Sidste aften på The Keys. Først fik vi fortæret resterne af den enorme pizza fra dagen forinden. Snakken gik, og pludselig var emnet drejet ind på isspisning. Ungerne beskrev hvordan deres kære farfar altid vender skeen, præcis som Sofie gør. Mikkel supplerede med: “Ved I så hvordan morfar spiser sin is?” Jeg var da spændt på svaret, for det havde jeg faktisk ikke lige nogen ide om. “Han gør sådan her” - og så lod han som om, han tog en ske næsten op til munden, for så at lade den glide ned under bordet - “Han giver det til Molly”. De skønne unger.
Søndag morgen vågnede vi til vækkeurets bippen. Absolut ikke savnet. Taskerne blev lynet og nøglen smidt i postkassen. Kun bunden af den enorme krukke ostepops var dækket, resterne havde fået ben at gå på. Captain Pips forsvandt i baglygternes skær. Solen brød horisonten, og nat blev til dag. Ikke ofte, at man fik den helt særlige oplevelse med, når dagen igen fik farver og byerne vi cruisede igennem stille vågnede op. På dette smukke sted kunne det næsten ikke blive mere magisk. En sunrice på The Keys kunne nu vinges af.
Vi fandt "Paradise" vores lille fine hus med de lyserøde skodder, som vi boede i sidst vi var her. Hvor søkoen kom uanmeldt forbi og hilste på. Helt nostalgisk at se det igen. Nye store huse var skudt op omkring det, og fik det til at syne endnu mindre, men stadig så fint og autentisk. Træet ungerne dengang havde leget ved, havde stadig sin plads, det samme havde verandaen på stolper, som vi havde ligget på maverne på og kigget på fiskene nedenunder. Ungerne huskede pludselig ting fra dengang. Det var et hyggeligt gensyn, og godt fundet af Sofie.
Vi havde sat kursen mod Miami airport. Det var dagen, hvor vi skulle tage afsked med vores lækre bil. Det havde endnu engang været et privilegium, at kunne køre hvorhen vi ville. Bilen havde virket gigantisk, da vi første gang satte os ind i den. Den var stadig gigantisk, men sammenlignet med standarden her, så var den bare en lille fiks en. Men en lækker lille fiks en, som havde bragt os så mange skønne steder hen de seneste dage. Tourguiden blev traditionen tro foreviget foran den, med en oppustelig julemand med kane og rensdyr, stående på en båd i baggrunden. We love the Keys.
En lille smuttur gennem Coral Gables og tabe kæberne i den mondæne del af Miami nåede vi også. Kæmpe villaer gemt bag store jerngitre. Jetsetterne luftede hunde, eller joggede en tur denne søndag formiddag.
Så var det blevet tid til et på gensyn til Miami Florida. Bilen blev afleveret, og vi tjekkede ind hos smilende, flinke lufthavnsmedarbejdere, selv Sofies glemte iPad i tasken blev klaret med et smil. Et ældre ægtepar bag os, døjede med at finde den rigtige linje at stå bag, også det blev taget sig af på en ordentlig og anstændig måde. Ingen tvivl om at det betød alverden. Det var ikke sket i JFK.
Afsted til de vestindiske øer. Et nyt sted at udforske. Vi blev placeret to forskellige steder i flyet. Thomas på række femten ungerne og jeg på række enogtyve. Der sad en kvinde på min plads ved midtergangen. Hun var ikke glad ved tanken om, at skulle indtage sin vinduesplads, og havde allerede trukket gardinet ned. Jeg ville gerne hjælpe, men så ville ungerne og jeg også blive splittet. Hun talte i mobil med en, og jeg kunne høre på hende at panikken steg. Vedkommende hun talte med sad så tilfældigvis ved siden af Thomas på række 15, og de regnede af uvisse grunde ud, at vi hørte sammen. Hun spurgte: “Is your husband sitting in rove 15?”. Så aftalte hun og jeg, at de kunne bytte. Vennen havde til Thomas sagt: “Your wife wants you back”. Thomas havde jo ikke været en del af aftalen, så han fattede ikke en meter af, at en vildtfremmed kvinde pludselig sagde sådan til ham. Sjovt lille indslag, men sådan blev vi forenet.
En kort flyvetur senere satte vi vores fødder på Sct Thomas. En lufthavn omgivet af grønt kuperet landskab. “Det ligner Hawaii” udbrød Mikkel, og det kunne han godt have ret i. En lille lufthavn, hvor det første man blev mødt med var en strandbar og afslappet stemning. Vi var kommet en time tættere på dansk tid igen. Vi hoppede ombord på en taxa, prisen var fast og ikke i den lave ende. Vi tog den korte tur ind til byen Charlotte Amalie, hvor vi i den næste uge skulle bo. Man fornemmede igen en smule skepsis at spore blandt ungerne. Slidt og tillukket ved første øjekast, men igen kunne vi hurtigt konstatere, at der var noget over det her sted. En skøn altan med udsigt over bugten, en pool og et prima internet, så var vi allerede kravlet godt op ad ratingbarometeret. Det var søndag, og vi blev mødt af en lukket by. Vi fandt dog et supermarked. Vi fik tanket op, og måtte lige synke en ekstra gang over de vanvittige priser. Vi var kommet til den vestlige verdens velstand. I overmål. En pakke Kelloggs til tres danske kroner.
