Barcelona - "på sådan en rigtig ferie"

"Det bliver dejligt at komme på sådan en rigtig ferie"....."Ligesom alle andre gør her om sommeren"......lød det fra ungerne, da vi fandt taskerne frem fra gemmerne. De var prægede af vores utraditionelle rejsestil, og det var ikke til at lade være med at trække på smilebåndet, og samtidig nikke samtykkende til dem, for ja, vores eventyr havde jo nok set udefra været en lang ferie, men de havde hver og en været en blanding af oplevelse, dannelse og personlig udvikling.

Europa var valget faldet på denne gang, og ja, så om sommeren, stik imod vores sædvane om at stryge afsted når kastanjerne faldt til jorden og kulden bed sig fast. Denne gang var vi sådan helt almindelige turister på tur, en uges ferie i Catalonien og det var der en helt speciel årsag til, og den hængte på mig, for en opdatering til version 4.0 ventede lige om hjørnet, og hvad kunne jeg bedre ønske end at fejre den med nogle af mine ynglingsmennesker omkring mig under fjerne himmelstrøg. 

Ungerne var tjekket ud af skolen og vendte tilbage til helt nye rammer efter sommerferien. Sofie i en helt ny klasse 7z og var dermed nået udskolingstrinet. Mikkel i 4.a og dermed var han nået til mellemtrinet. En  æra var slut. Ingen garderobe, DUS og hjemmesko mere, nu ventede konfirmation og fritidsklub om hjørnet og nye lærere og kammerater skulle læres at kende. 

Men inden da lå en lang sommerferie foran deres og vores fødder, og de første skridt af den skulle trædes i Cataloniens gader og stræder. 

Afsted vi kom, alle friske og klar. North face taskerne lidt lettere end vanligt (min kun ret så lidt). Vildt hvordan det ingen forskel gjorde, om det var et halvt år eller en uge man var væk, så var reservedelsmønsteret det samme. Vi ramte Billund og med forsinkelse, som man vel kun kunne forvente når Overgaards dreamtrip stak afsted. Endelig lykkedes det at blive set to Go. Mikkel charmerede den smukke spanske stewardesse, da han lige fyrede et "Buenos noches" af da vi gik ombord. Lidt gloser fra Mexico sad der endnu. Hun smilede varmt tilbage, og jeg blev lidt stolt. 

Lidt mere forsinkelse, for sådan var det jo, så stak vi helt afsted og lod Legoland blive en prik under os. To en halv times flyrejse var vel til at overkomme, og det var da heller ikke der vi blev pressede. Klokken var blevet halv tolv fredag nat, da vi satte fødderne på spansk jord. Hurtigt fordelte vi opgaverne så Sofie og jeg stod for at hapse bagagen, og drengene hentede bil. Spansk grund betød spansk arbejdsstandard, som betød manjana manjana, så taskerne lod vente på sig, og imens kunne jeg se undrende rundt på mine medrejsende, der stod der med deres håndbagage bestående af en kuffert på hjul med taske ovenpå. Egentlig en rimelig oppakning efter min standard, men nej, selvfølgelig satte de kløerne i de største kufferter båndet kunne bære rundt, og trillede stive i blikket afsted med deres halve hjem på hjul. Om jeg begreb hvad de egentlig slæbte med rundt i verden. 

Alt var godt. Tasker og bil i hus, og GPS'en kodet ind på Lloret de Mar. Vi skulle bare lige ud af biludlejningsområdet. En bom, som krævede en billet, stod standhaftigt imellem os og verden udenfor. Klokken var blevet halv et, og der var kaos, for vi var ikke alene med den problematik. Frem og tilbage mellem biludlejningen og bommen. "Træk billetten og kør ud"..."jamen der kom ikke nogen billet"...."jamen så ved vi ikke helt hvad I skal gøre"..... Så typisk spansk at man kun kunne smile lidt af det. Endelig efter at have nedstirret bommen og ringet op gange tusinde på hjælp knappen gik den op, og vi kunne næsten høre et ave Maria, inden vi satte speederen i bund og slap ud. Vi turde ikke lave samme stunts som manden i mercedesen, som på ægte Mr Bean maner stak afsted i rumpen af den foran kørende bil.

