Torsdag. 2. juledag. Da dagen fik lys hos os, samledes vores kære hjemme i Danmark rundt om et juledækket bord. Min kære far sendte en besked dagen forinden, at nu var bordet pyntet, og der manglede fire at dække til. Vi var savnet, men de elskede at følge med og forstod, hvor meget rejseeventyret betød for os. Vi savnede også dem, og efter en morgen tur med ham den søde, bare ham og mig langs Isla Verde bugten en sidste gang i denne omgang imens ungerne stadig snuede, kunne min mutti nok mærke, at jeg sendte dem en ekstra tanke, for pludselig kom hun og hele familien frem på skærmen, og vi var et smut hjemme i deres hyggelige julepyntede stue.
Taskerne blev lynet endnu engang. Hvor havde de tasker været vidt omkring. En jordomrejse, tre måneder i østen, en måned i Mexico, på udlån til Indonesien plus alt det løse, og de gjorde det godt. Op på ryggen og afsted, vandtætte og lette at spotte. Nu skulle de på tur igen. Udsigten blev printet ind på nethinden, men himlen var grå og truende.
Vores rejsebuddies havde lejet en bil, og ville sætte afsted langs kysten til vores næste fælles destination. Byen Fajargo beliggende på kanten af regnskoven. Vi havde mere tid på øen, så vi skulle bruge et ekstra par minutter på at overveje, om det var nødvendigt med bil i denne omgang, og da vi resonerede os frem til, at det var det, så var alt tilsyneladende fully booked. Vi kunne godt bruge en taxa som alternativ, men turen til nationalparken krævede, efter hvad vi kunne læse os til, at man kunne komme omkring i et køretøj på egen hånd, og det besøg var jo netop en af årsagerne til, at vi havde valgt at bo herude tæt på regnskoven. Tilfældigheder gjorde at vi, af en yderst venlig og hjælpsom hotelmanager, blev rådet til at forsøge os på et hotel i nærheden. Det hotel var tilfældigvis det, som vi havde valgt at bo på nytåret over, så der traskede vi hen, og fik et ganske glimrende førstehåndsindtryk. Først var der absolut ingen biler ledige i deres bureau: ”Det var godt nok ærgerligt, det havde bare været så nemt, for så kunne vi aflevere den her, når vi tjekkede ind på søndag”, fik Thomas lige henkastet sagt. Så var der vupti lige en dyt klar til os, og vi kunne fræse derfra, hente vores opmagasinerede bagage og sætte kursen mod Fajardo.
Hurtigt blev omgivelserne mere frodige, sluserne åbnede sig fra den himmel, der havde set faretruende grå ud hele formiddagen. Himmel og hav stod i et, vandet sprøjtede op fra pytterne vi kørte igennem og dybe huller lå gemt under kaskaderne af vand, der fossede som floder ned af vejene. Vi forcerede det sidste stykke vej, til vi nåede en luftfugtighed der fik håret til at krølle så herligt. Frøerne kvækkede, og ungerne lod sig ikke kue af en smule regn, så de indtog endnu en ny pool. Vores bagage blev hentet op af mig iført bikini. Så kunne regnen ikke gøre meget ravage. Thomas mente, at det var den mest charmerende butler han havde set. Mexicansk dinner i samlet flok igen. Dejligt. Peter og Mette havde sørget for juleknas surprice til børn og voksne. Det var jo også 2. Juledag så det var ikke forsent med julerierne, og vi havde jo været en smule i underskud. Endnu en rejsedag var godt brugt. En grå en af slagsen, men hey 30 grader i december, så klarede vi nok lidt vand fra oven. Byen vi var ankommet til, var ganske som vi havde læst os til lidt spøgelsesagtig. Vi passerede huse der stod tomme hen med tilsalg skilte i forhaverne, og den indbød ikke til, at man som turist gik en tur. Tomt, øde og ganske ucharmerende. Orkanen Maria havde en stor del af skylden. Såret efter den stod stadig gabende åbent. Men vores resort deroppe på den frodige top, var som at træde ind i en eventyrsverden. Det vildeste nisselandskab pyntede stemningsfuldt op i hall’en og et laserjulelysshow lyste resortet op i grønne og røde stjerner da mørket faldt på. Dørene ind til værelserne var tårn høje og møblerne derinde i stor skalering. Vi følte os som miniputter i et nisseland. Mikkel fik sin lyst styret hvad angik nisselandskaber her på falderebet af julen 2019.