Mørket var faldet på, da vi gik tilbage. Hjem og spise subs fra supermarkedets deli på altanen med lysene fra husene i bjergene i baggrunden. Hanerne havde også fundet vej til Sct Thomas, så der ville nok ikke blive behov for vækkeur på dette ophold.
Tid til at krybe under tæpperne og vågne op til en ny dag, et nyt sted, til et nyt eventyr.
Mandag. Thomas snørede løbeskoene. Solen var stået op. Jeg satte mig ud på altanen, og nød mit view ud over bugten. Spændt på hvad vores vestindiske øeventyr ville bringe os.
Morgenmaden var inkluderet og bød på de lækreste pandekager, røræg og skøn kaffe. Med en smuk udsigt, et caribisk regnskyl og en dejlig snak, der ledte os langt tilbage i minderne, var vi klar til en afslappende dag i det caribiske.
Vandflyveren, som om en uges tid skulle fragte os til Puerto Rico brummede afsted derude i bugten. Det skulle nok blive en interessant oplevelse til den tid. Vejret var ægte caribisk. Sunny with showers.
Mikkel valgte, at vi afprøvede hotellets restaurant til frokost. Idag var dasedag, så ingen lange gåture på hans program. Han overvejede, om han skulle springe ud i en portion haj. Men jeg tog ikke endnu en for holdet, hvis bestillingen viste sig at slå fejl, så tacos det blev. Så lækker en frokost, med den smukke udsigt og gamle julemelodier i højtaleren. Se det var et rigtig godt valg. At der så på restaurantens væg hængte et billede af slaverne der arbejdede i marken, gav det lige en tvist af tristhed. De havde en historie at fortælle her, og den var med dem overalt.
Solen gled ned bag de grønne bjerge. Hanerne indstillede deres evindelige galen og ladede op til den næste dag, hundene glammede i det fjerne, Tinka på iPad’en efterfulgt af Kurs mod nord, og vores første dag i det caribiske eventyr var ved at være godt brugt. Her på vores kurs mod nye eventyr.
Tirsdag. En uge til juleaften. En uge siden vi i nattens mulm og mørke smuttede afsted på eventyr. Det var ikke til at forstå, at der hjemme nu for alvor var ved at blive ladet op til den store dag. Idag skulle øen udforskes. Vi var klar. Det var en perfekt kombination af afslapning og sightseeing. Batterierne blev ladet op, og efter så mange rejser havde vi alle fået trangen til at få det sted, vi var havnet helt ind under huden.
Vi vinkede farvel til canadierne, vi havde mødt på hotellet. De havde desværre misset deres fly på grund af snestorm og dermed også misset tre døgn ombord på deres krydstogt, og måtte i stedet stige ombord her på Sct Thomas. Derefter hoppede vi ombord på den lokale bus. Her kostede det en dollar pr mand, og det kunne vi gå med til, ellers var det med at holde tungen lige i munden, for der var taxier og safaribusser allevegne, som yderst gerne ville fragte os blege turister rundt til svimlende beløb. Det var en oplevelse af køre lokalt, og den nappede vi gerne. Turen gik til Lindbergh Bay, en strand nær lufthavnen. Fundet og godkendt. Men vejret var ikke helt med os. Sunny with showers, og selvom temperaturen var høj, så var regn bare regn. Turen hjem foregik på gå ben. Tourguiden ledte an, med McD som lokkemad. Heldigvis vidste ungerne ikke, at det betød en gåtur hele vejen hjem til Charlotte Amalie igen. De tog det faktisk overraskende pænt, men det kom vel heller ikke bag på dem, at når tourguiden rullede sig ud, så betød det ofte, at man skulle have det solide fodtøj spændt på. Mikkel og jeg havde klip klapper på. Oh well.
Det var en underfundig ø vi var havnet på. Her var så anderledes. Orkanen Marias hærgen i 2017 havde lagt mange huse øde og forfaldne hen, og økonomien var ikke til at bygge det op igen. Vi skulle lige ind under huden på den, for at mærke hvad den havde at byde på. Befolkningen her var som udgangspunkt ganske venlige og imødekommende. Hotellets opsynsmand især, og da han hørte, at vi var danskere troppede han op med sin samling af kongeligt porcelæn fra dengang Sct Thomas var på danske hænder. Godt nok i potteskår, så værdien var nok dalet en smule, men alligevel. Han blev måske grebet lidt af stemningen, og havde også medbragt et uddrag af sin novelle. "A rolling Stone" hed den. Det var lidt ude af kontekst, men manden havde noget på hjerte, og vi var lutter øren: "You have to be a Rolling stone". Kom videre, hvis du sidder fast, der gror ikke mos på en rullesten - Tro på det du sætter dig for, og spring ud i det. Rolling stones - that´s us.
Kommentarer
Send en kommentar