Skønne Vietnam tak for nu

1. Nytårsdag og vi kunne gå om bord i den skønne morgenbuffet. Lækkert. Mikkel sov til halv elleve dagen derpå så jeg samlede en lille brunch platte til mindstemanden, da morgenmaden for længst ville være pakket væk når han fik øjne.

Dagen var afsat til afslapning. Ingen tømmermænd og ingen enlige rakketter der aftenen forinden var blevet glemt i sprut og ballade. Nej her havde vi ikke set en eneste raket på himmelen. Om det var ulovligt, eller simpelthen ikke et kapitel de var nået til her endnu vides ikke.

Vinden var igen løjet lid af efter et par dage med blæst og overskyet himmel, og solen Bagge ned. Ungerne brugte dagen i poolen og der blev lavet dykkerkonkurrencer og svømmet baner for at få lagt lidt motion ind i årets første dag.

Thomas udfordrede sig selv med bue og pil og fik lavet en buls eye i sidste forsøg. Selvfølgelig. Dag blev til aften og vi gik alle ned ti stranden og kyssede solen godnat. Så delte vi os og vi fire tog en taxa ind til natmarkedet for at spise fajitas, crepes og hjemmelavede isruller. Ungerne var i første omgang lidt svære at trække med, for hvor elskede de selskabet af Anna og Emil, men med nye shorts, en nøglering og de fineste postkort til klassen så gik det hele lidt lettere.

Hjemme igen fandt vi vinglas og champagnen frem, som Famiana havde foræret os, satte os ud på verandaen og nød den mørke lune aften. Anne og Emil hørte at vi var retur og slog sig til hyggen. Dejligt.

Sidste dag på Famiana, og vi havde en del vi manglede at få vinget af, inden vi var parate til at tage afsked med denne skønne perle. Første projekt, altså lige efter morgenbuffeten, var poolen med et fællesfoto lagt ind. Det lød hårdt ikke.

Efter frokost, indtaget på værelset, tog vi en taxa tilbage til Tropicana resort. Vi havde lovet ungerne en tur på jetski, og de kunne lejes derfra. Afsted det gik, tre på hver og jeg måtte, lidt misundeligt, se til inde fra land. Det så sjovt ud, og Sofie synes det var cool, at de havde gulddrengens, med guld front.
De jublede og hvinede og Mikkels hår var helt forblæst, da de vendte tilbage. 10 minutter for 150 danske kroner, dyrt men absolut et hit. Nu vi alligevel var på de kanter, så slog vi lige et smut forbi Sylvester og hans forældre for at ønske godt nytår. Hyggeligt lille gensyn, og de kunne fortælle, at de havde søgt mod en lille fredelig restaurant og fejret nytåret der. Men samtidig havde de kunne fornemme at Tropicana havde tonet aktiviteterne kraftigt ned hvad angik nytårsfestivitas, og en tysk ukulele spiller var hyret for aftenen. Helt i den anden grøft, måske jeg havde været for bestemt i min tone.

Hjemme hyggede vi på verandaen med eftermiddags snacks ovenpå den varme gåtur hjem langs vandet. Jeg husker ikke hvorfor, men snakken faldt på, hvordan man faktisk kan have stor indflydelse på sine omgivelser. Hvis man er meget negativt ladet, betyder det at ens omgivelser skal bruge rigtig meget energi på at opveje denne negativitet. At man altså kan tage et valg om hvordan man påvirker mennesker omkring sig, og faktisk har et ansvar for den energi man skaber. Lidt livslærdom at tygge på.

For at være sikre på at den sidste middag sammen var på plads, havde vi aftenen forinden reserveret bord på en restaurant vi tidligere på ugen havde gået forgæves til da alt var optaget. Det måtte være et helt specielt godt sted med alle de gæster. Vi arriverede præcis halv syv og fik serveret kolde Saigonøl og alt tegnede godt. Et andet selskab spottede at vi var danske og der blev skålet og hilst og hvor var det sjovt. Lidt ironi måtte godt forekomme. Vi var bare ikke helt kommet til det punkt, hvor det var det vildeste tilfælde at møde landsmænd, når vi befandt os på en turistmagnet uden lige. Snakken gik lystigt. Et par retter kom på bordet. Ikke det vi havde bestilt så ud med det igen. Minutter blev til halve timer og nye retter kom ind. Ikke det vi havde bestilt. Ud med det og tourguiden var så småt begyndt at syde lidt. Efter halvanden time var fire retter, som muligvis var det vi bestilte sat på bordet. Efter yderligere ti minutter havde Anna og Emil stadig ikke fået mad. Så tog tourguiden affære med et harem af unger efter sig gik han målrettet op til restaurantens ejer og det skal lige nævnes udfra referat fra haremmet at Thomas gik roligt til værks. Ejeren beklagede dybt, men hans stab var nye og det gjorde udfaldet. Thomas kom retur med beskeden, at middag og drikkevarer var på huset, "så lad os gå nu inden han skifter mening". Jeg lod lige blikket falde hen på danskerbordet. Der stadig ventede på der mad, alle med opmærksomheden rettet mod os, med et lettere måbende ansigtsudtryk. Mon de stadig sad og ventede.

