Igang fra morgenstunden. Som nogle af de første indtog vi morgenbuffeten denne onsdag. Aftenen forinden havde hotellets tema været karaoke for fuld power. Igen valgte vi at nøjes med at kigge, lidt forundret, på scenariet fra altanen. Konceptet havde muligvis taget lidt overhånd for de stakkels arrangører, i hvert fald takkede de dybt og mange gange, da en bunke unge fyre havde skreget de sidste russiske gloser ind i mikrofonen og trasket afsted ud i nattelivet istedet. Hver eneste aften ugen igennem var der temafester fra 21 til midnat, og det var virkelig med tryk på fest.
Mikkel, som var kendt for at sætte stor pris på at sove længe, var lidt hængt og appetitten var sparsom så tidligt på dagen. Måske han havde det med fælles morgenbuffeter, som andre havde det med fisk....på tredje dagen lugtede det lidt.....Jeg forstod ham godt, hvis det var tilfældet.
Afsted det gik mod Barcelona. I god tid. Troede vi. Trafikken var tæt og stillestående jo nærmere vi nåede destinationen. Vi havde billetter til Camp Nou og klokken nærmede sig faretruende vores deadline. Alt gik godt, parkeringen tog tourguiden sig af for derefter i spurt at indhente os ved indgangen. Men i Catalonien når man det nok, så vi erfarede, at vi ikke havde behøvet sidde med hjertet oppe i halsen, for der var absolut ingen grund til hast. Ind i en fodboldverden. Se på pokaler, trøjer, sko og spillere. Høre Thomas fortælle historier, og Mikkel var allerede godt på vej i sine fodboldkundskaber. Turen gik videre og den grønne plæne åbenbarede sig for os. Wauw. For det var det. En super Tour rundt fra banen til spilleromklædning til presserum og spillertunnellen. Helt tilfredse kunne vi drible videre ud i storbyen.
Placa de Catalunya stod næst på listen, men sulten meldte sig, og der skulle tages en hurtig beslutning. Det endte med tapas. Heldigt, for så fik vi både vinget det spanske af og fyldt ny energi på allemand. Tiltrængt. Derfra gik det ned ad La Rambla. Der var nok at kigge på allevegne. Mikkel var lidt betænkelig ved at tage sin Cap på. Han havde hørt, at man skulle holde styr på sine ejendele, når man gik på Ramblaen, men jeg fik ham overtalt og beroliget. Et tiltrængt hvil med øl til de voksne og is til de yngste, var ganske kærkomment. Der blev shoppet og kigget, grinet og svedt. For det var endnu en dejlig varm dag. De små ben blev trætte, og mine faktisk os. Vi gik igennem det gotiske kvarter tilbage. Smalle gader, med boheme tøj hængende til tørre ovenover os. Små hyggelige cafeer og en fredelig stemning sammenlignet med Ramblaen der buldrede afsted parallelt hermed. Tourguiden var ikke helt færdig. Han spændte lige buen, Triumfbuen, da han fik holdet overtalt til at gå hen til den som sidste stop inden aftensmaden. Jeg kunne faktisk kun give ungerne ret i, at vi havde gået nok denne dag, men jeg vidste, at Thomas så gerne ville vise sine unger hele verden, og mon ikke de klarede den med. Der var absolut ikke begejstring at spore hos dem, da vi nåede det ellers så smukke bygningsværk. "Er det den der?", "Come on far", men Sofie sneg sig nu alligevel med på et foto foran den. Mon ikke de vil huske historien om den bue i deres rejsekartotek fremover.
Vi endte på Hard rock cafe, for idag var det den 4. juli, uafhængighedsdagen, og på Overgaards dreamtrip var den jo nærmest et must efterhånden. Midt i Barcelonas centrum på Placa de Catalunya, i solskinnet og og refill på colaerne. Så var de trætte ben glemt for en stund. Endnu et glas til samlingen og godt mætte gik vi det allersidste stykke retur til parkeringshuset. Thomas havde en stedsans jeg måtte beundre. Jeg forsøgte at tage ved lære og holde øje med "ikke flytbare genstande" på vores vej rundt i verden. Jeg måtte erkende, at jeg blev temmelig hurtigt distraheret, men fik mine unger lidt af de vise ord med, så skulle de nok finde vejen.
Vi var så færdige med at gå. Min app sagde 18,5 kilometer. Næsten en halvmaraton. Thomas fik lige tilføjet, at vi jo stadig manglede at gå op på niende når vi kom tilbage til hotellet. Han fik et olmt blik retur fra hans tre rejsekammerater. De havde gjort det godt de to mindste, og elevatoren virkede igen.
Torsdag. Sidste dag inden vi igen ramte DK. Det var jo bare en lille getaway, men hvor havde vi nu alligevel fået hevet en del minder med os hjem i rygsækken. Måske var begge vi voksne godt klar over, at en uges charter ferie i højsommeren nok ikke stod først på listen, men anledningen havde været der, og hvor havde det været hyggeligt. Sofie havde sagt til Thomas, at det var en dejlig ferie, men at hun ikke syntes, at vi havde lavet så meget denne gang. Tankevækkende, for måske andre ville mene, at to gange sightseeing i Barcelona med næsten en halvmaraton på cv'et var tilstrækkeligt. Det viste sig da også at Sofie og Thomas's apps viste 15 kilometer. Så min havde vist bare overdrevet en smule, for så mange kilometers ekstra shoppingskridt kunne jeg dårligt have nået at inkassere.
Vi endte på pizzarestaurant til aften, igen, samme som til min fødselsdag. Med Middelhavet som baggrund, kunne vi skåle for en hyggelig, sjov og anderledes ferie.
Kommentarer
Send en kommentar