Søndag. En uge siden vi invaderede Sct. Thomas. Vækkeuret var igen bestilt til den tidlige morgenvækning, men det var altid lettere at komme ud af fjerene, når der var udsigt til at tage hul på et nyt eventyr. Vi fik charmet os til et morgenmåltid inden køkkenets åbningstid. Vores søde værtinde havde nu luret vores favoritter, og svingede en bakke med lækkerier ind til os, som vi kastede os over, for vi havde et fly vi skulle nå, og man vidste aldrig om transporten foregik Caribien Style.
Vi blev fragtet til lufthavnen, for ja lufthavnen det var, og ikke den vandflyver i havnen som vi troede, vi skulle med. Thomas havde helt tilfældigt set et Seabourne fly i lufthavnen, da han var omkring efter vores udlejningsbil, og det fik ham til at tjekke en ekstra gang, hvilken lufthavn vi nu egentligt skulle flyve fra. Det havde været pænt surt, at melde klar ved vandflyveren i havnen, og så finde ud af, at vi skulle have været et helt andet sted. Tjek på det, og afsted vi kom i alt andet end caribien style. Der var fart over feltet, så vi rettidigt kunne tjekke ind, under åben himmel vel at mærke. Det havde vi alligevel aldrig prøvet før.
En lille lufthavn der emmede af caribisk tempo, så var det godt, at vi kun skulle 28 ombord for at fylde flyet. Et Challenger fly. Lidt kongelig måtte man godt føle sig. Det mindste ungerne og jeg nogensinde havde fløjet med. Thomas havde jo fløjet med sin fars faster og onkel, da han var en lille grønskolling, og de flyveture sidder indprentet på hans nethinde som nogle af de skønneste minder. Vi indtog bagsæderne på række 11. Toogtyve minutter senere landede vi i Puerto Rico. Vi havde kunne se ned på højhuse, vejbaner i flere højder, strande og grønne bjerge. En noget større ø, end hvad vi kom fra. Spændte på hvad den havde at byde på.
Med taxa ind til hotellet, og vi kunne mærke på flere måder, at vi var kommet på afstand af Sct Thomas. Da chaufføren nævnte prisen, og vi spurgte om det var pr person, var han ved at dåne: "No for the whole car". Vi var fan.
Vi var knap nået ind i receptionen før et par lyshårede unger svingede om hjørnet, og det var tid til den største krammer. Vores skønne rejsebuddies var ankommet. Det var så surrealistisk at stå der, så langt væk hjemmefra og så pludselig være samlet. Det var lige skørt også her for tredje gang. En fælles tur omkring Burger King og få en hurtig update på hinandens rejseoplevelser. De havde været på en noget strabadserende rejse hertil, og havde nu tilbragt fire dage på øen, som havde genvundet deres energi og kommet jetlagget til livs. Så var det hjem og få tjekket ind på det der skulle udgøre vores hjem for juledagene. Den udsigt vi fik os, kunne jeg nu helt godt leve med. Palmer og strand fra tiende sal. Førstehåndsindtrykket her var positivt. Spansktalende smilende brunøjede mennesker. Poolen blev godtkendt, og et spil Tegn og gæt i skyggen, så var adventspakken også taget i brug.
Thomas og Peter smuttede en tur i havet, og kom godt rundtossede retur. Selv om Isla Verde stranden var en bugt, så var bølgerne denne dag iltre, og tilmed godt fyldt med det velkendte tang fra Mexico. De fik tømt lommer og ører for tang, og lagt en strategi for hvordan en badetur med unger og hustruer skulle foregå fremover. De yngste drenge fik veto på aftensmaden denne aften. Taco Bell. Ja ja, ungerne var tilfredse, og det var økonomiministeren også. Dejligt igen at kunne færdes ude efter mørkets frembrud med en ro i maven. Hanerne var også blevet på Sct Thomas, så den ellers efterhånden velkendte galen nu var afløst af kvækken fra små frøer gemt i buskene, og duerne der sultent luskede omkring os. Hjem i vores rejsefællers lejlighed og line op til Tinka på mac´en, en kold øl til de voksne og snold til de mindste, imens mændene legede amatør flyspottere fra altanen. Hotellet vi boede på, lå klods op ad lufthavnen, da Isla Verde stranden var placeret der. Fra deres lejlighed på 16´etage var der overblik ud over landingsbanen, så de sad der med deres flytracks apps og noterede sig flyenes destinationer. Boys wil be boys.