Fredag. Vi vågnede op til den smukkeste dag. Det her sted var bare helt særligt, og vi var faldet pladask for det. De anmeldelser vi havde læst os til inden vi kom, kunne vi på ingen måde nikke genkendende til. Det lækreste pool område med alskens aktiviteter, frodigt og smukt, blomster i funklende farver, palmer der duvede i brisen. I horisonten tårnede regnskoven sig op, med en sky hængende tungt ovenover. Det var som om den tiltrak sig de grå skyer, og lod os få den smukke klare blå himmel at boltre os i. Man skulle virkelig være forbeholden, når man læste og for så vidt også selv skrev anmeldelser af et sted. Det skulle helst være sagligt og konstruktivt, og hvor var der mange ting, der spillede ind i, om et ophold havde været fuldstændigt fantastisk eller ganske forfærdeligt, og det var altså ikke altid stedet, der var årsag til hverken det ene eller det andet. Så meget havde vi erfaret efter at have boet så uendeligt mange steder efterhånden. Det kunne være en stemning, helbredet, menneskerne man mødte, vejret og mange mange andre ting, og dem burde man efter min mening forsøge at pille væk, og se lidt mere objektivt på sin anmeldelse.
Thomas lokkede Peter med på en lille morgenjoggetur, og kom hjem med forsyninger, så vi kunne få fyldt maverne inden poolen kaldte. Mikkel fik hurtigt arrangeret tenniskamp med sin far, og hvem der ellers kunne have lyst til at okse afsted i 30 grader. Højrød i hovedet, måtte han nu kapitulere og springe i det kølige vand istedet. Over middag kørte Peter og Thomas mod færgelejet i Ceiba i håb om, at få kapret billetter til Culebra færgen den næste dag. De måtte dog komme retur med uforrettet sag, dog hvis man var villig til at møde op klokken 6 om morgenen, og da gerne før, så kunne man være nogenlunde sikker på at få dem. Ud fra Emils ansigtsudtryk at dømme, så var det nok ikke en option, og jeg var på hans side, så øen Culebra måtte blive et uskrevet kapitel i vores eventyr, men med de faciliteter vi havde os her, så kunne vi nok også lige klare det.
Mikkel ønskede sig brændende en Pina Colada Virgin style, og det skulle man da have i landet der havde opfundet den. Sofie snuppede en Strawberry Daqueri, solen skinnede, papegøjerne skræppede og en kæmpe leguan slentrede lige forbi. Her var rart og vi forstod at nyde øjeblikkene.
Til aften fyldte vi bilerne og kørte afsted langs kysten, og kunne nu lade blikket glide henover de forsømte huse i dagslys uden regn. Det var som om, de bare havde pakket det mest nødvendige efter orkanen, for i en hast at rejse væk. Formentligt til storbyen San Juan, eller mainland USA hvor muligheden for at tjene til dagen og vejen ville være deres redning. Husene blev så langsomt indtaget af regnskoven, der lå på lur. Der måtte ligge mange tragiske historier bag de skæve mure rundt omkring. Men der var også nyopførte byggerier der strålede af overskud og comeback følelse, så Puerto Rico kæmpede og kom langsomt på fode igen.
