Ingen besvær med at komme ud af fjerene denne tirsdag morgen i december. På en frostklar stjernenat med månen lysende deroppe på det sorte lærred, vinkede vi farvel til huset og julelysene som en dag i januar igen ville stå klar til os. Den oplevelse vækkede minder fra den nat vi satte afsted fra sommerhuset sidst vi tog på eventyr. Dengang ventede en rundrejse i østens mystik, denne gang ventede et caribisk eventyr.
Alt tegnede godt fra begyndelsen. Stik imod sædvane, da der ofte var en udfordring eller to når Dreamtrip44 satte afsted. Måske den var vinget af, da Costa rica blev til Puerto Rico. Aalborg blev en lille prik under os, og kursen var i første omgang sat mod Amsterdam. Træsko, tulipaner og vindmøllernes land. Næste stop New York, og i gaten summede stemmerne fra ærke amerikanere omkring os. Vi faldt for det hver gang.
Vi boardede endnu en gigantisk Delta maskine, og Mikkel sende lange blikke efter business class med champagne, dyner, puder, brede sæder og udstrakte ben. Vi måtte tage til takke med Monkey Class, men ud af de adskillige flyveture vi indtil nu havde lagt bag os, så viste Delta sig nu også at tage sig ret så godt af os nede bagi.
New York skyline lå godt gemt i disen da vi nærmede os JFK denne eftermiddag. Men den kunne skimtes, og det måtte vi tage til takke med. JFK lufthavn var præcis lige så hektisk som sidst vi rundede den. Så mange forstenede ansigter på lufthavnsmedarbejderne. Så mange restriktioner råbt fra strikse damer, med nylonparyk og bæltet spændt godt ind i taljen. Så mange mennesker der myldrede rundt i lufthavnens gange, og åbenbart var det besluttet at hver og en kun var til besvær. Så indviklet et system, at det var ganske umuligt at finde en mening. Tourguiden blev instrueret i ikke at stille sig på bagbenene over hele dette cirkus, for vi havde hverken tid eller behov for at lægge os ud med nogle af de kvindemennesker.
Vi slap igennem uden de store optrin, men med et utal af fingerscanninger og fotos og kunne gå direkte ombord på flyet, der skulle bringe os det sidste stykke Down South til Miami. Selvfølgelig var det med den ægte amerikanske patriotisme, at krigsheltene blev budt ombord før alle andre, selv business og første klasse. Og så var den der - varmen og åbenheden. Den som vi faldt for og straks sugede til os. Crewet der skulle føre os til juleferie i solskin og varme tog imod med smil og søde bemærkninger. Oplevelsen igennem New York lufthavn havde mindet os om netop den kontrast vi havde oplevet der var, imellem storbyens hektiske jag, og den laid back stemning vi var blevet mødt med så mange andre smukke steder i dette land.
Vi landede i Miami ved halv syv tiden lokal tid. Den længste tirsdag var nu ved at lakke mod enden. Dog var der lige en bil, der skulle hentes og et hotel der skulle lokaliseres. Tourguiden tog affære. Han og Mikkel smuttede ud i den varme aften, og kom retur i en motherf... stor bil. We love it. Så var alt glemt om, at vi havde ventet en time på at drengene kom retur med den. I ventetiden kæmpede vi tøser med at holde øjnene åbne. Jeg måtte bøje mig i støvet for Thomas’ måde bare at springe ud i det. Hvordan han og Mikkel fandt tilbage til os med den bil fatter jeg ikke, og de måtte da indrømme, at de havde været lidt på afveje inden kursen blev rettet ind.
Vi rundede en McD inden vi trillede ind på La quinta inn. At det lå klods op ad lufthavnen måtte accepteres, for ingen havde mod på mere transportering denne dag. Med flyene blæsende tæt henover tagryggen, gled vi alle fire hurtigt ind i drømmeland. Det var blevet meget sent i vores indre ur, og det var med beundring for mine rejsefæller, at jeg lukkede mine øjne. De havde gjort det godt.
Onsdag morgen vågnede vi op til den hektiske, men nu helt velkendte lyd fra flyene der blæste afsted ovenover os. Mikkel var stik imod sædvane klar før alle andre denne morgen. Men hans indre ur sagde jo også middag nu, og det var der hans krop plejede at begynde at virke. Ned til den ærke amerikanske morgenmadskomplet med vafler og cerios, hvor vi hjemmevante fik tanket op, før poolen kaldte. Temperaturen havde allerede sneget sig godt opad, solen skinnede, Ungerne var top tilfredse. Det tegnede til at blive en god dag.
Første stop Miami Beach. Vi crusede henad Ocean drive, fik parkeret og inden længe lå det smukke turkis farvede hav for foden af os. Lunt og lækkert, og jeg forsøgte at glemme hvad jeg viste om, at det netop var ved denne strand, at hajbestanden var størst. Videre gik det mod ‘Little Havana’. En lille bydel i Miami, med cubansk stemning kom os i møde fra de talrige barbersaloner, cigarforretninger og de farverige vægmalerier på hvert et gadehjørne. En lille walk of fame med latinamerikanske stjerner prægede fortovet, og fra den ældgamle bevarede Domino klub raslede de ældre herrer rundt med brikkerne. Mikkel insisterede på, at frokosten blev indtaget på KFC. Ikke særlig cubanskt, men han havde altid ønsket sig at få en bucket fuld af kyllingelår på ægte american style. Det lykkedes desværre ikke helt at få det ønske indfriet. Godt nok mæskede vi os i kæmpe fritter og masser af crispy chicken, men en bucket var forbeholdt de virkelig store portioner, og der var vi ikke kommet til. Endnu.
