Onsdag. Der blev lagt planer over morgenmaden. Ungerne gav deres besyv med, og kompromiser blev indgået. Idag skulle en ny strand besigtiges. Koki beach. Tourguiden havde sædvanen tro sonderet terrænet, og ruten skulle gå ned forbi de gigantiske krydstogtskibe, og derfra ville vi tage en lokal bus videre til stranden.
So far so good. Det var en virkelig hot dag. Afsted det gik med fuld optankning af vand og forplejning. En leguan i den større klasse lå i græsset, og slugte solens varme stråler. Krydstogtgæster i hobetal kom os i møde. De skulle ind og vende i Charlotte Amalie, inden turen gik retur til deres flydende luksus.
Der var butikker i massevis i havneområdet. En lille turistby designet præcis efter gæsternes ønsker og behov. Jagten gik ind på at finde en lokal bus videre. For første og måske nok eneste gang, måtte jeg korrigere tourguiden i retningsbestemmelse, en ganske tilfredsstillende følelse kunne jeg tilføje. Der var umiddelbart bare ikke lige nogen bus der gik i retning af Koki Beach, og bustider og skilte var absolut ikke eksisterende her.
Planen blev revideret. En strand i den modsatte retning blev destinationen. Efter at have ventet og sendt to overfyldte busser videre, var det tid til endnu en revidering. Vores vandforsyning var nu i bund, sukkerdepotet på samme vej. Den nye pan var at tage hjem omkring Bunker Hill og tanke op, og så søge med den sidstvalgte strand.
Det var et par ekstremt modløse unger. Der var så varmt, og en kilometer var uoverkommelig at skulle forcere, men alternativet kostede ti dollars pr mand, det var kostprisen for at blive fragtet rundt på øen af de private safari busser, uanset om der var tale om en kilometer eller øen rundt. Så ventede man gerne på en one dollars lokal bus, hvis den da kom, og der var plads. Sådan var livet på rejse med dreamtrip44, hvis vi skulle nå hele vejen rundt denne gang også, uden det hele var ædt op i transport udgifter.
Retur på værelset blev planen endnu engang taget op til revision. Afslapning vandt over endnu en tur ud i den uforudsigelige trafik. Istedet gik tourguiden igang med at få booket en bil, så vi senere på ugen kunne komme omkring på egen hånd. Det var en billigere løsning, når man var fire betalende hver gang. Sådan måtte vi lave nye planer og ændre på hvad vi havde tænkt os hjemmefra, og så var det jo rart, at tiden var der til, så vi forhåbentligt alligevel ville nå at få vinget alle ønsker af for opholdet. Tilmed uden at blive ruineret.
En tur i Moes grosery efter subs til aften krævede lidt overtalelse, men her på øen fulgtes vi ad, så allemand måtte afsted. Det skortede da så heller ikke på overskud da mindstemanden aflagde sin bestilling: "Jeg snupper sgu´ en full sub".
Hjemme igen blev opmærksomheden ledt hen på 7kabalen igen. Endnu var det ikke lykkedes for Mikkel at få den i hus. Måske det krævede, at vi satte os ind i, om det var de officielle regler, vi havde instrueret ham efter. Det viste sig, at være et evighedsprojekt den unge mand havde kørende, og vi undskyldte mange gange. Han måtte så beklage at den Full Sub havde været en tand for voldsom, og måtte levne en halv. Da reglerne var pudset af, skulle der ikke mange forsøg til før missionen lykkedes, og jubelen ingen ende ville tage. Sofie hoppede også med på kabalebølgen, og kun afbrudt af "Nøddeknækkeren" som aftenens film, så blev der linet kort op i lange baner.
Torsdag. Idag var udflugtsdag. Øen Sct John ventede. Først morgenmaden, lidt tidligere end normalt, for vi havde en færge at nå. Vores tanker havde det sidste døgn sværmet omkring familie Thietgens nu påbegyndte juleferie. Deres fly blev fulgt, og dagene talt til vi skulle forenes. "Det bliver nu rart, ikke kun at skulle være sammen med jer", lød det samstemmende fra de to mindste. Accepteret og forstået.
