"Jeres fly er aflyst!". Sådan lød beskeden kl 03.00 natten til fredag, afvent yderligere, vi sender en besked inden for de næste tre timer. Thomas beordrede os til at sove videre, og tog tourguide kasketten på afventende på nye oplysninger. Det var ellers nu vi skulle op og afsted med morgenflyet til Amsterdam og videre derfra til Los Angeles, vores første destination på drømmerejsen III. Sådan gik det ikke, men kunne man vel nærmest ikke forvente andet med Thomas's navn på billetten? Vi havde jo både oplevet brand og mågekollision på vores færden rundt i verden.
En halv time senere havde nogen et eller andet sted i verden siddet og lagt planer på vores vegne, og således gik det til, at vi kl. 8.30 satte afsted fra Aalborg lufthavn mod København. Dernæst blev destinationen San Fransisco inden den endelige destination LA blev nået. Nu skulle det jo ikke være alt for nemt, for i Kbh blev vi igen ramt af tekniske problemer med flyets bremsesystem, og en times yderligere ventetid med lidt panik over om det overhovedet kunne fikses, og hvad med flyet til LA senere....Det blev ved den ene times venten, og heldigvis for det, for ved siden af mig sad en lille stille pige med feber, ondt i halsen og absolut ingen energi. Sofie var ramt. Det havde da nærmest også været uundgåeligt ikke at pådrage os nogle baciller inden afrejse, da halvdelen af Danmarks befolkning snart havde ligget underdrejet. Det huede ikke mit bekymrede moderhjerte at slæbe Sofie igennem en strabadserende rejsedag og nu tilmed med en ekstra flyvetur oveni. Men hun kæmpede.
Vi blev bænket i flyet og med en ledig plads ved siden af Sofie. Så viste guderne måske lidt barmhjertighed og prinsessen kunne komme ned at ligge. Sofie blev puttet med puder og tæpper og kunne se frem til et lidt mere komfortabelt møde med den elleve timers lange tur til vestkysten. Men nej! Da vi var kommet godt fra start og sikkerhedsskiltene blev slukket kom en mand ud af ingenting og proklamerede, at det var hans plads. Han tøvede lige et sekund da han så, at der på rækken bag os var to ledige pladser, men valgte at holde fast. Manden fik slynget ud, at han var kommet lidt sent, og jeg fik, i min frustration over udsigten til en syg Sofie på skødet, spurgt ham lidt forurettet, om han var stået på i luften så. Det gav ikke lige mening i mit hoved hvor han havde været indtil nu. Det viste sig at han var en Mr very important person. Nabo til piloten. Han havde en invitation til at sidde i cockpittet under start og landing. Jeg vidste jo godt, at han ligesom ikke kunne gøre for, at det var hans sæde, men det var bare et antiklimaks af de større. Jeg tilbød ham at bytte med Thomas, som var placeret skråt bag os, men han takkede nej. Selv ikke da Sofie grundet luftsyge kvitterede i SAS posen eller ungernes fødder konstant endte ovre hos ham, slog han til. Lad os bare sige, at det var en af de længere ture, og det var sparsomt hvad søvn det blev til. Oveni den næmest ikke eksisterende nattesøvn fra nattens tumult med aflyste fly var vi lidt bagud. Ganske anderledes gik det den unge pige på rækken bag os. Jeg hørte hende fortælle sin medpassager, at hun skulle til staterne for første gang, og kunne da tage hul på sit eventyr ganske udhvilet. Tre sæder havde været hende forundt. Sidste mand på rækken, havde været galant nok til at lade hende brede sig, og hver gang jeg var ude for at få blod ned til benene, kunne jeg sende lange blikke til hendes komfortable arrangement. Et par timer inden turens afslutning hørte jeg hende kvidre, "jeg ved da slet ikke hvor længe jeg har været væk, jeg tror næsten jeg har sovet hele vejen".
Videre, vi var på vej på eventyr, og vi havde klaret turen på trods. Nu ventede kun den sidste tur fra San Francisco til LA. Vi havde en time til boarding, og skulle gennem pas kontrollen og sikkerhedstjek, hente vores bagage og sende det videre. Det var nok en smule optimistisk at tro på, at det ville ske. Især da vi ramte pas kontrollen, hvor der var flere timers ventetid. Thomas førte an på en hurtig beslutning, vi havde et fly at nå, og spurgte pænt folk foran, om vi måtte komme foran i køen. Men der var langt endnu, så vi fortsatte bare forbi kineserne. Vi orkede ikke at forklare dem situationen, og tænkte at de nok også skyldte et par forlommer fra alle de gange, hvor de havde mast sig frem. Vi havde fået følge af en anden dansk kvinde, som kunne se ideen i vores projekt, og en dansk mand, som først ganske forurettet havde udbrudt "Det kan man altså ikke tillade sig", men havde været hurtig til at følge trop, da han anede at missionen ville lykkes, og det gjorde den. Mikkel kunne virkelig ikke klare, at vi bare sådan gik foran de andre og brød reglerne. Vi måtte forklare ham flere gange, at i sådanne situationer var det altså okay, og at vi jo også ville have tilladt andre at komme foran hvis de havde travlt.
