Så var det tid til at sætte det sidste punktum i dette eventyr. Dreamtrip44 havde gjort det igen. Vi havde trodset kalenderen, skoleskemaet og arbejdsplaner, lynet taskerne og stukket afsted en tidlig december morgenstund.
Vi havnede i Miami, og kom jetlagget til livs i fortabelsen over de gigantiske biler, det lune klima og de oppustelige julemænd. Vi strøg mod syd til Captain Pips, hvor skepsis blev til kærlighed. Hvor vi vågnede op til the Keys smukkeste udsigt, og The Seven mile bridge førte blikket mod Key West. Minder fra vores første besøg her blussede op, og vi fandt vores lille paradise med de lyserøde skodder.
Vi tilbragte en dag i crazy Key West. Blandede os med de latinamerikanske krydstogtgæster, zigzaggede imellem høns og haner i gaderne, spiste burgers på den sydligste restaurant og kørte derfra i skæret fra de blinkende julelys, der stemningsfuldt pyntede på de gamle kolonihuse i gaderne.
Vi forlod The Keys en tidlig morgen stund, og nød den smukke solopgang over mangroven. Kursen var sat mod Sct Thomas, og et historisk kapitel ventede på at blive skrevet. Vi landede en eftermiddag midt i Charlotte Amalie. Blev blæst fuldstændig bagover, ved tanken om hvad en uge her ville koste i rejsebudgettet. Det var så anderledes, og vi var på udebane, på en måde vi aldrig tidligere havde mærket, hvor end vi havde snirklet os rundt på kloden. Det var ikke så meget historien, for den var der, og det virkede som om, de lokale havde fornenet sig med den. Det var måske mere det faktum, at øen blev næret af de tusindvis af krydstogtgæster, der hver dag blev sat i land. De kom og de så. Når dagen gik på hæld tudede færgerne øen et farvel, og de smuttede igen, og øen transformerede sig til et lukket samfund, som ikke indbød til promenadeture for de sparsomme turister, der var blevet ladt tilbage på øen. Men både Sct Thomas og Sct John var ubeskrivelige som den mest funklende diamant i dagslys. Trunk Bay havde brændt sig ind på vores nethinder, og mindet kunne tages frem og varme på de grå dage. Caribien når den var absolut smukkest. Koki Beach overraskede os med et snorkeleventyr, og vi forlod den med humøret skruet helt i top. Vi nød den lækreste morgenmad på Bunker Hill, med vores søde værtinde der til sidst kendte hver vores præferencer, og vandflyveren der tøffede afsted nede i bugten. Vi så de smukkeste solnedgange, og hørte de mest irriterende motorcykler gasse op i nattens mulm og mørke. Vi blev overrasket af caribiske regnskyl, så Von Scholtens hus, besteg de 99 trappetrin af danske mursten, og så det finurlige i de danske vejnavne på hvert et gadehjørne.
Videre gik det i caribisk tempo til puerto Rico. Julen stod for døren, og den skulle tilbringes med vores rejsebuddies. Caribien style. Hvordan mon det ville foregå. Desværre gik vi ikke fri af sygdom, så familien Thietgen måtte melde fra juleaften. Det bragte skuffelse med sig, men vi formåede at vende stemningen og fik stablet en hyggelig og ganske ualmindelig juleaften på benene, med massevis af tanker fra dem derhjemme, Pizza Hut på menuen, Tinka på Mac’ en og julesnold hjemmefra. Uanset ville vi aldrig glemme denne juleaften, og vi havde hinanden, og det satte vi særligt pris på.
Juleferien blev tilbragt i en blanding af afslapning og sightseeing. Byen Fajardo lagde fundamentet, og her oplevede vi på tætteste hold, de spor orkanen Maria havde trukket henover øen. Hvordan huse var blevet forladt, og den engang så levende havn nu var forladt og faldefærdig. Vi udforskede USA´s eneste regnskov, og fik prøvet kræfter med hiking i lettere ufremkommeligt terræn. Vi gik derfra med mudrede sko, og højt humør.
Vi kørte tilbage til San Juan for at fejre nytåret i storbyen. Thomas og Peter nåede at besejre "The Monster" på verdens næstlængste zipline på årets 2. sidste dag.