Aftensmaden blev nydt på en foodtruck i nærheden. Salsa rytmer og kulørte lamper. Man kunne sammenligne det med vores Streetfood derhjemme, men bare under en stjerneklar mørk himmel, og så lige lægge 28 grader oveni. Vi fik serveret den mest flashy burger jeg i mit liv havde lagt øje til. Det var en oplevelse i sig selv, at undersøge alle de detaljer, der var lagt i den. Med håndskårede chips og en iskold Coke. Det var læksikalitet. Peter gav en chokoladebar, hvis Mikkel kom igennem den. Mikkel kunne trille der fra, but he made it. Min kære far havde, da de inden vi rejste, så filmen fra vores tre måneders østen eventyr, bemærket, at mad fyldte en del i filmen. Det kunne han faktisk godt have ret i, men vi skulle jo også både dufte, smage, se, høre og mærke verden, og der var mad et helt kapitel for sig. Ungerne samledes hos os og rundede aftenen af med en omgang Tegn og Gæt, hyggeligt at høre dem grine og fjolle sammen.
Lørdag. Vi vågnede til hundeglammen. Det havde lydt adskillige gange i nattens løb, og nu helt tæt på. Ude foran vores lejlighed ræsede femten hunde omkring hjørnet i en bister gøen og snappen efter hinanden. Jeg var af alle et hundemenneske, og elskede de fleste firbenede kræ vi mødte på vores vej, men dem her, de var gadehunde af værste skuffe. Bistre og hyæneagtige. Rendte rundt præcis der hvor vi skulle passere for at komme til poolen. Men da heden blev for slem forduftede de. Dog blev der lavet restriktioner, så ungerne blev eskorteret til og fra lejligheden, for at blive omringet af den flok havde ingen interesse.
Nu hvor øen Culebra forblev et uskrevet kapitel, blev denne lørdag brugt på ren afslapning, dog med en omgang tennis med Mikkel, som ikke gik derfra med det bedste humør. Man taber bare ikke til sin mor. Måske fordi jeg rent faktisk er fløjtende ligeglad med at vinde, jeg vil bare gerne have kvalitetstiden. Det gjorde det bare endnu mere irriterende for en dreng, der havde arvet sin fars konkurrencegen og kan finde adskillige regler og resonnementer for hvorfor det gik som det gik. Nå men humøret blev vendt efter et dyp i poolen. Eftermiddagen blev brugt på liggestolen, med en ny bog. Haabet, en fortælling om slaveriet på Sct Thomas. Jeg var ikke kommet langt ind i den, før jeg måtte synke min første klump i hilsen. Det var en stærk og grufuld historie, og vi havde netop slentret rundt i gaderne, som nu blev beskrevet så levende som de var dengang.
En runde Minigolf med caribiske toner og palmebladene svajende ovenover os blev også vinget af, med Sofie som vinder af os alle. Godt gået min pige. Det var sidste dag i byen, så vi fire smuttede en tur omkring havnen, der lå lige om hjørnet. Man kunne næsten se det for sig, hvad der engang havde været en smuk havnepromenade, med masser af liv, butikker og restauranter. Et knudepunkt for turismen, da færgerne til Culebra og Vienque havde sejlet ud herfra, indtil den skæbnesvangre dag hvor orkanen Maria var gået i land og pulveriseret drømmen. En spøgelseshavn, med bådebroen der manglede de fleste brædder, palmestammer der manglede deres kroner. Huse der stod tilgroede hen, og så alligevel var der livstegn og håb. En flok glade børn kom cyklende hen om hjørnet og ned på promenaden. Puerto Ricos fremtid. Vi så det hele, og prøvede at forestille os hvordan dagene her måtte have været. Det var virkelighed, og vi fik os alle fire en påmindelse om, hvor let livet kan ramle.
Søndag. Idag stod den på ekskursion. Til regnskoven det gik, El Yunque National park, og vi var tidligt ude af fjerene. Klokken 07 tjekkede ud fra vores lille grønne perle, og satte afsted. En lille time i bil, og temperaturen var faldet med ti grader. Op i skyerne gik det med et væld af grønt omkring os. Forvoksede stueplanter i deres helt rette element. Som Randers regnskov bare in real live. En del trails var lukkede grundet orkanen, og var igang med at blive reetableret. Hvor havde Maria trukket mange spor efter sig.
