Nu var det jo efterhånden ganske vist, at det altid trak en overskrift eller to, i den del af verden vi valgte at udforske. Så vi ventede vel egentligt bare på hvad det blev denne gang. "Seaweed". På forsiden af dagens avis, kunne vi erfare, at de kæmpede med kolossale mængder tang på hele Riviera Maya, som kysten blev kaldt. Det havde vi jo luret, men vi vidste jo ikke, at der var tale om ualmindeligt store mængder. Jo jo, vi fik da lige den vilde version. Men vi var landet i Playa del Carmen, kaldet "Playa" af de lokale, og playa betød strand, så tang eller ej var det destinationen denne dag. Men først lige omkring den inkluderede morgenmad. Nachos til morgenmad. We loved Mexico.
Der var tændt godt op for varmen allerede, og vi sendte en tanke hjem til iskolde Danmark. Hvor var det fantastisk bare at smutte afsted i klip klapper og shorts. Vi ramte stranden og udsigten til hårdtarbejdende mænd og en traktor i færd med at skovle og fjerne dyngerne. Men turister var ikke sådan at slå ud, så der var allerede fuld af aktivitet, og en del der havde kastet sig ud i bølgerne på trods. Stranden bugtede sig, og længst ude syntes jeg, at kunne ane at stranden så mere lys ud. Så var det jo heldigt, at vi havde vores tourguide med, som altid var klar på en sonderingsrunde. Afsted med ham imens ungerne gik i sandslotsbyggemode, og absolut ingen ambitioner havde om at tage en dukkert. Thomas kom retur med godt nyt, og vupti havde vi alle pakket sammen og var klar til at forcere den lille kilometer strand for at nå det klare vand. Vi passerede det ene resort efter det andet, med gæsterne linet op på liggestole få meter fra kæmpe dynger af stanken. Det var ikke optimalt, men de gjorde virkelig hvad de kunne her, for at få rettet op på naturens uorden, og tilfredsstille os solhungrende badegæster.
Vi fandt det lille hjørne af stranden med lavt og klart vand. Lidt stenet, men pludselig bevægede en skygge sig hurtigt hen over bunden. En havskildpadde. Wauw. Præcis i dette sekund havde jeg endda for en gangs skyld mobilen klar, og fik skudt oplevelsen. Det var det vildeste, og vi var fuldstændig blæst bagover. Vi nød at kunne køle af i det smukke vand, og Thomas's præmie for at have fundet dagens spot måtte være vores nabo, den nok eneste topløse skønhed på rivieraen. Nuvel hun havde måske fået lidt hjælp med på vejen, for tyngdekraften gjalt ikke helt her, og det tiltrak da også lange blikke fra enhver forbipasserende ungerssvend, når hun valsede ud i vandet i intet andet end en lille gstreng. Det var lidt svært for især drengene i vores team at holde fokus, med der var nu også nok at se på. Især når hun lå på ryggen....Men sulten kunne dog alligevel vinde, og vi smuttede op i den lange handelsgade, der lå parallelt med stranden. Den vi blev kastet lige ud i aftenen forinden. Her i dagslys virkede den mere stilfærdig, omend stadig et stort cirkus af lokkende butikker. En Subway. I know. Igen, og så sendte vi drengene retur til stranden, hvilket de absolut ingen indvendinger havde over. Sofie og hendes mor havde lige lidt shoppetrang, der skulle ud, så iført badedragt valsede sofie ind og ud af den ene butik efter den anden. Men her virkede den mundering faktisk ikke helt skæv, og så havde hun da prøvet det med. Retur til drengene der simpelthen ikke havde kunnet finde andre pladser på stranden end den samme! Men tangen var ubarmhjertig, og fik alligevel listet sig ind på os til sidst. Desuden havde vi nu også fået vredet alt det skønne ud af dagen, som vi formåede. Med pelikaner flyvende i formationer henover hovederne på os, og en havskildpadde omkring fødderne. WAUW.
