"Jungle trek, Jungle trek in Bukit Lawang, See the monkeys, see the Minna, everybody runs"

Lørdag. Jeg havde en lille varm Mikkel ved min side, da der blev kaldt til morgenbøn denne morgen. Klokken 04.00 igen. Jeg undrede mig stadig over alle de bønner, og mon de var dybt forargede over min påklædning her, nu hvor de selv var tildækket, eller passede enhver sit. Jeg anede det ikke, men så længe jeg forsøgte at opføre mig respektfuldt, nikke og hilse og have øjenkontakt, undgå at stille mig med hænderne i siden når jeg talte til folk, og ikke hidsede mig op, så måtte de vel tænke deres om det.

Tilbage til den varme sveske ved min side. Høj feber natten igennem betød en dvask dreng denne morgen. Planerne blev igen taget op til genovervejelse. Der var en del på tourguidens program for dagen, men han kunne godt se, at det blev uden Mikkel og mig. Sofie og Thomas tog afsted denne formiddag, og Mikkel og jeg tog dynen med ind i sofaen og lod dagen gå sin gang. Ærgerligt, når sygdom kom i vejen, men Jakarta var ikke min favorit by, det kunne jeg godt indrømme, så hellere blive hjemme her, end da vi var på Bali eller et andet smukt sted.

Jakarta var tilsyneladende ikke den mest turistvenlige by. Infrastrukturen fungerere ikke, så hvor end man skulle hen, var der kaos af stillestående og tæt trafik. De var igang med at afhjælpe problemet med en metro, men det kom ikke os til gavn. Tiden brugt i en taxa var uendelig, og det var sparsomt med steder at gæste for turister. Vi havde efterhånden besøgt mange storbyer, men denne var efter min mening nok den mest besværlige af dem alle.

Thomas og Sofie vendte hjem til aften. De havde haft en sjov og anderledes oplevelse af det indre Jakarta. De havde levet en dag som verdensstjerner. Straks de var trådt ud af taxaen havde en gruppe nærmest overfaldet dem og ønsket at blive fotograferet sammen med dem. De var de eneste europæisk udseende mennesker der, og de blev både foreviget med babyer, kvinder, studerende og så alle dem der i smug knipsede en video eller et for til skrapbogen. I begyndelsen havde de synes det var sjovt, altså da Thomas havde sikret sig, at det ikke var en måde at forsøge at tricke sig til at komme tættere på og nå i lommerne på ham. Men det var så meget, at de havde svært ved at koncentrere sig om at se monumentet og de andre seværdigheder derinde. Alle steder var øjnene på dem. Lidt ærgerlig vi ikke at have fået den oplevelse, men lettet over, at Mikkel efter et karbad og en omgang spaghetti i med ketchup var kvikket lidt op.

Søndag var dagen, som jeg både havde ventet og frygtet på samme tid. Sumatras jungle ventede og vi skulle leve det primitive og simple liv i en uges tid. Jeg vidste, at det betød, at jeg kom ud af min komfortzone for en tid. Ungerne var spændte, men også en smule forbeholdne overfor konceptet, men de så frem til at opleve mig i mit ikke rette element.

Jakartas indenrigslufthavn var simpel og kaotisk, og den oplevelse Thomas og Sofie have haft dagen i forvejen med alles øjne rettet mod dem gjaldt nu os alle fire. Vi var så meget de fremmede her, og Thomas tårnede sig op over mængden med sine 190 cm. Men her var fotografering forbudt, så vi blev ladt i fred. Afsted mod Sumatra, alle de indfødte, os og et enkelt andet hold på tre spaniere. Vi kunne se ned på et landskab af palmer så langt øjet rækkende, og blev i lufthavnen modtaget af den eneste mand holdene et skilt hvorpå der stod "welcome Mr Thomas Overgaard", vi havde nu ikke været svære at spotte i mængden, men så var det på plads og vi kunne komme videre. Byen Medan som vi var landet i, var om end endnu mere kaotisk end Jakarta hvad angik trafikken. Her var der godt nok venstrekørsel rent formelt, men de uskrevne regler gjaldt og folk siksakkede rundt hele tiden på jagt efter en vej udenom og indenom for at komme hurtigt frem. En tresporet vej var blevet til en femsporet og scootere levede livet farligt inde midt i mylderet.

