Tøser på tur

Kursen var sat og endnu et eventyr ventede på sin begyndelse....men denne gang var dreamtrip44 halveret. Turen går til Malaga og der er dømt total og aldeles tøsetur. Det betyder så, at drengene sørger for mandehørmen derhjemme imens.
Vækkeuret kimede klokken kvalme og imens lyn og torden buldrede om ørerne på os, eskorterede vores private touiguide os til lufthavnen, men længere fik vi ikke fornøjelsen af ham. Uden formaninger men sikkert med en masse bekymringer om alt det han ved kan ske, og alt det han ved kan være godt at tage højde for hvis man er erfaren tourguide, krammede vi på gensyn og Tourguiden måtte håbe i sit stille sind, at vi havde taget en smule ved lære på vores mange eventyr.

Afsted det gik. Første uerfarne fejl var allerede sket ved tjek in, så der måtte charmes blandt vores medpassagerer, så vi tøser fik pladser ved siden af hinanden. Flueben ved det. Vi ankom til Malaga i en ordentlig rutsjetur, sådan føltes det, men jeg forsøgte at smile og se ganske upåvirket ud, for nu var jeg jo den voksne. Hen og finde toget til Malaga centrum og lande lige midt i et center, hvor det gyldne M strålede som en glorie på to efterhånden sultne rejsefæller. Jeg pølede lidt med mobilnetværket, og tænkte hvad er det mon jeg gør forkert....Sofie spurgte for første, men helt sikkert ikke sidste gang på denne tur, om vi ikke lige skulle forsøge at få fat på tourguiden, så han kunne hjælpe. Men uden netværk var det ligesom ikke en option, og vi måtte igang med den gode gammeldags facon. Papirkortet. Efter en afstikker udenfor kortet og hjælp fra et par søde spanske herrer kom vi på rette vej. Teenageren ved min side var kun en smule opgivende ved scenariet med hendes mor og et kort, men spurgte kun en gang om ikke vi hellere skulle tage en taxa....
Vi tjekkede ind og endnu engang, som vi havde gjort adskillige gange før i vores rejseeventyr, kunne vi åbne en dør til et nyt hotelværelse, men smilet stivnede straks, for udsigten til en beskidt baggård og en faldefærdig mur var ikke lige drømmen. Os ned i receptionen og på min allermest ordentlige måde forsøgte jeg at overbevise receptionisten om, at det ikke var okay. Hun virkede noget upåvirket af min charme til at begynde med, og jeg var allerede ved at bygge diverse argumenter op, men vupti vendte hun retur med en opgradering til et værelse med udsigt og tilmed balkon. Vi var fan.
Mit mobilproblem var stadig ikke løst, og jeg måtte krybe til tourguidens ekspertise. Thomas fik fat i vores udbyder, og der var simpelthen sket en fejl, så vi var udelukket for netforbindelse i udlandet. Jeg var fuld af fortrøstning, for så kunne vi jo bare få det fikset, hvilket vi også sagtens kunne, når vores mobil igen var på dansk netværk. Super. Så nu må min ikke eksisterende stedsans udfordres af et kort i papirform og det kan man da kalde potentiale for personlig udvikling.

Sofie havde øjnet denne bys shoppingmuligheder, der nærmest skreg på hendes opmærksomhed, så der gik ikke længe inden vi var klar på lidt sightseeing. Wauw wauw wauw Malaga - vi var fuldstændig forelskede ved allerførste øjekast. Shopping, historie, vand, sol, varme og det spanske sprog syngende i ørerne.
Sulten meldte sig, og da turen jo langt henad vejen er på sofies ønsker, så fik hun lov til at bestemme menuen til aften. At det blev takeaway pizza i strandkanten, med en kold dåsecola var svært at få armene ned over. Når vi sådan er ude på eventyr, kan jeg virkelig tydeligt få øje på nogle af de værdier hun og vi har taget med os fra vores rejser. Det behøver ikke være så fornemt og komfortabelt. At sidde der med sand imellem tæerne med sin datter, det er et lille stykke med lykke, og smukkere udsigt er svær at købe sig til. Det tegner til at blive nogle skønne dage, og hvor har vi allerede snakket mange gange om vores vanlige rejsekammerater, når vi kom forbi klatretårne som Mikkel helt sikkert ville have kastet sig hovedkuls ud i, og små kringlede kroge som tourguiden helt sikkert ville have lokket os ud i.
Solen sniger sig stille ned bag bjergene i horisonten, en hane galer idet fjerne og gardinet blafrer dovent ind. Vi er heldige, og vi ved det godt.










Kommentarer