Tak for lån - Once again

Cirklen sluttede. Et lys og vandshow med Singapore skyline som baggrundskulisse, præcis som vi havde stået tre måneder tidligere i Hong Kong og set en, omend, lidt tammere udgave, så var ligheden slående. Med stroferne fra "What a wonderful world", blev showet rundet af. Det var præcis hvad det var, en vidunderlig verden, og nu havde vi endnu engang været så priviligerede at få lov at opleve den på nært hold. Lidt sjovt at tænke på, at vi også sidste gang rundede østen eventyret af i denne storslåede by, knap så sjovt at tænke på, at vi denne gang ikke havde tre måneder i USA, der lå og ventede.

Taskerne var lynet den sidste gang. Vi havde gjort det igen. Rykket tid ud af kalenderen og givet hverdagen baghjul. Hvor var de tre måneder blevet af, og hvor havde vi dog oplevet mere end vi havde turde drømme om.

Fra Hong Kongs myretue af internetslugende Hong Kongesere, som sjældent lod blikket vige fra skærmen. Hvor vi blev fragtet til tops på verdens længste rulletrappe, og blev opslugt af nattens lysshow, sejlede til Macau og blev blæst bagover af deres glitter og glamour i Las Vegas Asian style. Vi kom jetlagget til livs, og var parate til at rykke videre. Vietnam ventede, og julen lå lige om hjørnet. Et varmt og dejligt gensyn med Saigons vilde trafik. Flere biler i gadebilledet, men scooterne havde stadig det forkromede forspring. En nat på et tarveligt hostel inden Phu Qouch og vennerne ventede. Et længe ventet og dejligt gensyn med den lille familie på fire. Peter, Mette, Anna og Emil. Nye omgivelser der skulle udforskes. Tropicana resort der diskede op med en juleaften, der ville gå over i historien. Videre til Famiana som bød på den skønneste grønne oase, dykkerkonkurrencer, en nytårsaften i underholdningens tegn. Hvor Peter fik vist sine evner indenfor stoledans med frække moves, og Mette måtte kapitulere overfor slangemandens overmenneskelige evner. Vi tog hul på et nyt år i de smukkeste omgivelser. Vi kunne kramme vores venner og ungerne sprang fra stolene. Vi kom på en snorkeltur der flyttede grænser, inden vi vemodigt måtte skilles, os for at tage mod Cambodia, dem for at udforske lidt mere af Vietnams forunderlige hemmeligheder. 

Vi indtog Cambodia med et åbent og spændt sind. Sidst vi var på eventyr blev dette land sprunget over. Vi havnede på et hostel inde midt i den larmende beskidte storby Phnom penh. Vi blev berørt af den tragiske fortælling om de røde khmerer, besøgte fængslet og Killing Fields, fik en klump i halsen og kunne næsten høre genlyden fra de forfærdelige hændelser der.
Videre gik det til Siem Reap hvor en fødselsdag nærmede sig. Det blev med et aftryk af cambodiamave og et ufrivilligt visit på det Internationale hospital med malariaalarm skrevet henover det hele. Heldigvis blev den afblæst, men situationen taget i betragtning var vi lidt pressede. Thomas var meget syg, og det skulle forenes med en snart 12 årig piges spændte forventning om en fødselsdag i et fremmed land. Alle sejl blev sat, og Thomas pressede sig til det yderste, og sådan gik det til at vores lille pige fik sig en uforglemmelig fødselsdag afsluttet med fødselsdagssang på Hard rock café Siem Reap. 

Vi kunne ikke forlade byen, før vi havde set solen stå op over Angkor Wat, så med en fåmælt, og dog total cool Thomas, klarede vi en dag i stegene hede på tempelvandring, blev velsignet af en munk og oplevede den smukke og ganske særlige stemning i tempelbyen, der var blevet slugt af junglen. 

