Tidlig start på dagen. Man skulle tro at en tur til lufthavnen klokken 05.30 ville lade os få vejene for os selv. Ikke i LA. Byen vågnene før vi kunne forestille os det, hvis den da nogensinde sov. Men alt gik planmæssigt og vi fik afleveret vores seje bil, som havde dannet rammen om vores californiske eventyr.
Vi havde den mexicanske ferieby Cancun som destination, med et pitstop i Mexico City. En lang rejsedag og tre tidszoner nærmere Danmark, når vi engang var fremme.
I lufthavnen faldt jeg i snak med ældre herre. Han spurgte om jeg var fra Brooklyn, nu det stod printet på min sweatshirt. Jeg måtte krybe til erkendelse, at jeg var langt fra Brooklyn. Han var imponeret over min amerikanske dialekt, og døbte mig nu alligevel miss Brooklyn. En lærer født i nem York og "flygtet" til LA. En lille flig af hinandens livshistorie blev byttet væk og det kostede ingenting.
Mexico Citys lufthavn, godt slidt, bar præg af hvad der ventede os. Her kom man længst med spansk og pesos. Det skulle blive spændende. Videre gik det. Med alle kineserne, der også havde fået øje på perlerne over here. Det var blevet sent i Cancun, da vi landede, omkring midnat, men vi kørte på LA tid, og det lånte os lidt kredit hos ungerne. De gjorde det godt, bedre end mig, som bare var træt. Træt af at flyve, køre, vente og tilmed low on fuel - ikke den bedste kombi. På den anden side kunne jeg nu uden at blinke gøre op med mig selv, at det måtte være ankomsten fremfor rejsen jeg foretrak. Zoltar in mente. I lufthavnen blev vi prakket en lufthavnstaxa på, en af de organiserede, og det kostede, men sådan måtte det være. Vores chauffør hed James, og begyndte turen med at høre, om vi kunne tale spansk...."bare rolig det kan jeg heller ikke" svarede han grinende. Han var en venlig mand, og gjorde holdt ved et mexicansk svar på en Seven Eleven, hvor vi tankede op med hot dog og sandwich. Underligt at komme her til. Så øde til sammenligning med LA, og jeg nåede da lige at få sagt: "Det er som om byen er helt lukket ned om aftenen". Lige et sekund for tidligt, for så nåede vi centrum, og en Ibiza lignende eufori af unge mennesker, dansende til dunkende technorytmer på de åbne diskoteker ramte os på denne valentinsaften. Et gigantisk skilt blinkede os i møde "Coco Bongo put Las Vegas nightlife to shame". Så blev jeg helt stille. Det magtede jeg måske ikke lige at bo midt i, men rundt om hjørnet lidt længere væk lå "ALoft", dog stadig med en kæk receptionist, der stod og vuggede med på beatet imens vi tjekkede ind, men her var skruet ned for volumen og kun airconditionen der brummede os i søvn.
Torsdag. Vi havde lovet Mikkel, at der ingen morgenvækning var, så han benyttede sig af den mulighed og sov elleve timer i streg. Thomas var tidligt ude af døren på sin sædvanlige morgen sonderingsrunde. Han kom retur med Starbucks til mig, han kendte mig alt for godt. Wifi var igen tilgængeligt, og pludselig udbrød Sofie, "Jeg tror Prins Henrik er død". Så måtte vi straks ind på Bt's hjemmeside. Jeg blev så rørt over at se billederne hjemmefra. Måtte han hvile i fred.
En varm men lidt heftig vind mødte os på roof top poolen, men dagen var afsat til total afslapning, så måtte vi hægte os fast til stolene. Ungerne fortrak sig nu efter kort tid til værelset, og Thomas var gået i planlægningsmode. Jeg havde en aftale med Sofie om lige at hente mig efter en halv time, da jeg skulle bruge kort til elevatoren. Hun var nok røget i youtube fælden, for der gik lidt længere end det, og jeg var måske lige væk et par minutter. Det bar min ryg præg af da dagen var omme. Det første svirp af den mexicanske sol var hermed vinget af.