Mandag. Lillejuleaftensdag. Så umanerligt svært at forstå her i varmen. En kop kaffe på altanen med udsigt ud over isla verde bugten. Jeg elskede mit view ud over havet. Roen når en ny dag stille tog sin begyndelse. Thomas var smuttet på joggetur, og ungerne snuede endnu. Inden poolen, smuttede Sofie og jeg barfodet på en morgentur langs bugten. Gik ud og løb hjem. Jeg elskede at gå der side om side med min skønne datter. Uden noget at skulle nå, og uden at behøve sige ret mange ord. Hjem og purre mindstemanden op. Det gik lidt lettere, når der blev kokkereret omelet og bacon til morgenmaden. Dejligt at have et lille køkken til rådighed.
Poolen blev indtaget. Vores rejsefæller fandt vej dertil og vi var samlet. Ungerne havde som altid fundet hinanden, og der var gang i alskens aktiviteter lige fra dykning på hænder, til kabale og kortspil. Dejlige unger.
Vi ville tage med en lokal bus ind til den gamle bydel af San Juan sidst på eftermiddagen. Sådan gik det ikke helt. Man kunne kun betale med cents i bussen, så vi måtte lade den køre og få vekslet til mønter. Det gik efter planen, bortset fra, at Peter på vej ud af butikken, hvor de havde vekslet forbarmede sig over en hjemløs kvinde, og gav hende 50 cent. Så manglede han selv til bussen. Han måtte så stryge tilbage over gaden og bede om sine 50 cents tilbage, hvis hun så ville tage imod en dollar istedet. Hun var helt tilfreds og Peter kunne komme med bussen. Men imens han fes frem og tilbage for at veksle og bytte tilbage kørte endnu en bus fra os, og efter den var det bare som om al bustrafik var indstillet. Vi måtte acceptere, at det blev med taxa i stedet, og havde nu adskillige cents at bruge på spillemaskinerne på hotellet. Hvilket passede ungerne glimrende.
Den gamle bydel var så fin og stemningsfuld. Smukke pastelfarvede gamle huse i de smalle brostensbelagte gader. Fortets enorme mure der tårnede sig op og omkransede byen mod hvad der havde været af fjender engang. Krydstogtskibe på række og hyggelig julebelysning i palmerne rundt omkring. Hanerne var her afløst af katte. Allevegne, på hvert et gadehjørne i hver en busk. En hund lå nonchalant på balkonen højt hævet over dem, og kiggede hoverende ned på dem. Det lykkedes os at nå til enighed om hvor middagen skulle indtages, og jeg fik smagt den lokale ret mofongo. En kartoffelmos lignende ret lavet af usødede bananplanter, som smagte ret okay. En julemand efterfulgt af en julealf ræsede forbi på elektriske løbehjul, og en mand fik sin leguan til at gøre kunster for at tjene til dagen og vejen. Feliz Navidad stod printet på skiltet ovenover restauranten, og en snemand lyste os farvel da vi satte kursen hjemad. Imorgen var det juleaften, der var ikke længe til.
Tirsdag. Juleaften. Jeg vågnede tidligt, og nød igen at se dagen få lys, smuttede i løbeskoene og tog en ego tur langs bugten. Solens stråler lyste ned mellem palmerne og liggestole var ved at blive linet op, klar til another day at the beach. Mine tanker strøg hjem til dem jeg holder af. Der duftede sikkert af steg i husene, forventningsfulde unger der skulle have dagen til at gå, juletræerne så smukt pyntede, og nedtælling til den store aften. Der var ingen tvivl om, at vi alle sendte dem en ekstra tanke idag.