Cambodia var et skrevet kapitel, nu ventede et gensyn med Thailand. Vi betrådte grænsen til fods, og kom til dette forjættede land, der i sin storhed og velstand var en skærende kontrast til Cambodia, som vi netop havde lagt bag os. Koh Chang ventede. Et ophold i paradis, på Apple beachfront resort. Med vores lille danskerkoloni af de skønneste mennesker. Hvor vi spiste i vandkanten, og ungerne pilede rundt mellem bungalowen og stranden. Hvor vi hentede majskolber og wraps oppe på hovedgaden, hvor vi kom på endnu et undervandseventyr med frokost på paradisstranden, og hvor vi elskede hvert et sekund. 

Vi bevægede os mod Bangkok med et stop i crazy Pattaya. Vi ankom til et klaustrofobisk lejlighedskompleks, uden seng til ungerne men med den største pool vi til dato havde set. Vi spiste wraps på altanen, two for papa, og nappede et par dage mere inde midt i Pattaya, bare lige fordi vi kunne. Den vildeste by på alle måder, men der var plads til os alle, og vi ville ikke have undværet et visit her. Med en fåmælt taxachauffør drønede vi videre til Bangkok. Et forunderligt og sjovt gensyn. Med pool på toppen og god tid til at nyde den sydende storby. Hvor vi fik vinket til den sjove kok på weekendmarkedet, og ungerne smagte friturestegte græshopper. Thailand var præcis ligeså skønt og smukt som vi huskede. Forhåbentlig var dette et på gensyn, vi blev aldrig færdige med at suge landets skønhed til os. 

Et nyt blad skulle vendes, og et nyt land skulle betrædes for første gang. Wonderful Indonesia. Desværre en regnfuld og grå velkomst. Vi lod os ikke slå ud. Bali osede af skønhed, og vi stred os gennem dråberne for at få set, hvad øen havde at byde på. Smukke lysegrønne risterasser, velsmagende "lortekaffe", de største smil og det venligste folkefærd vi til dato havde mødt. Vi ville ikke have været det foruden, men vores visit blev kort, for vi måtte give op for den vedvarende regn, og søgte i stedet mod Jakarta, hovedstaden. En feberramt Mikkel satte en begrænsning for min og hans eventyr, men det samme gjorde den stillestående og ganske kaotiske trafik. Thomas og Sofie tog kampen op, og smuttede på tur. De endte som små stjerner, der ikke kunne gå i fred. Vi var så fremmede her, at vi blev en seværdighed i os selv. 

Vores eventyr gik videre til Medan, men kun for hurtigt at bevæge os mod kanten af junglen. Bukit Lawang, Hurtigt gik det. Alt for hurtigt og alt for hasarderet kørte vi afsted på de små bumlende landeveje, men det var betingelserne for at komme på eventyr, og det kom vi. Vi boede så primitivt, med floden brusende lige nedenfor. Hvor vi ad vippende gangbroer måtte krydse floden, og hvor alt vestligt input var udelukket. Hvor vi kom på jungletrekking med Minna i hælene. Hvor Doddie var den hyggeligste vært og Jimmy den mest charmerende guide. Hvor guitar spil og jungle quiz udgjorde den hyggeligste og mest afslappende location nogensinde. Hvor tiden stod stille og pulsen kom helt ned.

Videre gik det igen i halsbrækkende tempo op af bjergskråningen med vilde sving og høj fart. Vi nåede bjergbyen Berastagi, blev omfavnet af kulden og et hvidt lag af aske fra vulkanen Sinabung, der netop da var i udbrud. Vi blev rørt over mødet med Mr Smiley og hans skønne familie. Hans visdom og evne til at sørge godt for os, og vise os det vildeste naturfænomen gående på en aktiv vulkan med damp om ørerne og kogende vand i små søer. Vi mærkede jordskælv, der vækkede os ud af nattesøvnen, og aldrig ville blive glemt. Moder jord uden filter. 

