En julehilsen fra familien Overgaard

Sommeren har ganske uden at gøre særligt væsen af sig stille sneget sig ind i at blive til efterår og nu vinter. Kastanjerne er igen faldet til jorden, og det er nu, at udlængslen igen trækker i os.

I marts måned i år vendte vi hjem efter en uforglemmelig rundrejse i østen. Tre måneder hvor vi havde suget til os af al den skønhed og visdom moderjord bød på. Vi fejrede vores kobberbryllup under palmerne, præcis som vi ønskede det. Med vores guld omkring os, og tid til hinanden. 

Vi var dybt taknemmelige, og samtidig bedre forberedt på den følelse af tomhed enden på sådan et eventyr på samme tid kan give efterfølgende. Vi vidste godt, at det var vores eventyr, vores forandring, vores minder og vores opgave at strikke det ind i den hverdag, der igen ramte os.

Vores børn havde overrasket os på den helt særlige måde, de havde været så klar på eventyr, og de havde fået os til at forstå verden på andre måder end den, vi umiddelbart kunne se. Men vi kunne ikke komme udenom, at det var en kamp med tiden, om hvornår vi ikke længere kunne låne dem med på eventyr. Sofie fejrede igen sin fødselsdag i varmen,  i Cambodia denne gang, og var nu blevet 12, og Mikkel 9. Der ventede konfirmation og fritidsaktiviteter, der ventede venner og teenage liv forude. Vi var ved at indse, at vores drømme måtte drømmes med disse udfordringer taget i betragtning. Hvad så?

Vi kiggede på hinanden. Ja hvad så? Vores verden er en cocktail af drømme og et hverdagsliv, der er fyldt med alt det, der giver mening. Familie, venskaber, skole, job, fritidsinteresser og alt det løse, som bare lige skal flettes ind. Men vi fungerer bedst, ja vi ved det godt, vi er yderst priviligerede, når disse to aspekter kan kombineres. Når hverdagslivet giver mening for os alle fire, og når vi har en fælles drøm derude. Når minderne og glæden ved det der var, forenes med det der kommer.

Snart, og sådan er det, er ungerne på vej ud i verden på egen hånd. Måske bare et par kilometer væk, måske til den anden side af jorden. Vi vil ikke sidde tilbage med følelsen af, at vi lod os begrænse af praktik og troen på, at "vi når det nok". For hvordan ser vores verden ud to år ude i fremtiden? For mit og Thomas´s vedkommende, er der måske ikke sket radikale ændringer, men for vores to børn, sker udviklingen med syvmileskridt.

Vi kan se tilbage på et år, hvor vi igen skulle finde fodfæste i den hverdag, der ramte os i foråret. Vi kunne igen flytte ind i vores elskede hjem, som havde dannet basen for min "hjemløse" kollega og hendes dejlige lille familie, imens vi var ude i verden.

Sommerferien blev tilbragt i blæst og gråvejr, men i de dejligste omgivelser ved vesterhavet. Vi elsker hver en dag deroppe, hvor der er lidt højere til himlen. Med kroket og kortspil, og lange gåture. Men det er klart, at varmen og solen godt måtte have gjort lidt mere væsen af sig.

Hyggeligt blev det, da min storesøster fortalte, at de nu havde købt sommerhus tæt ved. Det er allerede blevet til et par gåture hen forbi hinanden, og dem glæder vi os til mange flere af.

2017 blev også året, hvor min lillesøster med sin lille familie igen vendte hjem til Danmark. Hun var så savnet, og jeg nyder, at de nu er lige i nærheden. Det er bare hyggeligere, når kaffedaten ikke er virtuel.

For Sofie har året 2017 budt på erfaringen med, at skrive sin aller første ansøgning. Den blev skrevet med bankende hjerte og et inderligt håb om, at det bar frugt. Det gjorde det, og Sofie drøner hver tirsdag afsted til Sofiendalskolen, hvor hun først træner gymnastik med familieholdet, hvor hendes lille fætter Christian nu også går, for derefter at træne de lidt større børn, for så at slutte dagen af med halvanden times springgymnastik træning.

Forleden dumpede det sødeste julekort ind fra bestyrelsen i foreningen, hvor de skrev hvor glade de var for Sofie, og hvor de håbede på et langt samarbejde med hende. Så bliver man en smule stolt som forældre. Når Sofie ikke springer rundt, er det ikke sjældent, at man snakker til hendes fødder, for hvor end hun ser en mulighed, så står hun gerne på hænderne.

Der bliver snapchattet fra morgen til aften, og "Musically" er under de foretrukne. Sofie er med hvor det sker, hvilket også viste sig, da hun sammen med veninderne her i november måned tonede frem på skærmen på TV Nord til Edison konkurrencen, hvor de med gejst og indlevelse havde opfundet et vandfilter, så vand i hjemmet kunne genbruges. En teenager flytter snart ind, og vi forældre må opruste os. Men det er heldigvis den dejligste teenager, med det blødeste hjerte.