Vi sprang ind i det nye år på taget af Verdanza hotel, med brandbiler der tudede og det smukkeste fyrværkeri om ørerne på os. I dejlige venners lag. Vi bød 2020 velkommen, og i næste nu var vores rejsebuddies på vej til Sct Thomas. Det var deres tur til at udforske det vestindiske eventyr, og vi blev og lod Puerto Rico komme helt ind under huden på os. Vi snirklede os op og ned ad de smalle brostensbelagte gader i Old San Juan, blev klogere på historien, og nød synet af de smukke huse. Mødte amerikanere der overvældede os med deres åbenhed, og nød happy hour og solskin ved poolen.
Vi blev væltet ud af sengene to nætter i træk, da jordskælv, ikke set lige i de sidste hundrede år, fik østaten til at sitre. Vi var på vagt, og forstod, at Puerto Rico var knæ, at de var ramt, og det var alvorligt. Vi forlod en ø, hvor elektricitet og vand var ude af drift. Hvor bygningsværker og historiske monumenter var drysset sammen til en bunke værdiløse sten. Østaten var langt fra kommet på fode efter orkanerne, og havde nu endnu en naturkatastrofe at kæmpe med. Vi forstod at moder jords kræfter var uden for vores kontrol.
Vi landede i Miami, med blå himmel, plane veje, rene fortove, en by i vækst. Med højhuse der slås om at række højest mod himlen. Vi cruisene afsted i en Ford Mustang Cabriolet. Vi skulle trække alt hvad vi kunne ud af de sidste dage af dette eventyr. Vi rundede Holocaust monumentet, dasede på Miami Beach, lagde vejen forbi Ocean Drive adskillige gange for at få det helt perfekte billede af biler til Mikkels Skrapbog. Sofie fik shoppet, og Hard Rock blev vinget af.
Vi havde gjort det igen. Lånt hinanden for en stund. Givet hverdagen baghjul og sat kalenderen på standby. Vores unger var blevet større, og de havde, også på denne rejse, givet os så fantastisk mange indspark. Stillet så mange spørgsmål, og snakket ørerne af os. Vi var en sammentømret flok, der var vant til at tage rygsækken på nakken og drøne afsted ud i verden og suge til os.
Tilbage var blot at sige tak for lån til min skønne mand. Tak fordi du bragte os sikkert rundt endnu engang.Tak fordi du passede på os undervejs og sørgede for, at vi fik alt det bedste med.
Tak til Sofie for at være dig. For at grine af alt det sjove, lære os nyt om dig selv og din teenage verden. Tak for at du tilgav Pizza Hut juleaften, og reagerede så spontant og ligefremt på de ting vi bød dig. Tak for at være kritisk, men springe med på det meste. Tak for din ærlighed, og din gejst, når verden viste sig fra sin smukkeste side.
Tak til Mikkel for at være præcis som du er. Sørge for, at tingene går ordentligt for sig. At reglerne bliver fulgt, pånær når der skal skydes fotos af lækre biler. Tak fordi du lærte os nyt om dig. At du ikke stopper før historien er rigtigt fortalt. For at synge en julesang, når det hele brænder lidt på, og være i nuet, når vi andre har lidt for travlt.
Tak til familien Thietgen for at tage den lange vej, og den endnu længere vej hjem, for at fejre juleferien sammen med os. For de sjove minder vi nu har samlet sammen i vores efterhånden store scrapbog sammen.
Tak til vores familier derhjemme, der har fulgt med, og ønsket os den bedste tur. Med bekymring, som hører sig til. Sådan skal det være.
Tak til venner og kollegaer, der havde haft lyst til at følge med på bloggen, og givet os søde hilsener undervejs. De varmede mere end I anede.
Søndag middag 11.30, ville ringen slutte, når vi igen landede i Aalborg, fra Miami, som vi gjorde dengang vi var på vores allerførste store eventyr seks år tidligere.
Vi kørte tilbage til San Juan for at fejre nytåret i storbyen. Thomas og Peter nåede at besejre "The Monster" på verdens næstlængste zipline på årets 2. sidste dag.