Vi oplevede en vidunderlig weekend på øen Simosir i verdens største vulkanskabte sø Lake toba. Med en udsigt der gjorde ondt i øjnene og et tiltrængt solstrejf på vores vej. Vores indonesiske eventyr var ved at lakke mod enden. Benene syrede til efter alle strabadserne, og vi manglede kun en enkelt overnatning i Medan, før nye horisonter skulle udforskes. Medan, spøgelsesbyen med de røde lanterner. Med endnu et jordskælv der lige satte tingene på spidsen en sidste gang, rumlende og svajende på syvende sal kunne vi måske godt have været det foruden. 

Vi bevægede os videre. Et gensyn med Malaysia med øen Penang som første destination. Under en time i luften og vi dumpede ned i en verden så skærende kontrastfuld til, hvad vi netop havde forladt. Flade lige veje, biler i bedste stand, højhuse og neon skilte. George town tog varmt imod os. Charmerede med al dens finurlige Street art, og alle de farverige krummelurer der mindede os om, at vi var i et land med en historie, og et sammensurium af religioner som levede side om side i fred og fordragelighed. Jeg fik serveret kaffe som fik englene til at synge, og vi følte os som konger i jazzucien på toppen af Chulia Mansion. 

Videre til Hard Rock Hotel. Sofie fik sit ønske opfyldt, og Thomas fik overrasket hele banden. Tre dage blev til fem, og igen stødte vi på en flok hyggelige danskere, der fik sat deres præg på vores rejse. Mikkel og hans nye rejsekammerat Lasse fik fanget hver en pokemon, der indfandt sig på resortet, og Sofie slængede sig i alt hvad dette famøse Hard Rock hotel havde at byde på. 

Kuala Lumpur blev presset ind, som en ekstra lille bonus, fordi vi kunne, og fordi Mikkel skulle have chancen for at kunne huske tvillingetårnene. Med propelfly krydsede vi strædet, og bumlede ned i storbyen. Vi blev igen tryllebundet af disse gigantiske tårne, de dragede og kaldte på vores opmærksomhed. Smukt. Et smut til tops blev det også til. Igen. Men denne gang i et gigantisk tordenvejr. Uforglemmeligt og ganske anderledes end vores første møde, afsluttende med et vandshow i parken bag tårnene med byens øvrige skyline som smuk baggrundskulisse. 

Endnu et gensyn Ventede. Langkawi. Tilmed samme hotel som sidst. Vi havde en udsigt der kaldte på os. Det var sjældent, at vi vendte tilbage til noget velkendt, og der var da også ting, der slet ikke var som før. Byggegrunde og forliste både i bugten, men stadig en slående udsigt, en lækker pool, skønne rene omgivelser og en terrasse der bare indbød til hygge og reflektion. Det var her vores lille pige vågnede op til fødselsdagssang da hun fyldte ni år, det var også her Mikkel valgte at flytte en fortand med et glasbord og måtte omkring Dr. Chew. Det var her vi nu tre år senere kunne fejre vores kobberbryllup. Med "æresport" fra vennerne, bamser, balloner, morgenmad på terrassen, minder der blev vakt i den sødeste video fra mormor og morfar, lækker indisk til aften og hilsner fra så mange  dejlige mennesker hjemmefra. En skøn dag i kærlighedens tegn her i varmen med vores guld var nået sin afslutning. 

Vores stædighed ledte os til Chenang beach, for vi ville se mere af hvad denne ø kunne byde på. Lidt tilbagetrukket fra den vilde og lettere ucharmerende strandpromenade på Chenang inn. Med sand i sengene og ganske primitivt, kom vi til at holde af det på vores særlige måde. En tur rundt på øen ledte os til øde smukke strande, og vi fik styret vores nysgerrighed på hvad øen her havde at byde på. De sidste dage tilbragte vi tilbage på Dayang. Vi nød at skemaet var blankt, og udsigten stadig til at få tårer i øjnene over. Der blev dystet i kortspil og pool og spist toast på altanen. Der var kinesere og burkaer overalt, og vi forstod stadig ikke nogen af dem, men vi respekterede, at vi var forskellige både hvad angik tøjstil og støjniveauer. 