Vi passerede køer, hunde, katte, gæs, høns og grise på vores vej, og måtte flere gange gøre holdt for ikke at få dem som kølerfigur. Vejen til byen Bukit Lawang som var målet for dagen var smal og snirklet, for at blive afløst af grusvej og dybe huller lavet af regnen. Vores tur dertil blev kørt med mig hængende i håndtaget i loftet og virkelig forsøge at lægge bånd på mig selv, for alt hvad vi voksne gjorde og sagde blev copy pasted af ungerne. Men der undslap et par "for satan" undervejs. Men vores chauffør var indfødt, og kendte hvert et sving, så jeg satte min lid til at alt ville ende godt.

Efter fire stive timers kørsel nåede vi byen lige som solen gled ned bag palmerme der lå derude i horisonten. Byen Bukit Lawang, "the gateway to the jungle" lå som navnet antydede lige ved foden af Sumatras jungle, som tårnede sig op i baggrunden. Byen var i november 2003 blevet ramt af en katastrofe med forfærdelige konsekvenser. En kæmpe flodbølge havde oversvømmet og revet huse og mennesker med sig. Byen var med et blevet lagt ned og mange mennesker havde mistet familiemedlemmer, og alt hvad de ejede. Nu var den langsomt igang med at en genoprejsning, i en ånd med respekt for naturen og stadig med en smule mere mordernistisk islæt.

Vores guesthouse, lå på den anden side af floden, som skulle forseres ad en lang og vakkelvoren hængebro. Heldigvis foregik det imens lyset fra dagen stadig var at finde. Vi blev indlogeret blandt aber og myg. Jeg var lidt udfordret, men set i lyset af, at vi jo havde erfaring fra Borneo eventyret, så havde jeg nok faktisk forventet det endnu mere primitivt end det rent faktisk var, og det var primitivt, men hyggeligt. De tre spaniere fra flyet dukkede op. Samme fly og samme destination, lidt et sjovt sammentræf ud af alle de muligheder der trods alt var her.

Det var blevet tid til aftensmad og vi fik bestilt i restauranten med floden rislende derude. Mikkel fik endnu en omgang spontan næseblod og blev behandlet på ægte junglemaner af Dodi, med et sammenrullet blad i næseboret. Vi var ankommet til et familieejet sted, hvor generationer hjalp hinanden. Barnebarnet Dodi havde langsomt taget over, jeg han sørgede for at få os informeret om trekking turene der ventede. Han var gift med en tyst kvinde Janine, og sammen havde de Fabian på 2 år, som snakkede indonesisk, tysk og engelsk. De var så åbne og venlige, og vi fik en lille snak om at rejse rundt og deres arrangement her i junglen. Hun var med i et projekt omkring oprettelse af en børnehave i byen, som også fungerede som et sted hvor mødre kunne lære mere om at tage vare på deres børn hvad angik hygiejne og ernæring, for de fik en del sukker, og en del ris uden tilbehør så faktisk var diabetes hos børn et kæmpestort problem her. Vi takkede af og fandt os nogenlunde til rette på værelset, alt imens en guitar klimpede stemningsfuldt i restauranten.

