Singapore - Vi sluttede af med et brag

Lørdag. Vi blev med ét mindet om hverdagens meget snarlige komme, da vækkeuret gjaldede denne morgen. Hvor var det bare længe siden, at den lille klump mekanik skulle bestemme, hvornår vi skulle tage fat på dagen. Det blev snart mandag morgen, men lige nu var det lørdag og vi var på vej mod Singapore. Så var det bare lidt lettere at komme ud af fjerene selv klokken 5.30. Vandet lå og glinsede i mørket derude, og himlen var spættet af den smukkeste stjernehimmel.

Vi vinkede farvel til den altid venlige Piccolo, som vi aftenen forinden havde sagt godnat til klokken 21.00. Havde han mon overhovedet været i seng? Dayang Bay blev lagt bag os, og vi var havnet i kløerne på en yderst snakkesalig taxachauffør her så tidligt på morgenstunden. Han syntes nu, at vi skulle køre et sted hen og få morgenmad, idet lufthavnen først åbnede klokken 8. Det betvivlede vi nu, da vi da aldrig havde oplevet, at en lufthavn var lukket. Han fik ret, men en halv times venten gik hurtigt, så åbnede Starbucks, og så var der ro fra min kant.

Afsted det gik med Mikkel ved min side. Vi kunne kigge ned på Chenang beach og bugten vi et par dage tidligere havde suset rundt i i på en luftpude. Jeg hørte ikke meget til min sidemakker, da han satte sig godt begravet i en film på ipad'en. Kun da Sofie og Thomas som sad skråt overfor kunne fortælle, at de havde kunne se hele skylinen og tilmed "Skibet", Singapores vartegn dernede da vi landede, kom det tørt fra mindstemanden: Jeg skulle have siddet hos far, der er mere held med ham".

Efter andet forsøg fandt vi en taxa der var til at regne med. Den første ville have et anseeligt beløb, men bilen var da også rimelig sej. Vi nøjedes med standard modellen, og kunne sige hej til Singapore i al sin pomp og pragt. De reneste veje, de højeste bygninger, skibet der lå derude i varmedisen. Vi var helt euforiske af al denne luksus der ventede. Dyrt købt, det vidste vi, men kasséren havde taget forbehold for, at det blev en uge i højt tempo.

Det var vildt at tænke på, at der boede lige så mange mennesker her som i Danmark, når man tænkte på, at Danmark trods alt var tres gange større. Hvordan var det dog muligt, at finde plads til alle de mennesker når arealet af dette land var på 700 kvadratkilometer. Man byggede opad, og det var så vildt et syn.

Vi fandt hotellet, og fik listet os til en tidlig check in. Dejligt. Der gik ikke længe inden vi igen var ude på gaden. Vi havde fået anvist vejen til bybussen og i rask trav, der mundede ud i et lille kapløb, nåede vi lige præcis med ombord. Chaufføren kunne ikke give tilbage, og før vi nåede at blinke langede den sødeste ældre dame en pengeseddel afsted med ordene: "No problem, just have a good day". Så sødt og hjælpsomt. Jovist var der kun tale om, hvad der svarede til 25 danske kroner, men at hun bare sådan uden videre rakte hånden frem, og hjalp os fremmede og tilmed ganske uden at ville have noget til gengæld. Det var så rørende. Vi vinkede da hun steg af, og tænkte, at så fandtes der måske alligevel små engle. Hvor måtte jeg huske på de små ting, når jeg igen var hjemme. Så lidt der skulle til, det var jo ikke pengene som sådan, men medmenneskeligheden. Den skulle der værnes om.

Vi smuttede af bussen, og fandt i et stormagasin en biks der lavede lækre wraps. En let frokost og vi var videre. Hen forbi "Skibet", "Den spyttende løve", se på dyre store biler, skønne grønne parker, en turnering i baseball i den smukkeste kulisse der midt i storbyen. Der var nok at se på, og dejligt let at komme frem her på de snorlige og renskrubbede fortove. Ingen kæmpe rødder der gjorde fundamentet ustabilt og ingen lugtende skraldebunker. Vi lagde vejen forbi Raffles Hotel, ligesom sidste gang. Det slog mig, at det egentlig slet ikke føltes som en genudsendelse, selvom der efterhånden var en del, som vi også havde gæstet sidst vi var afsted. Mikkel og Sofie var da 5 og 9 år gamle, og specielt for Mikkel, var meget af dette for ham kun minder i kraft af de billeder vi tog dengang. Nu fik han nye minder, og tilmed i en alder, hvor de ville kunne blive husket.

