Siem Reap & Angkor Wat, dog med et ufrivilligt studiebesøg på Angkor International Hospital

Tirsdag. Endnu en dasedag. Man kunne gå hen og blive helt rastløs. Det var dejligt at åbne en hel ny dag med absolut intet på programmet. Sofie og jeg smuttede ned til morgenmad, da begge drenge, lidt uvant hvad thomas angik, snuede endnu. En knap så god ide, for igen lykkedes det Sofie at pynte gulvet med et gensyn af morgenmaden. Som et lyn fra en klar himmel, og jeg måtte igang med en større rengøring. Øv for den da. Men efter en portion havregrød på værelset, så var hun tip top igen. Absolut ingen symptomer på mere sygdom at spore. Mærkeligt. Men måske hun bare ikke helt magtede lugten af bacon og nudelsuppe fra morgenstunden.

Nu tillod jeg mig godt nok at afrunde sidste blog med, at her trods alt var så fredfyldt. Det måtte jeg tage i mig igen. Den halve nat havde hele nabolagets hunde galpet løs i en kaskade af ulvelignende hyl. Thomas der ellers var rimelig tolerant måtte indse, at det var mere end han kunne sove fra, så det var en lidt stille tourguide vi havde hos os denne dag. Den næste nat måtte blive med ørepropper, og så håbede vi, at de kunne tage toppen af koncerten.

Min tolerance nåede til endnu engang at konstatere, at poolen simpelthen var så uindbydende, at jeg måtte gribe til handling. Vel vidende at vi var i Cambodia og standarder måske skulle vurderes med et vidst forbehold, så måtte jeg lige have luft. Jeg fik forklaret damen i receptionen, at det simpelthen ikke var godt nok, og hun havde den ene søforklaring efter den anden om, at de simpelthen ikke vidste hvad der de sidste fjorten dage var sket med deres pool. Nej det vidste jeg da så sandelig heller ikke, men det kunne jo tænkes, at det så skulle fikses. Men en pool fyr gik da igang med at fiske blade om, så var der da i det midste lidt pænt på overfladen.
Det var nok også mest fordi, vi faktisk havde betalt en klækkelig sum for at bo her. Vi ville være sikre på et dejligt sted, når Sofie inden længe skulle fejres, og derfor havde vi valgt lidt over budget. Så forventede man uvilkårligt en smule mere end ulvehyl, hanegal og grønt vand. Uanset hvor meget jeg ønskede at tage ja hatten på, så var dette sted på ingen måde det 4 stjernede paradis, vi havde ladet os lokke af. Det eneste der kunne give stedet her bare en lille stjerne, var de ekstra tandbørster og den obligatoriske badehætte man kunne forkæle sig med. Det var desværre ikke kun os der havde den oplevelse. Vi faldt i snak med et midaldrende britisk par ved poolen, som allerede havde været ved tasterne med klager til rejsebureauet. Men nu lovede jeg ikke mere snak om stedet her og dets mangel på elegance. Vi havde overvejet at skippe de sidste dage her og flygte mod thailand, men det ville ikke passe med vores visum, så nu måtte vi bare få det absolut bedste ud af nuet, og sørge for at hver time talte, som et citat fra min mor sagde.

Desværre livede Thomas ikke spor op i løbet af dagen. Jeg havde allerede fra morgenstunden bemærket at han var varm, og sådan noget kan en sygeplejerske og mor altså fornemme. Hen under aften var han gloende. Det bekymrede mig en smule, men vi håbede, at en god nats søvn kunne gøre underværker. Det var tydeligt at ungerne blev særligt opmærksomme, når vi voksne pludselig ikke handlede som vi plejede. Thomas var en slap udgave af sig selv og det fik omsorgsgenet og lidt en usikkerhed frem i dem på en og samme gang. Børn var vant til at tingene var forudsigelige, men lige pludselig var tingede anderledes og det skabte lidt forstyrrelse. Thomas fik et par ekstra kram og en lille hånd på kinden som trøst.