Vi fik pakket strandtasken og søgte mod busstoppestedet for den lokale bus. Vi krydsede fingre for, at den ikke lod vente alt for længe på sig denne morgen. Heldet var med os fra morgenstunden. Vi løb den op, og sprang ind. Afsted det gik, op over bjerget, forbi faldefærdige og nyrestaurerede bygninger i en sammensurium. Ødelæggelser efter orkanerne Maria og Irma i september 2017 var stadig til at få øje på. De lokale hoppede af og på, hilste venligt, og vi sugede til os af den autentiske stemning, det altid var når man var blandt lokalbefolkningen. Deres farverige tøj, deres rastafari hår gemt i store strikhuer, parykker og fletninger. Smukke var de.
Vi nåede Red Hook hvorfra færgen ti minutter senere afgik. Sådan, endnu engang passede tidsplanen perfekt. Tyve minutters sejlads til Sct John. Endnu en taxabus og vi nåede Trunk Beach. Wauw Wauw Wauw. Vi var tomme for ord. Den var på top ti over bedste strande i verden, og vi forstod hvorfor. Sandet var hvidt og føltes som pudder, vandet krystalklart og stille. Kulissen med de grønne bjerge i baggrunden gjorde det bare endnu mere billedskønt. Her skulle vi tilbringe dagen, og det var vi alle helt og fuldt tilfredse med. Der blev snorklet og hilst på papegøjefisk. Der blev spillet strandtennis og vugget til vores amerikanske strandnaboers musikvalg. Folk og country, lige min stil.
Da eftermiddagen nærmede sig, måtte vi modstræbende forlade denne smukke plet. Vi havde nu nok også fået den sol vi kunne klare for dagen, og vi skulle nå hjem inden solen gled ned, så med en disponering, der kunne tåle forsinkelser drog vi hjemad. Alt flaskede sig denne dag, også køreturen retur. Nu med en bunke skolebørn som medpassagerer. Ungerne sendte dem stjålne blikke, de sad der med deres iPhones og høretelefoner præcis som de selv gør derhjemme. Så anderledes, men med ligheder til deres eget teenageliv.
Hjem til kabalerne, julekalender og råhygge. En perfekt dag på alle måder.
Sct John havde den der helt særlige laid back stemning, der fandtes på øer uden en lufthavn, og dermed ikke modtog det ene læs turister efter det andet. Som Sct Thomas og Sct Croix, havde den jo tidligere været på danske hænder, dengang man koloniserede og fandt økonomi i, at høste sukkerrør med slaver som arbejdskraft. I 1800 tallet gjorde slaverne oprør, og det bevirkede, at den danske guvernør Peter Von Sholten, for at undgå et blodbad, frigav slaverne. Økonomien svigtede derefter, og i begyndelsen af 1900 tallet, blev øerne solgt til USA for 75 mio dollars.
I 1956 havde mangemillionæren Laurence Rockefeller købt store dele af Sct John, med en ambition om at skabe en naturpark, der ville tiltrække turisme, og dermed skabe arbejdskraft til befolkningen på øen. Rockefeller donerede sin andel af øen til USA med krav om, at to tredjedele af den blev bevaret som nationalpark. Det gjorde øen godt, og man fornemmede, at der blev værnet om den og dens guld i form af de smukke strande, som lå som perler på en snor. Vi ville ikke have været et besøg på denne ø foruden.
Fredag. Endnu en udflugtsdag på programmet. Denne gang rundt på egen hånd. Tourguiden var klar fra morgenstunden. Da dagen fik lys, snørede han løbeskoene og løb de små fem kilometer ud til lufthavnen efter vores køretøj for dagen. Vi andre tog en afslappet morgenmad med historieundervisning på skemaet. Ungerne havde begge haft om Vestindien i skolen, og historien blev stykket sammen over en lækker kop kaffe, som mine personlige baristaer sørgede for. Thomas kom retur med en Jeep denne gang, og det skulle vise sig, at vi fik brug for alle hestekræfterne. Sct Thomas er temmelig kuperet, og vejene er snirklede som bare fa´en, og så er der venstrekørsel til at toppe det med. Men Thomas sprang bare ud i det, som endnu en af de sjovere udfordringer, og afsted det gik.