Vi lagde Little Havana bag os. Det var tid til at søge mod vores hjem for de næste fem dage. Vi skulle længere mod syd. Til the Keys. Den smukkeste køretur, der bragte minder tilbage til, da vi for omkring seks år siden sad sammen i en Dodge og beundrede de majestætiske, og ifølge Sofie lidt reserverede, pelikaner følge os på sidelinjen. Himlen var blå, vandet var turkis, Tom Petty spillede "Free Falling" i radion, præcis som på vores film om drømmerejsen dengang, hvilket var noget af et tilfælde, alt var godt, vi var afsted. os fire sammen. Fra bagsædet lød der fra Mikkel lydt: "Hvorfor hedder det egentligt Key West, når det er det sydligste punkt?" Jeg elskede de ungers sunde nysgerrighed. Så pludselig lå en meter lang leguan og spærrede vejen for os. Vi tog farten af, og håbede den fandt vej ind i rabatten igen. Den valgte stedet at styre direkte ud foran en modkørende lastbil. Sofie overværede fra hendes side af bilen, det tragiske øjeblik, da den måtte lade livet, og tårene stod i hendes øjne. Det var synd for den, men livets gang, i en verden hvor dyr og mennesker forenes.
Vi styrede efter byen Maraton, hvor vi boede dengang vi hilste på søkoen i vores lyserøde paradise house. Vi passerede forbi og endte i Knights Key. Nu var det Captain Pips der skulle beværte os. Ungerne og jeg var en smule skeptiske, men inderst inde vidste jeg jo, at man kunne regne med tourguiden, når det gjaldt research. Men "Captain Pips" alligevel. Vi fik nøglen udleveret, og det var ikke uden lidt brok fra ungernes kant. "Far, du behøver altså ikke vælge det billigste hver gang". Men der var noget over det her sted, som vi alle fire straks faldt for. Få minutter efter ankomst plumpede ungerne i poolen, solen gik ned i den smukkeste kulisse, med en pelikan og broen, der senere skulle føre os videre mod Key West, som den fineste silohuet. Tourguiden havde gjort det igen.
En tur i Publix efter forsyninger, hvor Mikkel endnu engang denne dag insisterede på, at en gigantisk krukke ostepops også var på hans bucketliste. Ægte american style. En kvindelig ansat ved navn Santa pakkede vores varer. Den smilede vi lige af. Hjem og spise nudler, ostepops og takke hinanden for en fabelagtig dag. Dagen derpå stod på afslapning. Tiltrængt. Jeg var så træt, at jeg faldt i søvn imens jeg snakkede. Endnu en oplevelsesrig dag var til ende.
Torsdag - Total dasedag. Først blev poolen igen taget i brug. Udsigten var slående, jeg måtte sige det om og om igen. Åbenbart var andre enige med os i det, da netop dette spot var kendt for at have den smukkeste sunset på The keys. En ensom cyklist med et gigantisk amerikansk flag bagpå cyklen slog sig ned ved molen. The land of the free emmede ud af ham.
Efter en lækker gang scrambled eggs som Sofie kreerede, hankede vi op i strandtasken, og smuttede til Sombrero beach. Mikkel fablede løs om, at han manglede en bold, og vupti kom en tidlig adventspakke frem af sit skjul. Pelikanerne fløj i parade, himlen var blå, de smukke pastelfarvede huse lå side om side og gav den helt rette laid back stemning.
Retur til Captain Pip med nye forsyninger, en øl i solnedgangen med ham den søde og et trækken på smilebåndet over de skøre amerikanere, der seriøst annoncerede, at man kunne få foreviget sit kæledyr med Julemanden. We love it all.
En tur i Publix efter forsyninger, hvor Mikkel endnu engang denne dag insisterede på, at en gigantisk krukke ostepops også var på hans bucketliste. Ægte american style. En kvindelig ansat ved navn Santa pakkede vores varer. Den smilede vi lige af. Hjem og spise nudler, ostepops og takke hinanden for en fabelagtig dag. Dagen derpå stod på afslapning. Tiltrængt. Jeg var så træt, at jeg faldt i søvn imens jeg snakkede. Endnu en oplevelsesrig dag var til ende.
Torsdag - Total dasedag. Først blev poolen igen taget i brug. Udsigten var slående, jeg måtte sige det om og om igen. Åbenbart var andre enige med os i det, da netop dette spot var kendt for at have den smukkeste sunset på The keys. En ensom cyklist med et gigantisk amerikansk flag bagpå cyklen slog sig ned ved molen. The land of the free emmede ud af ham.
Efter en lækker gang scrambled eggs som Sofie kreerede, hankede vi op i strandtasken, og smuttede til Sombrero beach. Mikkel fablede løs om, at han manglede en bold, og vupti kom en tidlig adventspakke frem af sit skjul. Pelikanerne fløj i parade, himlen var blå, de smukke pastelfarvede huse lå side om side og gav den helt rette laid back stemning.
Retur til Captain Pip med nye forsyninger, en øl i solnedgangen med ham den søde og et trækken på smilebåndet over de skøre amerikanere, der seriøst annoncerede, at man kunne få foreviget sit kæledyr med Julemanden. We love it all.
Kommentarer
Send en kommentar