Mandag. Natten havde været en smule udfordrende for mig, for Mikkel havde brugt myggenettet som dyne så det havde været noget af en sammenfiltret fornøjelse. Det lykkedes dog at få lidt søvn trods alt, og vi vågnede op til en ny dag for foden af junglen. Mikkel begyndte med at pynte det i forvejen farverige sengetøj med en ekstra rød klat fra næsetippen. Da der var styr på det, satte vi os ned i restauranten for at nyde morgenmaden. Sofie udbrød "her er hyggeligt" og så var det sådan det var, selvom jeg sad og øffede lidt over min kaffe, som blev serveret med grumsen som bundfald. Jeg begreb nogle gange ikke de unger. De sprang bare med ombord og slugte det hele. Mine grænser lå langt før deres, og de alt for mange rejsedage, vi netop havde haft på grund af det forkortede Bali visit prellede totalt af på dem. Jeg kunne mærke, at det var svært for mig at rumme alle disse skift, og det fik vi os en lille snak om. Det var rart at få luft. Vi fik lige lejlighed til at vinke farvel til spanierne, der skulle på to dages jungletrekking med overnatning dybt inde i junglen. Den spanske kvinde så præcis ud i ansigtet, som jeg ville have gjort, men mon ikke de endte ud med den vildeste oplevelse.

Men nu var vi her, og dagen ventede på at blive endnu et skrevet blad. Dette her sted var så særligt, så roligt og med de lokale, der langsomt klarede dagens gøremål uden den mindste antydning af stres. Her skete absolut intet andet end floden, der fossede forbi og en lille gruppe små børn, der plaskede løs deri, ganske uden opsyn fra forældrene. Sådan var det vel, havde det været i Danmark havde der stået en hel klynge bekymrede forældre på kanten, klar med redningsveste, håndklæder og formaninger. Deres grin og hvin gjaldede løs, og de havde en fest dernede.

Formiddagen blev brugt på en lille dukkert i floden. Overvåget af to bekymrede forældre som forbød ungerne at gå helt ud i den stærke strøm. Men sådan måtte det vel også være. Det kølige klare vand var rart her i varmen.

Frokosten blev nydt på naborestauranten. Her fandtes hverken minimarkeder eller køleskabe på værelset, så maden blev indtaget på de små restauranter langs floden, og til ganske fornuftige priser. Hyggeligt. Eftermiddagen gik med yatzy og pludselig dukkede en dansk familie op. Ungerne var staks på pletten, men inden vi fik afsløret vores nationalitet, kunne vi lytte med på en omgang store frustrationer fra moderens mund. Men tre små børn fra omkring 2 til 6 år i denne by langt væk fra alting, kunne jeg nok godt se, at deres udgangspunkt var lidt en prøvelse. "Vi er sgu da i Bukit Lawang for fanden" Kom det lettere anstreng fra moderen henvendt til den største dreng....."Tror du det der er et legeland eller hvad havde du forestillet dig Amadeus?". Vi undlod at give os til kende, og lod dem lettere frustrerede passere forbi uden at finde ud af, hvad de så havde valgt at kalde resten af børneflokken.

Desværre bød eftermiddag også på dagens største skuffelse. Vi havde købt den vildeste kage i lufthavnen dagen forinden. En heavy brownie der bare lå og ventede på os. Med mug på. Afsted med den i skraldespanden, og overraskende nok var det faktisk Thomas der var mest ærgerlig.

Aftensmaden spiste vi på en restaurant lidt længere nede langs floden. Det betød så, at vi skulle gå tilbage i mørket balancerende på smalle stier og med flagermus baskende om ørerne. Jeg var måske en smule på vagt, og da jeg blev ramt af min egen hårlok og skreg "UH" blev jeg mobbet for vildt.

Tirsdag. Jungleday. Dagen hvor junglen skulle udfordres. Jeg var ikke helt sikker på, hvad der ventede os, men med vores light udgave på en seks timers trekking tur, skulle vi nu nok klare os igennem. Vi hilste på vores to guider for dagen, Jimmy og hans fætter, og kunne begynde vores vandring op og ind i junglen, ind i Gunung Leuser National Park. Vi havde den jo lige her i baghaven, så det var bare at komme afsted. Vildt og kuperet terræn, mudret og stejlt, men vi havde snøret skoene, og ungerne var allerede langt foran lige i hælene på guiden.