Mikkel havde ikke været ude af bilen mange minutter, før jeg fik stukket en lille blomst i min hånd: "Den er til dig mor". Mit hjerte svulmede. Vi valgte at forcere en trail, der endte ved Mount Britton Tower med et view ud over Puerto Ricos Østkyst, altså i klart vejr, men denne morgenstund, og de fleste andre tider af døgnet, lå den indhyllet i skyer, som gav en stemning af mystik og stilhed omkring os. Sådan var det her hvor vinden mødte bjergene, og den varme luft blev presset opad, for at blive afkølet og omdannet til skyer, som så gav regn i en uendelig cyklus.
Vi havde lovet ungerne et dyp i et vandfald, og hvad der kun skulle have været en lille gåtur tur dertil, tog om sig, og endte som den sjoveste hike igennem mudder, rødder, og sten. Vi kunne jo ikke nøjes med det første vandfald vi mødte, nej Mikkel ledte vejen, vi skulle videre opad. Han sprang som en gazelle afsted, og tog tjansen som minitourguide i sejeste stil. Sofie var lidt betænkelig ved de hvide speakers, men nysgerrigheden vandt, og afsted hun også sprang. Vores rejsefæller tog det lidt med ro, men det lykkedes for alle mand at nå målet. Et smukt vandfald i en lille lysning. Nedturen udfordrede mine atletiske evner, og Thomas havde nok at gøre, med at assistere en idisk far med sine to små døtre, så de kom ned i nogenlunde fin stil. De små piger var så søde, og sagde hele tiden: "Thank you so much", med indisk accent. Sofie smilede over hele sit kønne ansigt over den oplevelse, og Mikkel var for længst strøget forbi, og var nede som første mand. Vi var lidt sat da en noget velpolstret latinamerikansk kvinde valgte at rutsje hele vejen i meget lavt tempo og med et meget stift blik. Hun havde ellers ikke holdt sig tilbage med hvin og hujen, da hun endelig havde nået vandfaldet sammen med sine medsøstre. Nu havde hun mudder overalt, selv i ørerne, da hun nåede ned. Det var hele turen værd, og for dreamtrip44 var det tiltrængt at komme lidt ud af komfortzonen. Vel nede, med et par mudderklatter hist og her, gav vi high five på den oplevelse. Det var bare så meget mere ved det, når moder jord gav os små udfordringer. Med en tanke tilbage til jungleturen på Sumatra med en orangutang i halen, var denne tur nu alligevel peanuts.
Hjem til San Juan det gik. Vi havde en bil, der skulle returneres inden klokken slog 16.00. Vores hjem for de næste dage blev indtaget. Tourguiden måtte lige en tur omkring receptionen og få flyttet værelse, for vi skulle da kunne se havet, og sådan blev det. For her skulle vi hoppe ind i det nye år. Hvordan skulle det mon foregå, uanset hvad, så var vi klar.
