Vi fik langsomt Mexico ind under huden. Et venligt men lidt forbeholdent folkefærd. Sprogbarrieren var enorm. Indtrykket var en blanding mellem Thailand og USA. Den amerikanske del slog særligt igennem i hotelzonerne, hvor de velkendte burgerkæder og restauranter var at finde. Bevægede man sig, som os, lidt væk fra turistområderne, var husene af blik og bilerne ganske ramponerede. En ældre mexikansk mand med cowboyhat kom cyklende forbi, og løse hunde passerede hjemmevant Valladolids befærdede gader. En ældre mama sad på et dørtrin i sin hvide kjole med blomsterbroderier på, og solgte farverige og indbydende grøntsager. Overalt et væld af farver fra souvenierbutikker, og husfacader vi passerede. Fodgængere skulle træde varsomt, for ligeså afslappede de var, når det gjalt service, ligeså utålmodige var de i trafikken. Et sekund efter at lyset skiftede til grønt gik en dytten og båtten igang. Der var heller ikke det samme overskud som i LA til at give plads, det var bare afsted og point for at ramme. Men vi følte os nu ret rutinerede, Ho chi Minh City's trafik havde givet os hår på brystet, og man kom langt med et oprigtigt smil her.
Vi stod tidligt op denne tirsdag i Valladolid. Chitzen Itza var målet. Det gigantiske Maya herredømme. Selv Mikkel nåede morgenmaden inden vi satte afsted, trods klokken kvalme tidspunktet, men måske hjalp den forsvundne time os lidt på vej. Omkring en kilometer tilbage, og Mikkel undrede sig over, at vi endnu ikke kunne se den store pyramide, jeg svarede, at de var ved at puste den op. Det synes han ikke var morsomt, men ville nu alligevel godt lige have bekræftet, om den nu var ægte nok. Det var den, og hvor var den flot og speciel og gammel og unik. Et af Maya folkets kæmpe riger. Som engang for mange år tilbage blev indlemmet af Itzaene, heraf navnet, og en dag var blevet forladt for at blive gemt og glemt i junglen omkring. Ingen vidste præcis hvad der var foregået dengang, og det var stadig en gåde, hvordan de havde formået at stable og bygge, hæve og hejse alle disse mange sten dengang i årene 200 efter Kristi fødsel. Vores tidlige ankomst gav os mulighed for at få taget et par billeder uden alt for mange andre indblandet. Desværre måtte man ikke komme en tur til toppen. Det var der blevet sat en stopper for et par år tidligere, da en canadier, efter sigende, i smug havde overnattet deroppe, og var blevet opdaget af vagter den følgende morgen. Måske var det bedst sådan, det ville da slide forfærdeligt, hvis alle de mennesker, der kom her hver eneste dag, skulle op og ned af de ældgamle trin, selvom Mikkel nu havde set frem til en rask tur til toppen.
Tre timer senere havde vi set og rørt det, vi ville og måtte. Chitzen Itza, på UNESCO's verdensarvsliste og et af verdens moderne syv vidundere, var hermed vinget af. Vi faldt i den ene souvenierfælde efter den anden derinde, men tingene var nu faktisk, turistmagnet taget i betragtning, ret så billige, og vi var her jo, som Sofie konstaterede, kun en gang, så vi slog til. Vi så endnu en cenote. Cenote betød en hellig brønd, for den gav vand, selv når tørken satte ind. Maya folket havde således altid haft adgang til ferskvand, og byggede derfor praktisk nok tæt derved. Toogtyve meter nede rislede vandet dovent afsted. Fascinerende.
Om eftermiddagen blev der tid til en "Sol", i solen med ham den søde i Valladolid centrum. En skøn øl og et skønt selskab senere, fik vi samlet ungerne sammen, og gik ned for at spise aftensmad. Mikkel underholdt hele vejen med diverse gåder :"Moar, hvis du overhaler nr 2 i et løb, hvilket nr er du så?"..."Moar, hvad er det der er så skrøbeligt, at bare et ord kan ødelægge det?"....."Moar, hvad er det der, hvis man deler det, ikke længere er?"....Dejligt med lidt underholdning på turen.
Onsdag. Endnu et Maya rige ventede på at blive udforsket. Igen var vi tidligt på færde for at undgå den værste trængsel på seværdigheden. Vi tjekkede ud, og blev mødt af et utal af betjente og adskillige politibiler. Der var sket et færdselsuheld med en scooter og en pigecykel indblandet lige udenfor vores hoveddør. De forulykkede var heldigvis væk, og forhåbentligt var de sluppet med forskrækkelsen, men sikken et opbud. Generelt var der politi overalt i dette land. På hver en køre- eller gåtur passerede vi adskillige betjente, der holdt lov og orden omkring os. Jeg var ved at vænne mig til deres massive tilstedeværelse, og valgte at se det som et tegn på, at der blev passet godt på os. Vi snirklede os uden om optrinnet og satte afsted.