Vi sprang ind i det nye år på taget af Verdanza hotel, med brandbiler der tudede og det smukkeste fyrværkeri om ørerne på os. I dejlige venners lag. Vi bød 2020 velkommen, og i næste nu var vores rejsebuddies på vej til Sct Thomas. Det var deres tur til at udforske det vestindiske eventyr, og vi blev og lod Puerto Rico komme helt ind under huden på os. Vi snirklede os op og ned ad de smalle brostensbelagte gader i Old San Juan, blev klogere på historien, og nød synet af de smukke huse. Mødte amerikanere der overvældede os med deres åbenhed, og nød happy hour og solskin ved poolen.
Vi blev væltet ud af sengene to nætter i træk, da jordskælv, ikke set lige i de sidste hundrede år, fik østaten til at sitre. Vi var på vagt, og forstod, at Puerto Rico var knæ, at de var ramt, og det var alvorligt. Vi forlod en ø, hvor elektricitet og vand var ude af drift. Hvor bygningsværker og historiske monumenter var drysset sammen til en bunke værdiløse sten. Østaten var langt fra kommet på fode efter orkanerne, og havde nu endnu en naturkatastrofe at kæmpe med. Vi forstod at moder jords kræfter var uden for vores kontrol.
Vi landede i Miami, med blå himmel, plane veje, rene fortove, en by i vækst. Med højhuse der slås om at række højest mod himlen. Vi cruisene afsted i en Ford Mustang Cabriolet. Vi skulle trække alt hvad vi kunne ud af de sidste dage af dette eventyr. Vi rundede Holocaust monumentet, dasede på Miami Beach, lagde vejen forbi Ocean Drive adskillige gange for at få det helt perfekte billede af biler til Mikkels Skrapbog. Sofie fik shoppet, og Hard Rock blev vinget af.
Vi havde gjort det igen. Lånt hinanden for en stund. Givet hverdagen baghjul og sat kalenderen på standby. Vores unger var blevet større, og de havde, også på denne rejse, givet os så fantastisk mange indspark. Stillet så mange spørgsmål, og snakket ørerne af os. Vi var en sammentømret flok, der var vant til at tage rygsækken på nakken og drøne afsted ud i verden og suge til os.
Tilbage var blot at sige tak for lån til min skønne mand. Tak fordi du bragte os sikkert rundt endnu engang.Tak fordi du passede på os undervejs og sørgede for, at vi fik alt det bedste med.
Tak til Sofie for at være dig. For at grine af alt det sjove, lære os nyt om dig selv og din teenage verden. Tak for at du tilgav Pizza Hut juleaften, og reagerede så spontant og ligefremt på de ting vi bød dig. Tak for at være kritisk, men springe med på det meste. Tak for din ærlighed, og din gejst, når verden viste sig fra sin smukkeste side.
Tak til Mikkel for at være præcis som du er. Sørge for, at tingene går ordentligt for sig. At reglerne bliver fulgt, pånær når der skal skydes fotos af lækre biler. Tak fordi du lærte os nyt om dig. At du ikke stopper før historien er rigtigt fortalt. For at synge en julesang, når det hele brænder lidt på, og være i nuet, når vi andre har lidt for travlt.
Tak til familien Thietgen for at tage den lange vej, og den endnu længere vej hjem, for at fejre juleferien sammen med os. For de sjove minder vi nu har samlet sammen i vores efterhånden store scrapbog sammen.
Tak til vores familier derhjemme, der har fulgt med, og ønsket os den bedste tur. Med bekymring, som hører sig til. Sådan skal det være.
Tak til venner og kollegaer, der havde haft lyst til at følge med på bloggen, og givet os søde hilsener undervejs. De varmede mere end I anede.
Søndag middag 11.30, ville ringen slutte, når vi igen landede i Aalborg, fra Miami, som vi gjorde dengang vi var på vores allerførste store eventyr seks år tidligere.
Jeg var taknemlig helt ind i hjertet over hvad vi netop havde oplevet sammen. Jeg vil afslutte dette eventyr med at citere fra Troels Kløvedal: "Tænk om jorden var paradis, og vi bare ikke havde opdaget det endnu". Måske han havde fat i noget, den livskloge herre.
Don´t let your dreams be dreams - Vi gjorde det igen - Vi lånte hinanden for en stund.
The End
Kommentarer
Send en kommentar