Nu var natten halvt brugt, for en times kørsel blev til næsten to inden vi var fremme, for gps damen og jeg var ikke helt enige om ruten, da vi nåede centrum af Lloret. Mega charmerende by med de hyggeligste smalle gade og stræder, og smalle det var de, så smalle at man engang ved halv tre tiden natten til lørdag hørte en bil bakke det bedste den kunne retur på den stejleste smalleste passage. Jeg var seriøst ved at miste tålmodighed med gps damen, men Thomas bevarede sin evige optimisme, og bum så var vi fremme, og fik parkeret dytten. Så var det op under lagnerne. Derude i mørket tegnene konturene sig af både hav og pool. Mikkel fik, lige inden han lukkede sine øjne, spurgt om vi skulle bo på det samme hotel hele ferien. Endnu engang ramt af vores vanlige nomade tilværelse når vi ellers udforskede verden. 

Lørdag morgen og Thomas var stukket afsted i løbeskoene, hvor fik den mand sin energi fra. Måske lige præcis fra de udfordringer og oplevelser rejselivet gav ham. Jeg nød den varme morgen med udsigt til bjerge, pool og hav. Det tegnede præcist lige så godt som jeg havde håbet. Morgenbuffeten og ikke mindst kaffen blev godkendt, og så var der vel ikke andet for end at tage fat på en dag med pool og strand på programmet. 

De fleste af vores medgæster havde neon om armen, og køen til all inclusive disken var konstant. Liggestolene var invaderet med håndklæder fra de tidligste timer. Jeg forstod godt konceptet og hvorfor folk valgte det til, men ærligt, så ville jeg hellere have friheden til at kunne smutte afsted på tur og slå mig ned på en hyggelig lille lokal restaurant, når sulten meldte sig. Men sådan var vi så forskellige, og der var plads til alle forestillinger af ferie.

Eftermiddagen gik ved stranden. Gennem den hyggeligste lille gade, så var vi der. Vi boede absolut centralt, og jeg elskede det. Stranden var grovkornet, smuk og med det klareste vand. Masser af liv og brune baller, præcis som det skulle være.

Til aften tog vi en spontan beslutning og nuppede kebab med ned til stranden. Så sad vi der på stribe på den lune bænk og nød maden alt imens de sidste strandgæster rullede badehåndklædet sammen, og sangen kunne igen køre på repeat inde i mit hoved: "Når jeg blir gammel, så vil jeg sidde på en bænk....". Jeg elsker det hav hvorend i verden jeg kigger på det. Mikkel sad ved min side og sagde paella paella paella, jeg spurgte om det var et godt ord, hvortil han svarede: "ja mor, det er sådan et indbydende ord.

Et lille lykkeøjeblik rigere, og vi slentrede hjemad igen. Vi nåede lige at se solen glide ned bag bjerget derude i horisonten, og nyde den smukke spanske stemning under os heroppe på niende sal. Straks efter var underholdningen igang, scenen sat, og både børn og voksne lod sig falde bagover af reptil manden, og kunne da ikke misse chancen for at forevige familien med en gul boa om halsen. Så blev det ikke mere all inclusive. 

Søndag stod på udflugtsdag og det var et par spændte unger vi havde med bagi. Først et smut omkring Gaudí parken til en light version, men ganske smukt og fascinerende kunst og arkitektur. På vejen rundt blev jeg pludselig lidt forvirret. Så jeg dobbelt, var det nu, hvor jeg var tættere på 40 end nogensinde, at briller var på listen. Var der pludselig to tourguider? Thomas's tvilling lavede en overhaling og selv Sofie snakkede til ham og opdagede ikke at der var tale om en klon. Dagens gode grin. 

Så skulle spændingen indfries, for nej det var dog ikke Gaudí, der havde givet sommerfugle i maven. Vi skulle besøge Xavier og Susana og deres lækre unger Maria, Oriol og Marc....Og viste det sig de tre skønneste hunde. Vi blev vartet op, og ungerne knækkede generthedskoden. Poolen i baghaven og en fodbold hjalp godt på vej. Så skønt at se dem igen og se og høre lidt om hvordan livet er for en catalansk familie sammenlignet med vores. Godt mætte og med Susanas motto in mente: "Jeg laver aldrig selv mad i weekenden", fik både børn og voksne kindkysset af, og vi var klar til en indsprøjtning Barcelona mere inden det gik retur til Lloret. Forbi La Sagrada Familia, den kolossale kirke, der nu ter hundrede år stadig ikke er helt bygget færdig. Wauw. Vi smuttede en tur hele vejen rundt, og hver side var bare så speciel og anderledes fra den anden. Selv ungerne måtte sige wauw. 

Mikke fik sin spanske landsholdstrøje, og så var det adios Barcelona for nu. En landskamp ventede og vi skulle sidde klar med Subway og kolde drinks.