Da vi nåede hen sidst på dagen, skulle der tages en beslutning om aftensmaden. Det endte med "Hard Rock Singapore". Lidt impulsivt og det huede ikke helt tourguiden, for hvad var plan B hvis nu de ikke havde plads. Men vi havde aftalt at gæste den, da vi sprang den over i Kuala Lumpur, og så var lørdag vel bare den mest oplagte dag. Det gik som smurt. Alle blev mætte og måtte nok alligevel erkende, at der godt måtte gå en rum tid inden den stod på burger og fritter derhjemme. Vi fik glasset i hus nåede lige at lade os underholde af en Singapore kineser, der havde valgt at holde sin 70 års fødselsdag på restauranten. Frisk type. Den fik ikke for lidt. Med høj musik som jo hørte sig til derinde, blev han foreviget i alle vinkler med blå briller, balloner, gæster med parykker og spraglede skjorter.

Vi rullede hjem efter en meget let omgang shopping til morgenmaden den følgende dag. Cornflakes til 60 kroner, så gik det stærkt. Vi nød godt af at wifiet for første gang i tre måneder rent faktisk fungerede uden konstant buffering, og nappede sidste halvdel af femte afsnit af "Kurs mod fjerne kyster". Nu vi var så godt i gang så snuppede vi lige sjette afsnit med det samme.

Søndag. Der var dømt udflugt. En dag i dyreverdenen. Så var mindstemanden klar fra morgenstunden. Sidst vi var her, havde vi tilbragt en dag i Singapore Zoo, så nu var der booket billetter til River Safari og senere Night Safari. Vi var fuld af gå på mod, og snirklede os gennem de forskellige verdensdele og dyreverdenen, der gemte sig der. Det vildeste var, at vi endelig fik set de sødeste pandabjørne. En ganske særlig oplevelse. Siddende der på rumpen gnaskede de uforstyrret blade i sig. Men selv ikke de buttede bamser kunne trække tiden nok. Vi var ankommet ved 10 tiden, og kunne hurtigt fornemme, at det ville blive en forholdsvis lang eftermiddag trods det, at vi tog os god tid og snakkede om alt hvad vi så på vores vej, snuppede en tur på floden, hvor dyrene glimrede ved deres fravær og nappede en River Cruise oveni. For Night safari åbnede først klokken 19, og vi kunne ikke strække vores visit i River Safari til ret meget mere end klokken 14. What to do? Når man havde en lille dreng, der bare slet ikke kunne få nok af dyr, og en pige der var med på den værste, så smuttede man da lige en tur i Singapore Zoo til det dejligste gensyn.

Det kostede en lille slat oveni, men igen var der tale om et gensyn, som var alt andet end kedeligt. Mikkel huskede ikke meget fra dengang, og for os andre, var det bare absolut lige så fantastisk som vi huskede det. Orangutangerne der klatrede over hovederne på os. Så meget plads, så meget grønt, så autentiske omgivelser, og så meget at kigge på. Mikkel førte an med kortet, og det blev hurtigt klart for os alle, at vi ikke forlod haven før hvert et dyr var set og vinget af. Munden stod ikke stille på den lille mand.

Sofie var nu også ganske fortryllet af den skønne have, og igen måtte vi konkludere, at vi var blæst bagover af at bevæge os rundt derinde. Tilfældigt ramte vi lige ind midt i en mulighed for, at blive foreviget med en flok orangutanger. Vi stillede os troligt i køen, for det mente ungerne nu var et absolut must. Lidt den falske vare at stå her i køen når nu vi for blot nogle uger siden havde kravlet rundt i junglen sammen med dem, men alligevel var det nu ret så stort at se dem på så nært hold, og så længe de blev fodret, og ikke hed Minna, så gik det vel an. Lidt senere rundede vi et hjørne, og et par dyrepassere kom gående med en flok orangutanger i hænderne. Det så så sødt ud, ganske som en flok børnehavebørn på tur. Den ene kiggede lige tilbage på os inden de rundede et sving. altså så sødt. Det så man altså ikke i Aalborg Zoo. I Singapore zoo havde de både orangutangerne fra borneo, som var mørke i pelsen, og de lyse orange fra Sumatra. Ret sejt at have set dem begge i deres vilde omgivelser. Orangutangen vandt over pandabjørnen, da der skulle vælges bamse, og det valg forstod jeg nu godt. Mindet om Minna og de andre smukke aber i junglen havde sat sit præg på os alle.

Aftensmaden blev en omgang spaghetti bolognese og nuggets til ungerne, men det endte vidst mere i en deler, for den kødsauce smagte ganske forrygende. Så var vi klar til Night safari. Det var en dag fart med på. Afsted det gik, først ind og se et show med natdyr. Mørket faldt på, lamperne blev tændt, folk blev på seks forskellige sprog bedt om ikke at bruge blitz og folk der talte seks forskellige sprog brugte blitz i ét væk. Et lidt tamt show, som dog alligevel bragte smilet frem hos os, da de skulle bruge en frivillig, og der blev peget på en inder, der sad og flagrede så højt han kunne med armen. De skulle finde et antageligt løssluppent dyr ude bagved, men han var kun lige netop nået derud, før han kom løbende tomhændet tilbage stærkt rystende på hovedet. En amerikaner meldte sig istedet og hentede den kæmpe kobraslange frem fra kulisserne, så måtte den slangeforskrækkede inder sidde lidt duknakket på tilskuerbænken og se til imens.