Hjem og finde overraskelser frem fra taskens dyb. Nissehuerne fra Vietnams crazy jul var med, små pakker som forhåbentligt kunne vække glæde og smil på læben. Ungerne vågnede, der blev pakket ud iført nissehuer, og høsten blev godkendt. Faster og co havde pakket lækkerier og julepynt som straks blev hængt op og skabte stemning. Blade fra farmor og farfar og bland selv slik og kunstigt sne var der også i samlingen. Små ting måske, men herude bragte det lykke.
Hvor ville jeg gerne give mine unger en fantastisk og uforglemmelig juleaften. Når man valgte at rejse ud, var traditionerne sendt til tælling, og vores kontrol over begivenhedernes gang, var ikke helt så forudsigelig som hjemme, hvor hver ting kommer til sin tid. Jeg ønskede og håbede, at dagen ville blive gemt i deres hjerter som et positivt minde de kunne trække frem på de grå dage. Men uanset om vi var her eller hjemme, så ville følelsen nok altid være der, om det nu var godt nok, om julen havde levet op til deres forventninger.
Dagen var jo startet godt, der skulle solcreme på, hvilket var en sjælden aktivitet juleaften, og så afsted til poolen. Peter og Emil dukkede op, og havde trist nyt fra 16. etage. Anna var blevet syg, og de håbede, at det ville vende inden aften. Vi valgte at nyde nuet, og lade den caribiske stemning flyde. Sendte Anna gode tanker, for af alle dage, så lige juleaften.
Vinden var heftig, og parasollerne fløj, jeg nåede lige netop at varsle Peter, så han undgik, at blive torpederet af en. Det ville ganske sikkert have trukket overskrifter, men at blive slået til plukfisk af en parasol juleaften, det undgik vi gerne.
Hjemme i Danmark var julerierne på det højeste her hvor det var formiddag hos os. Vi tog på facetime besøg hos alle dem der står vores hjerter helt nært. Julelysene blinkede i de små ungers øjne derhjemme, juletræerne funklede og gaverne bugnede. Vi kunne næsten dufte maden gennem skærmen. Det var dejligt, at få set dem alle i øjnene og vide, at de havde det godt.
Jeg eskorterede Emil og ungerne i fitness centret, det mente de var på sin plads, inden julemaden skulle indtages. "Jeg fik kun forbrændt 50 kalorier", sagde Mikkel slukøret da træningen var til ende, og de største var højrøde i ansigerne. Det var jeg helt tilfreds med, den tynde dreng altså.
Vi kunne ikke komme uden om det. Juleaften bankede på, og hvad mon der ville ske. Havnede vi i et caribisk salsaorkester, eller grissefest med stråhatte. Skulle vandet nå vores fødder og lanterner flyve mod himlen. Niks. Juleaften blev med takeaway fra Pizza Hut, Tinka på mac´en og julesnold i lange baner. Uden vores rejsefæller. Anna var ikke frisk, så vi måtte ty hver til sit. Det var nok den største skuffelse, jeg længe har set i mine børns øjne, og mit hjerte strammede sig til. Et par tårer løb fra deres kind, og vi fik en snak om, at det var helt okay at være skuffet. Vi voksne kunne jo godt abstrahere for det, men juleaften er helt særlig, og var en aften man skulle dele med mennesker man holder af. Vi havde heldigvis hinanden, trods alt.
Nu havde jeg jo tidligere nævnt, at vi havde verdens sejeste unger, så da skuffelsen havde lagt sig, og vi sad der rundt om bordet på værelset, kom smilene frem. Snakken gik igen om religioner og mad, ja for det var da nok første og forhåbentligt sidste gang den stod på Pizza juleaften, men det var heldigvis en af de bedre af slagsen. Sofie fik foreviget os på instax kameraet, og resultatet lignede præcis en juleaften i 80´erne med brunt gulvtæppe og det særlige polaroid filter. Tinka kom på, og vi samlede os tæt omkring skærmen og så det sidste afsnit. Julefreden sænkede sig der og her. Kunstig julesne dryssede på borden og julecupcakes blev leveret af Emil. "Man kan simpelthen ikke være i dårligt humør, når man er sammen med Emil", lød det fra Mikkel, da han igen var gået. Jeg huskede ham på, at fortælle ham det, når de mødtes igen, for det var da et sødt lille kompliment. Jeg måtte give ham ret.
