Jordskælv carribean style....Puerto Rico stay strong

Søndag. Om en uge ville vi vende næsen hjemad, men idag stod den på endnu en hygge dag i skønne Puerto Rico. Mikkel fik maden serveret på sengen endnu engang. Det der morgenmadsleben, var bare ikke rigtigt ham, og appetitten var sparsom på den tid af døgnet. Der var også godt fyldt i restauranten. De unge Yale studerende gæstede stadig hotellet, plus det grå guld, der lige var omkring for en enkelt overnatning inden et caribisk cruise ventede. Ja og så var der jo også den lettere buttede dreng, med badebukser og svømmebriller i panden, der kom drivvåd ind efter et dyp i poolen, og sjoskede hele buffeten til efter et glas juice. Personalet her var de sødeste, og ingen ville give sådan en dreng, eller hans forældre for den sags skyld en reprimande, men jeg havde godt nok ondt af dem, da de for gud ved hvilken gang måtte finde gulvmoppen frem.

Der blev spillet Yatsy, læst og svømmet. Sådan en søndag i januar kunne man godt leve med. Jeg nød virkelig at have mine unger og min mand omkring mig. Der var så mange ting der ventede på os, når vi var hjemme igen. Job og skole ville hale os i hver sin retning, og mange af vores vågne timer ville blive tilbragt i hver vores lejr. Sådan var hverdagen, og heldigvis havde vi alle fundet en god hylde, når det gjalt at finde mening med det vi beskæftigede os med i disse timer hver for sig. Jeg læste et opslag fra Lene Beier, der havde en drøm om at rejse afsted med sin mand og børn i fem måneder, men var udfordret på økonomien. Jeg strøg til tasterne. Afsted med jer. Gør det imens børnene stadig er til at tage med, imens I alle har mod på det. Der var selvfølgelig kommentarer til hendes opslag, og nogle omhandlede børnenes skole. At rejse ud med sine børn er livets skole, her lærer de geografi, biologi, sprog, kultur, religion. Vi vil aldrig fortryde, at vi har brugt en kæmpe slat penge på at rejse ud i verden med hinanden.

Ved eftermiddagstid satte vi kursen mod bydelen Condado. Vi skulle traditionen tro have et glas i hus, fra den velkendte Hard Rock café. Vi måtte ty til taxi denne gang. Ingen busser i sigte, måske søndag var officiel lukket for bustrafik, eller også var alt bare som det plejede. Vores visit i Condada passede perfekt med, at vi lige kunne nå at kramme familien Thietgen farvel inden de den næste dag skulle sætte kurs mod Danmark igen. Så hyggeligt at få en update på deres Vestindiske eventyr. De var som vi, ganske solgt over de smukke strande, historien og Bunker Hill, som vi også var faldet for. De var slet ikke færdige med et caribiske eventyr. Hvem blev nogensinde det. Peter var ramt af en aircon forkølelse, og kufferterne skulle pakkes, så da vi havde sendt dem hjem, fandt vi et pizzaria og skålede for endnu en uge i hinandens skønne selskab. Hjem og se Golden Globe live fra LA. Mange store stjerner sendte tanker og hilsner til den australske befolkning, hvor skovbrande hærger i urimelige størrelser. Vi sendte dem en tanke, og takkede hinanden for endnu en dag i det puertoricanske.

Mandag. Hellige tre kongers dag. Det skulle være større end juleaften, og dagen begyndte da også med et brag, eller mere en raslen og rysten. Nu var det jo også nærmest usandsynligt, at der ikke ville være bare et lille bitte naturfænomen at berette hjem om, når vi var på tur. Det skete igen. Et jordskælv med 5,8 på Richter skalaen ramte ud for Puerto Ricos sydøstlige kyst. Seks kilometer nede i dybet, på den modsatte side af hvor vi opholdt os. Det havde kraft nok til at få senge og møbler til at ryste. Klokken var 6.30 lokal tid, så jeg bemærkede det bare ganske fjernt, men Thomas var selvfølgelig fløjet op, beredt til at tage de forholdsregler der måtte være. Vi blev klar over, at Puerto Rico siden den 28. december var blevet ramt af en ualmindelig lang række mindre skælv. Dette var det mest kraftige, og havde fået befolkningenen på vagt. Der blev meldt om sandsynlighed for efterskælv, og vi måtte bare håbe de kom i mindre skala. Mikkel og Sofie fik øjne, og hvor Sofie også havde følt det som en fjern rysten, så havde Mikkel for tredje gang i sit korte liv sovet sig fra et jordskælv.