Malaysia var nu et skrevet kapitel, og vi kunne ikke komme udenom, at det var blevet tid til Singapore. Den sidste destination inden hjemrejsen, var nu heller ikke den værste at skulle runde af med. Singapore var bare præcis lige så fantastisk, flot og fasinerende som sidst. "Skibet" lå der som en svævende mastodont over den vilde by. 

En dag i dyreverdenen begyndende med River safari, så et gensyn med Singapore Zoo og afsluttet med Night safari kunne have taget vejret fra de fleste, men vi gav den gas, og glædede os især over det særlige møde med pandabjørnene og gensynet med Singapore Zoo, der var præcis lige så smukt, autentisk og vildt som sidst. 
Tourguiden havde en sidste overraskelse i ærmet, og en dag i Universal Studios kunne også vinges af. Vi vidste det godt, vi var ret så priviligerede, og vi nød hvert et sekund. 

Vi afsluttede eventyret på første klasse. De sidste tre nætter inde midt i Singapore på Swissotel, med en morgenbuffet der fik englene til at synge og mine rejsemakkere ved min side. Det blev med morgenture langs floden, med "Skibet" hængende derude i horisonten. Afslapning ved poolen, et smut i Chinatown og benovelse over alt det dette lille land kunne diske op med. Men med 30 grader året rundt så var den hjulpet godt på vej. Hverdagen kaldte, og eventyret lakkede mod enden. Sikken et. 

Vi var nået vidt omkring. Syv hovedstæder havde vi snirklet os rundt i, syv lande med hver deres særpræg og kendetegn. 15 lufthavne og 23 hotelværelser. Der var blevet sagt "Tak" og "Hej" på fem forskellige måder, og alle steder var vi blevet mødt med smil og følelsen af, at man ville os det godt. Jeg havde haft mit helt eget kaffeeventyr, og smagt alt lige fra "lortekaffe" til luksus kaffe og nydt næsten hver en kop. Ungerne have uddelt lammere for hver en gul bil, vi havde mødt på vejen, bottle flipped og dabbet sig igennem storbylivet, strandeventyr og jungletrekking. De havde vist et ukueligt sind, nogle gange havde vi været slået omkuld langt før dem. De kunne tilpasse sig, hvad end vi bød dem, forholdt sig undrende og lærte os så meget i deres utrættelige spørgeiver. De udviklede sig undervejs, og det samme gjorde vi, både hver for sig og sammen som en familie. 

Så nu var der vel bare tilbage at sige "Tak". Tak til min mand, vores tourguide, ungernes seje far, for alle de timer han havde lagt i at få enderne til at nå. For at skubbe os ud, hvor vi havde svært ved at bunde, for at give mine unger mod og for at passe på os undervejs. 

Tak til mine små rejsekammerater, for at springe med på eventyr og underholde os så tårerne trillede undervejs. For at undre jer og have mod på at lære nyt. For at give os troen på, at dette eventyr havde været det hele værd. 

Tak til familien Thietgen for at give os den allerbedste juleferie. Tak til familien Frandsen for pasning af Pjuske, og for den allerfineste æresport. Tak til vores forældre, ungernes besser, som havde fulgt os tæt, som sendte hyggelige billeder og et lille sponsorat undervejs. Tak til mostre og faster for små hyggelige billeder af de mindste. Tak til alle der havde sendt os en tanke eller en sød hilsen på vores vej, som havde ladet os vide, at vi var savnet, som havde overrasket og rørt os. 

Endnu engang havde jeg lånt min lille familie, trukket stikket ud og vendt hverdagen på hovedet. Vi havde været på eventyr, og tasken var proppet med nye skønne minder. Imorgen fredag d. 17. marts klokken 8.05 kunne vi igen sætte vores fødder på Aalborgensisk grund. 

Som Mikkel Beha engang havde sagt: "Det man ikke har, kan man ikke miste, men oplevelser er tilgengæld et evigt eje". Millionærer i hjerterne var hvad vi var blevet. Der var vel ingen bedre måde at udtrykke det på end endnu engang at sige: "Tak for lån".

The End ;)