Vækkeuret var sat, for onsdag skulle være udflugtsdag. Det blev det skam også, men målet for dagen blev ikke hvad vi havde ventet. Jeg vågnede ved lyden af Thomas der var ved at krænge indvendig side ud. Åh nej, så var turen kommet til ham. Vækkeuret bimlede og displayet viste 04.30. Et hurtigt kig på Thomas og solopgangen over Angkor Wat forblev et uskrevet kapitel. Jeg måtte så i mulm og mørke bevæge mit korpus ned i receptionen og purre natportieren op fra sin hængekøje, for at forklare ham, at den Tuk Tuk driver vi havde en aftale med måtte aflyses. Han var venlig at følge med mig ud til vejen, hvor den søvndrukne chauffør allerede holdt klar. Jeg var ikke helt klar over hvordan han ville tage en aflysning klokken fem om morgenen, men jeg stak ham en fjerdedel af turens pris, altså 5 dollars. Han smilede og lod som om han forstod. Sikkert ikke hans bedste morgen, men heller ikke vores.

Op i seng igen og få et par timer mere på øjet, jeg behøvede ikke at fortælle at hele koret udenfor så småt var ved at varme op. Nat blev til morgen, og Thomas havde det forfærdeligt. Desværre blev mistanken ledt hen på malaria, da alle symptomer passede alt for godt på den diagnose. Så måtte jeg få pakket familien sammen, alt imens vores lille naturvejleder oplyste os om at myggen jo rent faktisk var verdens farligste dyr, men vi beroligede ham med, at de nok skulle sørge for at få behandlet Thomas godt på hospitalet. Vi fik prajet en Tuk Tuk i receptionen. Jeg havde ønsket en taxa, men det var langt mere effektivt at komme frem med dette motoriserede køretøj istedet. Afsted med patienten. Sikke en tur. Thomas forsøgte med al magt at holde sammen på sig selv, og ungerne kiggede lidt bekymret på deres stækkede farmand.

Det var et fornemt sted. Angkor International Hospital. Receptionisterne lignede grangiveligt fotomodeller, med perfekt opsat hår og en makeup uden en eneste rids i lakken, i fine små uniformer og højhælede sko. Selv Tomas kunne i sin døs konstatere, at vi da vidst godt kunne hente lidt inspiration her. Jeg bed mærke i at sygeplejerskerne havde de sejeste blå uniformer på, og lægerne, tja de var altså en kende mindre hippe i deres lyseblå kitler, som var de trådt lige ud bag disken i deres lille bolschebutik. Men sådan var det bare, sygeplejersker var bare mere tjekkede end lægerne i stilen. Jeps.

Thomas blev tjekket og taget sig godt af, alt imens vi mæskede os i en helt suveræn kaffe og varm chokolade. Jeg havde heldigvis været så fremsynet at nuppe de langærmede trøjer med, for der var køligt indendøre. Efter en heftig omgang blodprøver blev malaria og dengue feber afvist. Heldigvis. Men de viste en heftig maveinfektion med forhøjede infektionstal. Med en lille fin pose indeholdende alt hvad en sygeplejerske med respekt for sig selv kunne have brug for ,var vi igen på vej hjem. Tuk Tuk chaufføren holdt klar og ventede på os. Sådan var det, de var hurtige til at spotte en sikker opgave, og derfor ventede han hellere på os end at køre ud i byen igen og få nye kunder. Jeg var godt nok ude og give ham et cirka tidspunkt på hvornår vi ville være klar, så kunne han lige nå et par kunder i mellemtiden.

Hjemme igen fik vi afregnet, han tog sig nu også godt betalt, men vi havde ikke lige sanset at prutte om prisen inden, og han var da også frisk nok til lige at høre, om vi havde nogle planer om at skulle til Ankor Wat om eftermiddagen. Men jeg troede nok han kunne se, at det slag var tabt, da han vendte blikket mod en sammenkrøbet Thomas, der ikke just lignede en, der var klar til en stegende hed omgang tempelvandring. Men jeg lovede at kigge efter ham, hvis vi fik brug for en chauffør en af de følgende dage. Som at lede efter en nål i en høstak. Men jeg skulle gøre mit bedste.