Første stop Magens Bay. Ratet som en af de bedste strande i Caribien. Den var lækker, men formåede ikke helt at toppe stranden fra dagen forinden. Sådan gik man hen og blev forvænt. To små nærgående fisk sørgede for en god portion underholdning til ungerne. De var så nysgerrige, svømmede helt hen til deres dykkerbriller, og gemte sig mellem benene på dem. Pelikanerne fløj lavt, himlen var blå, temperaturen rundede de 30 grader, og vi havde en bil, og kunne køre hvorhen vi ville.
Efter en omgang Subway til frokost headede vi mod Koki beach. Den mindste af de strande vi havde gæstet, og den strand vi havde måtte opgive at nå forleden dag. Mega crowded, men overraskende nok, fik vi her det vildeste snorkel eventyr med os. "Det er som at svømme rundt i et akvarium", lød det begejstret fra ungerne. Det var vildt. Fisk i hundredevis i smukke farver, papegøjefisk, stribede fisk, camouflagefarvede fisk lige omkring hænderne på os. Det var en skøn og overraskende oplevelse at trille hjemad på. For hjem gik det. Vi havde en deadline der hed klokken 17 til aflevering af bil, og samtidig skulle vi have tourguiden hjem i sikker havn inden mørket faldt på, så vi var lidt pressede da vi nåede downtowns stillestående trafik. Dog nåede vi omkring Moes efter forsyninger for måske sidste gang på dette ophold. Mikkel havde nu sat sig for, at skulle prøve den varme ret fra deli´en derinde. Han fik overtalt mig til at fylde en boks, og gik ganske tilfreds derfra. Den dreng ejede ikke begrebet at skynde sig, og der var en form for ro over ham, som jeg nogle gange kunne misunde. Selv gennem hektiske rejsedage hvor tempoet gik lidt rask, kunne man altid regne med, at Mikkel ganske uanfægtet holdt en samtale kørende: "Mor vidste du godt.." Og så kom der altid lige en eller anden bonus info.
Solen gled ned, Sct Thomas kom retur, og vi kunne vinge en ganske forrygende dag af, han havde gjort det godt. Thomas havde jo faktisk bedyret, at vi hele ugen skulle kalde ham Sct: "Så vil jeg kalde dig Sct Lort", kom det fra Mikkel.
Lørdag. Årets korteste dag. Men her var nat og dag samme længde året rundt. Idag var dasedag. Dog med en indlagt historielektion, som ungerne mærkværdigvis var vældig opsatte på at vinge af. De 99 trappetrin op til Peter Von Scholtens hus. "Min historie lærer vil blive stolt" lød det fra Sofie. Det var specielt, at opleve noget i virkeligheden, som man havde hørt om i skolen. Trinene var bygget af danske mursten, der havde fungeret som ballast i de tomme skibe der sejlede hertil dengang. Vi var halvvejs oppe, da himlen åbnede sig, og et caribisk shower overmandede os. Vi måtte søge ly under palmebladene, inden vi kunne få et kig på guvernør Scholtens bolig, og et sidste kig på havnen, og et sidste kig på de gigantiske både dernede, og et smut omkring McD caribien style, altså virkelig virkelig slow food, you never know what your gonna get mad, og vupti havde vi gået 10000 skridt. Så var der absolut intet anden på programmet end fri leg. Selv tourguiden holdt sig i ro.
En tur i Moes grosery efter subs til aften krævede lidt overtalelse, men her på øen fulgtes vi ad, så allemand måtte afsted. Det skortede da så heller ikke på overskud da mindstemanden aflagde sin bestilling: "Jeg snupper sgu´ en full sub".
Hjemme igen blev opmærksomheden ledt hen på 7kabalen igen. Endnu var det ikke lykkedes for Mikkel at få den i hus. Måske det krævede, at vi satte os ind i, om det var de officielle regler, vi havde instrueret ham efter. Det viste sig, at være et evighedsprojekt den unge mand havde kørende, og vi undskyldte mange gange. Han måtte så beklage at den Full Sub havde været en tand for voldsom, og måtte levne en halv. Da reglerne var pudset af, skulle der ikke mange forsøg til før missionen lykkedes, og jubelen ingen ende ville tage. Sofie hoppede også med på kabalebølgen, og kun afbrudt af "Nøddeknækkeren" som aftenens film, så blev der linet kort op i lange baner.
