Lørdag. Endnu en stille start. Loftet var ikke faldet ned i nattens løb. Havet dragede, og denne morgen mere end nogensinde. Så roligt, ikke en krusning på overfladen. Jeg gik en morgentur ud på molen. Man kunne se bunden igennem alt det turkise, og pludselig åbnede der sig en undervandsverden, vi slet ikke havde kunne se før nu. Fisk i stimer, i funklende farver. En kuglefisk i sit skjul, søpindsvin og søstjerner muntrede sig i det lave stille vand. Jeg forsøgte at få kontakt til teenageren, der allerede havde indtaget liggestolen, det holdt hårdt, men da hun først så hvad jeg mente, blev hun lige så grebet som jeg. Thomas kom retur fra joggeturen, og Mikkel fik øjne. Sammen gik vi på ekspedition igen. Denne gang lå en barracuda på lur. Vildt nok.
Ungerne mente ikke, at der var stemning for en gåtur inden morgenmaden, så de blev installeret med iPads, imens vi smuttede en tur til øens sydspids. En ruin lå og tronede derude. Smukt smukt smukt. Retur til toastbrødet og en hyggelig morgenstund. Jeg kunne godt vænne mig til den udsigt. Her var billedskønt. Nu jeg talte om billeder, manden med akvarellen sad i skyggen under en palme med sin hustru. De malede begge to idag. Mikkel insisterede på, at der skulle findes blok og farveblyanter frem, og så blev han sat til rette i skyggen og slap kreativiteten løs. Der gik lang tid, så kom han stolt og viste os sit landskabsbillede frem, og ville straks vise det til akvarelmalerne. Det blev til endnu en beundring af deres talent, og en hyggelig snak. De var meget rørte over, at de havde været inspirationskilde for Mikkel, og roste hans værk. Mikkel var svært stolt, da han gik derfra, omend han nu mente, at de var en tand bedre end ham. Vi måtte lige ridse op for ham, at de havde øvet sig i et par år mere end ham. Så blev det accepteret.
Eftermiddagen blev et kompromis. En tur på skildpaddefarm til lillebror og endnu en tur til Playa Norte til storesøster. Begge unger var tilfredse. Sofie blev nu som resten af slænget også ret betaget af de smukke havskildpadder vi fik helt tæt på. Dog var det ikke sæson, så der var ingen af de helt små unger. Der måtte vi mindes vores Borneo eventyr, hvor vi en sen nattetime satte nogle små basser ud i sandet. Det var et flot syn, at se de store skildpadder flyde afsted her i det klare havvand. Mikkel mistede en klipklap da den satte sig fast i en planke, så turen hjem måtte foregå i taxa. De glubske taxachauffører havde luret, at vi var nede på sko, så hjemturen kostede pludseligt dobbelt. Den skulle de ikke lave på os, og heldigvis var en chauffør en smule mere sulten, og leverede os hjem til en acceptabel pris. Gik den så gik den.
Loftet var i løbet af formiddagen fikset. Maria havde undskyldt og forsikret, at resten, for hende at se, var tip top. Jeps. Vi havde set og oplevet meget i vores globetrotterliv, men ingen lofter var faldet ned om ørerne på os. Et sidespring, for hvor var omgivelserne absolut fantastiske. Vi smuttede på snorkelventyr ned i akvariet i vores baghave. Hvor vildt. Det var det hvergang. At se livet gå sin gang dernede. Være så tæt på at man næsten kunne røre de farverige og funklende majestætiske fisk. Mikkel sprang over den ekspedition. Hans grænse gik ved ikke at have helt styr på, hvad der var under fødderne på ham, så dyrenørden måtte nøjes med at se dem fra oven. Tilgengæld var han lige forbi akvarelparret igen på egen hånd. Hen og se hvor langt de var kommet og samle inspiration. Han havde haft en fin snak med dem på engelsk, som han stolt kom tilbage og genfortalte. Han havde virkelig stor respekt for deres evner, og der blev allerede lagt store planer for det næste projekt.
Playa Norte var igen idag en lækkerbisken. Men på en lørdag endnu mere overrendt end dagen forinden. Luksusyachts lå linet op for anker derude med rytmerne dunkende ind på standen. Badegæster, med en kølig øl i hånden, plaskede rundt i det klare vand. En krabbe forsøgte at kamouflerede sig og komme uset i skjul. Så var Mikkel færdig med at have fusserne i vand. Solen gled ned, og vi luntede op i byen hvor Mikkel havde bestilt spaghetti Carbonara. Ønsket blev indfriet, og vi kunne køre retur til cabanaen med Cancun skyline lysende op i mørket derude. Sidste aften på kvindernes ø "Isla Mujeres". Klart den hed det, så smuk den var. Vi krøb sammen i dobbeltsengen og så Emoji filmen. Sjov tankegang de producenter havde. Men øjnene begyndte at falde i, så slutningen måtte vente. En dag med skildpadder, undervandseventyr og strand gav en helt naturlig træthed.
