Torsdag blev afsluttet med endnu et punkt vinget af på Mikkels bucketliste. Marcaroni & cheese. Ikke så kulinarisk som han havde forestillet sig, men så var det prøvet. Ægte American style.
Trætheden overmandede os alle, der var måske stadig en smule jetlag der sad i os. Vi samlede os i sofaen og så Toystory, Sofie bukkede under inden den var til ende. Godnat fra Captain Pips, hvor det fine lille juletræ stod og lyste stuen op i alverdens kulørte lamper.
Fredag den 13. Luciadag. Dagen hvor Mikkel skulle have gået Luciaoptog på skolen, og hvor end vi dog gerne ville have overværet det syn, så måtte vi lade det være et uskrevet kapitel. Istedet pakkede vi bilen og headede mod Key West. Altså Down South. En hel dag skulle tilbringes i byen længst mod syd.
Vi boede cirka midtpå the Keys, så vi havde stadig et par af de 42 broer tilbage at forcere inden vi nåede det sydligste punkt. Den første og største bro vi passerede denne dag, var "The seven mile Bridge". Den bro vi nu havde nydt udsigten ud over de seneste par dage i Captain Pips residence. Smukt smukt smukt. Med den gamle bro på flanken, som var igang med at blive renoveret og forventet åbnet igen i 2021. Det var ungerne nu lidt skeptiske over, med de ganske få arbejdsmænd derude, og de mange mange mil, der stadig stod faldefærdigt hen. Pelikanerne som wingmen, blå himmel og den ene smukke ø efter den anden. Man skulle unde sig en køretur på the Keys, det var som et maleri, der hele tiden ændrede sig. Farverne var turkise, grønne og indimellem så vi de mest vanvittige ting. Såsom en mand der kom os i møde i en båd ombygget til et køretøj.
Vi nåede den gamle bydel ved Duval Street og fik parkeret øsen. Gik en lille tur i det mondæne kvarter hvor “The Little White House” lå opført. Sommerresidensen for præsident Harry S Truman. Tilbage og få flyttet bilen, for parkeringen her tæt på centrum af den gamle bydel var temmelig pebret. Med lidt fif fra de imødekommende lokale, fandt vi en ganske glimrende og ganske gratis parkeringsplads, og det passede økonomiministeren ganske godt.
Så var det ud og udforske byen. Hvor der sidst vi var her, lå leguaner på hvert et gadehjørne, var der nu haner og høns overalt. Knap så eksotisk, og et ganske særpræget syn. Fra alle ender og kanter hørtes hanegal, og man kunne forestille sig, at der var tidlig morgenvækning, selv på de mest luksuriøse hoteller. Jeg fik senere læst op på, at disse fugle blev kaldt sigøjner kyllinger blandt de lokale. Hønerne var sat fri, da man stoppede med at slagte dem, og hanerne dengang hanekampe blev ulovlige. Nu både prydede og hærgede de bybilledet. De lokale søgte regeringen om fælder til dem, således blev de indfanget og sendt til farme længere mod nord. Der var venteliste på disse fælder, og det tror da pokker, for de var overalt.
Vi blev foreviget ved den berømte bøje, som vi gjorde dengang for seks år siden. Det var altid særligt at gense et sted. Følelser fra dengang kom frem igen, og jeg blev helt nostalgisk. De var så små dengang, ungerne, og et under, at de klarede al den traven rundt.
Vi fandt South beach, som bar præg af, at det også var vinter her. Vandet var mere oprørt og fyldt med tang, men stemningen og strandbaren var stadig den samme. Der blev bestilt en ordentlig portion burgers. Sofie valgte Nachos, og blev lidt stram i betrækket, da der blev serveret en gigantisk omgang fyldt med black beans og rødløg. Så forbarmede hendes mor sig, og delte. Jeg vidste godt, at vi skulle lære vores børn, at der var konsekvenser ved deres valg, og at man måtte spise, hvad man havde bestilt, men det måtte blive i andre sammenhænge, for nu var vi her. På den sydligste strandbar med havet som baggrundskulisse, og ingen gad være i selskab med en sulten teenager.
Godt mætte dumpede vi ned på stranden. Mikkel lod sig ikke slå ud af en omgang tang, så han smuttede ud i bølgerne, og fik vinget endnu et punkt af på sin Bucket liste. At bade på det sydligste punkt. Der blev dystet i boldkast, og der var is til vinderne. Videre til en legeplads, hvilket var til stor eufori for mindstemanden, som dog måtte sande, at han snart var vokset sig for stor til legepladsens udformning. Den lange dreng. Et ældre ægtepar havde placeret sig med ryggen til det smukke hav, og med udsigt lige ind i hegnet til legepladsen. Hvorfor dog. Når jeg blev gammel, så ville havet vinde hver en gang.