Hurtigt blev omgivelserne mere frodige, sluserne åbnede sig fra den himmel, der havde set faretruende grå ud hele formiddagen. Himmel og hav stod i et, vandet sprøjtede op fra pytterne vi kørte igennem og dybe huller lå gemt under kaskaderne af vand, der fossede som floder ned af vejene. Vi forcerede det sidste stykke vej, til vi nåede en luftfugtighed der fik håret til at krølle så herligt. Frøerne kvækkede, og ungerne lod sig ikke kue af en smule regn, så de indtog endnu en ny pool. Vores bagage blev hentet op af mig iført bikini. Så kunne regnen ikke gøre meget ravage. Thomas mente, at det var den mest charmerende butler han havde set. Mexicansk dinner i samlet flok igen. Dejligt. Peter og Mette havde sørget for juleknas surprice til børn og voksne. Det var jo også 2. Juledag så det var ikke forsent med julerierne, og vi havde jo været en smule i underskud. Endnu en rejsedag var godt brugt. En grå en af slagsen, men hey 30 grader i december, så klarede vi nok lidt vand fra oven. Byen vi var ankommet til, var ganske som vi havde læst os til lidt spøgelsesagtig. Vi passerede huse der stod tomme hen med tilsalg skilte i forhaverne, og den indbød ikke til, at man som turist gik en tur. Tomt, øde og ganske ucharmerende. Orkanen Maria havde en stor del af skylden. Såret efter den stod stadig gabende åbent. Men vores resort deroppe på den frodige top, var som at træde ind i en eventyrsverden. Det vildeste nisselandskab pyntede stemningsfuldt op i hall’en og et laserjulelysshow lyste resortet op i grønne og røde stjerner da mørket faldt på. Dørene ind til værelserne var tårn høje og møblerne derinde i stor skalering. Vi følte os som miniputter i et nisseland. Mikkel fik sin lyst styret hvad angik nisselandskaber her på falderebet af julen 2019.
Fredag. Vi vågnede op til den smukkeste dag. Det her sted var bare helt særligt, og vi var faldet pladask for det. De anmeldelser vi havde læst os til inden vi kom, kunne vi på ingen måde nikke genkendende til. Det lækreste pool område med alskens aktiviteter, frodigt og smukt, blomster i funklende farver, palmer der duvede i brisen. I horisonten tårnede regnskoven sig op, med en sky hængende tungt ovenover. Det var som om den tiltrak sig de grå skyer, og lod os få den smukke klare blå himmel at boltre os i. Man skulle virkelig være forbeholden, når man læste og for så vidt også selv skrev anmeldelser af et sted. Det skulle helst være sagligt og konstruktivt, og hvor var der mange ting, der spillede ind i, om et ophold havde været fuldstændigt fantastisk eller ganske forfærdeligt, og det var altså ikke altid stedet, der var årsag til hverken det ene eller det andet. Så meget havde vi erfaret efter at have boet så uendeligt mange steder efterhånden. Det kunne være en stemning, helbredet, menneskerne man mødte, vejret og mange mange andre ting, og dem burde man efter min mening forsøge at pille væk, og se lidt mere objektivt på sin anmeldelse.
Thomas lokkede Peter med på en lille morgenjoggetur, og kom hjem med forsyninger, så vi kunne få fyldt maverne inden poolen kaldte. Mikkel fik hurtigt arrangeret tenniskamp med sin far, og hvem der ellers kunne have lyst til at okse afsted i 30 grader. Højrød i hovedet, måtte han nu kapitulere og springe i det kølige vand istedet. Over middag kørte Peter og Thomas mod færgelejet i Ceiba i håb om, at få kapret billetter til Culebra færgen den næste dag. De måtte dog komme retur med uforrettet sag, dog hvis man var villig til at møde op klokken 6 om morgenen, og da gerne før, så kunne man være nogenlunde sikker på at få dem. Ud fra Emils ansigtsudtryk at dømme, så var det nok ikke en option, og jeg var på hans side, så øen Culebra måtte blive et uskrevet kapitel i vores eventyr, men med de faciliteter vi havde os her, så kunne vi nok også lige klare det.
Mikkel ønskede sig brændende en Pina Colada Virgin style, og det skulle man da have i landet der havde opfundet den. Sofie snuppede en Strawberry Daqueri, solen skinnede, papegøjerne skræppede og en kæmpe leguan slentrede lige forbi. Her var rart og vi forstod at nyde øjeblikkene.
