Interessant at opleve livet på første klasse American style. Faktisk behøvede man ikke bevæge sig udenfor resortets mure for at få hele pakken. Souveniers, dagligvarer, massage, mad, drinks, pool og strand. Man kunne tilbringe en uge eller fjorten dage her, og have fået Mexico vinget af, og det var der sikkert også en del, der valgte at gøre. Nemt og bekvemt. Det var en oplevelse at se det indefra. Men det var kun en lille del af den pakke, vi havde fået med. Vores var heldigvis fyldt med dufte, smage, følelser, overraskelser, udfordringer sprinklet til med en hel del af det autentiske, som vi elskede. Men livet i luksus var da også til at holde til.
En måned var gået, men vi kunne huske hver en dag, hvert et sted, hver en stemning. Ikke som hjemme i hverdagens trummerum hvor hver dag løb ud i den næste. Vi kunne huske hvordan vi kom lidt snublende afsted. Et forsinket fly og en syg Sofiemus udfordrede os en smule. Men ikke nok til, at vi ikke var parate til endnu engang at indtage verden med åbne arme. Vi tog alle vores sædvanlige roller i det team, som vi efterhånden kendte så godt. Overgaards dreamtrip. Thomas som tourguide, jeg som praktiske gris, Sofie som livsnyderen der kørte langt med en kold cola og Mikkel med sin sunde skepsis og umådeligt mange bonusinfoer undervejs. Det fungerede, og vi kendte alle præmisserne. En gedigen omgang EPO (En på opleveren) og det krævede, at vi tiltider måtte flytte os for at få det hele med. Det krævede kompromiser, og det krævede, at man hver især tog ansvar for sin rolle. En dårlig stemning kunne smitte, og krævede ekstra energi at vende.
Vi indtog LA og blev fra begyndelsen blæst bagover af dens pomp og pragt. Californien var bare alt for cool, og amerikanerne modtog os igen med åbne arme. Ydmyge over, at vi rejste den lange vej takkede de os, for at vi viste interesse for deres land. Som om de havde indgået en fælles pagt om, at gæster skulle behandles godt her, var en stolthed at spore, over det de havde at vise frem. Med rette. Det blev et gensyn med Hollywood skiltet, Walk of Fame, Beverly Hills og vores savnede og elskede Huntington beach, hvor vi for fire år siden boede i autocamperen. Men også nye oplevelser i Runyon Canyon hvor der blev kysset på toppen, Batmans hule og den lange tur ud i Mojaveørkenen til Joshua Tree nationalpark inden turen gik videre til Mexico.
Heldigvis var Sofie kvikket op. Taknemmelig for de oplevelser hun trods alt fik med, selvom barometeret gik fra en firer på skalaen den første dag, til en tier den sidste dag i LA. Hun var sej og heldigvis hærdet af vores tidligere globetrottereventyr. Vi ramte Cancun i Mexico, og blev omsluttet af den dejligste varme fra både vejret men også de skønne mexicanere, vi mødte på vores vej. Altid spændende at opleve et nyt land, og dette skilte sig ud. En blanding af østen som vi elskede for dens rustikke opbygning og vesten med sine luksushoteller og kendte restauranter. Du kunne finde det hele her.
Man skulle ikke langt ind bag facaden for at opleve det autentiske Mexico. Der hvor den lokale mexicaner boede. Med dagens vasketøj hængende i solen. Hvor børnene kom hjem fra skole i de fine skoleuniformer med knæhøje hvide strømper og skjorter. Mexicanske rytmer med den karakteristiske trompet lød fra alle hjørner og kroge. Latter og smil. Smukke mamaer med store ørenringe dinglende om kinderne og håret skrabt tilbage, kom bærende på en lille buttet sorthåret baby med de smukkeste mørkebrune øjne. Det autentiske som vi elskede at mærke. En tur på det lokale torv i Down town Cancun, hvor de lokale festede. Vi var ydmyge over at få lov til, at opleve den stemning og være tilskuere til en flig af deres verden.
Særlig hyggelig var byen Valladolid, hvor næsten ingen turister havde fundet hen. Hvor livet gik sin gang, og de charmerende farvede bygninger lyste gaderne op. Vi tog på mit initiativ en afstikker for at se flamingoer, og så kun tre, men formentlig var vi heldige med det. Tidligt op for at beskue Chitzen Itza den første dag, balancere på Cobapyraniden den næste og Tulum den sidste inden der var dømt total afslapning med egen pool i den hyggelige badeby. Videre var det gået med collectivoen til Playa del Carmen. Nærmest blæst bagover af dens kontrast til hvad vi kom fra. Alle de mennesker, alle de butikker, alle de lokkende tilbud og al den tang. Men vi fandt de små charmerende vinkler i al det kommercielle. Faldt i staver over en kvinde, der rullede cigarer, fandt et lille stykke tangfrie strand og en havskildpadde, der helt sikkert kom forbi bare for vores skyld.