Vi fortsatte ufortrødent afsted på en trail igennem den mørke park. Jeg var ved at være lettere brugt, og synes nok efterhånden, at vi havde set dyr nok, men jeg måtte indrømme, at det at bevæge sig rundt i her efter mørkets frembrud bare var helt særligt. Alle lydene var mere intense, dyrene var mere årvågne. Hyænehundene stod og kiggede sultent efter os, flagermus flaksede over os, og alle sanser var bare mere i spil. Vi besluttede at droppe bil safarituren derinde. Det synes Mikkel i første omgang bestemt ikke om, for så var der jo dyr vi ikke fik set, men da vi havde været parken rundt på gåben vandt trætheden over det ønske, og vi var alle parate til at vende snuden hjemad. En helt igennem vild, lærerig, sjov, spændende og hård dag var nået enden. Taxaen bevægede sig mod hotellet, og jeg havde en sovende dreng på mit skød, med armen omkring sin orangutang.

Mandag. Om en uge meldte hverdagen sig for alvor hjemme i Danmark, det gjorde den på ingen måde her. Vi havde planer, og jeg troede jeg var helt med på, hvor de ville bringe os hen, men jeg skulle blive klogere. Første mission var at få liv i ungerne efter strabadserende dag forinden. Thomas virkede en smule fokuseret på tiden denne morgen, men jeg valgte at følge trop, dog bød jeg lige ind med et forslag om at flytte hotel inden vi kørte til sentosa Island, som var destinationen denne dag. De sidste tre dage på rejsen skulle nemlig tilbringes på et hotel, der var booket for længst og mine forventninger var røget lidt op ad listen udfra de udsagn Thomas var kommet med. Afsted med os, siddende i taxaen fem minutter over ni denne morgen. Tidsplanen var skredet med fem minutter. Det var vel okay. Vi sneg os ind mod centrum, drejede af inden "skibet" okay, det var vel også lidt over budget. Taxaen holdt ind ved swiss hotel. Men floden løbende lige om hjørnet var vi ramt spot on på locationen. Jeg blev venligt men bestemt gennet væk, da jeg ville snuppe min rygsæk fra bilens bagagerum. Det var der folk til her på stedet, folk med høj hat og lang jakke. Det lækreste luksus. Værelset i sig selv var et kapitel for sig, med gadgets der krævede grundig information. Jeg var fan. Men der var ingen tid at spilde, Thomas var stadig lidt striks med tiden. Vi prajede en ny taxa foran hotellet. Her var jeg nødt til lige at tilføje, at det ikke var en hvilken som helst taxa vi endte i. Den mest hardcore mand, med kørehandsker, hat, langt hår, fuldskæg og farvede solbriller. Det var ikke i sig selv noget særligt, men hele hans instrumentbræt var plastret til med biler, helikoptere, statuer, både og alverdens andre sager. Alle var koblet til bilens bremsesystem, så de lyste og helikopterens vinger drejede, når bilen bremsede. På armlænet var påklistret en rød modelbil, hvor lygterne tilmed blinkede, når taxaen blinkede. Hans hobby svarede han kort, da vi spurgte til hele dette arrangement. Vi nåede destinationen og en alt andet end kedelig taxatur kunne vinges af.

Sentosa Island og vi var ramlet lige ind ved indgangen til Universal Studios. Jeg nåede lige at tænke, at jeg da godt kunne skyde et foto af ungerne her foran den roterende globus, men at det måske ikke var det sjoveste minde, når vi nu ikke skulle derind. Men det var så der det gik op for mig, at Thomas og jeg ikke havde samme planer for dagen. Billetterne var købt og en hel dag i universal studios Singapore kunne tage sin begyndelse. Jubelen ville ingen ende tage. Jeg kunne ret godt lide de der små overraskelser, og hvor skulle vi bare have den bedste dag.

Vi blev blæst bagover fra begyndelsen. En gigantisk færge i naturtro størrelse udgjorde kulissen til Madagaskar forlystelselsen, og så var vi ligesom igang. Vi var så klar, og prøvede så mange vilde, sjove, skøre og vovede ting. Vi begyndte i Hollywood og videre rundt i de forskellige teamer. Alt lige fra det gamle Ægypten i en uhyggelig rutsjebane tur omgivet af mumier, til transformers der igen bare var så sej i sin 5D version hvor vi svævede med i den vildeste kamp i New Yorks gader. Vi var i landet Far Far Away med Shrek, og hvorend vi lod blikket falde var der stemning og små sjove ting at lade sig fange af. Gaderne var så hyggeligt konstruere, at man glemte alt om, at man stadig befandt sig midt i Singapore. Den stemmingsfulde musik der strømmede ud af højtalerne, de farverige og virkelig vilde kulisser, man kunne simpelthen ikke være andet end begejstret og lade sig rive med.

