Idag var “mor bestemmer dag”. Som den eneste dag af slagsen på denne konfirmationsgave ferie. Idag stod den på en kulturel oplevelse, der indebar hjelm og solidt fodtøj. Sofie fulgte uden brok med, selv om hun måske nok i sit stille sind tænkte, om dette mon var en helt god ide.
Men en kulturel oplevelse i denne kaliber betød også, at jeg havde måtte ty til assistance andetsteds nu hvor tourguiden ikke var ved min side. Julia travel agency måtte lede vejen, og det tegnede godt fra morgenstunden. Rettidigt satte vi afsted, med en engelsktalende guide i front.
Vi nåede destinationen en times tid senere, og jeg blev en smule rådvild, da jeg kunne se folk udenfor bussen klædt i store trøjer, jakker og halstørklæder. Her kom vi i T-shirts, og måske kunne jeg stå imod lidt kulde, men Sofie, der i forvejen ikke var lidt betænksom ved konceptet, kunne godt blive lidt yderligere presset. Heldigvis havde jeg medbragt vores badelagner, som vi viklede omkring os. Jeg sendte en tanke hjem til tourguiden, mon han havde været bedre beredt.
Turet tog sin begyndelse. El camino del Rey. Den lille kongerute. Den oprindelige rute var opført i 1905, og havde rent faktisk, og ganske vildt at tænke på, været åben for offentligheden og var blevet benyttet af adrenalin hungrende eventyrer indtil lukningen i 2000. Staten lukkede den dengang, efter at tre unge klatrere på tragisk vis mistede livet på den. Den var nu blevet gennemrenoveret og genåbnet i 2015.
Vi satte afsted iført hvide hjelme, og lignede små dusere, som vi spadserede afsted langs klippevæggen. Naturen var ganske blændende. Virkelig virkelig smukke klippeformationer, og den brusende flod under os. Ruten gik op og ned, og fulgte klippevæggenes indhug. Alt efter hvilken højde vi gik i, rislede vandet stille i det fjerne, for andre steder at bruse kraftigt Lige om ørerne på os. Det var en helt særlig oplevelse. Gribbe cirklede rundt ovenover os, og flere steder kunne vi se glimt af den gamle rute, og få et sug i maven over, hvordan den i det hele taget var blevet bygget i sin tid.
Sidste etape bestod i at forcere en gangbro mellem to klippevægge med adskillige meter ned. Kiggede man ned gennem hullerne i risten, der udgjorde broens bund, brusede vandet hidsigt afsted. Sofie glemte alt om kulden og stak afsted med et kæmpe smil.
Det var virkeligt et flot scenarie, der udspillede sig. Hvor end man lod blikket falde var naturen rå, smuk, farverig, og mindede os om de smukke klippeformationer i de amerikanske nationalparker. Men der har vi også de bedste minder fra. Sammen. Alle fire. Denne her fik vi to tøser alene, og endnu engang blev drengene ofte nævnt, for hvor ville de også have syntes det var sejt, omend en smule for højt for Mikkel mente Sofie.
Hjemturen var lang. Men det var forventeligt. Først forbi en restaurant, hvor Sofie og jeg hurtigt lavede en retræte hen til iskiosken på hjørnet, og fandt en bænk i solen. Hellere det, end halvtreds mennesker stuvet ind i en restaurant og spise smagsprøver fra en fælles buffet. Vi nød at solen nu endelig var kommet frem, og den time, de kunne strække smageriet i, fik vi udnyttet ganske godt. Flere fra gruppen trak sig nu også hen på små skyggefulde bænke, og nød den virkelig smukke natur omkring os. Ældgamle smukke oliventræer, og det smukkeste bjerglandskab, der strakte sig op imod den blå himmel.
Endelig afsted mod Malaga, og reglen sidst på, sidst af, gjalt. Så vi tik hele turen gennem Marbella, Fuengirola, Torremolinos og endelig Malaga. To en halv time senere var vi hjemme igen. Men sådan var det, når vi ikke var på egen hånd, og kunne køre hvor hen vi ville, når vi ville. Vi havde været på gruppetur. Chaufføren “Jesus” hed han, havde bragt os både sikkert ud og sikkert hjem, og ruten vil for evigt være brændt ind hos os begge.
Der var ikke meget energi tilbage i os. Benene var stive efter den lange køretur og de mange tilbagelagte kilometer de seneste dage. Så Sofie bestemte, at den stod på cupnudler på værelset og sådan blev det. Så hyggeligt. Vi fik ringet hjem til drengene. De led ingen nød. De blev vartet op af farmor og farfar i sommerhuset, hvor dejligt.