Mikkel har udviklet sig enormt, og i foråret, efter at være retur fra østen eventyret, kunne vi fra skolens side høre, at de oplevede en dreng, der var modnet af rejsen. En dreng der var blevet mere skoleparat og ivrig efter at lære, og som ofte bød ind med mange historier fra sine oplevelser derude i verden. Det rørte os dybt.

Året har også budt på en ny karriere indenfor håndboldens verden. Mikkel har fundet sin rette hylde indenfor fritidsinteresser, og elsker at komme til træning. Forleden kunne vi overvære ham spille i Gigantium. Nerverne sad udenpå tøjet, og det blev da, måske af samme årsag, heller ikke til en scoring, men det var en stor oplevelse for den unge herre. At han bagefter fik lov at løbe indløb med selveste landsholdspilleren Magnus Landin fra Kolding var endnu større.
Mikkel er en skøn dreng med gå på mod. Han er selvstændig og skarp, og vi glæder os over at se hvordan vores langhårede dreng bare suser afsted ud i livet. 

For os voksne er ikke meget forandret. Samme job og samme glæde derved. Jeg har fået yderligere to kollegaer i gruppen af robotassisterende sygeplejersker, så vi nu er fire. Dejligt. Det er altid godt at kunne sparre bredt, og opgaverne kan nu blive delt imellem os. I efteråret blev det til en hyggelig og spændende tur til Belgien. Robotkonference hvor vi sugede til os. Dejligt at få lov at fordybe sig, og hyggeligt at dele det med gode kollegaer. 

Thomas suser stadig Aalborg tyndt, oftest på cykel, rundt til forskellige virksomheder og skaber bånd med Aalborg kommunes skoler. Han gør det godt, og kommer hjem med så mange sjove og spændende historer fra Aalborgs ildsjæle og unge mennesker. Udover det har året budt på erhvervelse af et dronecertifikat, så vi nu ser verden lidt mere fra oven.

En kærestetur til Frederikshavn blev også flettet ind i årets løb. Måske ikke de mest luksuriøse omgivelser, men hvor var det hyggeligt alligevel.

Den første søndag i advent satte vi kursen mod Aalborg lufthavn. Nej, ikke for at smutte afsted igen, men for at tage imod farmor og farfar, der havde tilbragt en måned i Malaga. De var savnet, det var klart, men vi undte dem også en rejse ned til varmen, væk fra novembers kulde og mørke. Dejligt at have dem hjemme igen.

Det er en rejselysten familien Overgaard. Næste år byder også på nye eventyr for faster B og co. Østen skal udforskes igen, og vi vil glæde os til at følge med undervejs.

Mormor og morfar har heldigvis også været på et par småture, dog mest i det danske, men det har betydet, at vi har måtte låne Molly imens. Dejligt med den brune klump i huset. 

Året har budt på hyggelige cafeture i deres selskab og en biograftur med far, hvor halvdelen af filmen blev set gennem mit halstørklæde. Så var det rart, at have farmand ved min side. Jeg glæder mig til nye oplevelser med dem i det kommende år, hvor første stop er, at mine søstre låner vores far med til Huxi Bach´s show.

Så hvad nu? Når vintermørket stadig er over os, når julen og nytåret forhåbentligt er veloverstået i hyggelige danske minder om småkagebagning, kalenderlys, gaver og nærvær, så finder vi igen taskerne frem og fylder dem op med shorts og klip klapper. Med Usa og Mexico som næste destination. Kompromiser er indgået. Mange. Men sådan er livet - Det består af så mange valg og dermed også fravalg. Vi har besluttet, at tage de chancer vi får, det betyder, at rejsen denne gang bliver på fire uger. Havde vi ventet to år, som først var planen, så havde den været på 6-8 uger, men vi kan ikke hamle op med en konfirmation, som skal have al den plads, som Sofie fortjener den skal have. Så derfor dette kompromis. Ikke til ungernes udelte begejstring. De ville faktisk hellere vente yderligere et år, for så at komme på en længere rejse. Noget helt særligt er lagt som et lille kim i dem begge, om at kunne trække os ud af hverdagens trummerum og lade tiden være vores egen.

Men at vi igen har fået grønt lys fra vores arbejdspladser, at vi igen har fundet plads og mulighed for at komme ud i verden, at vi har hinanden og alle fire har mod på så meget mere, det er vi så dybt taknemmelige for, at ord ikke kan findes.

Så hæng på derude, måske jeg igen spidser blyanten....

Tak til alle jer der står vores hjerter nært. Tak for alle de hyggelige timer vi har haft i årets løb. Tak til vores familier og venner for at sprede glæde i vores hverdag.
Tilbage er bare at ønske alle en

GLÆDELIG JUL SAMT ET LYKKEBRINGENDE NYTÅR

FRA ALLE OS TIL ALLE JER