Om eftermiddagen traskede vi ned på stranden. Vi sad der, og nød at være midt i det, da en mand passerede os med en Nike swush tatoveret på sin overarm. Jeg troede kun, at det var min mand der var tosset nok til at have sådan en i nakken, men to mænd med en Nike tattoo på en strand i Cancun, hvad var oddsene for det. Vandet var turkis, smukt men ret vildt vand. Det røde flag var hejst: "Swim at your own risk". Men ungerne havde en fest med at springe over bølgerne, og det gik lige an mente den overbeskyttende mor. Mikkel havde dog store ambitioner for morgendagen, og fik da også prakket os et lille surfboard med i vognen, da vi handlede ind til aftensmaden.
Cancun var en eftertragtet ferieby måske mest for de unge og hippe. Stranden var skøn, men de dunkende technorytmer kunne vi godt være foruden. Heldigvis boede vi en smule afsides derfra, og technorytmerne rakte ikke allesteder, så der var plads til os allesammen. Vores hotel var placeret i zonen, en tange, hvor hotellerne lå linet op side om side med udsigt ud over den mexicanske golf. Bag zonen grænsede lagunerne op, hvor skilte advarede mod at fodre krokodillerne. Okay så!
Befolkningen var ved første indtryk en smule mere tillukkede her, måske mest fordi de havde så svært ved at tale engelsk. Vores amerikanske accent lagde vi hurtigt fra os, for her kom vi længst med fagter og en stavelsesord, men det havde også sin charme. Vi havde allerede styr på de gængse ord som "Hej" og "Tak" på deres sprog, hvilket vi før have erfaret, at man kom langt med som gæst i et fremmed land.
Retur på ALoft løb tøserne af med sejren i pool, og lod drengene vinde bordfodbolden. Vi kunne jo ikke pille stoltheden helt ud af dem. Så var det godnat tid herfra.
Fredag. En uge siden vi tumlede afsted. Hvor havde vi nået uendeligt meget siden da. Thomas og jeg smuttede afsted på en lille morgenjoggetur. Jeg var lidt tung bagi og termometeret var allerede skruet godt op, men udsigten til en Starbucks på hjemvejen gav mig håb. Vi løb langs lagunen hjem. Thomas lod mig løbe inderst, så galant, og jeg lurede noget ind i mangroven derinde, om et glubsk væsen lå på lur. Vi kom hjem uden at blive ædt, og havde tilmed fået et bryllupsfotoshoot på stranden med. Byen var ved at vågne, og der var bare noget helt særligt over den stemning.
Ungerne fik øjne, og Mikkel tog ikke mange minutter om at melde klar med surfbrættet under armen. Vinden havde lagt sig, og det gule flag vejrede i vinden. Ambitionerne om at surfe derudaf endte efter lidt frustration i at glide liggende ind på bølgerne. Mikkel var lidt frygtløs i det vand, indtil en bølge rullede ham rundt. Jeg stod på spring, og fik ham samlet op, men det satte lidt respekt i den bette mand. Pelikanerne svævede henover hovederne på os, og vandet var lunt og lækkert. Ja sorry - men det var det!
Frokosten hentede vi på en Subway. Det betød, at vi skulle gå en tur langs lagunen derhen. Mikkel syntes ikke om, når Thomas stoppede op for lige at se, om ikke der var en enkelt krokodille derinde. Men den unge mand, med al sin dyreeksertise, vidste jo også præcis hvad et sådant dyr var i stand til. Det var ikke kun i dyreverdenen Mikkel havde små bonusinfo´er til os. Adskillige gange hørte jeg ham sige :"Moar vidste du godt...., at fly mad smager anderledes, fordi ens smagsløg ændres i den høje luft.....at Michael Jackson var dyreven og havde sin egen Zoo på Neverland......At der er flere mennesker der kender Mc Donalds logoet end korset.....". Dog kom han til kort, da vi mødte et ortodoks jødisk par, som skilte sig ud, manden med sine lange klæder og krøller, og konen med sine nylonstrømper og ultra gammeldags gevanter. Der måtte han høre sin mor efter bonusinfo, og vi fik os en snak om jødedommen. Jeg havde jo lidt bonusinfo fra min rejse til Israel. Han lyttede og noterede det sikkert i sit indre opslagsværk.