Vi nåede hen til en rutsjebane i den lidt vildere ende, og Sofie mente uden tvivl, at hendes grænse gik ved den. Det var helt okay, hun kunne bare komme med i køen, og så springe fra, når det var tid til at stige ombord i vognene. Men som køen skred frem blev det bestemte "nej" til et "måske" og et måske var jo som bekendt et næsten "ja", og sådan endte Sofie med at springe med ombord. Der blev virkelig skubbet til grænser, og det var en meget stille pige, der sad der ved min side, og ventede på at blive skudt afsted. Da vi var nede igen, og jeg selv have fået tårerne tørret bort og spyttet sunket, kunne jeg kigge hen på min pige, der sad der med stoltheden lysende ud af sig og et skævt smil på læberne. Den rutsjebane endte de med at prøve flere gange end jeg kunne tælle. Hjulpet godt på vej af, at der sidst på dagen pludselig ingen kø var på forlystelserne, så gav de den bare ekstra gas, siddende på forreste række selvfølgelig. Så måtte Thomas og jeg pænt sætte os bagved. Det var vildt som Sofie havde rykket sig. Jovist var det bare en rutsjebanetur, men hun voksede en meter, og var så stolt.

De unger var bare så vilde og de sjoveste rejsekammerater. Jeg fattede simpelthen ikke, hvor de fik deres energi og gå på mod fra, de susede bare afsted, og tog det hele ind. Der var nærmest ikke den ting vi ikke havde prøvet da aftenen var ved at indfinde sig, og parkens lukketid nærmede sig. Vi havde tilmed nået Water World showet og en tur ind i en kulisse, der omdannedes til et skibsværft i New York City. Hvor en kategori 5 tyfon rasede afsted udenfor. Det var så vildt, og man var fuldstændig overbevist om, at man stod lige præcis midt i dette afsindige uvejr. Da en færge kolliderede gennem bygningen gjorde vi alle store øjne. Universal studio du havde endnu engang bjergtaget os med din storhed.

Vi rundede den vildeste dag af med en omgang burgere på en Mels Diner. Havde vi ikke vidst bedre, så ville vi for et øjeblik have troet, at vi befandt os lige der på vestkysten på dineren ved Laguna beach. Måske havde vi endda håbet lidt på det, for denne gang havde vi jo ikke et USA eventyr i enden på dette. Snakken gik, øjnene lidt blanke, men humøret så højt og dagen så godkendt.

Det var tid til at lægge den virtuelle verden bag os og vende hjem til luksus hotellet. Ikke det værste der kunne hænde os. Nu var vi ved at nå til det punkt hvor der skulle siges godnat, og så var det, at vi måske lige måtte komme med en lille beklagelse til faciliteterne. To Queensize senge kunne godt gå hen og blive en udfordring, især med en Kong fu Mikkel ved sin side. Thomas tog affære, og et øjeblik efter ringede det på døren og ind kom den frelsende engel. En ekstra seng til Kong fu mesteren og hans orangutang, og så var alt i harmoni.

Tirsdag. En morgentur med ham den skønne, var ikke sådan at kimse af. Hen langs floden, med skibet som en svævende mastodont i baggrunden. Der var så hyggeligt, folk kom susende på elektriske løbehjul, cyklende og gående med en latte i hånden. Hjem og purre ungerne op, for morgenmaden ventede. Aldrig i mit liv havde jeg set så overvældende, delikat og absolut fantastisk en morgenbuffet. Der var alt lige fra laks til havregrød. Derimellem muffins i alle varianter, omeletter, frugt. Alt. Vi var fuldstændig og aldeles benovedes alle fire. Vi valgte et bord udenfor, som de eneste. Hyggeligt. Så på de morgentravle mennesker, der passerede forbi langs floden, og nød hver en bid. Mikkel mente nu alligevel ikke at vi passede helt ind her, for fine mennesker sad med armene ind langs siden og spiste pænt uden at have noget rundt om munden. Når vi kiggede på sofies solbærplettede kind, så kunne vi måske også give ham en anelse ret, men vi ville nu også meget hellere være præcis som vi var. Så kunne vi lege fine de næste par dage, give den fuld gas på livet i luksus, nyde den sidste tid hvor tiden var vore egen, runde eventyret af og drømme nye store tanker undervejs.

Stemningsbilleder fra vores gensyn med Singapore