskede jeg dem det allerbedste vejr dagen derpå, så de kunne få brugt noget krudt på løjperne istedet.
Aftensmaden blev nydt på altanen. Igen. Omelet fra poolbaren til mindstemanden. Jeg måtte meget mod min vilje efterhånden erkende, at jeg savnede, at kunne kreere et ordentligt måltid mad. Mon jeg ville blive ved med at værdsætte det, når hverdagen igen havde indtaget vores verden.
Vi rundede dagen af med et spil 500, så hyggeligt at sidde der sammen, uden tv og alle mulige andre gøremål, i den lune aften, hvor kineserne var gået i poolbaren, og kinesiske strofer nu gjaldede ud af anlægget, alt imens skibene vuggende derude i mørket.