Det var ganske vist, at Tulum var en by i vækst. Fortovene var de i fuld gang med at støbe brede og turistvenlige, og souvenierbutikker, restauranter og barer lå side om side langs hovedgaden. Det var blevet torsdag aften, og jagten gik ind på endnu et mexicansk måltid. Mikkel var som altid fuld af fortrøstning og klar på at smage mere af det mexicanske, men endnu engang stemte forventningen ikke helt overens med virkeligheden i hans verden: "Og så var det endda mig, der havde glædet mig mest til at smage den mexicanske mad". Men han skulle nu have ros for at turde springe ud i det kulinariske og fremmede gang på gang. Det var altid et issue, når vi var afsted - alle de valg. Det var lidt lettere hjemme ved mors kødgryder, hvor alle fik det samme, og der trods alt ikke fandtes menukort. Regnen kom akkompagneret af en smuk regnbue, men lige så hurtigt var den væk, og havde frisket luften op. Ti kilometer var det blevet til i benene. Godt gået.
Fredag. To uger siden take off. Vi var halvvejs. Beslutningen blev taget på at blive på Mayan House indtil mandag. Nu hvor vi var kommet indenfor murene, var her ganske rart. Fredeligt og trygt for ungerne at smutte rundt. Lejligheden var enorm, og ganske hyggeligt var det, at kunne spise sin morgenmad sammen omkring et bord. Tourguiden kunne holde fri weekenden over, for de første overnatninger i Playa del Carmen var også på plads. Så absolut nada på skemaet. Jeg skulle lige vænne mig til, at vi var kommet ned i gear, og Mikkel spurgte da også lidt sarkastisk, om der egentligt også var flere ruiner tilbage at se. Sådan var det at rejse med Overgaards dreamtrip. Fuld fart fremad, med små siestaer indlagt undervejs.
Der blev lavet kunster i poolen, til lettere irritation for vores medbeboere, de russiske damer, der efterhånden var ved at være godt brankede både for og bag. Med et godt lag makeup til at skærme, og et iskoldt blik der gik lige igennem os. Ikke første gang vi havde haft den oplevelse af asociale russere. Lektietid blev også flettet ind, hvilket ikke faldt i særlig god jord, nu da der var vinterferie derhjemme, så argumenterne stod i kø for at slippe. Der var ingen kære mor.
Til aften gik vi ad de små sidegader istedet for den turistede hovedgade. Her boede de lokale, i faldefærdige huse, med høje hegn og tremmer for. Man tog sine forholdsregler her. Dagens vasketøj hang ude I solen. En lille pige stod smilende og vinkede igennem tremmerne, et par hunde galpede på taget af et skur, vægge og gavle var malet i de fineste motiver med stærke farver, og mexicanske toner, stemmer og grin lød fra hvert et hus, vi passerede. En snert af det autentiske Mexico midt i alt det kommercielle.
Der var dømt pizza til aften, og trods restaurantens maritime tema, der fik os til at betvivle vores valg en smule, fik vi serveret absolut sublime pizzaer. Måske endda de bedste jeg til dato havde smagt, og det sagde en del. Måske var det kombinationen af paradis, min familie, gademusikanterne og en kold corona der toppede skalaen. Mikkel gik helt tilfreds derfra med en doggy bag i hånden. Maden havde levet fuldt ud op til forventningen denne gang.
Lørdag. Nada på skemaet. Igen. Thomas kom retur fra morgenløbeturen balancerende med en kaffe til mig. Ren forkælelse. Jeg var blevet nysgerrig på, hvor alt det tang fra forleden egentligt kom fra, og googlede mig frem til, at det kaldtes Sargassum. Der fandtes en hel ølignende plamage af dette ude i det caribiske hav, og indimellem, når vindene og havstrømmene var heftige, brækkede et stykke af, og dynger nåede kysten, hvor det døde og ildelugtende klumpede sammen i strandkanten. Det var ganske uforudsigeligt hvornår på året det skyllede ind, og eksperternes bud på den enorme tangproduktion, gik fra klimaforandringer til forurening, begge vilkår der gav vækst til algerne. Åbenbart var dette de seneste år blevet et stigende problem, for det var rygtedes blandt turisterne, at det kunne forekomme, her hvor de ellers var berømte for deres helt unikke strande med det turkise og klare vand med det hvide puddersand. Naturen viste tænder.
Heldigvis havde vi ikke booket en uge i strandkanten, og vores pool var nu også helt okay for nu, og tilmed føltes det, som var det vores helt private. Der var kun os, og en fransk familie, som var på udflugt. Lækkert. Det lykkedes mig tilmed, at få lidt point hos drengene, da jeg uden varsel, udfordrede mig selv, og sprang i på hovedet. Det var adskillige år siden, at det sidst var sket, og jeg klarede det faktisk i okay fin stil. Det var sundt nok at vende tingene lidt på hovedet engang imellem.