Thomas blev puttet, men måtte lige purres op, da vi seriøst trængte til en omgang rengøring, hvilket de ikke lige havde fået ordnet imens vi var væk. Men så var det også under dynen i nyt betræk og blive rask. Sofie og jeg smuttede til købmanden og fik handlet lidt overlevelseskit ind til patienten. Nu var det pludselig mig der skulle være praktiske gris og sørge for at tingene fungerede omkring os. Det var sådan det var, at når den ene var nede, så tog den anden over, og jeg kunne mærke, at når Thomas ikke automatisk styrede praktikkken, så var der rent faktisk en del, jeg godt kunne tage mig af. Men jeg håbede inderligt, at den trælse sygdom ville forsvinde lige så hurtigt som den var kommet. Det var slet ikke sådan vores rejse skulle være, men når man rejste så længe, så var det svært at holde sygdom helt fra døren. Men hvad den var kommet af var svært at gætte. Vi havde ikke spist ude siden pub Street og allerede der havde Thomas det lidt underligt. Så måske kom det fra ungerne, og så tog han bare mere imod end de gjorde, uanset så måtte det i hvertfald fald gerne forsvinde igen.

Men sygdom fik mig til at mærke hvordan vi passede på hinanden i vores lille familie. Hvordan ungerne bekymrede sig og hjalp med alt hvad de kunne. Det varmede mit hjerte, at Mikkel den følgende morgen som det allerførste spurgte: "har pillerne hjulpet far?". Han brød sig ikke om, at hans far var slap og ikke lignede sig selv. Heldigvis virkede det som om, at der var bedring at spore. Dog stadig en dag mest på langs, men så kunne jeg glæde mig over, at vi ikke sad inde på vores værelse i Phnom penh, men havde en pool og en solseng til lidt adspredelse. Ungerne havde det fint med at der ikke var noget på programmet, så vi kunne ligeså godt sætte gearet ned og lade sygdommen tage den tid det var nødvendigt.

Jeg talte med vores unge pool fyr, han var så venlig og jeg fornemmede at han gerne ville fortælle, så det blev til en masse spørgsmål relateret til det nærvedliggende bryllup som siden klokken 04 om morgenen havde gjaldet ud over resortet. En blanding af messende ord og musik i en sammensurium. Ham fortalte, at her varede et bryllup i to dage. Begyndte meget tidligt om morgenen og med pauser midt på dagen, for så at tage fat igen. Det var normalt, at der kom op imod tusind gæster og alle bragte penge med til brudeparret. Snakken gik så godt, at jeg dristede mig til at høre lidt om ham. Han var ikke gift, kun tyve år gammel og ville først have et godt job, så han kunne forsørge sin familie. Han havde aldrig været i Phnom penh, og da snakken gik hen på Pol Pots regeringstid, jeg indrømmede at jeg var nysgerrig på, hvordan han som ung følte for den tid, fortalte han, at to af hans bedsteforældre var døde under regimet, af sult ikke dræbt. Han fortalte også, at hans bedstefar og far havde været soldater og han nærede dyb respekt for sin bedstefar, der havde haft helt specielle evner til at kunne glide i et med naturen omkring ham, og derfor havde formået at overleve da de røde khmerer herskede. Alle havde en flig af den barske historie gemt i sig, men jeg oplevede også, at han af naturlige årsager distancerede sig fra den, og kun havd fået en smule fortalt om grusomhederne gennem sine forældre.

Så var det tid til at prøve lykken igen. Vækkeuret var igen sat til klokken 04.30, for vi havde en solopgang der ventede ved Angkor Wat. Vi fik samlet os sammen, men det var stadig med en meget stækket tourguide. Afsted i tuk tuk med fyren fra forleden "Li" hed han, men vi kunne bare kalde ham "Steven", der denne dag havde mere held med at lokke os med på tur og blive blæst igennem af den den kølige morgenluft. Vi kørte afsted i mørket, men den fulde måne lyste landskabet omkring os op.
Inden længe var vi ved billetkontoret. Ungerne var gratis indtil man fyldte 12. Det var da ganske fordelagtigt, at Sofie først havde fødselsdag den følgende dag, hvilket også var til stor morskab for hver en medarbejder vi mødte, som ville se vores billet.
Vi besteg et par sten, og satte os godt tilrette klar til at se solen farve himlen gylden, og kaste sit lys og sin varme ned over dette smukke sted, som vi kunne ane silhouetten af i månens skær. Trods det, at der nok var omkring 5000 turister allerede, hvoraf størstedelen var kinesere, så ville jeg påstå, at her var mere fredfyldt end havde vi ligget hjemme på hotellet i selvsamme øjeblik. Men der skulle jo også meget til at overdøve det cirkus. De smukke farver dansede på himlen, og solens stråler ramte os bag templets tårne og palmerne rundt omkring, med den smukkeste spejling i søen foran. Det var et særligt øjeblik, som jeg er sikker på, at vi aldrig vil glemme, selvom Mikkel nu var en smule skuffet over, at det ikke var en smule mere som i Løvernes konge.