Indisk på menuen til aften, og især Mikkel havde bragt appetitten med. Sidste år, dog en dag senere, sad vi på den anden side af kloden og spiste indisk. På vores kobberbryllupsdag. Dengang havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi et år senere var afsted igen. Men det var heldigvis et faktum, og her kunne vi sidde og mæske os og sende en tanke hjem til familien Thietgen, som vi efterhånden havde et par kulinariske indiske minder med rundt omkring på kloden. Benene var blevet trætte, og der var grus i øjnene. En god dag, tang på trods. Mikkel faldt i søvn med en lille tåre på sin kind. Dagens møde med skildpadden havde ribbet op i hans store ønske om at få sådan en, men den havde brug for store forhold for at trives, så det blev måske et lidt for omfattende projekt. Men Mikkel havde en sund skepsis, og der blev stillet mange modspørgsmål til den konklusion.
Onsdag. Sidste dag i Playa. Vi styrede direkte til vores lille tangfrie stykke, og havde heldet med os, for her var kun lidt tang, og den topløse skønhed fra dagen før. Alle var helt tilfredse. Der blev snoklet i det lave vand, og små stribede fisk smuttede ind og ud bag klippestenene. Vi badede med pelikanerne, der på deres klumpede facon gik efter alt godt fra havet, og dermed engang imellem måtte acceptere lidt nærkontakt med os tobenede. Så sjovt det var at forsøge at fotografere dem. De vippede næbbet helt ind til deres lange hals og kiggede væk. I strandkanten spankulerede amerikanerne side om side, udstyret med en drink i hånden, og all inclusive armbåndet bundet stramt om deres buttede håndled. Strandsælgerne passerede forbi med deres "Koko E Mango". Bikinitrusserne var minimale uanset kropsstørrelse, og her virkede det bare naturligt. Her var en omgang godt og blandet underholdning.
Da vi var stegt helt igennem, rundede vi på hjemturen et stykke af stranden, hvor de var i fuld gang med at grave dybe huller til tangen, for derpå, at dække dem til. Jeg var efterhånden ved at være uddannet marinebiolog med al den bonusinfo om seaweed. Vi gik vi ad gågaden hjem.
En sidste mulighed for shopping i dette cirkus. Åh vi savnede et sted uden alle disse fristelser. Men vi fik dog fyldt tasken med et par ting. Det var nu heller ikke svært at prutte om priserne, når vi, som en af sælgerne sagde til Thomas :"You look like a mexican", fulgtes med en indfødt. Jeg forstod stadig ikke helt ligheden. Mexicanerne var lave, de var faktisk ganske karakteristiske med deres korte hals, smukke lidt grove træk og de varmeste brune øjne. Man kunne ane de indianske træk, men hvem vidste, måske Thomas's forfædre var Maya indianere? Ingen tur ud i byen denne aften. Cupnudler på værelset. Dejligt. En omgang pool på hotellet og en Corona til at skåle og mindes vores kobberbryllupsdag et år forinden. Imorgen ventede nye spændende omgivelser, et øhop var indblandet. Man kom ikke igennem vores dreamtrip uden.
Vi vågnede op til en Mikkel, der ikke var helt på toppen. Lidt ondt i maven og ingen energi. Det var svært at komme udenom lidt sygdom både ude og hjemme, men på fremmed grund var det bare skønnest at alle mand var friske. Tilmed havde vi jo planlagt et øhop denne dag. Ikke optimale betingelser, men hen ad middagstid fik vi alligevel samlet allemand og satte afsted. Mikkel var så sej. Jeg var i tvivl om havet eller hans ansigtskulør var mest turkis på vejen til øen. Men han kunne nu stadig have overskud til at kommentere de ting han så på sin vej, og række tunge ad sin mor, når hun blev for omsorgsfuld.
Forventningerne til øen Isla Mujeres var store. Vi blev stuvet ind i en taxa, mexicanske rytmer blæste ud af højtaleren og lun luft fra bilens åbne vinduer ramte os. Der var noget særligt magisk over ølivet. Man gik bare lige et gear ned. Turisterne trillede afsted i golfvogne, som var øens mest anvendte køretøjer, nogle mere ferme end andre. Vi nåede vores destination, og blev mødt af værtinden, Maria. Venlig og gæstfri, og en lille oase med havet som baghave. Det var smukt, helt bestemt, men uden at fornærme nogen, også en anelse rustikt, måske lidt for rustikt til min stil, og prisen, men det måtte komme an på en prøve. Der havde ikke været mange hoteller at vælge imellem, og dette lå i den modsatte ende af den berømte strand Playa Nortes. Det anede os, at vi var havnet en smule langt fra alting. Men var det ikke også præcis det, vi havde savnet.