Coba herredømmet var målet. Vi indhentede hurtigt den ekstra time fra forleden. Det besværliggjorde logistikken en smule for tourguiden, når vi skiftede tidszoner, som man skiftede underbukser, men det var nu lidt sjovt alligevel. De måtte åbenbart forveksle Thomas, den høje mand, med en mexicaner, selvom vi havde lidt svært ved at finde ligheden. Men uanset, så endte vi med at betale den lokale pris for at komme ind, som var en del blligere end turistprisen. Coba herredømmet lå gemt inde i junglen. En ganske anderledes oplevelse end dagen forinden. Ingen glubske sælgere her og en gåtur i den svalende skygge fra træer med lianerne hængende ned. Fuglekvidren foroven og en hel masse emner lige fra præsident Lincoln til kannibalisme blev taget op, imens vi gik ad stierne derinde. Ikke fordi de havde noget som helst med denne seværdighed at gøre, men vi havde det med at komme vidt omkring, når først snakken gik.
Ud af alt det grønne omkring, strakte Coba pyramiden sig mod himlen, og udfordrede os på at nå dens top. Toogfyrre meter op ad for at få et kig ud over junglen. Afsted det gik. Mikkel selvfølgelig forrest i feltet, men han blev udfordret af sin højdeskræk. Han klarede turen hele vejen op, men var også hurtig til at tage en beslutning om, at komme ned igen. Ærligt, så var jeg faktisk heller ikke helt i mit rette element deroppe. Der var SÅ stejlt, og kun et reb i midten, som man kunne klamre sig til, men udsigten var absolut blændende. Nede igen, og her fik jeg ikke point for stil, udbrød Sofie : "Det var sjovt".....hvortil Mikkel svarede "sjovt, det var livsfarligt". Klatremesteren havde ramt muren, og det var vel også sundt nok at kende sin egen begrænsning, og så alligevel kunne bevare overblikket når det gjalt. Fem kilometer var det blevet til i det ujævne terræn, mange turister valgte at blive fragtet rundt i cykeltaxa, men det var ikke noget for os. Ungerne var nu ikke var helt enige i den beslutning.
Vi var klar til at sætte kursen mod Tulum, vores base for de næste dage. Der var heldigvis ikke langt mellem byerne, og bilen gjorde det hele meget nemmere. Vi ramte turistimperiet lige omkring frokost og snuppede en Subway, jeg havde ikke tal på for hvilken gang på turen, men ungerne havde efterhånden helt styr på at bestille selv, tilmed på spansk. Sejt. Tulum by var kendt for sin bæredygtighed og simple Living. For healing og yoga. For at køre Boheme-stilen. Vi kørte en tur langs stranden, hvor cabanaerne lå linet op. Ingen wifi, ingen mobiler, ingen køleskab og alle de andre elektroniske dimser der kunne forstyrre universet. Ren afslapning, og mulighed for at spotte en kendis, da dette åbenbart var "stedet". Det var vist mest for jetsettet, så vi nøjedes med at kigge og smutte en tur ud på den offentlige strand, for lige at fornemme hvor vi var landet. Vi skulle bo oppe i byen, og fandt vores base. "Mayan home", men kom til en lukket port. Heldigvis blev vi, efter at have stegt lidt i heden, reddet af et par svenske fyre, der lukkede os ind, så vi kunne få banket manageren op fra sin siesta. En hundrede kvadratmeter stor lejlighed med køkken, spisebord og vaskemaskine. Tiltrængt. Så var alt glemt om den besværlige adgang til herlighederne. Men Tulum betød jo også ganske passende "muren", så man kunne vel forvente det. Thomas kørte ned i byen for at aflevere bilen. Slut med den frihed, og slut med den service der fandt sted, når man var inde og tanke. En stod klar til at tanke, en pudsede forruden og en tjekkede dækkene. Det kunne vi lære noget af. Det der med boheme-stilen kørte vi ikke så meget her med vaskemaskine, microovn, wifi og Harry Potter på mac' en. Men vi havde den lækreste pool lige udenfor, og det kunne godt få os ned i gear.
Torsdag. Endnu en ruin at udforske. Denne gang i Tulum. Denne gang lå den smukt ud til det azurblå hav. En taxatur på ti minutter, og vi var fremme. En optankning med en Starbucks og jeg var klar til en rundtur. Vi blev først mødt af næsebjørnen "Lucy", som engang var blevet fundet nær ruinerne, efterladt af sin mor. Hun var blevet passet, og holdt nu til her i ruinerne. Der duftede af saltvand, området var mere fladt og åbent, og man kunne bedre få en fornemmelse, af hvordan byen var bygget op dengang. Gigantiske leguaner lå overalt på de afbrækkede mure, og sugede varme til sig. Selv teenageren i familien synes, at det var helt hyggeligt at gå rundt her, trods deres indvendinger om at skulle se flere ruiner. Så forskellige og unikke de tre herredømmer hver især var.
Vi gik ned til den offentlige strand tæt ved ruinen, men uheldigvis var der tidspunkter hvor den ellers så smukke strand var overdænget med tang i tykke dynger, der gjorde vandet til en grødet masse, og det tidspunkt var også lige nu. Stranden med det ildelugtende tang indbød ikke til badning, så vi var egentlig godt tilfredse med ikke at have booket en uge i jetset paradiset i strandkanten. Istedet smuttede vi hjem til vores hacienda, hvor alle andre var ude og se på pyramider, så vi havde poolen for os selv, fik Skypet hjem til besserne i kulden, en havemand gik stille rundt og pudsede fliserne omkring os, og ud af højtaleren strømmede mexicanske toner. Det var lige til at holde til.
.....og tænker du stadig over svaret på gåderne, så var det....."nr 2", "Stilhed" og "En hemmelighed";) God weekend derhjemme
Kommentarer
Send en kommentar