Vi havde ikke gået længe inden vi så at der, i en lille lysning oppe i træet sad en orangutang med sin lille unge. Så vildt et syn, så fredfyldt, så autentisk. Efter at have beundret denne fine skabning fortsatte vi videre ind i junglen. Endnu en orangutang med sin lille unge, hvor fint og hvor var vi heldige. Det var så smukt at se dem sidde der i trætoppen og holde et vågent øje med os på jorden.

Turen gik videre, guiderne var så søde og lavede en masse gas på vejen. De talte om Minna, orangutang hunnen, som var så smuk men virkelig hidsig, Thomas mente, at hun mindede ham og mig, måske vi ville møde hende senere. Endnu en orangutang sad næsten så vi kunne røre den, kiggede på os og lavede lidt kyssemund inden den smuttede op i toppen og videre. Vi forcerede et terræn selv Mr Jackab fra Borneo nok ville have frarådet os, så stejlt og det syrede godt i lårbasserne efterhånden. Vi så kæmpe myrer og et giftigt tusindben, ungerne og især Mikkel jublede over at måtte klatre i nogle af lianerne, og der blev flettet kroner af blade til deres hoveder. Jungens konge og dronning.

Vi holdt et lille hvil, og der blev serveret lækker frugt. Vi fulgtes med to andre på turen. En mor og datter fra Canada. Hendes mand og søn var taget til Lake Toba, da sønnen havde autisme og ikke var til trekking. Den canadiske udgave af Kurs mod fjerne kyster. De havde sejlet i 2 et halvt år, og tilbragte den sidste del af den tre år lange rejse på land. Så søde og åbne. Guiden sad lidt fra os og makkede med noget. Han bad Mikkel komme hen til ham, og i hans hånd lagde han den fineste sten hvori han havde skåret et orangutang ansigt. Vi var blæst helt bagover, og den skulle helt klart op på trofæhylden hjemme i Danmark. Vi fik os en god snak, og jeg dristede mig til at spørge ind til dengang flodbølgen kom. Ansigterne på vores guider lagde sig med et i alvorlige folder, og Jimmy beskrev i detaljer hvordan denne nat havde forløbet. Han var på omkring Mikkels alder dengang. Der var intet tilbage da de kom tilbage til landsbyen, kun gulvet deres hus havde stået på. Hans ven havde mistet begge sine forældre og den anden guide havde mistet sin fætter. Jeg var ikke i tvivl om, at den oplevelse havde brændt sig dybt ind i dem begge, og havde givet den en respekt for naturen omkring dem. Naturen som de levede i ét med. Deres levebrød, som skulle bevares og passes på.

Turen fortsatte, og guiden bad os pludselig vente med beskeden om, at hvis vi så en orangutang komme imod os på jorden, så skulle vi råbe højt, og gik lidt i forvejen. Han skulle se om Minna var i nabolaget. Det var hun. Vores rute gik forbi hende, og de vurdere, at det ville være mest hensigtsmæssigt, hvis den ene af guiderne fodrede hende med svampe imens vi hurtigt passerede forbi. Vi blev beordret til at fortsætte og kunne høre raslen bag os. Den bagerste guide råbte til den anden, at vi skulle sætte farten op og heldigvis var ungerne som skabt til dette terræn. Det var mere end vi kunne sige om os selv, vi kurede afsted. Det var så glat og så stejlt og så vildt og med raslen bag os. Ikke den nemmeste opgave at forcere junglen med en hidsig orangutang i hælene. Endelig nåede vi ned til en lille kilde. Sveden haglede af os og vi var smurt ind i mudder. Heldigvis havde ungerne ikke set faren i situationen, og Jimmy havde taget Mikkel, som svingede sig lystigt afsted. Den bagerste guide indhentede os med et skrabet knæ, ikke fra Minna, men fra flugten fra hende. Normalt gik det an at give hende lidt mad, og så lod hun dem passere, men i dag havde hun ikke stillet sig tilfreds med et par svampe. Wow det var en vild trekking tur, og nu kunne vi så skrive ”jagtet af en orangutang” på vores CV.