Så hvad der synede som en yderst velbesøgt og populær restaurant, var faktisk i virkeligheden et sted uden styr på noget som helst, og det var klart, at der ikke var plads sidst, for bordene var vel fyldt med folk der sad og ventede på maden. Det var endda det første og eneste sted vi havde gæstet hvor de tog imod bestillingerne på en iPad. Måske de skulle holde sig til pen og papir fremover.

Hjem til poolen og skåle for en dejlig og uforglemmelig juleferie sammen. Imorgen skulle vi skilles, begge med destination Ho chi Minh City, men derefter ville vores veje gå i forskellige retninger.

Tirsdag morgen vågnede Sofie op med mavepine. Men i den tro at det var sulten og den ventede flyvetur der var årsagen, mødtes vi alle ved morgenbordet. Desværre endte det med at Sofie fik sat et gedigent vådt aftryk på gulvet derinde. Så synd. Hjem under bruseren og under dynen et par timer.

Vi fik krammet vores dejlige venner, der skulle flyve lidt tidligere end os. Hvor havde vi grinet meget de sidste 12 dage sammen. Hvor var der mange minder, vi kunne tage frem, når vi mødtes igen hjemme i Danmark. Hvor var det fantastisk at vi endnu engang havde haft muligheden for at holde en anderledes og uforglemmelig juleferie sammen under fjerne himmelstrøg. Der var allerede et væld af ønsker til hvor vi om tre år skulle mødes igen. Det var godt at have drømme. Det var med en klump i halsen at vi så dem trille afsted på resortets golfvogn. Det var så trist når noget så godt havde en ende og samtidig en påmindelse om at dagene gik hurtigt og vi skulle nyde hver og en.

Det blev ikke bedre med Sofie, desværre, så i minibussen på vej til lufthavnen og inden boarding nåede hun lige at kvittere igen. Godt at jeg havde samlet adskillige brækposer sammen, med den erfaring i bagagen at Sofie og flyveture ikke var en god kombi. Hun var så sej, kastede op i posen og fik farve i kinderne og kunne klare lidt endnu. Men det var ikke spor sjovt for hende.

Vi nåede Ho chi Minh city ved aftenstid. Første hotelværelse på rejsen uden vindue, men til gengæld lige midt i den sydende by, med natmarkedet nedenom hjørnet. Sofie krøb under dynen og hverken wifi kode eller iPad havde interesse. Egentligt var planen, at vi alle skulle mødes og spise sammen på natmarkedet, nu hvor familien Thiegtgen også var i byen. Jeg ville nødig være den der tog nej hatten på, men sygeplejersken og hønemoren kom op i mig, og jeg nedlagde veto og havde forberedt en del argumenter for at Sofie ikke skulle med ud i byen. Thomas valgte at være enig, og heldigvis strittede Sofie heller ikke imod, så istedet hamstrede vi yoghurt og kellogs i kiosken ved siden af, sendte drengene ud på eventyr og lod dem sende en hilsen til vennerne. En lille tåre i øjenkrogen hos Sofie, for hvor var hun ked af ikke at skulle gå glip af den sidste aften med dem. Men hun kunne godt mærke af kræfterne ikke var til det. Vi lagde os istedet godt til rette og klikkede Netflix frem, og fandt den skøreste, mærkeligste men søde film, som vi hyggede os med.

Drengene kom hjem med højt humør. De havde været på mandetur og havde selvfølgelig været på markedet og købt ind. De havde mødt familien Thietgen og hygget sig i den velkendte restaurant på natmarkedet. Dejligt. Nu handlede det bare om en god nats søvn inden rejsen gik til Cambodia næste morgen.
For ikke at lade bedsteforældre bekymre sig fra nu og til næste kapitel, vil jeg nævne, at Sofie vågnede frisk og glad op dagen efter.

Vietnam var ved at være et skrevet kapitel i vores eventyr. Vi havde valgt at forlade landet da de 14 dages frie visum ophørte. Så dagene var ved at vær godt brugte. Endnu engang havde Vietnam vist sig fra sin smukkeste side. Et skønt, åbent og smilende folkefærd. Den smukkeste natur, og et mulighedernes land. I rivende udvikling både i storbyen og på den smukke ø som vi endelig fik mulighed for at gæste.

Udvikling betød arbejdspladser og vækst og bedre muligheder for befolkningen, så vi var fortrøstningsfulde på deres vegne. Vi havde flyttet grænser, vi ikke anede, at vi havde, vi havde oplevet folk, der havde ville os det allerbedste. Vietnam pas på dig selv, forhåbentlig ses vi igen. Tak for nu, du havde endnu engang været så god mod os.