Mandag morgen. Dagen før dagen, kunne man, hvis man havde stået på fortovet ude foran hotel Verdanza, set to drenge liste sig afsted med et gigantisk smil klistret på. To drenge der skulle på eventyr, og få deres livs største adrenalinsus. Peter og Thomas var stukket afsted på drengerøvstur for at besejre “The Monster”. Verdens næstlængste zipline. De seneste dage havde især Peter, med sin højdeskræk, været igennem alle følelser i en mental forberedelse på denne dag. Det var klart en af hans største personlige udfordringer, der skulle
overvindes denne dag.
Logistisk måtte det blive sådan, at drengene fik den tur, så blev vi andre tilbage i byen. Vi havde nu kun en bil tilrådighed, så vi kunne ikke alle tage afsted. Mikkel og Anna var iøvrigt for lette til at prøve den, og Boys Will be boys, men nøj, hvor måtte det blive fedt.
“Jeg synes faktisk du skal tage afsted sammen med Peter”, lød det fra Tourguiden dagen forinden. Han kendte mig ret så godt, og viste, at jeg hadede at gå glip af noget, og det her det ville blive vildt. Det var så sødt, at ville give mig billetten. Men selvom det faktisk var fristende, så var det bare sådan, at hvis jeg skulle besejre et monster, så skulle han være ved min side, og sådan kunne kabalen ikke gå op. Jeg ville helt sikkert have haft en fest med Peter, og jeg ville have elsket at overvinde min frygt, men jeg lyttede til min mavefornemmelse og gav billetten retur til Thomas, som fortjente at få den vinget af på bucketlisten.
Ungerne og jeg vågnede stille op til en ny dag med juleferie skrevet henover. Sofie og jeg snuppede en tur på løbebåndet på roof top med udsigt til havet. Vi var fan. Mikkel nød en stund med nickelodeon og tøsefrit område. Vi havde en plan, ungerne og jeg. Imens Thomas og Peter legede Eddie the eagle, smuttede vi i CVS efter nytårsgejl. Hatte, truthorn og snold skulle forhåbentligt gøre den forestående aften endnu mere festlig. Jeg ville virkelig håbe, at det blev en aften med lidt mere spark i, så der blev researchet og lagt en plan.
Dagen var overskyet men dejlig lun. Ungerne fik lov til at lave præcis hvad de lystede. Tankerne gik til de to på tur. Timerne gik, og jeg skævede ofte mod indgangen. Det skulle blive rart at gå dem hjem i god behold. “Hvis du bliver ringet op af et amerikansk nummer, så skal du tage den, så fløj vi nok ikke langt nok”, var Thomas ord inden de var smuttet afsted denne morgen. Det var blevet godt op ad eftermiddagen da de kom retur. Med hele følelsespaletten i brug for at beskrive denne dags forlystelse. Thomas virkede lidt stille og en lille smule rystet. På sådan en `Jeg skal lige synke, hvad jeg netop har oplevet, skete det egentligt lige´ måde. Heldigvis havde de hele turen på Gopro, og vi fik set filmene både fra Peters vinkel ud over de smukke frodige bjerge og ned i de dybeste kløfter, og fra Thomas’ der filmede ham helt close up i ansigtet. Kæberne strammede, han rømmede sig og lavede nogle helt specielle tics, som jeg ved betyder fuld koncentration. Der var ingen tvivl om, at der kørte mange tanker og overvejelser oppe i hans hoved lige inden benene blev halet op, og han blev sendt afsted ud over stepperne, med håbet om at karabinhagen holdt og ham fyren der havde spændt selen, havde en god dag. Det var selvfølgelig en attraktion, med styr på instruktioner og sikkerhed. Armene skulle holdes inde, da modvinden ville sænke dem, det glemte Peter vist lidt, og måtte hales helt i land af en af gutterne.
Inden aftensmaden lokkede vi ungerne med på en gåtur. Så hyggeligt at slentre afsted sammen gennem sandet. Peter og Emil smuttede på shopping i et mall, Mette var ikke frisk så hende og Anna blev hjemme. Aftensmaden blev nydt på værelset med året der gik i baggrunden. Vi huskede og mindedes dem der gik bort. Med Master Fatmans ord rundede vi dagen af: “Det er ikke så vigtigt hvor længe du lever, men hvad du gør, mens du er her”.