Thomas tog rygsækken på. Der skulle hentes forsyninger til familien. Ungerne og jeg gik ned til det lille stykke strand og langt ud på molen. Der sad vi med benene ud over, og kiggede ned i det klare vand. Jeg var nu ret heldig. Mikkel var kvikket lidt op, men poolen måtte vente. Thomas stødte til. Solnedgangen farvede himlen orange, Cancun skyline i horisonten, et par pelikaner fløj parade forbi, et par snorklede i vandkanten, silhuetten af en bænk var at se ude på molen. Her var vi kommet langt væk fra de lokkende butikker, kontrasten var stor.
Fredag. Om en uge betød det at vi var på vej hjem. Idag betød det, at stå op til den mest afsindige udsigt. Det hav der altså. Sofie smuttede hurtigt ned på en liggestol ved poolen, da teenageren havde luret at internettet fungerede en kende bedre der. Thomas spændte løbeskoene, Mikkel satte en film på, og jeg trissede ned og satte mig med fødderne dinglende udover molen. En stille start. Dem skulle man sætte pris på. På molen bag mig var et frisk morgenhold igang med en omgang yoga. Vandet var klart, himlen blå og jeg følte lidt, at vi havde fundet et stykke af paradis. Klokken ni blev der serveret morgenmad i restauranten. En lidt tam affære at finde ud af, at den bestod af toast brød, juice og kaffe. Men tilgengæld var kaffen prima og smørret dansk. Mikkel ville smage min kaffe, og jeg fortalte ham om, hvordan jeg altid fik serveret kaffemælk, når jeg blev passet hos min mormor og morfar som lille. Der skulle vist flere forsøg til, før han blev habil kaffedrikker, men han kunne godt lide historierne.
Formiddagen blev tilbragt ved den lille strand, og igen føltes det som vores helt private. Et par kajakker blev sat i vandet, og vi tog en tur hen langs kysten i det klareste vand. En ældre mand sad stilfærdigt og malede akvarel på sin lille taburet i sandet. Mikkel og jeg vovede os derhen, og beundrede hans værk. Han var virkelige talentfuld. Så smukt, og så fredsommeligt det måtte være at sidde der og arbejde med sin passion. Jeg kunne se mig selv der engang. Når tiden var min egen.
Over middag, og med en Mikkel der var kvikket op igen, snuppede vi en taxa ind til byen. Straks vi var landet derinde lejede vi en golfvogn for en time. Afsted det gik, ad de små sidegader og hen langs Playa Norte. En af verdens smukkeste strande. Jeg var nødt til at forevige mindet, og sprang af. Thomas vendte vognen og han og ungerne kom susende imod mig. Den var i kassen, med i kassen kom også scenariet da politibilen drejede om hjørnet og satte blink på. Thomas kørte imod køreretningen, det var ikke helt velset. Den vogn blev vendt på en tallerken, og så var vi videre. Så sjovt altså.
Tid til at indvie stranden. Wauw. Den farve det vand havde var ubeskrivelig. Lunt og lækkert. Sandet var som det fineste pudder, og palmerme stod linet op. Her behøvede man intet filter. Ungerne faldt i snak med en dansk familie, så udadvendte og nysgerrige vores børn var. Da mørket var faldet på, og maverne mætte smuttede vi hjem til vores hacienda. Nu havde jeg jo nævnt, at den var en smule rustik. Men at vi kom hjem til et loft, hvor pudset var faldet ned i store klumper, var nok lige at stramme den lidt. Mikkel var noget bekymret for, om vi endte med at få hele loftet i hovedet i nattens løb, jeg var mere bekymret for den stakkels Maria, når Thomas dagen derpå ville konfrontere hende med fejl og mangler fra en garvet globetrotter.
Dagen var gået på hæld her på øen. En dag i de mest fantastiske omgivelser. Vi var heldige, det var vi. Ude i mørket var molen med bænken, og mindet om manden med akvarellen. Sangen kørte på repeat inde i mit hoved :"Når jeg blir gammel, så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen".
Kommentarer
Send en kommentar