Langkawi fra en anden vinkel....Et åbent sind og et lille skvæt omstillingsparathed skulle der til...

Onsdag. Vi vågnede op til en ny måned. Forfriskende måske. Den første forårsdag derhjemme, hvor lysere nætter og fuglekvidren langsomt begyndte at tage over, som min søde kollega Lene så dejligt skrev til mig forleden. Hvis altså vi så bort fra at marts måned også betød, at slutdatoen for vores eventyr i denne omgang hastigt nærmede sig. Hvor var tiden dog blevet af? Men ved nærmere eftertanke var det nok præcis som det skulle være, for påmindelsen om hverdagens komme gav os anledning til at stoppe op og nyde nuet, tænke store tanker om hvordan vi måske med lidt held kunne tænke vores eventyr ind i hverdagens trummerum. Ideer var der nok af, og der gik sjældent en dag her, hvor en af os ikke kom op med sætningen: "Når vi kommer hjem, kunne vi så ikke gøre det og det lidt anderledes?". Jeg håbede inderligt, at dette eventyr måtte bære frugt og følge os på vores vej. Vi var så fulde af inspiration fra alle disse anderledes måder at leve livet på, andre værdier og andre livssyn.

Tilbage til onsdag. Endnu en dag kunne tage sin begyndelse i disse billedskønne omgivelser. Vi kunne se tilbage på den dejligste kobberbryllupsdag, lige som vi ønskede den. Dejligt. Denne morgen blev morgenmaden en opdelt fornøjelse. Pigerne valgte at joine kineserne og burkaerne, og drengene konstaterede hurtigt, at uden røræg på buffeten var tilbuddet på altanen ikke til at slå, så de luskede op og spiste havregryn. Sofie og jeg loggede på nettet i receptionen, og en rørende og overvældende flok hilsner var strømmet ind i nattens løb. Så sødt at så mange havde sendt os en tanke og søde ord i anledningen af kobberet.

Dagen var igen til fri leg, og det betød pool, solbadning og svømning på programmet. Os tøser

snuppede 1000 meter mærket, efterfulgt af Thomas, men for ham var det jo hverdagskost. Sidst på dagen smuttede vi på natmarkedet i Kuah. Et væld af dufte ramte vores næsebor, længe før vi nåede selve markedet. Frugter, grøntsager, legetøj, tørklæder og et hav af grillede kødspyd, pandekager og alverdens andre sager. Vi hamstrede til os, og aftensmaden var hjemme. Et fiskedamsspil røg med i handlen, ganske uundværligt mente de mindste, og så den fineste fingerring til mor. Som Mikkel sagde: "Den skal du have mor, og far betaler".

Hjemad gik det, det var blevet lidt sent, og ungernes fødder lidt trætte, men før vi nåede at praje en taxa kunne vi skimte resortet igen. På vejen nåede jeg kun lige at nævne: "Vi har da egentlig ikke hørt en moské her på øen", og så skulle jeg ellers love for, at vi nærmest blev blæst tværs over vejbanen. Lige som vi passerede forbi, tordnede de aftenbønnen igang fra bygningens højtalere derinde. Så tak, så fik vi lige den koncert med.

Den gåtur holdt lidt hårdt, men vel hjemme igen, blev der disket op med vores skatte fra markedet. Vi nuppede en dyst fiskedam, og jeg rendte overlegent af med sejren i de første runder, indtil Thomas's konkurrencegen for alvor fik sat ind. Dagen var godt brugt, ungerne og jeg rundede den af med lidt godnathistorielæsning i "Hvor klamt bogen", som Mikkel fik i julegave. Der blev rynket på næsen en del gange undervejs, og bagefter sagt godnat og tak for denne dag. Der gik ikke længe, inden jeg så dem begge glide ind i drømmeland. Imens sad Thomas i den lune aften, og sugede det sparsomme wifi der kunne trækkes derop på 5. sal, så vores videre færd kunne blive sat i system.

Torsdag. Om præcis 14 dage blev kursen sat mod Danmark igen. Kalenderen var allerede ved at være godt fyldt ud. En lille mand fyldte tre år den dag vi skulle rejse hjem, og vi ville nå hjem til fødselsdagsfest allerede i weekenden der kom. Dejligt med en anledning til at se nogle af dem, vi havde kær derhjemme.

Denne torsdag skulle nydes for fulde gardiner, sidste dag på Dayang Bay som trods ringe morgenbuffet, ringe service i receptionen, ringe wifi og larmende byggepladser, alligevel på magisk vis havde formået at skabe den ramme, som vi huskede og ønskede os tilbage til. Den hyggelige altan med udekøkkenet, udsigten med de små øer spredt i horisonten, og poolen som bare var for lækker.

