Lørdag. Ingen planer om bjergbestigning eller fællesudflugter idag. Dagen var vores, og vi kunne bruge den præcist som vi havde lyst. En stille begyndelse. Jeg havde luret, at det var godt givet ud, at lade min unge rejsemakker få et par ekstra minutter på langs. Da morgenmaden var nydt på værelset, var det tid til turens første Starbucks kaffe. Jeg havde jo ikke min tourguide med til at levere denne gang. Sofie joinede mig i en caramelshake, og så sad vi der, og lod byen vågne omkring os.
Godt nok var der på papiret ingen planer, meeeen jeg havde en forhåbning om, at det idag skulle lykkes at få lejet et par af de elektroniske løbehjul, som alle turister her susede afsted på. Sofie havde flere gange sagt, at det så så fedt ud.
Problemet var jo ligesom stadig den manglende netværksforbindelse, som vi jo indtil nu havde levet ganske okay uden. Men for at leje et løbehjul, skulle der downloades og lejes over en app. Jeg måtte hente hjælp hos mobilreparatøren overfor hotellet, der var så hjælpsom og vupti havde vi data to spend.
Afsted det gik mod den nærmeste løbehjulsstander. Næste problem. Der kunne tilsyneladende kun lejes et løbehjul pr konto, hmmmmm. Men så var det jo godt, at vi sagtens kunne være to på et. Sofie forrest med speederen i bund. Mig storsmilende bagpå. Jeg nød virkelig, at Cruise afsted langs det smukke hav med min datter som chauffør, snirklede ind og ud af menneskemængderne. Vi havde en fest.
Da lysten for fart under fusserne var styret, parkerede vi køretøjet og sprang i bølgen blå. Det var weekend, og et anseeligt antal flere mennesker på stranden idag. Altid så hyggeligt, at kigge rundt på folk omkring en, lytte til alle de forskellige stemmer, sprog, latter og hvin, iblandet “Coca-Cola, San miguel and aqua”....Livlig aktivitet hvorend man kiggede hen.
Hjem og vinge træningscentret af, det havde Sofie på listen, og så i bad inden sidste omgang shopping skulle klares, for dagen derpå var lukkedag for de fleste butikker i det spanske. Tænk sig, der var Danmark alligevel foran på point. Men vi undte nu også alle de forretningsdrivende en fridag på stranden i dette underskønne klima.
Aftensmaden skulle sædvanen tro nydes på Hard Rock Cafe Malaga. Vi manglede bare drengene denne gang, men et glas til samlingen kom nu med alligevel. Glassamlingen hjemme var kun bestående af glas fra steder, som vi alle fire havde gæstet. Men vi havde jo også været her allesammen. Sofies første flyvetur gik til Malaga, og den næste samme sted, og denne gang havde Mikkel været i maven. Så det talte vel også.
Så smukt et view ud over havnen, og med min smukke datter overfor. Sofie havde lagt mærke til et kærestepar, der havde siddet længe uden at tale sammen. Det fik os til at snakke om, hvordan dem man kendet allerbedst, også er dem, som man kan være helt stille sammen med, uden at det føles underligt og pinligt. Der havde indtil nu været plads til både stilhed, grin og snak på vores lille eventyr. Jeg satte pris på det hele, for det var en stor kærlighedserklæring.
Vi sendte videoklip hjem til drengene fra turen på løbehjul, og Mikkels kommentar retur var rettet mod hvor hjelmene var, og det havde han jo egentligt ret i, men sidst Sofie måtte gå med uforrrettet sag, var da vi ikke ville lade hende skøjte uden hjelm på skøjtebanen foran Rockefeller center New York, så nu fik hun lidt revance.
Endnu en skøn og sjov dag var gået på hæld. Vi husker at nyde lige nu, og med Lars Lilholt i øret takker vi af for idag....”Der en tid til at tale, en tid til at tie, en tid til at græde over en vi ku li, Der er en tid mest til latter når venskab fornys. Jeg tror at vi er her for at tænde lys....”
Godt nok var der på papiret ingen planer, meeeen jeg havde en forhåbning om, at det idag skulle lykkes at få lejet et par af de elektroniske løbehjul, som alle turister her susede afsted på. Sofie havde flere gange sagt, at det så så fedt ud.
Problemet var jo ligesom stadig den manglende netværksforbindelse, som vi jo indtil nu havde levet ganske okay uden. Men for at leje et løbehjul, skulle der downloades og lejes over en app. Jeg måtte hente hjælp hos mobilreparatøren overfor hotellet, der var så hjælpsom og vupti havde vi data to spend.
Afsted det gik mod den nærmeste løbehjulsstander. Næste problem. Der kunne tilsyneladende kun lejes et løbehjul pr konto, hmmmmm. Men så var det jo godt, at vi sagtens kunne være to på et. Sofie forrest med speederen i bund. Mig storsmilende bagpå. Jeg nød virkelig, at Cruise afsted langs det smukke hav med min datter som chauffør, snirklede ind og ud af menneskemængderne. Vi havde en fest.
Da lysten for fart under fusserne var styret, parkerede vi køretøjet og sprang i bølgen blå. Det var weekend, og et anseeligt antal flere mennesker på stranden idag. Altid så hyggeligt, at kigge rundt på folk omkring en, lytte til alle de forskellige stemmer, sprog, latter og hvin, iblandet “Coca-Cola, San miguel and aqua”....Livlig aktivitet hvorend man kiggede hen.
Hjem og vinge træningscentret af, det havde Sofie på listen, og så i bad inden sidste omgang shopping skulle klares, for dagen derpå var lukkedag for de fleste butikker i det spanske. Tænk sig, der var Danmark alligevel foran på point. Men vi undte nu også alle de forretningsdrivende en fridag på stranden i dette underskønne klima.
Aftensmaden skulle sædvanen tro nydes på Hard Rock Cafe Malaga. Vi manglede bare drengene denne gang, men et glas til samlingen kom nu med alligevel. Glassamlingen hjemme var kun bestående af glas fra steder, som vi alle fire havde gæstet. Men vi havde jo også været her allesammen. Sofies første flyvetur gik til Malaga, og den næste samme sted, og denne gang havde Mikkel været i maven. Så det talte vel også.
Så smukt et view ud over havnen, og med min smukke datter overfor. Sofie havde lagt mærke til et kærestepar, der havde siddet længe uden at tale sammen. Det fik os til at snakke om, hvordan dem man kendet allerbedst, også er dem, som man kan være helt stille sammen med, uden at det føles underligt og pinligt. Der havde indtil nu været plads til både stilhed, grin og snak på vores lille eventyr. Jeg satte pris på det hele, for det var en stor kærlighedserklæring.
Vi sendte videoklip hjem til drengene fra turen på løbehjul, og Mikkels kommentar retur var rettet mod hvor hjelmene var, og det havde han jo egentligt ret i, men sidst Sofie måtte gå med uforrrettet sag, var da vi ikke ville lade hende skøjte uden hjelm på skøjtebanen foran Rockefeller center New York, så nu fik hun lidt revance.
Endnu en skøn og sjov dag var gået på hæld. Vi husker at nyde lige nu, og med Lars Lilholt i øret takker vi af for idag....”Der en tid til at tale, en tid til at tie, en tid til at græde over en vi ku li, Der er en tid mest til latter når venskab fornys. Jeg tror at vi er her for at tænde lys....”
Kommentarer
Send en kommentar