Juleaften anno 2019. Den blev i hvert fald aldrig glemt. Følelser var i spil, men det vigtigste var, at vi havde hinanden, og når vi kunne klare at få vendt stemningen og grine så tårerne trillede inden natten faldt på, så havde vi vist hinanden, at vi havde et særligt bånd, der kunne modstå det meste. Vi trak hinanden op, når vi var nede, og lod der være plads til de følelser der måtte være.
Her på øen var juleaften ikke en aften der blev fejret, så der havde under alle omstændigheder ikke været linet op til et gigantisk juleshow. Her var 1. juledag traditionsbunden og dagen hvor man hyggede med sin familie, hvor butikker holdt lukkedag og gaver blev delt. Så hvis vi fulgte Puerto Ricos stil, så var julen jo først lige begyndt, og når vi vågnede op, så blev det til en absolut familiehygge dag, forhåbentligt med en frisk Anna.
Thomas og jeg nåede lige sidste afsnit af kurs mod nord inden sengetid. "Jo mere man rejser ud og undersøger verden, jo større bliver den", var Mikkel Behas reflekterende ord om deres seneste eventyr, nu det lakkede mod enden. Jeg kunne ikke give ham mere ret. Heldigvis var vi stadig midt i vores, så vores verden blev bare større og større.
Onsdag. 1. Juledag. Med den ganske utraditionelle juleaften i ganske klar erindring satte jeg mig ud på altanen med en kop kaffe og nød viewet. Om lidt ville ungerne vågne, og en ny dag tog sin begyndelse.
Anna var stadig ikke klar til sjov, så Emil joinede os og Peter og Mette lidt på skift. En dag med absolut intet på programmet satte igang. En lille snert af usikkerhed var begyndt at røre på sig i både Tourguiden og jeg, da vi kunne læse knap så gode anmeldelser om det næste sted vi skulle til. Vi havde booket seks nætter, og skulle fejre nytåret der. Det skulle givetvis være lidt øde efter orkanerne. Var det der vi skulle fejre nytår. Jeg begyndte at søge alternativer, og det endte med, at vi halverede vores ophold der, og søgte tilbage til Isla Verde til nytårets komme. Det var noget af et cirkus vi satte igang, når otte mennesker skulle ombookes, men mavefornemmelsen var bare mere rigtig på den beslutning. Mission completed, og alle var samstemmende enige om, at det var en god plan. Vi måtte håbe det betød en nytårsaften med en anelse mere fut i, end hvad juleaften havde budt på. Så hvad der havde taget os uger at beslutte hjemmefra, tog knap en time at få ændret. Sådan bum.
Isla Verde bugten var ganske indbydende på denne dag, hvor lokalbefolkningen nød en fridag, og joinede turisterne. Vandet var lunt og mere roligt. Thomas og Mikkel satte rekord i en strandtennis duel med 256 slag, og var ikke til at knække. Sejt Boys. Jeg eskorterede Sofie i fitness rummet igen, og hun gik derfra med sveden dryppende.
En sidste dukkert i poolen, med en bloggers kamp for det helt rigtige skud i baggrunden. Sidste dag på Sct. Claire havde nået enden. Udsigten måtte vi printe os ind på nethinden, mindet om denne juleaften sad der allerede. We made the most of it. En rigtig glædelig jul herfra.
Thomas og Peter smuttede en tur i havet, og kom godt rundtossede retur. Selv om Isla Verde stranden var en bugt, så var bølgerne denne dag iltre, og tilmed godt fyldt med det velkendte tang fra Mexico. De fik tømt lommer og ører for tang, og lagt en strategi for hvordan en badetur med unger og hustruer skulle foregå fremover. De yngste drenge fik veto på aftensmaden denne aften. Taco Bell. Ja ja, ungerne var tilfredse, og det var økonomiministeren også. Dejligt igen at kunne færdes ude efter mørkets frembrud med en ro i maven. Hanerne var også blevet på Sct Thomas, så den ellers efterhånden velkendte galen nu var afløst af kvækken fra små frøer gemt i buskene, og duerne der sultent luskede omkring os. Hjem i vores rejsefællers lejlighed og line op til Tinka på mac´en, en kold øl til de voksne og snold til de mindste, imens mændene legede amatør flyspottere fra altanen. Hotellet vi boede på, lå klods op ad lufthavnen, da Isla Verde stranden var placeret der. Fra deres lejlighed på 16´etage var der overblik ud over landingsbanen, så de sad der med deres flytracks apps og noterede sig flyenes destinationer. Boys wil be boys.