Jagten gik ind på is, og vi fandt en lille autentisk iscafe "The crossing Flamingo", hvor vi kunne sidde og skue ud over den travle gade. En hane gjorde os selskab. Dem var Mikkel ikke helt tryg ved. Jeg kunne godt følge ham. En mand kom cyklende, eller skulle jeg sige ridende forbi, på en cykel lavet om til en hest. De afroamerikanske velpolstrede kvinder med store parykker, slimsuits og hæklede gennemsigtige bukser slentrede forbi. Vi elskede deres farverige og ganske opsigtsvækkende munderinger. De var så højrøstede på den der "you know what I´m saying giiiiirl" agtige måde. Dem skulle man ikke messe med, men det lyste ud af dem at de stod ved hvem de var. Spyttet ud af de gigantiske krydstogtskibe indtog de byen.
Mikkel talte Ford Mustangs, og det holdt ham til ilden, de var på hvert et gadehjørne, når ikke det var Cadillacs, Jaguarer, Bentleys, Mercedes og hvad drengene ellers faldt i svime over. En lille hånd kom i min og Mikkel sagde: "Mor, jeg har faktisk slet ikke grædt endnu på den her ferie, kun lige da Toystory sluttede, det var lidt sørgeligt". Den lille mand altså. Det var så sødt, når børn oplevede at blive rørte over en film, og skulle håndtere de følelser. Vi måtte håbe, at der ikke blev meget at græde over, så han kunne holde statistikken ferien ud. Der var stadig ikke langt fra grin til gråd i en 11 årigs verden, men jeg gav ham ret, han havde nu gjort det godt so far.
En tur henad Duval street. Forbi Sloppy Joes bar. Herfra, og fra alle andre barer i gaden, lød der levende musik dagen lang. Det var så stemningsfuldt at gå nynne med på den ene sing a long song efter den anden. Der blev shoppet julekugle, for sådan en kitchet ting måtte vi eje, guldkort som Mikkel måtte eje og hoodie som Sofie måtte eje.
Solen gled ned i skyerne, en sejlbåd passerede forbi, og udgjorde det perfekte kodakmoment. På molen havde adskillige gadegøjlere stillet sig op, og vi slentrede forbi til reggaetoner. Mørket faldt på, og vi søgte mod det sted på pieren, hvor vi sidst havde set de gigantiske Tarpuns blive fodret. Denne aften, var der også gang i den. Gigantiske tun blev renset, en hejre, åbenbart kaldet Dexter, stod klar til at fortære resterne. Et par hajer havde opsnuset lugten af blod, og sneg sig til at deltage i selskabet sammen med de enorme Tarpuner.
Sulten meldte sig, og for at gøre det lidt let inden vi headede hjem mod Captain Pips, smuttede vi på pizzabar. Nu er alt jo en smule større her, og den pizza vi hentede på disken, havde jeg mine vanskeligheder ved at bære hen til bordet. Gigantisk. Resten kom med i en doggybag, med et: "You did a nice job" fra pizzamanden. Vi øvede os. En parade af cyklister klædt i al slags julekostume fra rensdyr til julemand gjaldede igennem gaden, vinkende og råbte "Merry Christmas" til alle på deres vej.
Hjem i mørket. 22000 skridt havde vi tilbagelagt i denne skøre by. Hilst på vej af de julepyntede huse i den gamle kolonianske stil. Med granguirlander på verandaen, oppustelige snemænd, pingviner, julemænd og hvad ellers der kunne minde om jul. Røde sløjfer og enorme dørkranse. Det var så overdrevent, at det faktisk var smukt.
Lørdag stod igen på dasedag. Dog måtte løbeskoene snøres. Man skulle da lige løbe en tur på The Keys. Da Thomas kom retur smuttede jeg afsted. Termometeret var krøbet godt deropad. Det var en varm omgang, men jeg kom retur med humøret i top. Alle de skønne smil fra andre løbere eller hundeluftere. En hilsen fra hver og en man mødte, det blev man altså bare lige en tand mere positiv over.
Poolen kaldte, en dag på langs var klar til at blive indtaget. Vi havde vist også fortjent at hvile fusserne.
Imorgen stod den igen på en rejsedag, så sidste dag ved den smukke bro, sidste dag med den smukkeste udsigt, en sidste dag hos Captain Pips, skulle nydes fuldt og helt. Tourguiden havde endnu engang gjort det godt, det her sted ville blive husket og helt sikkert nævnt, når vi igen var hjemme. Der var en særlig sjæl over dette sted. Måske en smule mindre luksuriøst, end hvad man ellers kunne finde på The Keys, men stedet emmede af ro og afslappet stemning. Nu ventede Sct Thomas på at blive udforsket, og vi var så klar på mere eventyr.
Kommentarer
Send en kommentar