Dagen derpå var flyttedag. Vi have lovet os selv, at give Langkawi en chance, og trods de kedelige omgivelser omkring dette resort, så skyldte vi vel os selv at flytte bolig og se mere af hvad øen kunne byde på. Men det var med vemod, at vi skulle forlade stedet, for det nye tegnede knap så idyllerisk og luksuriøst. Vi måtte have et åbent sind og trøstede os med, at vi jo altid kunne vende tilbage, hvis det blev for slemt derude. Der var stadig tid lidt. Endnu.

Ikke meget nyt på skemaet denne dag, andet end en omgang pool, hvor drengene igen gik af med sejren dog først i tredje runde. Jeg var ikke populær på dødsstødet, der sendte den sorte i hul. Man måtte jo satse, og nogle gange slog det fejl. Så var jeg ikke førstevalg på holdet længere. Det var hverken første eller sidste gang. Jeg havde flere gange på rejsen mærket, at vores børn var blevet så meget ældre, end sidst vi var afsted. Nu var alt hvad vi gjorde og sagde ikke bare lov, og de var begyndt at se, at også forældre havde udfordringer, og kunne komme på dybt vand. De var mere involverede i vores beslutninger og vores måder at agere på. Det viste sig i den måde Mikkel kopierede sin seje far på, når han kærligt mobbede mig, eller når de kunne fornemme på mig, at noget

var lidt for usikkert, så tyede de til deres far, som de stolede blindt på. Men når det gjaldt at blive kløet på ryggen, eller når der skulle kreeres tegninger, så var mor den foretrukne.

Det var helt naturligt, at rollerne blev fordelt, og mønstre blev kopieret. Herude i det fremmede var det bare mere intenst og tydeligt end derhjemme, hvor samtaler kunne klares, når ungerne sov, og vi sjældent blev udsat for situationer, der ikke var velkendte og trygge. Men det var noget af det, der gjorde eventyret helt specielt. At vilkårene var så anderledes, og rystede os sammen på en helt unik måde. Vi lærte så meget om os selv og om hinanden, når vi selv var herre over tiden, rammerne og indholdet.

Aftensmaden nød vi på altanen denne sidste aften her. Der blev dystet i fiskespil, og ungerne endte rent faktisk med at finde lektierne frem. Pludselig var det en hyggestund og ikke en sur pligt. Det krævede dog lidt overtalelse at få mindstemanden med på den plan, men så var hen slet ikke til at stoppe igen, da han først fik blyanten i hånden. Endnu en dag var godt brugt.

Fredag. Flyttedag. Morgenmaden var med lidt ekstra luksus denne morgen. Nydt på terrassen indkøbt i bageriet. Vi skulle slutte med manér. En sidste omgang pool, vi nævner ingen vindere denne gang, men lad mig bare sige, at jeg stadig ikke var førstevalg.

Nye omgivelser ventede, men vi var ikke helt så håbefulde som ellers. Ganske som ventet kunne vi nu lukke os ind i et lille rum, med tre sengepladser, ingen pool og en hovedvej mellem os og stranden. Vi var med ét udfordret på logistikken. At komme ind til byen her ved Chenang Beach var helt sikkert et hit for alle, men at skulle blive enige om hvornår og om man overhovedet gad til med til stranden, og når man så var der, hellere ville være på værelset, hvor der så retfærdigvis skulle nævnes, at wifi´et virkede, det krævede en del kompromiser. Gad vi at tage dem, her i afslutningen af eventyret? Det fungerede bare bedre for os, at når der var dømt daseferie, så gjaldt det os alle, så hvis ungerne ville blive en halv time længere på værelset, så kunne det lade sig gøre og de kunne støde til selskabet, når det passede dem. Dayang Bay havde sine fejl og mangler, men det havde de rammer, vi ønskede for et ophold, hvor vi alle havde plads til både afslapning og familietid.

Men nu var vi her. Vi spiste endnu en omgang indisk til frokost, og Mikkel skrabede tallerknen. Det var gået op for os, at det ikke var appetitten men menuen der bestemte om Mikkel havde spisedag eller ej.

Vi gik en tur allemand, købte ungerne med lidt juice og mentos og svedte tran der i eftermiddagsheden. Vi ville fornemme om byen havde ændret sig siden sidst vi var her. Om den stadig bar præg af byggepladser, ucharmerende resorts, barer og nattelarm. Hvis ikke, var planen, at vi ville søge mod strandsiden og bo der et par nætter. Det var præcis det samme inferno af kæmpe klodser, der skulle gøre det ud for en bolig på en paradisisk ø. Med palmerne i forgrunden og byggekraner i baggrunden, var de klemt ind imellem hinanden, med en beachbar smækket op foran. Et stort rod og på ingen måde noget vi ønskede at være en del af. Hvordan man havde formået og stadig arbejde så intenst på at ødelægge et stykke paradis var ud over min forstand.

