Mandag morgen i LA, nærmere betegnet Fullerton, en bydel ca tre kvarter fra Down town, gik Thomas og jeg en morgentur rundt i nabolaget. Et ærke amerikansk kvarter. Avisen lå i indkørslen, vandingssystemet var netop slukket og havde dannet våde plamager på de snorlige fortove. Udenfor hvert hus vejrede det amerikanske flag dovent i det stille vejr. Vi kunne tælle to til fire biler i hver en indkørsel, hvor basketballkurve havde stået model til mange far søn dueller. Det var så ægte, og så alligevel kunne man blive henledt til at tro, at man befandt sig midt i en filmscene. Wisteria Lane var ikke opspind, sådan boede de, og det blev bare ikke mere amerikansk.
Vi rundede Starbucks efter kaffe til mig, og så kunne jeg jo lige benytte lejligheden til at få smidt et blogindlæg afsted, nu jeg havde adgang til nettet. Det var lidt en udfordring at leve uden wifi, men ungerne tog det forbavsende cool, og det var vel også sundt nok at snakke med hinanden istedet.
Hjem og purre ungerne op, og se hvordan det stod til med Sofie. Heldigvis var det med pil opad, og klar til nye eventyr. Dog lod jeg mig overtale til at servere morgenmad på sengen. I elevatoren mødte jeg et ældre amerikansk ægtepar, og manden spurgte om vaflerne var til ham. Jeg måtte fortælle, at det var til min datter på værelset. Nede i morgenmadsrestauranten mødte jeg dem igen, og han ville da bare lige komplimentere, at jeg bragte maden til min datter, og at han iøvrigt ville takke os for at besøge hans land. De amerikanere var bare ikke til at stå for, vi tabte vores hjerter til dem gang på gang.
Afsted det gik. Først et smut ind i et villakvarter, for at vise ungerne lidt af det autentiske amerikanske, hvor skraldebilen tilfældigt var igang med sin indsamling. Sejt hvordan den holdt ind til siden og løftede containeren op, tømte den og satte den på plads. Ingen skraldemænd der skulle flytte, løfte og mase med skraldet. Cool. Så var det afsted til Runyon Canyon. Et kendt udkigs spot i LA hvor mange filmstjerner i tidens løb var filmet kyssende med udsigt udover the City. Opad gik det ad flotte stier her i Hollywood Hills, hvor de hotte folk joggede op og ned, muskuløse og fitte. Vi mødte hundeluftere med utallige hunde at styre. Ægte amerikansk. Vi anede, at vi måske var kommet en smule på afveje, men her i det ujævne terræn var Mikkel i sit es, og inden vi fik set os om, var han smuttet afsted ad en sti og langt nede under os blev der råbt "så lang tid kan det da heller ikke tage". Så var det afsted på de løse sten og håbe på det bedste. Ned kom vi, jeg fik nok ikke point for god stil, men der var bare så mange gigantiske huller, præcis som dem Mr smiley havde udpeget som tarantel huller dengang på Sumatra. Jeg var ikke fan af det kryb.
Så var vi på rette vej, og nåede toppen, fik kysset og fotografere og så en mand i spidermankostume, cowboyhat og gasmaskelignende tingest på ansigtet hoppe ud over skråningen for at forsvinde ned i buskadset i et eller andet adrenalinkickadventure. Crazy American People. Mikkel tog lige den sidste tur helt til toppen og nød udsigten til Hollywoodskiltet på nært hold.
På vej retur til bilen var der stadig energi til en løbetur for Mikkel. Det tolkede en hundehvalp som et sikkert tegn på leg, og pilede efter ham og snappede glad efter hans knæhaser. Mikkel tog det cool, men da den på ingen måde havde tænkt sig at give op først, måtte jeg alligevel bede damen om at få styr på hunden, for de hvalpetænder gjorde nas. Dejligt at ungerne ikke var bange, og det gav os en anledning til at få en snak om, hvordan man skulle agere når en løs hund kom tæt på. Mikkel mente nu efterfølgende, at det var lidt dumt at tage sin hund med hen i en park hvor folk løb og motionerede, når den nu troede, at alle folk der løb ville lege.
Vi snirklede os en tur rundt i Hollywood Hills, og lod os rive med af alle de vilde ejendomme beliggende i det kuperede terræn. Så forskellige, så specielle og så eksklusive. Her holdt de rige og berømte til. Videre gik det. Til batcaven. Ja her i filmbyen lå kulissen fra Batman. Vi fandt parken hvor den efter sigende skulle ligge i, og begav os endnu engang afsted opad. Egern pilede rundt på jorden omkring os. Ørnene fløj oven over os, og ude i buskadset havde skilte advaret os om, at der boede klapperslanger. Mikkel belærte os om, at hvis vi hørte nogen, der spillede marakkash, så skulle vi løbe, for sådan lød slangerne inden de angreb. Godt at vide. Vi fandt hulen. Ret sejt at Batman have boet der. Sofie fik igen en pludselig trang til at stå på hænder, hvilket klart måtte anses som et sundhedstegn. Derhjemme snakkede vi jo praktisk talt konstant til hendes fødder, så vupti var der vendt op og ned på hende lige der i Batmans hule, og vi elskede, at hun igen var ved at være sig selv.
Sidste punkt på programmet var shopping. Men inden da en tur omkring Starbucks så Sofie kunne komme på nettet og blive opdateret på snappen og få facetimet med vennerne. Præcis som Zoltar spåede dagen forinden, fik Sofie købt lige det hun længe havde ønsket sig i outlettet. Hun var så tilfreds, da hun med hænderne fulde fyldte bilens bagagerum med poser. En god dag med udfordringer, oplevelser, grin og nærvær. Vi ramte days inn endnu engang, Sofie behøvede vi ikke bede om at få børstet tænder og komme under dynen, den klarede hun helt af sig selv. Der var så mange indtryk fra dagen, og stadig et stort behov for at få batterierne ladt helt op.