Til aften gik vi igen ad de små sidegader ind til byen. Mikkel synes jeg tog lige rigeligt med billeder undervejs: "mor du er jo ligesom en kineser". Det kunne der muligvis være noget om, men det afholdt mig ikke fra at fortsætte. Drinks before dinner tid - "Sex en la playa" & "Tequila sunrise", og så hen til gadekøkkenet og få små burritoes. Mikkel trak stop kortet denne gang. Han var ikke frisk på mere mexicansk køkken. Sofie var klar og med lime og diverse tilbehør satte vi igang. Mikkel endte med at bestille en ekstra omgang. Sådan gik det nogle gange ikke helt som forventet. Imens vi spiste, satte en familie sig ned på bænken ved siden af os. Vi hilste pænt, nu vi sad balle mod balle, for her kom man hinanden ved.
Endnu et regnskyl kom og gik, og gjorde fortovene våde og store pytter skulle forceres. Mikkels klip klapper blev glatte, så han fik et lift på ryggen af Thomas, og var noget betaget af den udsigt hans far havde helt deroppe fra, hvor han så verden. Da vi nåede hjem, var familien fra gadekøkkenet ved at tjekke ind på vores sted. Hvor mærkeligt var det lige. Vi små klukkede nu også allesammen over det sammentræf, da vi krydsede hinanden i porten. Endnu en skøn dag med afslapning på skemaet. Hvert sekund blev nydt, for lige om lidt...
Søndag. Sidste hele dag med privat pool. Jeg sjoskede ned på tanken på hjørnet efter kaffe, da Thomas var kommet retur fra morgenjoggeturen. En mexicaner havde hilst ham godmorgen med :"Buenos dias Amigo", og nu vi talte om hilsener, så lykkedes det mig, at underholde mine rejsefæller, da jeg, under ruinvandringen forleden, var lidt hurtig, da Sofie ikke syntes, at hun kunne så meget spansk endnu..."Du kan da både sige Buenas dias, Buenas tardes og Buenas nachos.....". Så skreg de alle tre af grin.....velfortjent...nachos og noches, come si come sa.....
Frokosten stod på hjemmelavet omelet. Mikkel, aka den sorte kok, var klar. Lejligheden var udstyret med gaskomfur, og Mikkel udbrød :"Sådan et har jeg godt nok aldrig lavet mad på før, det har jeg kun set på film". Så fik han da også vinget det af. Sikke et eventyr vi var på.
Sidste aften i Tulum og vi havde lovet ungerne pizza nede fra det lækre sted fra forleden. De havde lukket. Stor skuffelse. Vi søgte videre, og efter et fejlvisit på en vegansk restaurant, endte vi med at få serveret fire lunkne colaer i beskidte glas suppleret med tre styk lidt seje pizzaer. Nuvel man kunne ikke ramme plet hver gang.
Mandag. Den sidste i februar. Tilbragt i 30 grader. Perfekt. Flyttedag. Fem dage var det blevet til her i Tulum. Det havde vi ikke regnet med, men vi havde mærket efter, og der havde været stemning for absolut afslapning. Vi nåede lige en sidste tur i poolen, fik en omgang thai massage af Mikkel, og fik hilst på et pensioneret ægtepar fra Michigan. Vi kunne ikke sige det nok, ti minutter i deres selskab, og vi var fyldt op med gode vibes, og råd om livet. De havde selv fire børn og nu også en bunke børnebørn. "Let the yongsters do the work", som de sagde. De forstod os, når vi sagde, at det formentligt snart var slut med de lange rejser, vores ungers alder taget i betragtning, men indskød da lige en mulighed for os :"Bring some of her friends, and she will be allright".
Vi fik tømt den gigantiske lejlighed, og fik brokket os ind i en colectivo med kurs mod Playa del Carmen. Effektivt system og for 67 danske kroner var vi fire blevet fragtet de omkring 60 kilometer. V passerede det ene gigantiske all inclusive hotel efter det andet på vejen. Men det betød også, at de små lokale restauranter og købmænd intet havde at gøre der. En amerikansk familie steg på uden for et af dem: "We are going shopping", lod moderen til de to teenage piger os vide. Med Tulum på nethinden tænkte jeg, at det nok ikke blev den vildeste spendertur.
Med taxa det sidste stykke ud til vores hotel hvor der ikke gik længe, inden vi plumpede i en ny pool. Pludselig lød det fra Sofie :"Hvad er det der kommer der?" Og taget i betragtning at vores unger efterhånden havde set en del sære væsener rundt omkring, kunne man godt blive lidt bekymret. Hen over plænen kom en næsebjørn puslende. Straks pøsede jeg på med formaninger, at den måtte de altså ikke klappe. Lettere anspændt, men hey, det var ikke hver dag en bjørn tøffede forbi, jeg var ikke helt forberedt.
Til aften trissede vi ned til havet. Ville lige tjekke om tangen også var her. Det var den, men stadig var stranden fyldt og turister allevegne. Tulum var en søvnig flække i forhold til. Gigantiske butikker med aircondition på max, lokkede med deres bling, glitter og kendte mærkevarer. Jeg tænkte, at det nok alligevel endte med en dyr fornøjelse for den amerikanske far til tøserne fra tidligere. Vi havde lovet ungerne Mc D. Den var ikke svær at finde, for her i turistimperiet fandtes alle de kendte side om side. en is at gå hjem på, imorgen var atter en dag, og det skulle blive spændende at se hvad byen her havde at byde på, når vi fik den lidt mere ind under huden.
Buenas nachos herfra.
Kommentarer
Send en kommentar