Torsdag. Idag var udflugtsdag. Øen Sct John ventede. Først morgenmaden, lidt tidligere end normalt, for vi havde en færge at nå. Vores tanker havde det sidste døgn sværmet omkring familie Thietgens nu påbegyndte juleferie. Deres fly blev fulgt, og dagene talt til vi skulle forenes. "Det bliver nu rart, ikke kun at skulle være sammen med jer", lød det samstemmende fra de to mindste. Accepteret og forstået.
Vi fik pakket strandtasken og søgte mod busstoppestedet for den lokale bus. Vi krydsede fingre for, at den ikke lod vente alt for længe på sig denne morgen. Heldet var med os fra morgenstunden. Vi løb den op, og sprang ind. Afsted det gik, op over bjerget, forbi faldefærdige og nyrestaurerede bygninger i en sammensurium. Ødelæggelser efter orkanerne Maria og Irma i september 2017 var stadig til at få øje på. De lokale hoppede af og på, hilste venligt, og vi sugede til os af den autentiske stemning, det altid var når man var blandt lokalbefolkningen. Deres farverige tøj, deres rastafari hår gemt i store strikhuer, parykker og fletninger. Smukke var de.
Vi nåede Red Hook hvorfra færgen ti minutter senere afgik. Sådan, endnu engang passede tidsplanen perfekt. Tyve minutters sejlads til Sct John. Endnu en taxabus og vi nåede Trunk Beach. Wauw Wauw Wauw. Vi var tomme for ord. Den var på top ti over bedste strande i verden, og vi forstod hvorfor. Sandet var hvidt og føltes som pudder, vandet krystalklart og stille. Kulissen med de grønne bjerge i baggrunden gjorde det bare endnu mere billedskønt. Her skulle vi tilbringe dagen, og det var vi alle helt og fuldt tilfredse med. Der blev snorklet og hilst på papegøjefisk. Der blev spillet strandtennis og vugget til vores amerikanske strandnaboers musikvalg. Folk og country, lige min stil.
Da eftermiddagen nærmede sig, måtte vi modstræbende forlade denne smukke plet. Vi havde nu nok også fået den sol vi kunne klare for dagen, og vi skulle nå hjem inden solen gled ned, så med en disponering, der kunne tåle forsinkelser drog vi hjemad. Alt flaskede sig denne dag, også køreturen retur. Nu med en bunke skolebørn som medpassagerer. Ungerne sendte dem stjålne blikke, de sad der med deres iPhones og høretelefoner præcis som de selv gør derhjemme. Så anderledes, men med ligheder til deres eget teenageliv.
Hjem til kabalerne, julekalender og råhygge. En perfekt dag på alle måder.
Sct John havde den der helt særlige laid back stemning, der fandtes på øer uden en lufthavn, og dermed ikke modtog det ene læs turister efter det andet. Som Sct Thomas og Sct Croix, havde den jo tidligere været på danske hænder, dengang man koloniserede og fandt økonomi i, at høste sukkerrør med slaver som arbejdskraft. I 1800 tallet gjorde slaverne oprør, og det bevirkede, at den danske guvernør Peter Von Sholten, for at undgå et blodbad, frigav slaverne. Økonomien svigtede derefter, og i begyndelsen af 1900 tallet, blev øerne solgt til USA for 75 mio dollars.
I 1956 havde mangemillionæren Laurence Rockefeller købt store dele af Sct John, med en ambition om at skabe en naturpark, der ville tiltrække turisme, og dermed skabe arbejdskraft til befolkningen på øen. Rockefeller donerede sin andel af øen til USA med krav om, at to tredjedele af den blev bevaret som nationalpark. Det gjorde øen godt, og man fornemmede, at der blev værnet om den og dens guld i form af de smukke strande, som lå som perler på en snor. Vi ville ikke have været et besøg på denne ø foruden.