Mandag. Lillejuleaftensdag. Så umanerligt svært at forstå her i varmen. En kop kaffe på altanen med udsigt ud over isla verde bugten. Jeg elskede mit view ud over havet. Roen når en ny dag stille tog sin begyndelse. Thomas var smuttet på joggetur, og ungerne snuede endnu. Inden poolen, smuttede Sofie og jeg barfodet på en morgentur langs bugten. Gik ud og løb hjem. Jeg elskede at gå der side om side med min skønne datter. Uden noget at skulle nå, og uden at behøve sige ret mange ord. Hjem og purre mindstemanden op. Det gik lidt lettere, når der blev kokkereret omelet og bacon til morgenmaden. Dejligt at have et lille køkken til rådighed.
Poolen blev indtaget. Vores rejsefæller fandt vej dertil og vi var samlet. Ungerne havde som altid fundet hinanden, og der var gang i alskens aktiviteter lige fra dykning på hænder, til kabale og kortspil. Dejlige unger.
Vi ville tage med en lokal bus ind til den gamle bydel af San Juan sidst på eftermiddagen. Sådan gik det ikke helt. Man kunne kun betale med cents i bussen, så vi måtte lade den køre og få vekslet til mønter. Det gik efter planen, bortset fra, at Peter på vej ud af butikken, hvor de havde vekslet forbarmede sig over en hjemløs kvinde, og gav hende 50 cent. Så manglede han selv til bussen. Han måtte så stryge tilbage over gaden og bede om sine 50 cents tilbage, hvis hun så ville tage imod en dollar istedet. Hun var helt tilfreds og Peter kunne komme med bussen. Men imens han fes frem og tilbage for at veksle og bytte tilbage kørte endnu en bus fra os, og efter den var det bare som om al bustrafik var indstillet. Vi måtte acceptere, at det blev med taxa i stedet, og havde nu adskillige cents at bruge på spillemaskinerne på hotellet. Hvilket passede ungerne glimrende.
Den gamle bydel var så fin og stemningsfuld. Smukke pastelfarvede gamle huse i de smalle brostensbelagte gader. Fortets enorme mure der tårnede sig op og omkransede byen mod hvad der havde været af fjender engang. Krydstogtskibe på række og hyggelig julebelysning i palmerne rundt omkring. Hanerne var her afløst af katte. Allevegne, på hvert et gadehjørne i hver en busk. En hund lå nonchalant på balkonen højt hævet over dem, og kiggede hoverende ned på dem. Det lykkedes os at nå til enighed om hvor middagen skulle indtages, og jeg fik smagt den lokale ret mofongo. En kartoffelmos lignende ret lavet af usødede bananplanter, som smagte ret okay. En julemand efterfulgt af en julealf ræsede forbi på elektriske løbehjul, og en mand fik sin leguan til at gøre kunster for at tjene til dagen og vejen. Feliz Navidad stod printet på skiltet ovenover restauranten, og en snemand lyste os farvel da vi satte kursen hjemad. Imorgen var det juleaften, der var ikke længe til.
Tirsdag. Juleaften. Jeg vågnede tidligt, og nød igen at se dagen få lys, smuttede i løbeskoene og tog en ego tur langs bugten. Solens stråler lyste ned mellem palmerne og liggestole var ved at blive linet op, klar til another day at the beach. Mine tanker strøg hjem til dem jeg holder af. Der duftede sikkert af steg i husene, forventningsfulde unger der skulle have dagen til at gå, juletræerne så smukt pyntede, og nedtælling til den store aften. Der var ingen tvivl om, at vi alle sendte dem en ekstra tanke idag.
