Malaysia tak for denne gang - Flere vinkler, flere eventyr...

Onsdag. Vi vågnede jo op i skønne velkendte omgivelser. Thomas var taget ud på sin morgenrunde, og kom storsvedende retur. Den var lige blevet en smule længere end planlagt. Nærmere ni kilometer, men når Thomas var på udflugt, så var der altid noget nyt og spændende omkring hvert et hjørne.

Denne morgen havde han mødt en monitor Lizard liggende helt oppe ved den sti han gik på. De var blevet lige forskrækkede, og den havde skyndt sig væk. Dem havde vi efterhånden set en del af siden vores første møde med dem på Penang.

Vi tog havregrynene under armen, og gik i restauranten, hvor vi så kunne supplere med deres lidt sparsomme og yderst asiatisk prægede udvalg. Ved disken stod en af de unge mænd, som arbejdede der. Han så helt forbavset og lidt undrende ud, og udbrød: "are you still here?". Jeg kunne så fortælle, at vi var kommet tilbage. Forklaringen på, at han ikke havde set meget til os de seneste fire dage. Så sødt, at han så helt glad ud, da han så os igen.

Dagen gik med absolut minimum på programmet. Vi blev klogere på månens tiltrækning på vandet, efter at have undret os over, at vandet pludselig ikke trak sig tilbage som det "plejede" at gøre. Vi syntes næsten, at vi var i vores gode ret til at bruge udtrykket "plejede", når det var tredje gang, vi var her. Tredje gang, det var altså for vildt. Så var natur og teknik vinget af på skemaet, og vi havde fundet ud af, at tidevandets gang var mest påvirket ved ny og fuldmåne, og vi var lige midt imellem. Meget facinerende at se naturens kræfter så tydeligt som her, og det gav en langt bedre forståelse, at se den udspille sig for øjnene af os.

Det gik op for mig, at denne dag var international kvindedag, hvilket jeg delte med resten af slænget. "Juhuu, lød det inde fra stuen hvor Mikkel sad med sin iPad. Vi kiggede lidt undrende på hinanden, indtil vi fandt ud af, at han troede, jeg havde sagt, at det var international spilledag.

Aftenen blev fuldendt af en delt sejt til tøserne i 500, så fik vi da lidt oprejsning efter pool spillet. Vi forsøgte at liste os igennem et afsnit af kurs mod fjerne kyster, men måtte opgive halvvejs hvor nettet strejkede. Men vi nåede, at blive berørte af den triste udsigt til udryddelsen af regnskovene, og jeg lovede mig selv, at der skulle langt færre produkter indeholdende palmeolie i kurven, når vi igen var hjemme. Det var helt specielt at se de udsendelser, og især nu, hvor vi netop selv havde set, mærket og lugtet naturen de begav sig rundt i, følt varmen og selv havde mødt de smukke orange orangutanger hænge der, og kigge ned på os nysgerrige mennesker.

Torsdag. Min nat havde været afbrudt af konference kineserne. De kom hjem med fuld musik et sted meget sent på natten. Jeg ønskede inderligt, at vi havde takket ja til den opgradering på femte sal, som vi havde fået tilbudt, men takket nej til, da vi egentlig befandt os fint hvor vi var, for så havde de da kunne larme lige så tosset de ville på tredje. Men sådan var det ikke, og efter en halv times uafbrudt strøm af kinesere, der blev skudt ud af elevatoren med et "bling", og derefter kom bragende forbi vores dør, så blev der da ro, og jeg kunne få pulsen ned igen. Jeg var så tæt på at blæse ud på gangen og råbe af mine lungers fulde kraft "Shut Up", men jeg troede slet ikke de ville ænse mig.

Nej jeg var ikke fan, men det var de sikkert heller ikke af os, hvis de da på noget tidspunkt lagde mærke til andre end dem selv. Retfærdigvis måtte vel nævnes, at en flok danskere sikkert havde larmet præcis lige så meget, og desuden, så var det ikke kinesere vi slås med om pladsen på liggestolene ved poolen. De havde slet ikke tid til at ligge der, der var alt for mange selfies, der skulle knipses inden dagen var omme.

Men min kamp med kineserne blev pludselig ganske ligegyldig, da der tikkede billeder ind hjemmefra. Min svoger var i sin bil blevet påkørt bagfra. Heldigvis lød det til, at alle var i god behold fraset nakkesmerter og en gedigen forskrækkelse. Mine tanker gik til dem, og jeg glædede mig over, at alle var okay trods alt. Nu var der efterhånden sket nok imens vi havde været afsted. brækkede arme, blidtarmsbetændelse og biluheld, og hver gang blev tanker sendt til alle dem, vi havde kær derhjemme, og et kæmpe kram ventede på at blive givet.