Til aften fyldte vi bilerne og kørte afsted langs kysten, og kunne nu lade blikket glide henover de forsømte huse i dagslys uden regn. Det var som om, de bare havde pakket det mest nødvendige efter orkanen, for i en hast at rejse væk. Formentligt til storbyen San Juan, eller mainland USA hvor muligheden for at tjene til dagen og vejen ville være deres redning. Husene blev så langsomt indtaget af regnskoven, der lå på lur. Der måtte ligge mange tragiske historier bag de skæve mure rundt omkring. Men der var også nyopførte byggerier der strålede af overskud og comeback følelse, så Puerto Rico kæmpede og kom langsomt på fode igen.
Aftensmaden blev nydt på en foodtruck i nærheden. Salsa rytmer og kulørte lamper. Man kunne sammenligne det med vores Streetfood derhjemme, men bare under en stjerneklar mørk himmel, og så lige lægge 28 grader oveni. Vi fik serveret den mest flashy burger jeg i mit liv havde lagt øje til. Det var en oplevelse i sig selv, at undersøge alle de detaljer, der var lagt i den. Med håndskårede chips og en iskold Coke. Det var læksikalitet. Peter gav en chokoladebar, hvis Mikkel kom igennem den. Mikkel kunne trille der fra, but he made it. Min kære far havde, da de inden vi rejste, så filmen fra vores tre måneders østen eventyr, bemærket, at mad fyldte en del i filmen. Det kunne han faktisk godt have ret i, men vi skulle jo også både dufte, smage, se, høre og mærke verden, og der var mad et helt kapitel for sig. Ungerne samledes hos os og rundede aftenen af med en omgang Tegn og Gæt, hyggeligt at høre dem grine og fjolle sammen.
Lørdag. Vi vågnede til hundeglammen. Det havde lydt adskillige gange i nattens løb, og nu helt tæt på. Ude foran vores lejlighed ræsede femten hunde omkring hjørnet i en bister gøen og snappen efter hinanden. Jeg var af alle et hundemenneske, og elskede de fleste firbenede kræ vi mødte på vores vej, men dem her, de var gadehunde af værste skuffe. Bistre og hyæneagtige. Rendte rundt præcis der hvor vi skulle passere for at komme til poolen. Men da heden blev for slem forduftede de. Dog blev der lavet restriktioner, så ungerne blev eskorteret til og fra lejligheden, for at blive omringet af den flok havde ingen interesse.
Nu hvor øen Culebra forblev et uskrevet kapitel, blev denne lørdag brugt på ren afslapning, dog med en omgang tennis med Mikkel, som ikke gik derfra med det bedste humør. Man taber bare ikke til sin mor. Måske fordi jeg rent faktisk er fløjtende ligeglad med at vinde, jeg vil bare gerne have kvalitetstiden. Det gjorde det bare endnu mere irriterende for en dreng, der havde arvet sin fars konkurrencegen og kan finde adskillige regler og resonnementer for hvorfor det gik som det gik. Nå men humøret blev vendt efter et dyp i poolen. Eftermiddagen blev brugt på liggestolen, med en ny bog. Haabet, en fortælling om slaveriet på Sct Thomas. Jeg var ikke kommet langt ind i den, før jeg måtte synke min første klump i hilsen. Det var en stærk og grufuld historie, og vi havde netop slentret rundt i gaderne, som nu blev beskrevet så levende som de var dengang.
En runde Minigolf med caribiske toner og palmebladene svajende ovenover os blev også vinget af, med Sofie som vinder af os alle. Godt gået min pige. Det var sidste dag i byen, så vi fire smuttede en tur omkring havnen, der lå lige om hjørnet. Man kunne næsten se det for sig, hvad der engang havde været en smuk havnepromenade, med masser af liv, butikker og restauranter. Et knudepunkt for turismen, da færgerne til Culebra og Vienque havde sejlet ud herfra, indtil den skæbnesvangre dag hvor orkanen Maria var gået i land og pulveriseret drømmen. En spøgelseshavn, med bådebroen der manglede de fleste brædder, palmestammer der manglede deres kroner. Huse der stod tilgroede hen, og så alligevel var der livstegn og håb. En flok glade børn kom cyklende hen om hjørnet og ned på promenaden. Puerto Ricos fremtid. Vi så det hele, og prøvede at forestille os hvordan dagene her måtte have været. Det var virkelighed, og vi fik os alle fire en påmindelse om, hvor let livet kan ramle.