Fredag. Endnu en udflugtsdag på programmet. Denne gang rundt på egen hånd. Tourguiden var klar fra morgenstunden. Da dagen fik lys, snørede han løbeskoene og løb de små fem kilometer ud til lufthavnen efter vores køretøj for dagen. Vi andre tog en afslappet morgenmad med historieundervisning på skemaet. Ungerne havde begge haft om Vestindien i skolen, og historien blev stykket sammen over en lækker kop kaffe, som mine personlige baristaer sørgede for. Thomas kom retur med en Jeep denne gang, og det skulle vise sig, at vi fik brug for alle hestekræfterne. Sct Thomas er temmelig kuperet, og vejene er snirklede som bare fa´en, og så er der venstrekørsel til at toppe det med. Men Thomas sprang bare ud i det, som endnu en af de sjovere udfordringer, og afsted det gik.
Første stop Magens Bay. Ratet som en af de bedste strande i Caribien. Den var lækker, men formåede ikke helt at toppe stranden fra dagen forinden. Sådan gik man hen og blev forvænt. To små nærgående fisk sørgede for en god portion underholdning til ungerne. De var så nysgerrige, svømmede helt hen til deres dykkerbriller, og gemte sig mellem benene på dem. Pelikanerne fløj lavt, himlen var blå, temperaturen rundede de 30 grader, og vi havde en bil, og kunne køre hvorhen vi ville.
Efter en omgang Subway til frokost headede vi mod Koki beach. Den mindste af de strande vi havde gæstet, og den strand vi havde måtte opgive at nå forleden dag. Mega crowded, men overraskende nok, fik vi her det vildeste snorkel eventyr med os. "Det er som at svømme rundt i et akvarium", lød det begejstret fra ungerne. Det var vildt. Fisk i hundredevis i smukke farver, papegøjefisk, stribede fisk, camouflagefarvede fisk lige omkring hænderne på os. Det var en skøn og overraskende oplevelse at trille hjemad på. For hjem gik det. Vi havde en deadline der hed klokken 17 til aflevering af bil, og samtidig skulle vi have tourguiden hjem i sikker havn inden mørket faldt på, så vi var lidt pressede da vi nåede downtowns stillestående trafik. Dog nåede vi omkring Moes efter forsyninger for måske sidste gang på dette ophold. Mikkel havde nu sat sig for, at skulle prøve den varme ret fra deli´en derinde. Han fik overtalt mig til at fylde en boks, og gik ganske tilfreds derfra. Den dreng ejede ikke begrebet at skynde sig, og der var en form for ro over ham, som jeg nogle gange kunne misunde. Selv gennem hektiske rejsedage hvor tempoet gik lidt rask, kunne man altid regne med, at Mikkel ganske uanfægtet holdt en samtale kørende: "Mor vidste du godt.." Og så kom der altid lige en eller anden bonus info.
Solen gled ned, Sct Thomas kom retur, og vi kunne vinge en ganske forrygende dag af, han havde gjort det godt. Thomas havde jo faktisk bedyret, at vi hele ugen skulle kalde ham Sct: "Så vil jeg kalde dig Sct Lort", kom det fra Mikkel.
Lørdag. Årets korteste dag. Men her var nat og dag samme længde året rundt. Idag var dasedag. Dog med en indlagt historielektion, som ungerne mærkværdigvis var vældig opsatte på at vinge af. De 99 trappetrin op til Peter Von Scholtens hus. "Min historie lærer vil blive stolt" lød det fra Sofie. Det var specielt, at opleve noget i virkeligheden, som man havde hørt om i skolen. Trinene var bygget af danske mursten, der havde fungeret som ballast i de tomme skibe der sejlede hertil dengang. Vi var halvvejs oppe, da himlen åbnede sig, og et caribisk shower overmandede os. Vi måtte søge ly under palmebladene, inden vi kunne få et kig på guvernør Scholtens bolig, og et sidste kig på havnen, og et sidste kig på de gigantiske både dernede, og et smut omkring McD caribien style, altså virkelig virkelig slow food, you never know what your gonna get mad, og vupti havde vi gået 10000 skridt. Så var der absolut intet anden på programmet end fri leg. Selv tourguiden holdt sig i ro.