Men vandet var turkis og sandet var så fint og blødt. Ét sted vakte dog vores interesse. Fredsommeligt og beliggende i den øverste stille ende af stranden. Vi spurgte receptionisten efter prisen på et værelse, og alt imens han febrilsk skelede til vores to unger og gned sig lidt i hænderne, forsøgte han at få os affærdiget med, at de ikke havde værelser til fire personer. Jeg kom ham til nød, og spurgte om det var fordi, der ikke måtte være børn på resortet. Ja det var det faktisk.

Vi lavede et familie ø råd, og alt skreg i os, at vi hellere i en fart måtte se at komme retur til Dayang Bay, men med en lille snert af ærgrelse over, at vores ønske om en strandlocation, med pool og en smule familievenlige støjniveauer åbenbart var ikkeeksisterende, hvis man da ikke agtede at betale et par tusinde per overnatning. Så sådan blev det nok bare.

Vi gik en tur i byen til aften, og endte på Mc Donald igen igen. Det var vel fredag. Det var blevet mørkt da vi skulle retur. Vi forsøgte om vi kunne gå langs stranden, men det var blevet for mørkt og ufremkommeligt dernede, men ude i horisonten lå fiskerbådene på stribe med deres neon grønne lamper og lokkede blæksprutterne til sig. En yatzy dyst sluttede dagen af. Jeg ville ikke nævne hvem der løb af med sejren, men måske nogle godt kunne have tænkt sig, at man kunne have mig med på holdet der.

Lørdag. En lidt tidlig morgenvækning af en gruppe kinesere på vej på cykeltur, men ellers en forholdsvis okay nat selv med to børn i sengen. Mine forbehold mod stedet blev stille og roligt pillet fra hinanden. Vi havde lavet en plan for dagen. Først ville Sofie og jeg smutte en tur til stranden, og Thomas ville tage eftermiddagsturen. Sådan blev kompromiset, da mindstemanden helst ville have hviledag i skotøjsæsken af et værelse. Vi gik omkring Mc Café efter kaffe til mutti, og så var alle sejl sat til den hyggeligste tøsestrandtur. Vi fandt et godt spot, hvor palmerne gav skygge. Snakkede og badede, og Sofie udbrød begejstret: "Det her er livet". Vi blev tiltalt som Spaniere eller italienere, og rankede ryggen, for så måtte der da efterhånden hænge lidt farve ved.

Vi blev faktisk enige om, at dette koncept slet ikke var så tosset endda, selvom vi da også godt gad at have haft drengene med. Der var stadig ingen resorts på selve stranden, der virkede tillokkende på os, og det lille værelse på Chenang Inn var nu faktisk på mange måder ret så hyggeligt. Selv med jordslåede vægge og et brusebad oveni toilettet. Sådan kunne ens parader falde og ens førstehåndsindryk ændres, når bare man bevarede det åbne sind. På tilbagevejen købte vi wraps med hjem til hele holdet, og så stak Thomas afsted på hans strandtur. Alle var tilfredse. Vi så et afsnit af Nybyggerne hjemme på værelset og fik en facetime opringning fra faster Birgitte og co, som desværre kunne fortælle, at farmor var indlagt med blindtarmsbetændelse, og var blevet opereret aftenen forinden. Lidt senere kunne vi fra farfar høre, at alt var gået planmæssigt. Sikke en omgang, vi sendte hende de kærligste tanker og en masse virtuelle kram.

Aftenen nærmede sig. Vi fik hanket op i mindstemanden, og begav os ned efter Subway sandwich, som blev nydt på stranden, imens solen gled ned, og de sidste adrenalinjunkies flintrede afsted på en bananaboat, eller blev trukket afsted hængende i en faldskærm ude over havet. Fiskebådene tændte igen de grønne lamper derude, og vandscooterne blev trukket op på land. Da jeg kastede vores affald i en skraldespand på stranden gjorde Thomas mig lige opmærksom på, at jeg stod en halv meter fra en gigantisk python lignende slange. Den var stendød og kastet hen som affald, og lignede fuldstændig et gammelt dæk, ikke til en racercykel, nej der var her mere tale om et omfang svarende til mit underben. Wow. Hvor var den lige kommet fra. Vi kiggede os lidt ekstra for, da vi traskede hjem under de tætte træer, hang der mon flere krabater deroppe.

Igen kunne vi sige tak for endnu en dejlig, omend lidt opdelt dag. Stille og roligt så vi flere og flere fordele ved dette lille usete og simple sted. Tilbagetrukket fra al denne leben, men alligevel kun et spytkast fra havet. Sådan gik det til, at vi stik imod hvad jeg havde troet ville ske, forlængede vores ophold her med endnu en nat.