Sidst vi var blevet rystet rundt af skælv, var på Sumatra. Den fornemmelse glemte vi aldrig. Det var så tæt på dengang, at vi hørte jordens indre rumle. Op ad dagen læste jeg nyheder, og så billeder fra kollapsede huse, der lå nær epicentret. Det var værre end vi først havde antaget, nu hvor dagen fik lys, og folk fik overblik over ødelæggelserne. Heldigvis meldtes der kun om materielle skader, men i en størrelsesorden hvor et historisk turistmål, Punta Ventana, en klippeformation, der havde skabt et vindue ud mod havet, nu var brast, og tilbage lå en bunke sten.
Inden middag havde et mindre skælv fundet sted i samme område. Jeg kunne mærke, at jeg var lidt ekstra på vagt. Der var tale om kræfter på spil, som vi ikke havde kontrol over. Nogle havde mistet alt på et splitsekund, uden forsikring, men med livet i behold. Børn måtte holde hellige tre kongers morgen på fortove og gader, da husene ikke var sikre, så kunne vores Pizza Hut juleaften lige pludselig synes ganske enestående.

Sidste dag i Puerto Rico. Mikkel blev hevet med til morgenbordet. Jeg var lidt over ham, for for han var lidt i minus på madsiden. Der var heldigvis Bacon. Thank God. Så var den morgenbuffet reddet. Dagen blev brugt på hygge. Igen. Aftensmad på Subway. Jeg stod og observerede de to bag disken. Den kvindelige ansatte havde et kropsprog, der med alt hvad hun havde i sig udviste irritation over sin kollega. Han var også lidt langsom, caribien style, men han prøvede da. Vi havde været der et par gange, og hver gang blev han mødt af hendes himmelvendte øjne. Jeg fik ondt af ham, det gjorde bare ikke nogen bedre, og at tilbringe timer på et job, med nogen, som tydeligvis ikke bifalder ens arbejdsindsats kunne umuligt skabe mening i hans liv. Måske han spyttede i hendes cola, når hun vendte ryggen til. Man kunne tænke tanken.

Solen var gledet ned. Den sidste sunset i Puerto Rico blev vinget af. Vores rejsebuddies havde deres igår, eller det troede vi, indtil en sms tikkede ind fra Peter. De havde holdt på startbanen og været helt klar til take off, men flyet havde tekniske fejl, så de måtte blive endnu en nat i Puerto Rico, og afsted dagen derpå. Det havde virkelig været en farse, at følge deres rejse. Alt havde været bøvl, fra start og til slut. Selv flyrejsen til De vestindiske øer havde budt på forsinkelser og udeblevet bagage. Vi sendte dem et smil og et ønske om en god tur hjem, når det blev en realitet. De var ved at være hærdede, så mon ikke de formåede at trække alt det gode ud af endnu en dag i Puerto Rico.

"you can check out any time you like, but you can never leave", som Mette skrev.

Tirsdag. Dagen hvor vi skulle tage afsked med puerto Rico. Vækkeuret var sat, vi havde et tidligt fly at nå. Det fik vi ikke behov. Klokken 4.22 vågnede vi ved at sengene rystede, tv’et knirkede og gardinerne blafrede. Der var mørkt udenfor, og jorden under os var spillevende. Der var ingen tvivl om, at det vi mærkede nu, var langt værre, end den vippetur vi havde fornemmet natten forinden. Det varede måske tyve sekunder, men efterskælvene blev ved med at vibrere i undergrunden længe efter. Jeg sendte en tanke til befolkningen på øens sydside. Fra gårsdagens billeder derfra, var der ingen tvivl om, at der måtte herske kaotiske tilstande hos dem i disse sekunder. Jeg bad til, at ingen kom noget til.