Vi indtog morgenmadsrestauranten, og den søde unge mand der havde spurgt til os dagen forinden hilste med et "Godmorning Sofia". Thomas fik en lille snak med ham, og han fortalte, at han kom fra Nepal, og havde arbejdet på Dayang Bay i to år. Det forklarede en del, for den venlighed og imødekommenhed fandt vi ikke ret mange steder her i Malaysia. Han gjorde lige den lille forskel, der gjorde vores ophold lidt mere personligt og hyggeligt end det ellers så upersonlige, men stadig skønne resort indbød til. Der skulle så lidt til, det måtte jeg huske, når vi var hjemme igen. Et lille smil og en smule involvering kunne gøre alverden til forskel.

Eftermiddagen gik med en dyst i pool igen. Ja vi tabte, men det var vel ikke så skidt, at tabe til nogen der var bedre end en selv. Bagefter tog Sofie og jeg en dyst. Jeg havde et ry at rette op på, og måtte stramme mig an. Mikkel stod på sidelinien og sagde tørt: "Når I er færdige med at spille, må jeg så skyde resten af mors kugler i?". Det var ikke meget tiltro de havde til mig og mine evner. Jeg synes nu selv vi begge endte med æren i behold. Jeg skød den sorte i, bare ikke lige i det hul jeg havde valgt, og der var ikke en eneste kugle tilbage til mindstemanden. Bum.

Fredag. Sidste dag i Malaysia. Sidste dag ved poolen. Ikke meget nyt under solen, som skinnede ned på os den ganske dag. Vi fik taget revanche i pool, så tøserne endelig løb af med sejren på fornem vis. Vi var klar til at pakke taskerne og drage mod nye eventyr. Singapore ventede, og selvom det var sidste destination, så var det bestemt ikke med vemod, at det var lige om lidt. Vi havde hygget os her, nydt at kunne slappe af og geare ned. Vi havde formået at stå ved det mål, vi havde lavet om, at det var sådan her, vi ønskede at eventyret skulle rundes af.

Den ekstra indkøbte taske var nu fyldt til bristepunktet. Sofie og jeg havde været en tur omkring den duty free shop, og der var shoppet M&M´s i store mængder. Det var for en gang skyld mig der kørte kortet igennem. Det skulle lige støves af, og jeg huskede da også min kode i andet forsøg. Jeg havde da virkelig formået at holde ferie.

Til aften gik vi den lange vej mod det gyldne M. Vi gik igennem en park, Thomas havde fartet rundt i på en af sine morgenrunder. Så hyggelig med en lille strandbred, og den gigantiske ørn som baggrund. Vi kunne skimte Dayang Bay på den anden side af bugten. Hyggeligt. Mine tanker blev ledt tilbage til Bukit Lawang da vi pludselig blev udfordret på at skulle passere en alt andet end frisk bro derinde. Uden planker og kun med metalstativet som underlag. Der var dog selv på kanten af junglen træbrædder på hængebroen. Vi afsluttede vores malaysiske eventyr med et gedigent måltid på McDonald. Vi skålede i de helt store colaer for dette nu afsluttede kapitel. Vi kom, vi så, vi havde været nysgerrige og vi have fået så meget med os herfra.

Langkawi var nu et skrevet kapitel i vores rejse. At vi endte her, og så for anden gang skyldtes flere ting. Bali eventyret der på grund af monsunen var blevet så kort betød, at vi havde mere tid her i slutningen af rejsen. Den korte afstand fra Kuala Lumpur og det, at vi ikke havde turde satse på, at vejret artede sig på Perhentian Island, som også havde været på listen. Regntiden var netop ved at høre op der, og øen så småt ved at åbne op for turisterne, men det var for usikkert endnu.

Sådan blev det Langkawi, og vi kunne se tilbage på tretten dages ø liv med gensyn, kompromiser og smukke skønne minder. Vi var nok lidt stædige, for vi formåede på en måde at undgå at lade os kue af de udfordringer der skød op. Vi fik det bedste ud af de forhold der var, og mærkede hele tiden efter inden vi tog vores næste træk. Vi havde involveret ungerne en del i beslutningerne undervejs om hvor og hvor længe vi skulle være hvert sted. Vi vidste godt, at de meget hurtigt fornemmede stemninger hos os, og måske var det det, eller bare fordi vi simpelthen fandt det bedste kompromis, der gjorde, at vi kunne se tilbage på et øophold præget af hygge, sjove oplevelser og masser af grin.

Vores øjne var blevet åbnet, vi havde set mere af Malaysia end sidst. Penang var uforglemmeligt med sit charmerende Street art og krummelurer. Kuala Lumpur var stadig fuld af fart og farver. Langkawi fik vi mere ind under huden, og ja her var skønt og smukt. Men jeg måtte tilstå, som den opmærksomme læser nok allerede havde gættet, at mit hjerte stadig brændte for Thailand tæt efterfulgt af Vietnam.

Jeg havde det bare lidt svært med alt det tøj kvinderne rendte rundt i, den opdeling af mænd og kvinder, det stadigt smilende men meget mere reserverede folkefærd og de ucharmerende strandpromenader der lå hen i byggerod og emmede af hurtigt tjente penge. Men det var vel også sundt at opleve kontraster.

Nu ventede Singapore derude, og vi var så klar til alt det vi skulle nå der inden taskerne for sidste gang skulle lynes.