Tirsdag. New years eve. Årets sidste dag, og så vi var her i Puerto Rico. Traditionen tro skulle nytåret fejres med familien Thietgen. Med kun en afstikker, på Sofies første nytårsaften, havde vi skudt nytåret ind i deres selskab så længe børnene havde været inde i billedet. Tre gange under fjerne himmelstrøg. Det har faktisk ret fantastisk, at kabalen kunne gå op. Solen tittede frem, og poolen kaldte.
Der blev facetimet med besserne derhjemme, der var ved at være klar til dronningens nytårstale. Denne gang ville vi være fem timer efter dansk tid, så når vi sad midt i dinneren, sprang de ind i 2020 derhjemme. Der blev udvekslet nytårshilsner, og sendt varme tanker til os og retur til de dejlige mennesker derhjemme. Dronningen tonede frem på skærmen, imens vi spiste vores frokost. Forkølet, men med styr på formerne, blev der sendt et par kærlige men bestemte ord ud til den stolte danske befolkning. En opmærksomhed på den ensomhedsfølelse, der påhviler alt for mange unge mennesker. At vi skal se hinanden, lytte og være der for hinanden. En dronning der er interesseret i, ser tendenserne og gør brug af sin indflydelse. Tilbage til poolen, tilbage til CVS for at shoppe de sidste indkøb inden det gik løs. Sofie faldt for en ring, men havde så svært ved at vælge hvilken farve sten hun skulle gå efter. Lille, blå, sort eller violet. Hun fik hele farvepaletten, for stenen skiftede kulør efter humør. Så måtte vi håbe den blev i de lyse toner. Vi mødtes festklædte i receptionen, og gik i samlet flok mod ‘Restaurant Hotties’ hvor vores nytårsmiddag skulle forestå.
Vi skålede aftenen ind i en piná coladá (Virgin style for the kids) da klokken slog 19.00, og sendte vi en tanke til dem derhjemme, der præcis på dette tidspunkt sprang ind i det nye år. Vi bestilte hvad vi hver især ønskede os lige fra hummer til pasta. At jeg så fejlagtigt fik serveret steak Fillet Mignon, menukortets dyreste ret, var da bare en fjer i hatten eller i gulddiademet, i aftenens anledning.
Vi kunne trille derfra, og var klar til at indtage vores hotelværelse, der var pyntet op på bedste vis. Det var jo os der var værter dette år, og vores gæster havde taget den lange tur, for at fejre aftenen med os. På etagen under os drønede musikken, så bygningen dirrede. Vi havde mødt nogle af festdeltagerne i receptionen da vi kom retur. De var gejlet godt op, i pallietter og ultra høje stiletter, ingen var undtaget, der var både dem med rollator, og dem der var mere end klar på en aften med drinks all inklusive. Mon ikke de alle var det, når alt kom til alt. Vi havde fravalgt, at joine dette selskab, hvor DJ Papucho med scooterbriller og en kæk hat, skulle holde gang i rytmerne. Prisen var på den vilde side af de 1000 kroner per mand, og vi havde alligevel prøvet det der med en DJ før.....Nu hvor vi fra underetagen kunne høre beatet, så var vi ret tilfredse med at holde os på afstand. En travl salsa rytme, der bare kørte derudaf i en uendelighed.
Vi fik grinet af drengenes zipline tur igen, Sofie byggede på rekordtid et korthus, på trods af bassen fra underetagen. Der blev truttet, og grinet og da klokken nærmede sig midnat, smuttede vi op på roof toppen hvor vi havde det vildeste view ud over San Juan. I elevatoren derop stødte vi på hotellets manager, der var listet af fra selskabet på 2. Sal. Det var hans tradition at fejre nytåret sådan, med en drink i hånden i ro og mag. Nu blev han så akkompagneret af otte danskere, som også havde luret, at det kunne blive et hit. Så dér stod vi, to andre turister og hotelmanageren omgivet af smukke raketter, æblecider og cigarer der hørte sig til. San Juan brandstation lå kort derfra, og da klokken faldt i slag, startede de en flere minutter lang hylekoncert med sirenerne. Et fly passerede lavt forbi os, og lagde an til landing i lufthavnen klokken 00.01. Det måtte have været en farverig og noget speciel indflyvning: "Welcome to Puerto Rico, and happy new year". Der blev krammet og hoppet ind i det nye, meget mundrette år, 2020. Jeg tænkte ved mig selv, om det mon var sidste nytårsaften med min smukke datter i min favn. Vennerne trak både hos hende og Emil, der stod for at skulle på efterskole. Der var ingen tvivl om, at vi havde nydt hver en nytårsfest med vores skønne rejsebuddies, men vi måtte indse, at ungerne voksede fra os, og der nok skulle mere end knaldperler og børnechampagne til for at fange deres interesse fremover. Sådan var det, og så havde vi jo nok egentlig gjort det ret godt imens tid var.