Søndag. Idag stod den på ekskursion. Til regnskoven det gik, El Yunque National park, og vi var tidligt ude af fjerene. Klokken 07 tjekkede ud fra vores lille grønne perle, og satte afsted. En lille time i bil, og temperaturen var faldet med ti grader. Op i skyerne gik det med et væld af grønt omkring os. Forvoksede stueplanter i deres helt rette element. Som Randers regnskov bare in real live. En del trails var lukkede grundet orkanen, og var igang med at blive reetableret. Hvor havde Maria trukket mange spor efter sig.
Mikkel havde ikke været ude af bilen mange minutter, før jeg fik stukket en lille blomst i min hånd: "Den er til dig mor". Mit hjerte svulmede. Vi valgte at forcere en trail, der endte ved Mount Britton Tower med et view ud over Puerto Ricos Østkyst, altså i klart vejr, men denne morgenstund, og de fleste andre tider af døgnet, lå den indhyllet i skyer, som gav en stemning af mystik og stilhed omkring os. Sådan var det her hvor vinden mødte bjergene, og den varme luft blev presset opad, for at blive afkølet og omdannet til skyer, som så gav regn i en uendelig cyklus.
Vi havde lovet ungerne et dyp i et vandfald, og hvad der kun skulle have været en lille gåtur tur dertil, tog om sig, og endte som den sjoveste hike igennem mudder, rødder, og sten. Vi kunne jo ikke nøjes med det første vandfald vi mødte, nej Mikkel ledte vejen, vi skulle videre opad. Han sprang som en gazelle afsted, og tog tjansen som minitourguide i sejeste stil. Sofie var lidt betænkelig ved de hvide speakers, men nysgerrigheden vandt, og afsted hun også sprang. Vores rejsefæller tog det lidt med ro, men det lykkedes for alle mand at nå målet. Et smukt vandfald i en lille lysning. Nedturen udfordrede mine atletiske evner, og Thomas havde nok at gøre, med at assistere en idisk far med sine to små døtre, så de kom ned i nogenlunde fin stil. De små piger var så søde, og sagde hele tiden: "Thank you so much", med indisk accent. Sofie smilede over hele sit kønne ansigt over den oplevelse, og Mikkel var for længst strøget forbi, og var nede som første mand. Vi var lidt sat da en noget velpolstret latinamerikansk kvinde valgte at rutsje hele vejen i meget lavt tempo og med et meget stift blik. Hun havde ellers ikke holdt sig tilbage med hvin og hujen, da hun endelig havde nået vandfaldet sammen med sine medsøstre. Nu havde hun mudder overalt, selv i ørerne, da hun nåede ned. Det var hele turen værd, og for dreamtrip44 var det tiltrængt at komme lidt ud af komfortzonen. Vel nede, med et par mudderklatter hist og her, gav vi high five på den oplevelse. Det var bare så meget mere ved det, når moder jord gav os små udfordringer. Med en tanke tilbage til jungleturen på Sumatra med en orangutang i halen, var denne tur nu alligevel peanuts.
Hjem til San Juan det gik. Vi havde en bil, der skulle returneres inden klokken slog 16.00. Vores hjem for de næste dage blev indtaget. Tourguiden måtte lige en tur omkring receptionen og få flyttet værelse, for vi skulle da kunne se havet, og sådan blev det. For her skulle vi hoppe ind i det nye år. Hvordan skulle det mon foregå, uanset hvad, så var vi klar.
Isla Verde by Night
Forladt hus i Fajardo
Til dig mor
Peter & de andre badenymfer
Klatretrolden
Kommentarer
Send en kommentar