Et øhop blev indlagt. Isla Mujeres. Paradis på jord. Moder jord fra sin smukkeste side. Så forblændet af alt det turkise, at ikke engang et loftsnedbrud kunne slå os ud af kurs. Absolut ro og karma. Livet gik sin stille gang her, og vi kom helt ned i gear. Stille morgener, og en udsigt der brændte sig ind på nethinden, klar til at tage frem, når dagen derhjemme blev lidt for grå. Vi fik et undervandseventyr med, og en tur i golfvogn med en lille påtale fra policia.
Retur til Cancun. Først downtown i "cellen" med Oscar Night i neonskæret. En dag i Ventura park med frit fald og alt for langt ned, inden der stod luksus skrevet henover det hele. Vi sluttede af med pomp og pragt. Med hav og en pool der slås om opmærksomheden. En morgenbuffet hvor kokken kunne trylle hvad end du ønskede dig frem. Der manglede kun den pink guavajuice så havde den været på højde med Singapore. Jeg havde tilmed fundet et lighedspunkt i min sammenstilling af de to folkefærd amerikanere versus os. Hamstring af liggestole. Det slog aldrig fejl, og det var da rart at vide at de også var menneskelige!
Vi var igen blevet mødt med åbne arme. Med hjælpsomhed og smil. Med nysgerrighed og respekt. Men vi havde også en tro på, at man kom langt med at behandle andre, som man selv ønskede at blive behandlet. Et smil, et tak på deres sprog, lidt hjælpsomhed og respekt. Ikke at rynke på næsen over andres vaner, men være nysgerrig og ydmyg. Det havde hjulpet os godt på vej, og vores børn fik forhåbentligt lidt dannelse med i pakken.
Amerikanerne på vestkysten tog imod os med den største varme. Der var bare højere til himlen "over there". Man kom hinanden ved i alle sammenhænge. En lille flig af hinandens historie, deres gøren og laden blev delt uden at det betød mere end det. Vi var fan.
Mexicanerne virkede ved første færd en smule mere tilukkede. Sprogbarrieren var enorm. Kun ganske få kunne tale engelsk, og kastede sig helst ikke ud i det. Men de havde de varmeste mørkebrune øjne. De ville virkelig gerne hjælpe. De tog tingene ganske roligt, pånær i trafikken hvor hornet blev brugt flittigt. Så karakteristiske de var. Smukke brune mennesker. I lange jeans både mænd og kvinder, for det var vel vinter. Figuren på især den yngre generation bar præg af, at nachos, ost, softdrinks og kolde mexicanske øl var hverdagskost her. Mikkel kunne som bonusinfo tilføje, at Mexico lå nummer tre indenfor overvægtige mennesker i verden. Men i et land hvor den smeltede ost kontinuerligt flød og altid med en nachoschips tilgængelig at dyppe deri, var det måske nok svært at undgå.
Fra super tyfonen i Vietnam, til jordskælvene og vulkanudbruddene på Sumatra. Denne gang havde moder jord også vist sine kræfter frem. Menneskets kamp mod seaweed. Vi skulle altid lige have et naturfænomen af de større flettet ind, og det gav os en respekt og ydmyghed overfor vores klode.
Vi havde gjort det igen. Taget en timeout fra hverdagen og alle de forpligtelser der fulgte med den. Vi havde været på vores tredje store eventyr. Vi havde lært os selv og hinanden endnu bedre at kende. Vi havde grinet en del, lært en del, set en del, smagt en del, danset en del, svømmet en del, gættet en del, når sproget var en barriere, og kun grædt en lille bitte smule.
Endnu engang var der kun tilbage at sige "Tak". Tak til Thomas, den sejeste tourguide. For at have passet godt på os undervejs. Med lidt flere forholdsregler denne gang, helt sikkert med rette. Der var uskrevne regler at følge her, og det havde vi gjort efter bedste evne. Tak for overraskelserne og for oplevelserne. Tak for tålmodigheden, hvilket Zoltar jo lod os vide var en udfordring.
Tak til de to yngste rejsemakkere. For at underholde undervejs, komme med bonusinfo og blive betaget af de små og store ting. Tak for at I holdt jeres forældre ud endnu engang, og tak for alle krammene vi fik. "Tak for lån til jer alle tre". Med Zoltars ord i klar erindring havde vi været på rejse, og jeg havde nydt hver en ankomst og suget alt det ud af momentet som var mig muligt. En flyvetur hjem ventede. Først til New York, så Amsterdam og sidst ville vi ramme sneklædte Aalborg.
Tak til alle der havde giddet at læse med, som havde opmuntret og sendt en tanke vores vej. Denne gang var det den korte version, men kompromiser måtte tages her i livet, og dette var et af dem. Hvad der ventede ude i fremtiden vidste vi ikke, men vi håbede, ønskede og troede, at der var flere sider at skrive. Hvorhen, hvor længe og hvordan må tiden vise. Kontoen var nu tømt, men vi var millionærer i hjertet.
Kommentarer
Send en kommentar