Vi nød godt af, at det stadig var først på dagen, og snirklede os rundt på det ujævne terræn af gigantiske sten bygget op til de mest enorme hvælvinger. Med små krummelurer og mønstre udhugget i murene, der var så mange detaljer, og det var så uforståeligt, at det var muligt at skabe dette værk. Det var så fascinerende, at dette var muligt for 1000 år siden, og at alt dette havde ligget ugenert hen indtil for omkring 100 år siden, hvor det var blevet opdaget af en franskmand. Han havde insisteret på, og samlet penge ind til at få dette forblændende sted bevaret. Denne mission var lykkedes, og folk valfartede nu hertil, og betalte en, i asiatisk øje ret høj pris i entre. 20 dollars pr. voksen over 12 år, og pr. 1. feb 2017, ville indgangsprisen blive fordoblet. Cambodia forstod at tage ved hvor der var muligheder, og dette var jo på Unesco´s verdensarvs liste, så var det vel egentligt okay.

Vi kom forbi et sted, hvor en munk sad i skrædderstilling. Inden vi fik set os om, sad vi alle fire der på tæppet foran ham og blev velsignet i en alenlang messende sang alt imens han sprøjtede vand på os med en lille pisk. Så fik vi alle et lille rødt armbånd bundet på. Hvordan det lykkedes ham at undgå at røre både Sofie og mig, imens han bandt den lille mikroskopiske knude om vores håndled, var over min forstand. Munke måtte ikke berøre kvinder, sådan var reglerne, og dem overholdt han til punkt og prikke. Jeg sad der og lod en tanke falde om, at jeg håbede inderligt, at denne velsignelse ville betyde, at vi måtte undgå mere sygdom på vores vej. Det var faktisk et helt særligt lille øjeblik derinde midt i Angkor Wat. At armbåndet nu skulle slides af kunne blive en udfordring, for jeg var ikke sikker på, at min chef derhjemme ville tillade armbånd på jobbet, men så måtte vi jo se om det var slidt af til den tid, eller det krævede en måneds rundrejse mere.

Templet var bygget med en kæmpe sø omkring, der gjorde, at junglen ikke havde kunne snige sig ind og begrave det. Det havde for 1000 år siden været hjemby for 1 million mennesker. Khmer rigets hovedstad, men en ødelagt infrastruktur med fældet jungle og dermed ingen beplantning til at opsuge regnvandet betød, at der skete alvorlige oversvømmelser, og befolkningen måtte dengang i al hast flygte derfra. Så havde det stået uberørt hen i alle disse år. Et af jordens forunderlige hemmeligheder.

Tourguiden gjorde det godt. Men jeg kunne se, at han kæmpede, og jeg havde taget sygeplejerske kasketten på. Så de mange prust der kom fra ham i heden bekymrede mig en smule, for jeg kunne ikke gribe en besvimet mand, hvis han skulle sejle omkring her. Men han lovede mig, at det slet ikke var der vi var, han var okay, når bare vi tog små hvil undervejs.
Vi kørte med vores søde Tuk Tuk fyr, "Li" videre til næste tempel. Det var blevet stegnede hedt. Her var templerne med de mange hoveder. "Bayon". Det var virkelig smukt, og hvor måtte det have været et fuldstændig fantastisk syn dengang, hvor det hele stod blændende hvidt og med skarpe kanter. Vi besteg det lille tempel, og satte os ved foden af en mur bygget op af en masse sten der var væltet, og nu samlet igen. Den så mig ikke lige just helt lige ud, men mon ikke det nok skulle gå an. Mikkel fik øje på en myrefarm, og sådan gled han ind i sin egen lille dyreverden og kommenterede alt der foregik der. Vi vandrede igennem den forladte by langs "Elefant terrace" med elefanterne på murene, og Thomas og Sofie smuttede en tur til tops i et tempel på vejen. Desværre var børn under 12 år forment adgang, så Mikkel og jeg tog en slapper imens. Det passerede mig nu fint. De kom retur, helt udmattede ovenpå klatringen op ad de mange smalle høje trin derinde, men de havde klaret opgaven og Sofie var stolt. Med rette. Vi lavede et pitstop og nød en iskold cola og en magnum is til ungerne. Det var tiltrængt for kinderne var efterhånden mørkerøde.