Hjem og finde overraskelser frem fra taskens dyb. Nissehuerne fra Vietnams crazy jul var med, små pakker som forhåbentligt kunne vække glæde og smil på læben. Ungerne vågnede, der blev pakket ud iført nissehuer, og høsten blev godkendt. Faster og co havde pakket lækkerier og julepynt som straks blev hængt op og skabte stemning. Blade fra farmor og farfar og bland selv slik og kunstigt sne var der også i samlingen. Små ting måske, men herude bragte det lykke.
Hvor ville jeg gerne give mine unger en fantastisk og uforglemmelig juleaften. Når man valgte at rejse ud, var traditionerne sendt til tælling, og vores kontrol over begivenhedernes gang, var ikke helt så forudsigelig som hjemme, hvor hver ting kommer til sin tid. Jeg ønskede og håbede, at dagen ville blive gemt i deres hjerter som et positivt minde de kunne trække frem på de grå dage. Men uanset om vi var her eller hjemme, så ville følelsen nok altid være der, om det nu var godt nok, om julen havde levet op til deres forventninger.
Dagen var jo startet godt, der skulle solcreme på, hvilket var en sjælden aktivitet juleaften, og så afsted til poolen. Peter og Emil dukkede op, og havde trist nyt fra 16. etage. Anna var blevet syg, og de håbede, at det ville vende inden aften. Vi valgte at nyde nuet, og lade den caribiske stemning flyde. Sendte Anna gode tanker, for af alle dage, så lige juleaften.
Vinden var heftig, og parasollerne fløj, jeg nåede lige netop at varsle Peter, så han undgik, at blive torpederet af en. Det ville ganske sikkert have trukket overskrifter, men at blive slået til plukfisk af en parasol juleaften, det undgik vi gerne.
Hjemme i Danmark var julerierne på det højeste her hvor det var formiddag hos os. Vi tog på facetime besøg hos alle dem der står vores hjerter helt nært. Julelysene blinkede i de små ungers øjne derhjemme, juletræerne funklede og gaverne bugnede. Vi kunne næsten dufte maden gennem skærmen. Det var dejligt, at få set dem alle i øjnene og vide, at de havde det godt.
Jeg eskorterede Emil og ungerne i fitness centret, det mente de var på sin plads, inden julemaden skulle indtages. "Jeg fik kun forbrændt 50 kalorier", sagde Mikkel slukøret da træningen var til ende, og de største var højrøde i ansigerne. Det var jeg helt tilfreds med, den tynde dreng altså.
Vi kunne ikke komme uden om det. Juleaften bankede på, og hvad mon der ville ske. Havnede vi i et caribisk salsaorkester, eller grissefest med stråhatte. Skulle vandet nå vores fødder og lanterner flyve mod himlen. Niks. Juleaften blev med takeaway fra Pizza Hut, Tinka på mac´en og julesnold i lange baner. Uden vores rejsefæller. Anna var ikke frisk, så vi måtte ty hver til sit. Det var nok den største skuffelse, jeg længe har set i mine børns øjne, og mit hjerte strammede sig til. Et par tårer løb fra deres kind, og vi fik en snak om, at det var helt okay at være skuffet. Vi voksne kunne jo godt abstrahere for det, men juleaften er helt særlig, og var en aften man skulle dele med mennesker man holder af. Vi havde heldigvis hinanden, trods alt.
Nu havde jeg jo tidligere nævnt, at vi havde verdens sejeste unger, så da skuffelsen havde lagt sig, og vi sad der rundt om bordet på værelset, kom smilene frem. Snakken gik igen om religioner og mad, ja for det var da nok første og forhåbentligt sidste gang den stod på Pizza juleaften, men det var heldigvis en af de bedre af slagsen. Sofie fik foreviget os på instax kameraet, og resultatet lignede præcis en juleaften i 80´erne med brunt gulvtæppe og det særlige polaroid filter. Tinka kom på, og vi samlede os tæt omkring skærmen og så det sidste afsnit. Julefreden sænkede sig der og her. Kunstig julesne dryssede på borden og julecupcakes blev leveret af Emil. "Man kan simpelthen ikke være i dårligt humør, når man er sammen med Emil", lød det fra Mikkel, da han igen var gået. Jeg huskede ham på, at fortælle ham det, når de mødtes igen, for det var da et sødt lille kompliment. Jeg måtte give ham ret.