Søndag. Jeg kunne godt have brugt bare en lille uges tid mere her. For sulan hvor var der smukt. At stå op til sin egen lille strand, sætte sig på molen og kigge ned i det store akvarium, hvor fiskene havde taget fat på endnu en dag, på vej derhen hvor de nu skulle. Få serveret en god kop kaffe med havet som baggrundsskærm. Det kunne godt blive vanedannende. Men alting havde en ende, og vi var nået til den her på Mujeres sydspids. Nu var der vel ingen grund til, at forlade øen, før vi havde nået endnu en tur til Playa Norte. Det næste pitstop på vores vej, havde vi nemlig ikke fået stillet de store forventninger i udsigt til. Men nogle kompromiser måtte tages for at få budgettet til at nå. Så ud i bølgen blå før sejlturen tilbage fastlandet. Der blev hygget og tegnet på stranden. Drukket colaer og spist snacks. Men så kunne vi heller ikke udskyde afskeden længere. Afsted det gik akkompagneret til en musikant, der underholdt med mexicanske rytmer, imens vi kunne kigge ned i det dybblå klare vand og få den lune luft i ansigtet. Det hav havde altså den vildeste farve, jeg måtte lige nævne det igen.
Vi ramte Cancun havn, blev proppet ind i en taxa og kørt til døren. "The blue coconut". Vores base for de næste par dage. Receptionen ledte tankerne hen på indgangen til et fængsel, med kun et lille hul i tremmerne til at få kontakt til damen inde bag. Arkitekturen mindede om fængslet i Cambodia. Jo vi var kommet på low budget i downtown Cancun, men det slog ikke os ud. Retfærdigvis måtte nævnes at badeværelset faktisk var i bedre stand end hvad vi kom fra, wifi'en var sublim og loftet så ud til at blive hvor det var, sengene var bløde, og der var stadig udsigt til en palme. Det havde nu også sin charme at være her. Denne gang endnu mere Down town Cancun end for et par uger siden. Vi gik målrettet efter det gyldne M. Vi var så meget de eneste turister her, og var mange smukke mørkebrune øjne, der hvilede på os.
Det var nu ikke en helt almindelig søndag. Det var OSCAR NIGHT. Som nævnt var der ikke meget glimmer og glamour over vores værelse, og det var da også for meget at ønske sig den amerikanske version her i Mexicos land, men Oscar Night var det, så måtte det ses med spansk oversættelse på det mikroskopiske tv, med den ene skarpe pære i loftet som hyggebelysning. Det blev til en hel masse Buenas noches (jeg havde fået det lært) og mucho mucho gracias. Sejt at vi for knap tre uger siden havde gået på selv samme trappe som stjernerne i Dolby theatre. Nu måtte vi nøjes med en "celle" i Cancun, og desværre uden en dansker på scenen i denne omgang.
Mandag. Om en uge ventede vækkeuret. Idag ventede overraskelser. For kenderne var man jo godt klar over, at man heller ikke kom igennem en dreamtrip uden en sådan indlagt fra tourguiden. Udfra lydene vi vågnede op til, var det svært umiddelbart at gætte, om vi befandt os i østen eller vesten. Hanegal, hundeglammen, biler der dyttede, folk der råbte på gaden i en by der var ved at vågne. Natten havde nu også budt på mange lyde her inde midt i Cancun, men det tog vi med. Godt vi var så unge endnu. Afsted det gik mod dagens overraskelse. Der blev gættet i et væk. "Venture park" ventede. En blanding af adventure og vandland. Inden vi nåede at få et overblik, så vi os alle fire stående iført sikkerhedsbælter og hjelme. Først op på plankerne et skridt ad gangen højere og højere op indtil benene sitrede og hjernen skreg neeeeeeeed. Thomas tog den selvfølgelig hele vejen, men han have altså også sko på, og jeg var i klip klapper....Pulsen nåede ikke ned, før jeg overværede min mand kaste sig ud i et frit fald fra omkring femten meter. Jeg nåede ikke at tænke to gange, så stod jeg selv klar på kanten. Mikkel, med sin højdeskræk, sagde: "Det gør du ikke mor". Men mere hørte jeg ikke, før den unge fyr havde skubbet mig ud over med et "Adios Amiga". Thomas nåede selvfølgelig at filme mig hængende der, halvt i rædselsskrig og halvt i grin. Men som om det værste ikke var ovre, så stod jeg minuttet efter på en klatrebane højt hævet over jorden, med et par sikkerhedskabler som min livsforsikring. Mine rejsemakkere smuttede afsted, selv mindstemanden var klar, og jeg måtte følge trop. Den ene udfordring afløste den næste, smallere brædder, vipper og huller. Alt muligt, som gjorde benene usikre og smilet stift. Jeg var virkelig udfordret. Nede igen på sikker grund blev der pustet ud. Lettet og lidt stolt. Men godt at jeg ikke havde vidst, hvad der ventede, så havde jeg måske ikke været helt så impulsiv.