Endnu en dag i det spanske var ved at gå på hæld. Fredag. Så var det heldigt, at praktikant tourguiden havde medbragt en kæmpe pose bland selv slik. God pinse derhjemme. Vi nupper et par dage mere i det spanske.
Men en kulturel oplevelse i denne kaliber betød også, at jeg havde måtte ty til assistance andetsteds nu hvor tourguiden ikke var ved min side. Julia travel agency måtte lede vejen, og det tegnede godt fra morgenstunden. Rettidigt satte vi afsted, med en engelsktalende guide i front.
Vi nåede destinationen en times tid senere, og jeg blev en smule rådvild, da jeg kunne se folk udenfor bussen klædt i store trøjer, jakker og halstørklæder. Her kom vi i T-shirts, og måske kunne jeg stå imod lidt kulde, men Sofie, der i forvejen ikke var lidt betænksom ved konceptet, kunne godt blive lidt yderligere presset. Heldigvis havde jeg medbragt vores badelagner, som vi viklede omkring os. Jeg sendte en tanke hjem til tourguiden, mon han havde været bedre beredt.
Turet tog sin begyndelse. El camino del Rey. Den lille kongerute. Den oprindelige rute var opført i 1905, og havde rent faktisk, og ganske vildt at tænke på, været åben for offentligheden og var blevet benyttet af adrenalin hungrende eventyrer indtil lukningen i 2000. Staten lukkede den dengang, efter at tre unge klatrere på tragisk vis mistede livet på den. Den var nu blevet gennemrenoveret og genåbnet i 2015.
Vi satte afsted iført hvide hjelme, og lignede små dusere, som vi spadserede afsted langs klippevæggen. Naturen var ganske blændende. Virkelig virkelig smukke klippeformationer, og den brusende flod under os. Ruten gik op og ned, og fulgte klippevæggenes indhug. Alt efter hvilken højde vi gik i, rislede vandet stille i det fjerne, for andre steder at bruse kraftigt Lige om ørerne på os. Det var en helt særlig oplevelse. Gribbe cirklede rundt ovenover os, og flere steder kunne vi se glimt af den gamle rute, og få et sug i maven over, hvordan den i det hele taget var blevet bygget i sin tid.
Sidste etape bestod i at forcere en gangbro mellem to klippevægge med adskillige meter ned. Kiggede man ned gennem hullerne i risten, der udgjorde broens bund, brusede vandet hidsigt afsted. Sofie glemte alt om kulden og stak afsted med et kæmpe smil.
Det var virkeligt et flot scenarie, der udspillede sig. Hvor end man lod blikket falde var naturen rå, smuk, farverig, og mindede os om de smukke klippeformationer i de amerikanske nationalparker. Men der har vi også de bedste minder fra. Sammen. Alle fire. Denne her fik vi to tøser alene, og endnu engang blev drengene ofte nævnt, for hvor ville de også have syntes det var sejt, omend en smule for højt for Mikkel mente Sofie.
Hjemturen var lang. Men det var forventeligt. Først forbi en restaurant, hvor Sofie og jeg hurtigt lavede en retræte hen til iskiosken på hjørnet, og fandt en bænk i solen. Hellere det, end halvtreds mennesker stuvet ind i en restaurant og spise smagsprøver fra en fælles buffet. Vi nød at solen nu endelig var kommet frem, og den time, de kunne strække smageriet i, fik vi udnyttet ganske godt. Flere fra gruppen trak sig nu også hen på små skyggefulde bænke, og nød den virkelig smukke natur omkring os. Ældgamle smukke oliventræer, og det smukkeste bjerglandskab, der strakte sig op imod den blå himmel.
Endelig afsted mod Malaga, og reglen sidst på, sidst af, gjalt. Så vi tik hele turen gennem Marbella, Fuengirola, Torremolinos og endelig Malaga. To en halv time senere var vi hjemme igen. Men sådan var det, når vi ikke var på egen hånd, og kunne køre hvor hen vi ville, når vi ville. Vi havde været på gruppetur. Chaufføren “Jesus” hed han, havde bragt os både sikkert ud og sikkert hjem, og ruten vil for evigt være brændt ind hos os begge.
Der var ikke meget energi tilbage i os. Benene var stive efter den lange køretur og de mange tilbagelagte kilometer de seneste dage. Så Sofie bestemte, at den stod på cupnudler på værelset og sådan blev det. Så hyggeligt. Vi fik ringet hjem til drengene. De led ingen nød. De blev vartet op af farmor og farfar i sommerhuset, hvor dejligt.
Endnu en dag i det spanske var ved at gå på hæld. Fredag. Så var det heldigt, at praktikant tourguiden havde medbragt en kæmpe pose bland selv slik. God pinse derhjemme. Vi nupper et par dage mere i det spanske.
Kommentarer
Send en kommentar