En times urolig søvn senere, lynede vi taskerne, fik purret Mikkel op. Igen havde han sovet fra det. Jordskælvet var målt til 6.6 på richterskalaen, med en tsunamivarsel på øens sydside. Det voldsomste i 102 år. Puerto Rico, moder jord udfordrer dig. Orkaner og jordskælv, der ødelægger og nedlægger huse, forretninger, stolthed og håb. Desværre var øen langsomt ved at blive affolket. Puertoricanerne så sig nødsaget til at søge mod fastlandet for at overleve. Ingen byggekraner, få renoveringer. Det virkede ikke som en østat i vækst, men en østat der kæmpede for at holde hovedet ovenvande.

Vi snuppede en Uber og lod Hampton Inns røde neon skilt bag os. Kørte igennem den mørkelagte by. Strømmen var gået over hele øen, og alt det nødvendige kørte på nødstrøm. Snirklede os igennem lufthavnens tjek inn, bagagedrop og Security. Alt sammen Caribien style. Sidste sikkerhedstjek, hvor Mikkel jo som sædvanligt snakkede i et væk. Manden kigger striks på Mikkel og siger “What”. Mikkel bliver helt stille, og så smilte manden op til begge ører med det varmeste smil. Et smil betyder alverden. Kræver ikke sprog. Kræver inden alder.

Puerto Rico sørgede for, at Mikkel fik oplevelsen af jordskælv med. I security køen. Skærmene vibrerer, ruderne rystede og gulvet føles som turbulensen i en flyvemaskine. Ingen panik, bare en meget underlig fornemmelse. Vi nåede nøjagtigt frem til vores gate, som vi skulle boarde. To timer havde cirkusset taget. Hampton Inn havde vi på flanken, da vi satte afsted. Nu var det os, der blæste folk ned ad liggestolene derinde. Nye eventyr ventede. Puerto Rico vi ville aldrig glemme dig. Du viste os sider af verden, vi endnu ikke havde kunne forestille os. Du gav os en hiking tour til det smukkeste vandfald. Du viste os din historie, og gav os en indsigt i moder jords kræfter.

Vi landede i Miami og var igen seks timer fra dansk tid. Et nyt køretøj skulle hentes, og Mikkel ledte an. Han havde jo taget turen, da vi for knap en måned landede her første gang. "You can pick any car you like in rove eleven", sagde damen. Der stod ene Ford Mustangs Cabriolet. Det var en surprice der blev modtaget med vild jubel. Tourguiden havde det stadig i sig. Rød, grå eller sort, hvilken farve skulle det mon være. Go with black, og sådan blev det.

Det var den vildeste kontrast. At sidde her i en cabriolet, med Miamis blå himmel og højhuse der strakte sig op imod den. Byggekraner, en infrastruktur med velstand. Så langt fra den ø vi netop havde forladt, præcis da den igen måtte kæmpe for at holde sig oppe. Vi passerede de vildeste huse, de vildeste både, de dyreste beliggenheder på vores vej over broen mod Miami Beach. En delfin hilste os velkommen i kanalen. Miami Beach var destinationen. Det sidste sted, vi skulle tjekke ind i denne omgang. Med et kig til det smukke hav.

Sofie var ikke slået ud af den bratte opvågning og en flyrejse. Hun var klar på shopping, og vi kunne ikke trække den længere. Efter en tur i det lidt kølige hav, fik vi sendt bud efter vores Mustang, for her var der chauffør på til parkeringen, og satte kursen mod et outlet. Mikkel tog titlen for bedste shopper. Han var i det helt rette moment. Jeg kunne fornemme, at der pludselig var ved at udvikle sig en dreng, for hvem, fodboldtrøjer ikke blev ved at slå til. Vi hoppede på en omgang running sushi på farten. Der var ingen tid at spilde. Jeg var lidt ramt ovenpå alle de indtryk dagen havde været fyldt med, så mit shoppegen var mat. Sofie fik strøget lidt af på listen, og Thomas nåede knap at komme igang, før fire timer var gået, og centret lukkede. Vi var så trætte. På vejen hjem, passerede vi igen det nye Hard Rock hotel formet som en guitar. Det sendte en laserstråle op mod den mørke himmel, der ramte præcis op på månen, der hang næsten fuld deroppe. Det så så vildt ud. Som om månen var en projektør, der sendte stråler ned på den gigantiske guitar. Hard Rock, you Rock.

Sikke en dag, mine tanker gik til Puerto Ricos befolkning. Øen blødte. Puerto Rico. Keep on going and Stay strong.