Hjem og tæske drengene i pool...og blive tæsket i bordfodbold. Der skulle træffes valg. Nu var vores planlagte destinationer ved at slippe op, og det var op til os, hvad der nu skulle ske. Vi havde med vilje ikke planlagt flere dage i Cancun på forhånd, for hvor fyldte var vi efter LA, hvordan var stedets placering, og alle de andre spørgsmål, vi først kunne svare på, når vi var midt i det. Vi kunne mærke, at vi ikke var helt parate til et kulturelt indspark af de større endnu, så valget faldt på endnu et par dage i Cancun, så vi undgik alt for meget rejsetid. Dejligt at have friheden til at kunne træffe de valg.
Vi havde lovet Sofie, at aftensmaden skulle være lidt ekstraordinær - Hard Rock Cancun. Mikkel så lidt misfornøjet ud, da børnemenuen blev lagt foran ham. Han havde mere tænkt en stor rød bøf. Der var få ting Mikkel bad om, men en rød bøf satte han virkelig pris på. Han endte nu med en omgang spareribs, og tjeneren spurgte med store øjne: "For her?", :"Yes for him". Nu måtte der snart et elastik i det hår. Her sad jeg med bølgerne i baggrunden, stjernerne tændtes en for en ovenover os. Min familie omkring mig og en Corona i hånden. Det var nu ganske godt det hele.
Ungerne fik øjne, og Mikkel tog ikke mange minutter om at melde klar med surfbrættet under armen. Vinden havde lagt sig, og det gule flag vejrede i vinden. Ambitionerne om at surfe derudaf endte efter lidt frustration i at glide liggende ind på bølgerne. Mikkel var lidt frygtløs i det vand, indtil en bølge rullede ham rundt. Jeg stod på spring, og fik ham samlet op, men det satte lidt respekt i den bette mand. Pelikanerne svævede henover hovederne på os, og vandet var lunt og lækkert. Ja sorry - men det var det!
Frokosten hentede vi på en Subway. Det betød, at vi skulle gå en tur langs lagunen derhen. Mikkel syntes ikke om, når Thomas stoppede op for lige at se, om ikke der var en enkelt krokodille derinde. Men den unge mand, med al sin dyreeksertise, vidste jo også præcis hvad et sådant dyr var i stand til. Det var ikke kun i dyreverdenen Mikkel havde små bonusinfo´er til os. Adskillige gange hørte jeg ham sige :"Moar vidste du godt...., at fly mad smager anderledes, fordi ens smagsløg ændres i den høje luft.....at Michael Jackson var dyreven og havde sin egen Zoo på Neverland......At der er flere mennesker der kender Mc Donalds logoet end korset.....". Dog kom han til kort, da vi mødte et ortodoks jødisk par, som skilte sig ud, manden med sine lange klæder og krøller, og konen med sine nylonstrømper og ultra gammeldags gevanter. Der måtte han høre sin mor efter bonusinfo, og vi fik os en snak om jødedommen. Jeg havde jo lidt bonusinfo fra min rejse til Israel. Han lyttede og noterede det sikkert i sit indre opslagsværk.
Hjem og tæske drengene i pool...og blive tæsket i bordfodbold. Der skulle træffes valg. Nu var vores planlagte destinationer ved at slippe op, og det var op til os, hvad der nu skulle ske. Vi havde med vilje ikke planlagt flere dage i Cancun på forhånd, for hvor fyldte var vi efter LA, hvordan var stedets placering, og alle de andre spørgsmål, vi først kunne svare på, når vi var midt i det. Vi kunne mærke, at vi ikke var helt parate til et kulturelt indspark af de større endnu, så valget faldt på endnu et par dage i Cancun, så vi undgik alt for meget rejsetid. Dejligt at have friheden til at kunne træffe de valg.
Vi havde lovet Sofie, at aftensmaden skulle være lidt ekstraordinær - Hard Rock Cancun. Mikkel så lidt misfornøjet ud, da børnemenuen blev lagt foran ham. Han havde mere tænkt en stor rød bøf. Der var få ting Mikkel bad om, men en rød bøf satte han virkelig pris på. Han endte nu med en omgang spareribs, og tjeneren spurgte med store øjne: "For her?", :"Yes for him". Nu måtte der snart et elastik i det hår. Her sad jeg med bølgerne i baggrunden, stjernerne tændtes en for en ovenover os. Min familie omkring mig og en Corona i hånden. Det var nu ganske godt det hele.
Kommentarer
Send en kommentar