Tirsdag. I LA. Sidste dag i USA inden Mexico ventede. Vi skulle trække så meget ud af dagen som muligt og kom godt fra start. Vi forlod storbyen og i horisonten tårnede bjergene sig op. Med sne på toppen og fantastiske formationer. Landskabet ændrede sig konstant, fra bølgende grønne bakkelandskaber til høje bjergkæder. Indimellem lå dalene og det tredimensionelle billede var ikke til at få øjnene fra. Vi var på vej ud i ørkenen. Mojave ørkenen. En tur i Joshua Tree national park. Landet blev mere fladt, og vi passerede gennem byer som ledte tankerne hen på Kølerkildekøbing i tegnefilmen Cars. Efter et par timer nåede vi målet, og måtte erkende at termometeret var dalet betydeligt jo længere ind i landet vi kom. Ni grader, men heldigvis stadig ingen vind og et lille solstrejf i ny og næ. Så vores valg af shorts måtte vi stå ved.
Mikkel var så klar, nu skulle der bestiges bjerge. De helt specielle klippeformationer, skabt da magma for adskillige år tilbage blev skubbet op til jordens overflade, dannede de vildeste former. Som var de skabt og placeret ovenpå hinanden af menneskehænder. Man fik en følelse af at gå rundt i en kulisse i universal Studios. På en måde var det alt for perfekt til, at det kunne være skabt af moder jord, men vi måtte erkende, at dette var naturens skønhed, når det var mest specielt. Navnet "Joshua" var hentet fra Bibelen, da de helt specielle træer "Joshua trees" som voksede her i mojave ørkenen, skulle have en lighed med bibelfiguren Joshua, når han strakte sine arme i vejret.
Mikkel klatrede rundt som en anden abekat, helst så højt og vildt som muligt og havde ingen tvivl på sine egne evner. Vi var jo de kedelige voksne der satte grænser og råbte pas nu på, og da vi igen nåede bilen konstaterede Mikkel tørt: "Jeg synes faktisk, at I var alt for overbeskyttende!"
Endnu engang var det slående hvordan man, præcis som i Everglades, havde et sæt spilleregler og nogle få advarsler, og ellers havde man troen på, at folk der besøgte parken selv kunne navigere rundt og opføre sig ansvarligt. Den stærke tillid til befolkningen gik igen på så mange niveauer her. Højresving hvis der var frit, fastlanes hvor to el flere i bilen kunne komme hurtigere afsted på vejene. Her var bare lidt mere overskud til at give plads og lidt mere kommen hinanden ved, og vi elskede det.
Retur gik det til storbyen. Vi nåede lige at få samlet et par små sten op til trofæhylden, og igen var Mikkel ikke stolt ved situationen, da det vist ikke var helt korrekt opførsel. Et gensyn med vores elskede spot Huntington beach ventede. Vi ankom som solen stod lavt på himmelen, præcis samme syn som vi fire år tidligere havde nydt, da vi boede på selv samme strand i vores autocamper. Ungerne strøg ud i sandet, Stillehavet brusede derude, og surferne lå stadig og ventede på den næste gode bølge. Molen var præcis ligeså hyggelig som sidst. Vi følte os hjemme her.
Vi passerede endnu en "Zoltar" og jeg kunne ikke lade denne måske sidste chance for en spådom gå forbi. Jeg fik en striks påmindelse om, at huske på, at hvorend jeg rejste over sø og land, var det kun omgivelserne der ændrede sig, den indre ro måtte jeg finde indeni mig selv. Jeg skulle gøre op med mig selv, om det var vigtigst at være på rejse eller det at ankomme. Hvis jeg tog på en rejse, ville nære mennesker være det bedste valg på rejsekammerater. Jeg var målløs.
Så kunne Thomas heller ikke sidde over mere. "When you draw this card you and your loveone will be stuck together forever." Hans fremtid så lys og let ud, han hadede langsommelighed og foretrak at tingene var sat i system og foregik hurtigt og effektivt. Tilfældigheder eller ej, han havde ramt spot on på os alle fire!
Solen gled ned i Stillehavet, med molen i forgrunden, imens ungerne kastede amerikansk football i sandet, for ja Mikkel havde igen investeret i kasteskyts. Vi endte på en mexicansk restaurant i byen. Dog faldt valget på burgere på denne sidste dag i USA. Det mexicanske køkken måtte vente lidt endnu.
En plan om at nå i poolen denne sidste gang ændrede ungerne helt af sig selv, overmandet af træthed ovenpå endnu en begivenhedsrig dag trak de selv stop kortet uden vores indblanding. Sidste stop omkring et supermarked efter brød til madpakken dagen derpå. En meget tidlig afgang mod nye eventyr. Vi ventede på parkeringspladsen imens Thomas hentede forsyninger. Den ene mand efter den anden tumlede afsted med adskillige hjerteformede balloner og bamser, som blev bokset ind i bilerne. Valentinsdag ventede. Vi kunne fejre den i en lufthavn. Men hvad betød det - han var jo stuck with me forever.
Tourguiden havde gjort det godt. Vi havde rundet de tusind kilometer. Snirklet os rundt på ni sporede motorveje, kørt forkert adskillige gange (jeg var co driver), haft skønne gensyn og tilføjet nye. Det havde været nogle intense, men fantastiske dage.
Kommentarer
Send en kommentar