Onsdag. Nytårsdag. Der var ikke meget skihop og tømmermænd over denne dag. Vi vågnede til 30 grader, små drivende skyer og palmer der duvede stille i vinden. Vi var heldige, og vi viste det godt. Men det var med lidt vemod, at dagen blev taget i brug. Det var dagen hvor familien Thietgen skulle rejse videre til Sct. Thomas, og vi skulle flytte os til et andet hotel i San Juan. Ti dage var gået i deres selskab, og nu skulle de over og udforske det dansk/vestindiske eventyr. Faktisk skulle de tilfældigvis bo på Bunker Hill, som vi netop havde forladt. Vi sendte dem en hilsen med, til gartneren der lignede Morgan Freeman og vores søde morgenmadsveninde. Det var hyggeligt, at de skulle bo der, og vi ønskede dem det allerbedste eventyr. Vi håbede, at vi havde formået, at nedtone vores egne fornemmelser omkring det vestindiske eventyr, så de fik chancen for at danne deres egne indtryk.
Vi blev et par timer ved poolen, Mikkel havde bestemt sig for, at vi skulle have os en hund, når vi kom hjem. Måske det havde noget at gøre med, at jeg havde vist ham billeder af min venindes lille puppy. Tove. En brun labrador. Han var i hvert fald helt opsat på projektet, og ville bare gerne have sådan en lille fluffy en. Han gik meget målrettet igang med at finde billeder, og bearbejde os. Det var et lidt ambitiøst projekt, men han var ganske ukuelig.
Vi smed huset på ryggen, og gik de små 500 meter hen til vores næste bolig. Her skulle vi bo den næste uge. Med lufthavnen lige i baghaven, hvilket jeg var en smule betænkelig ved. Men når der stod noget med Hilton på hotellets logo, så vejede det lidt op for min skepsis. Vi blev mødt af den sødeste receptionist, der var happy hour og morgenmad inkluderet. Smilene blev bare bredere. Der var en lækker pool, og ja en liflig lyd af fly der satte afsted. Men du havde vi boet i denne del af San Juan i adskillige dage, dog var dette hotel tættest beliggende på lufthaven, så lyden var nærmest blevet hverdag for os. Nu gik alt igen helt i vores tempo. Nu var vi os fire igen. Dreamtrip44.
En lille eftermiddagssnack on the house blev absolut godkendt. Popcorn og pretzels. Pizza og pasta til aften, hjem og hygge på værelset. Hver med vores Ipad, men her var vi sammen. Ikke som hjemme, hvor værelserne efterhånden var blevet mere og mere tiltrækkende at tilbringe sin tid på. Jeg ville knuselske hvert et øjeblik, for hverdagen lå på lur.
Vi skålede aftenen ind i en piná coladá (Virgin style for the kids) da klokken slog 19.00, og sendte vi en tanke til dem derhjemme, der præcis på dette tidspunkt sprang ind i det nye år. Vi bestilte hvad vi hver især ønskede os lige fra hummer til pasta. At jeg så fejlagtigt fik serveret steak Fillet Mignon, menukortets dyreste ret, var da bare en fjer i hatten eller i gulddiademet, i aftenens anledning.
Vi kunne trille derfra, og var klar til at indtage vores hotelværelse, der var pyntet op på bedste vis. Det var jo os der var værter dette år, og vores gæster havde taget den lange tur, for at fejre aftenen med os. På etagen under os drønede musikken, så bygningen dirrede. Vi havde mødt nogle af festdeltagerne i receptionen da vi kom retur. De var gejlet godt op, i pallietter og ultra høje stiletter, ingen var undtaget, der var både dem med rollator, og dem der var mere end klar på en aften med drinks all inklusive. Mon ikke de alle var det, når alt kom til alt. Vi havde fravalgt, at joine dette selskab, hvor DJ Papucho med scooterbriller og en kæk hat, skulle holde gang i rytmerne. Prisen var på den vilde side af de 1000 kroner per mand, og vi havde alligevel prøvet det der med en DJ før.....Nu hvor vi fra underetagen kunne høre beatet, så var vi ret tilfredse med at holde os på afstand. En travl salsa rytme, der bare kørte derudaf i en uendelighed.