En uge var nu tilbragt på Sct Thomas. Det havde været et ophold, hvor vi virkelig skulle mærke efter, hvilken følelse vi sad tilbage med. Det var finurligt at se alle de danske vejnavne i disse caribiske omgivelser. Uden tvivl en smuk smuk spot på verdenskortet. Uden tvivl de lækreste strande omgivet af det smukkeste frodige bjerglandskab. Både her og på sct John, men øen levede af krydstogtgæster, og trods det, at de de fleste af ugens dage blev spyttet ud i dyngevis, så opholdt de sig på en øen en kort tid, for derefter at trække hjem til luksusbutikker, underholdning og all inklusive på dækket af deres flydende paradis.
Efter de to orkaner der med kort tids mellemrum hærgede øerne i 2017, stod dele af bygninger stadig tomme og forfaldne hen, og butikkerne i den fjerneste ende af den berømte guldgade var lukket ned, for ikke at åbne op igen. De kæmpede sig tilbage, men det betød, at der var rift om turisternes penge, og priserne her var skyhøje. Det var så dyrt at leve her som turister, som mit indlæg nok også bar præg af. Vi havde virkelig måtte være kreative, og tourguiden havde gjort det godt. Det var jo ikke fordi, vi ikke kunne betale prisen, men når noget bare ikke var prisen værd, så fandt vi gerne alternativer.
Fra solopgang til solnedgang var øen smuk som de diamanter de solgte i hver en butik, men når mørket faldt på, tudede skibene øen et farvel, og så lukkede øen sig omkring sig selv og de lokale. Det var ikke dem alle, vi som turister skulle indgå bekendtskab med.
Fra solopgang til solnedgang var øen smuk som de diamanter de solgte i hver en butik, men når mørket faldt på, tudede skibene øen et farvel, og så lukkede øen sig omkring sig selv og de lokale. Det var ikke dem alle, vi som turister skulle indgå bekendtskab med.
Den gade vi boede i, var ikke den mest charmerende, når lyset blev slukket og neonskiltene tændtes. Sct. Thomas´ svar på pusherstreet. Det vi skulle udforske skulle ske i dagslys. Når solen gik ned, var vi hjemme på hotellet. Der blev spillet kort, set film, hygget og læst, og det havde også sin charme. Om vi var overforsigtige måtte vi lade stå ubesvaret hen, men vi var begge enige om, at det var den følelse, der gjorde os mest trygge, og vi havde vores guld med, og sådan blev det.
Vi elskede ø livet. Den følelse af laidbackstemning, der plejede at herske her. Men den følelse fik vi ikke helt ved at bo inde i downtown Sct Thomas. Der var mange skønne mennesker. Søde, åbne og klar til en snak, når bare man mødte dem med venlighed og et smil. Mange spurgte til vores sprog, og var nysgerrige, og så snart snakken gik, mildnedes deres ansigter, og de virkede oprigtigt åbne og gæstfri. Men der var også nogle typer, som havde en adfærd, vi ikke helt kunne tolke.
Vi ville på ingen måder have været dette vestindiske eventyr foruden. Ungerne havde været sejere end seje. Hvad vi efterhånden ikke havde budt dem på vores mange rejser, og selvom der da var indvendinger, når programmet blev lidt for stramt, så var det det næste øjeblik glemt. Vi havde efterhånden så mange minder sammen, og nu var vestindien føjet der til. Vi fik set det vi ville, vi fik hørt dens melodi. Nu ventede juleferien for alvor på at blive indtaget. Puerto Rico here we come.
'
Vi ville på ingen måder have været dette vestindiske eventyr foruden. Ungerne havde været sejere end seje. Hvad vi efterhånden ikke havde budt dem på vores mange rejser, og selvom der da var indvendinger, når programmet blev lidt for stramt, så var det det næste øjeblik glemt. Vi havde efterhånden så mange minder sammen, og nu var vestindien føjet der til. Vi fik set det vi ville, vi fik hørt dens melodi. Nu ventede juleferien for alvor på at blive indtaget. Puerto Rico here we come.
Sightseeing - not so much fun...
Trunk Beach
Mit guld
Oh look - Santa is on vacation....
'
Kommentarer
Send en kommentar