Juleaften anno 2019. Den blev i hvert fald aldrig glemt. Følelser var i spil, men det vigtigste var, at vi havde hinanden, og når vi kunne klare at få vendt stemningen og grine så tårerne trillede inden natten faldt på, så havde vi vist hinanden, at vi havde et særligt bånd, der kunne modstå det meste. Vi trak hinanden op, når vi var nede, og lod der være plads til de følelser der måtte være.
Her på øen var juleaften ikke en aften der blev fejret, så der havde under alle omstændigheder ikke været linet op til et gigantisk juleshow. Her var 1. juledag traditionsbunden og dagen hvor man hyggede med sin familie, hvor butikker holdt lukkedag og gaver blev delt. Så hvis vi fulgte Puerto Ricos stil, så var julen jo først lige begyndt, og når vi vågnede op, så blev det til en absolut familiehygge dag, forhåbentligt med en frisk Anna.
Thomas og jeg nåede lige sidste afsnit af kurs mod nord inden sengetid. "Jo mere man rejser ud og undersøger verden, jo større bliver den", var Mikkel Behas reflekterende ord om deres seneste eventyr, nu det lakkede mod enden. Jeg kunne ikke give ham mere ret. Heldigvis var vi stadig midt i vores, så vores verden blev bare større og større.
Onsdag. 1. Juledag. Med den ganske utraditionelle juleaften i ganske klar erindring satte jeg mig ud på altanen med en kop kaffe og nød viewet. Om lidt ville ungerne vågne, og en ny dag tog sin begyndelse.
Anna var stadig ikke klar til sjov, så Emil joinede os og Peter og Mette lidt på skift. En dag med absolut intet på programmet satte igang. En lille snert af usikkerhed var begyndt at røre på sig i både Tourguiden og jeg, da vi kunne læse knap så gode anmeldelser om det næste sted vi skulle til. Vi havde booket seks nætter, og skulle fejre nytåret der. Det skulle givetvis være lidt øde efter orkanerne. Var det der vi skulle fejre nytår. Jeg begyndte at søge alternativer, og det endte med, at vi halverede vores ophold der, og søgte tilbage til Isla Verde til nytårets komme. Det var noget af et cirkus vi satte igang, når otte mennesker skulle ombookes, men mavefornemmelsen var bare mere rigtig på den beslutning. Mission completed, og alle var samstemmende enige om, at det var en god plan. Vi måtte håbe det betød en nytårsaften med en anelse mere fut i, end hvad juleaften havde budt på. Så hvad der havde taget os uger at beslutte hjemmefra, tog knap en time at få ændret. Sådan bum.
Isla Verde bugten var ganske indbydende på denne dag, hvor lokalbefolkningen nød en fridag, og joinede turisterne. Vandet var lunt og mere roligt. Thomas og Mikkel satte rekord i en strandtennis duel med 256 slag, og var ikke til at knække. Sejt Boys. Jeg eskorterede Sofie i fitness rummet igen, og hun gik derfra med sveden dryppende.
En sidste dukkert i poolen, med en bloggers kamp for det helt rigtige skud i baggrunden. Sidste dag på Sct. Claire havde nået enden. Udsigten måtte vi printe os ind på nethinden, mindet om denne juleaften sad der allerede. We made the most of it. En rigtig glædelig jul herfra.
Lille bitte flyver
Well hello
Morgentur med den skønneste Sofie
Old San Juan
Mofongo!
Det tætteste vi kommer en snemand
Ar efter orkanerne Irma og Maria
Julejoggetur
Ho ho hoooo Merry Christmas...eller noget....
Juleaften anno 2019 drematrip style - You never know what you´r gonna get
Kommentarer
Send en kommentar