Vi fik grinet af drengenes zipline tur igen, Sofie byggede på rekordtid et korthus, på trods af bassen fra underetagen. Der blev truttet, og grinet og da klokken nærmede sig midnat, smuttede vi op på roof toppen hvor vi havde det vildeste view ud over San Juan. I elevatoren derop stødte vi på hotellets manager, der var listet af fra selskabet på 2. Sal. Det var hans tradition at fejre nytåret sådan, med en drink i hånden i ro og mag. Nu blev han så akkompagneret af otte danskere, som også havde luret, at det kunne blive et hit. Så dér stod vi, to andre turister og hotelmanageren omgivet af smukke raketter, æblecider og cigarer der hørte sig til. San Juan brandstation lå kort derfra, og da klokken faldt i slag, startede de en flere minutter lang hylekoncert med sirenerne. Et fly passerede lavt forbi os, og lagde an til landing i lufthavnen klokken 00.01. Det måtte have været en farverig og noget speciel indflyvning: "Welcome to Puerto Rico, and happy new year". Der blev krammet og hoppet ind i det nye, meget mundrette år, 2020. Jeg tænkte ved mig selv, om det mon var sidste nytårsaften med min smukke datter i min favn. Vennerne trak både hos hende og Emil, der stod for at skulle på efterskole. Der var ingen tvivl om, at vi havde nydt hver en nytårsfest med vores skønne rejsebuddies, men vi måtte indse, at ungerne voksede fra os, og der nok skulle mere end knaldperler og børnechampagne til for at fange deres interesse fremover. Sådan var det, og så havde vi jo nok egentlig gjort det ret godt imens tid var.
Onsdag. Nytårsdag. Der var ikke meget skihop og tømmermænd over denne dag. Vi vågnede til 30 grader, små drivende skyer og palmer der duvede stille i vinden. Vi var heldige, og vi viste det godt. Men det var med lidt vemod, at dagen blev taget i brug. Det var dagen hvor familien Thietgen skulle rejse videre til Sct. Thomas, og vi skulle flytte os til et andet hotel i San Juan. Ti dage var gået i deres selskab, og nu skulle de over og udforske det dansk/vestindiske eventyr. Faktisk skulle de tilfældigvis bo på Bunker Hill, som vi netop havde forladt. Vi sendte dem en hilsen med, til gartneren der lignede Morgan Freeman og vores søde morgenmadsveninde. Det var hyggeligt, at de skulle bo der, og vi ønskede dem det allerbedste eventyr. Vi håbede, at vi havde formået, at nedtone vores egne fornemmelser omkring det vestindiske eventyr, så de fik chancen for at danne deres egne indtryk.
Vi blev et par timer ved poolen, Mikkel havde bestemt sig for, at vi skulle have os en hund, når vi kom hjem. Måske det havde noget at gøre med, at jeg havde vist ham billeder af min venindes lille puppy. Tove. En brun labrador. Han var i hvert fald helt opsat på projektet, og ville bare gerne have sådan en lille fluffy en. Han gik meget målrettet igang med at finde billeder, og bearbejde os. Det var et lidt ambitiøst projekt, men han var ganske ukuelig.
Vi smed huset på ryggen, og gik de små 500 meter hen til vores næste bolig. Her skulle vi bo den næste uge. Med lufthavnen lige i baghaven, hvilket jeg var en smule betænkelig ved. Men når der stod noget med Hilton på hotellets logo, så vejede det lidt op for min skepsis. Vi blev mødt af den sødeste receptionist, der var happy hour og morgenmad inkluderet. Smilene blev bare bredere. Der var en lækker pool, og ja en liflig lyd af fly der satte afsted. Men du havde vi boet i denne del af San Juan i adskillige dage, dog var dette hotel tættest beliggende på lufthaven, så lyden var nærmest blevet hverdag for os. Nu gik alt igen helt i vores tempo. Nu var vi os fire igen. Dreamtrip44.
En lille eftermiddagssnack on the house blev absolut godkendt. Popcorn og pretzels. Pizza og pasta til aften, hjem og hygge på værelset. Hver med vores Ipad, men her var vi sammen. Ikke som hjemme, hvor værelserne efterhånden var blevet mere og mere tiltrækkende at tilbringe sin tid på. Jeg ville knuselske hvert et øjeblik, for hverdagen lå på lur.
The kids are allright
Min sejeste Tourguide
Huset på ryggen
Kommentarer
Send en kommentar