Sidste hele dag i Malaga. Søndag. Sofie valgte udflugtskortet og det betød en gå tur hen til banegården, dreje af inden perronen til Madrid, og stile mod Toremolinos. Vi skulle krydre vores storbyferie med en dag ved den ægte solkyst. Ikke at Malaga ikke var ægte nok, men Malagueta strand var menneskeskabt, så vi skulle prøve den ægte vare. Vi stod af midt i centrum. Klokken var ved at være elleve og de første fadøl blev nydt i solen blandt de solhungrende turister. Her osede af feriestemning. Massevis af souvenirbutikker, restauranter og duft af strand og vafler. En optankning kaffe senere stilede vi mod stranden. Det var ret okay at have netforbindelse i disse fremmede omgivelser. Bølgerne var vildere her, men sandet mere fint og stranden mindre stenet, men Sofie foretrak nu alligevel malagastrand. Så var det jo godt, at det var der, vi havde haft hjemme.
Frokosten blev nydt på en lille spansk taverne, med harmonikaspillende mand og ægte autentisk pizza. Vi var ikke helt sikre på, om ejeren nogensinde havde besøgt Italien, for den eneste lighed med en ægte stenovnsbagt pizzae var temperaturen. Skidt pyt, vi gik mætte derfra, og tilmed med et lille fint armbånd, som en gadesælger prakkede os på. Sofie nænnede ikke at skuffe ham, da han havde lagt en seddel på vores bord hvorpå der stod, at han ikke kunne brødføde sine fire børn.
Vi stilede hjemad igen. Sidste bid af Malaga ventede. Fik ringet hjem til drengene, som ikke så ud til at lide nød. Det skulle nu blive dejligt at kramme dem igen, men skønt at de også havde hygget sig i pigefri zone.
Sidste besøg på Malaga strand. Kæmpe krydstogtskibe havde lagt til kaj, og havnen emmede af liv. På vejen hjem lejede vi endnu engang et løbehjul, bestilte takeaway pizza og susede hjem på værelset. Mon vi to nogensinde igen fik chancen for at få sådan en oplevelse sammen. Måske. Men aldrig ville den tid komme tilbage, og aldrig ville jeg fortryde, at vi tog afsted. Til min alllerdejligste datter var tilbage at sige tusind tak for dit skønne selskab, dine grin, smil og vores snakke.
Frokosten blev nydt på en lille spansk taverne, med harmonikaspillende mand og ægte autentisk pizza. Vi var ikke helt sikre på, om ejeren nogensinde havde besøgt Italien, for den eneste lighed med en ægte stenovnsbagt pizzae var temperaturen. Skidt pyt, vi gik mætte derfra, og tilmed med et lille fint armbånd, som en gadesælger prakkede os på. Sofie nænnede ikke at skuffe ham, da han havde lagt en seddel på vores bord hvorpå der stod, at han ikke kunne brødføde sine fire børn.
Vi stilede hjemad igen. Sidste bid af Malaga ventede. Fik ringet hjem til drengene, som ikke så ud til at lide nød. Det skulle nu blive dejligt at kramme dem igen, men skønt at de også havde hygget sig i pigefri zone.
Sidste besøg på Malaga strand. Kæmpe krydstogtskibe havde lagt til kaj, og havnen emmede af liv. På vejen hjem lejede vi endnu engang et løbehjul, bestilte takeaway pizza og susede hjem på værelset. Mon vi to nogensinde igen fik chancen for at få sådan en oplevelse sammen. Måske. Men aldrig ville den tid komme tilbage, og aldrig ville jeg fortryde, at vi tog afsted. Til min alllerdejligste datter var tilbage at sige tusind tak for dit skønne selskab, dine grin, smil og vores snakke.
Kommentarer
Send en kommentar