Vi nåede, stik imod alle odds og tilmed med et ekstra sikkerhedstjek til farmand som var specielt udvalgt, vores fly. Fire midterpladser havde vi vundet, hvilket betød, at vi skulle splittes. Det skulle gå lidt stærkt og Mikkel endte i en sandwich mellem to amerikanere i str XXXL. Han var nærmest væk. Det blev lidt for meget for ham, så vi byttede rundt undervejs, så han istedet sad foran mig. Hans lille hånd kom over bag for lige at mærke, at jeg var lige der. Så måtte Thomas sidde i spænd den korte tur ned langs kysten.
Vi landede i storbyen og nød gensynet med palmerne. Fik hentet bil, som blev udvalgt at Sofie, en kæmpe SUV og vi kørte derfra med soltaget åbent og et fly, der netop skulle lande, buldrende få meter hen over os. Viiiiildt. Og vi var endelig her lige midt i det hele. Drejede omkring hjørnet ind på den første McD på turen. Skålede i en xl cola og satte kursen mod days inn. Der gik ikke længe inden jeg i mørket bagved kunne ane to sovende unger.
Efter en god nats søvn liggende helt udstrakt og virkelig sat pris på det, var vi klar på tidlig morgenmad og afsted på sightseeing. Sofie var langt fra frisk endnu, så det skulle primært foregå siddende i bilen. Omme fra bagsædet blev der fortalt om hver en sej bil Mikkel så, og dem var der altså en del af, når man lagde ruten igennem Beverly Hills. Mikkel huskede ikke meget fra sidste besøg her. Kun hvad billederne derhjemme fortalte, men han var ret så betaget af hvad han så. Hollywood skiltet var på dagens liste, og det blev da også til et gensyn med både Rodeo drive og Hollywood boulevard med walk of Fame og alt det andet skøre der var at se på derinde. Spiderman, Batman, Mickey og klovnen fra IT, som jeg havde haft fornøjelsen af at damen på rækken foran mig i flyet dagen forinden havde valgt at sætte på sin skærm. Jeg fik så, meget mod min vilje, præsenteret nogle ganske forfærdelige og blodige scener. Der var nok at se på og stjernerne under vores fødder vakte minder om alle de store mennesker, der havde gjort en forskel i vores verden.
Sofie trak stop kortet. Hun var sej, men nu var kontoen opbrugt. Vi cruisede afsted på de otte sporede motorveje, med mig som co driver og Thomas elskede alt ved dette forjættede land. Der var ingen tvivl om, at min mand følte sig hjemme her. Fra bagsædet lød der fra Mikkel, at han havde fået øje på en ulv i vejsiden. Vi lod ham blive i den tro.
Hjem og lade op. Mikkel fik lokket sin far med i poolen og var så klar med i pad'en, men først nu gik det op for ham, at vi befandt os et sted hvor, man foretrak at tale med hinanden istedet for at bruge tiden online. No Wifi - sorry. Istedet måtte han afsted med Thomas efter aftensmaden. Sofie ville have en voksen blev hjemme, og selv om Mikkel nu mente, at han da også var ansvarlig blev fordelingen sådan. Sofie var i drømmeland da drengene kom retur og sov tolv tiltrængte timer.
Søndag. Endnu en dag fyldt med oplevelser. En tur på sciencemuseum, som Thomas var blevet anbefalet af sin sidemakker i flyet hertil. Vi blev endnu engang blæst bagover af den forunderlige spaceverden. Så det gigantiske rumskib Endeavour, som nu var stedt til hvile her. Den var blevet fragtet hertil fra Orlando på ryggen af et gigantisk fly og kørt det sidste stykke gennem byen som en gigant der blev hyldet som kun amerikanerne kan. I et af rummene på museet var plakater med billeder fra Los Angeles. Et af dem viste en ulv i en vejkant. Så havde han nok alligevel haft ret den bette. Vi spiste pizza slides i solskinnet i 24 grader, inden vi satte kursen mod Santa Monica.
Vi gik en tur på third Street, og kom i stemning af de uopdagede stjerner der underholdt de forbipasserende. Gik en tur på molen med tivoliet og ungerne trak en spådom i Zoltar. Sofies var uhyggeligt spot on. "Ja det havde været lidt op af bakke, men nu kan du se fremad til bedre tider. Du vil drømme om sol og det vil blive begyndelsen på en lys fremtid. Du er meget ærlig og elsker at være omgivet af dine venner. Du vil snart kunne investere i nogle få luksusvarer som du længe har ønsket dig. Måske det blev en dyr omgang i outlettet senere på ugen. Mikkel skulle holde fokus på at gøre det rigtige. Men han var heldigvis allerede godt på vej, kunne vi da bare konkludere med alle hans indvendinger når vi brød reglerne på vores vej. Vi rundede turen af med at kaste med baseball i sandet. Mikkel havde købt den på sciencemuseet, og selv om han påstod, at han ikke var typen der shoppede, så var han den der indtil nu havde investeret i både Cap og bold og han var typen der handlede hurtigt og effektivt, når han fandt hvad han skulle bruge.
Vi vendte retur til days inn og spiste spaghetti meatballs tilberedt i mikroovnen. Fik talt dagen igennem og kneb os i armen over virkelig at være igang med vores tredie store eventyr.
Kommentarer
Send en kommentar