Vi nåede ned til et lille vandløb, en kvinde sad og poserede for sin kæreste begge klædt i kridhvidt og hun med en rød blomst bag øret, og vi kom bragende ned fuldstændig gennemblødte, snavsede og lettere befippede over flugten. Det var virkelig en skærende kontrast, at se dem sidde der, hun havde helt sikkert ikke mødt Minna på vejen. Hvordan fa´en de var havnet der, inde midt i junglen, gik over vores forstand.

Vi havde helt glemt det, men nu kom sulten tilbage. Det var blevet frokosttid og der blev disket op med et måltid vi sent ville glemme. Op af guidernes rygsække indpakket i bananpalmeblade en risret så velsmagende, at vi næsten troede, at vi var kommet i himlen. Men nu havde vi jo også lige haft en nærdødsoplevelse. Det var så hyggeligt, og makak aber kiggede nysgerrigt med.

Dagen var ved at være godt brugt, og vi var fuldstændig høje ovenpå det eventyr junglen havde budt på. At gå derinde med lydene fra chikader, aber og flodens rislen i mudder, lianer og høje rødder. Det var så autentisk, at jeg helt glemte at være pivet, selvom de andre bare ventede på, at jeg lavede et stunt på vejen.

Tilbagevejen til byen skulle foregå ad floden. Først skulle ungerne selvfølgelig males med kul som ægte junglekrigere, så var det i gummiringene og afsted. Tre store ringe med to i hver og en guide for og bag over stok og sten i en ægte omgang river rafting. Ungerne jublede og det kølige regnvand fra junglen gjorde os gennemblødte. En flok Thomas Leaf´s monkeys med hanekamme havde taget plads ved bredden, så de kunne lade sig underholde af de mærkelige mennesker, der sejlede forbi derude. Guiderne brød ud i sang og til melodien jingle bells sluttede turen med:

”Jungle trek, jungle trek, in Bukit Lawang, we see monkey, we see birds, and a orangutang”

”Jungle trek Jungle trek, in Bukit Lawang, we see monkey, we see Minna everybody runs”

En tur vi aldrig ville glemme, nu var der tøj der skulle vaskes, og en sodavand der skulle drikkes.

En dag vi aldrig ville glemme, og den var ikke omme endnu. Aftenen blev tilbragt i restauranten på vores sted, sammen med Dodi, Jimmy vores hyggelige guide og en masse andre skønne hyggelige lokale og gæster. Dodi spillede guitar, og Mikkel blev udstyret med en tromme, og inden længe var der den hyggeligste stemning lige der på kanten af junglen, hvor tiden nærmest var gået i stå. Et lykkeøjeblik til samlingen. Aftenen blev rundet af med tirsdags quiz aften, og der blev virkelig lagt op til en sejr for ”Team Lord Bendner” som Jimmy døbte vores team. Vi vandt, og der var gratis frugt til bordet.

Dette sted havde fået en helt speciel plads i vores hjerter. Disse mennesker var så åbne og afslappede, humoristiske og glade. Tiden var deres egen, og alle passede på alle i dette lille uspolerede samfund. Det føltes som om, vi havde været her i en evighed. Min stressede tilstand fra forleden var forsvundet som dug for solen. Det her sted var magisk, for mere primitivt sted skulle man lede længe efter, men der var noget her der fjernede støjen og inviterede roen ind.

Vi kunne alle fire lægge os på puden denne aften med et smil på læben. Kinderne var ømme efter de mange smil og grin dagen havde budt på, og et enkelt blåt mærke på knæet mindede os om flugten fra Minna. Sikke en dag. Sikke en adventure. Sikke et sted.