Næste stop på turen var Ta Prohm. Angkor Wat var godt det største, men dette her var nok det, som jeg havde set allermest frem til, et af mine drømmespots. Et tempel gemt inde midt i junglen. Det var blevet besluttet ikke at gribe ind i naturens gang her. Junglen havde omkranset ruinerne, og gigantiske træer voksede ovenpå og indeni de forladte bygninger og mure. Det var så forunderligt et syn, og vildt at se så kæmpe store kræfter naturen lå inde med. De store træer fungerede som støtter for de faldefærdige bygninger, men hvis de gik ud eller væltede i en storm, ville det rive bygningerne fra hinanden. Det var naturens orden der herskede, dog med et par støttemure hist og her for turismens skyld. Der var sort af kinesere der omede rundt med deres selfiestænger, total uden pli for køkultur, så Thomas måtte lige hæve stemmen og råbe: "stay in line like the rest of us". De blev skrupforvirrede over ikke længere bare at kunne vade hen og fotografere løs lige hvor det passede dem.
Det var virkelig et tilløbsstykke uden lige, og jeg begreb ikke hvordan asiater kunne vandre rundt i al det tøj og ikke have en eneste svedperle på næsetippen, når nu min t shirt efterhånden kunne vrides. Det gjorde det ikke bedre, at respekten for templerne betød, at kvinder skulle bære stof til over knæet, så det var på med de lange sorte løbebukser.

Sidste stop var ved endnu et tempel, men der satte Ungeren bremsen i, og tourguiden var nem at overtale, så det blev et meget kort visit, og istedet et view ud over søen. Smukt og okay med en stop knap indimellem.

Så susede vi hjemad. Vinden føltes dejlig lun omkring os. Hjemme ventede en helt speciel overraskelse. Klokken 14.15 vores tid tonede de sødeste unger og lærere i 5.a frem på skærmen, syngende fødselsdagssang og med flag i hænderne. Sofie var helt overvældet og glad, der var så meget hun ville have fortalt, men så kort tid, og så var det lidt nederen at end forældre stod lige ved siden af, men det havde været så skønt at se dem allesammen. Savnet blev lige rusket op hos dem begge, men det var et dejligt savn, og de vidste begge, at inden længe var de retur på deres pladser på sofiendalskolen igen. Men jeg måtte love Mikkel, at vi også snart fik aftalt en Skype opringning til 2.a.

Resten af dagen gik med hygge og afslapning, og det lykkedes rent faktisk for mig at imponere mine unger en smule ved både at kunne holde øjnene åbne under vand og stå på hovedet i poolen, der dog skulle roses for ikke at have grønt vand længere. Den havde de ikke set komme. Thomas restituerede alt hvad han havde lært, og heldigvis gik det fremad. Forhåbentligt ville han være frisk og klar til den store dag der ventede forude.
Vi havde lovet mindstemanden at middagen denne fredag aften skulle foregå samme sted som sidst i Pub Street, og sådan blev det. En længe ventet wiener snitzel blev serveret og han havde julelys i øjnene. Bagefter stod den på lidt souvenier shopping, som dog blev afbrudt af et gevaldigt regnskyl, og da det var stilnet af, blev det endda også til at et par overraskelser blev smuglet med til morgensdagens fødselar. Det krævede lidt snilde at holde tingene hemmelige, når vi alle fire var sammen hele tiden, men det var nu lykkes at få samlet lidt sammen til dagen. Vi kunne takke for endnu en dejlig dag, trods sygdommens kløer stadig sad i os. Vi kunne kysse vores 11 årige datter godnat og imorgen kysse en 12 årig datter godmorgen.