Det var en hyggelig park, og ganske få besøgende. Næsten som at have den helt for os selv. Ingen kø og mad og drikke inkluderet, hvilket var dagens overraskelse for tourguiden, som var svært tilfreds med det koncept. Vi fik rørt ved en Cobra slange, ja for sådan en var der også, og kørt i svævebane henover hele parken. Alle vandrutsjebaner blev afprøvet, og Sofie tog en tur på en vandklatrebane og lignede en hel aktionpige. En dag med mange indtryk og mange brudte grænser. I taxaen hjem lød det stille fra min søn: "Mor det var altså ret sejt, at du sprang". Jeg havde vidst imponeret og overrasket både mig selv og ham denne dag.
Vi endte lige midt i fyraften for de lokale Cancun indbyggere. De strømmede afsted med deres arbejdshjelme under armen. Vi sneg os igennem menneskemængden og op ovenpå, i en lille simpel restaurant, med hvide plasticstole og en voksdug, der havde været vidne til adskillige serveringer. En hurtig beslutning. Tacos, nachos og en kølig "Sol". Det var så sindssygt autentisk. Vi sad der og dyppede og smagte og nød, at der ikke skulle mere til. "Det var en god overraskelse far", blev der enstemmigt sagt fra de yngste. Jeg kunne ikke være mere enig. Spot on. Det hele skulle jo heller ikke gå op i ruiner. Hjemme krøb vi sammen og så resten af Emoji filmen - godnat fra os fire 😎😯🤑🤔
Tirsdag. Flyttedag. For sidste gang på dette eventyr. Sidste gang, at vi stak nøglekortet i og gik på opdagelse. Hvor havde vi set uendeligt mange hotelværelser rundt omkring i verden. Hvor havde vi efterhånden en formidabel evne til lynhurtigt at indrette os, uanset om vi havde ethundrede eller ti kvadratmeter at boltre os på. Vi forlod Down town, blev råbt an af en lokal mand i en bus og baksede os selv og bagagen op. Afsted det gik. Ham råbende i et væk ud af vinduet i forsøget på at få stuvet flere med. "Hallelujah" råbte han, da det lykkedes at få kapret et helt hold unge mennesker. Afsted det gik i den skrumlende bus. Ud til hotelzonen hvor vi havde boet de første dage i Cancun. Tilbage i vores gamle hood. Med ALoft om hjørnet, drejede vi ned på stranden. Krystalklart som sidst vi besøgte den. Her skulle dagen tilbringes. Thomas smuttede straks afsted efter Starbucks til mig. Jeg vidste det godt. Jeg blev ret så forkælet. Senere gik drengene afsted, denne gang efter frokost. De havde gået langs sumpen, og havde set en gigantisk krokodille liggende et par meter fra dem. Jeg var lidt misundelig, men finders keeper. Sådan var det også med minder. Sofie fik tegnet hele vores hus og Mikkel fik vinget lektierne af, og så var vi ret så klar til at indtage det sidste hotel.
Tourguiden havde gjort det igen. I den grad en opgradering. Dog ankom vi måske ikke helt i samme stil som vores amerikanske medgæster. Ud af den lokale bus, med North face taskerne på ryggen, blev vi da lige holdt op i døren, om vi nu også havde en reservation. Den var god nok. Et gigantisk resort, beliggende ud til det smukke hav, med en enorm og selvfølgelig opvarmet pool, for amerikanerne gad da ikke fryse. De havde det tilsyneladende bedst flydende, med et flamingo rør til at holde dem ovenvande og en forfriskende drink i hånden. Vi fik lov at være en flue på væggen i en ægte amerikansk Holiday. Dog var vi ikke udstyret med det samme plastik all inclusive om armen. Over os svævedede en flok pelikaner i perfekt formation, som var vi midt under en super Bowl finale. De amerikanerne kunne det der med timing. Det skulle nok blive en underholdende afslutning på eventyret.
Kommentarer
Send en kommentar