Lørdag. En stille morgen. Ikke fordi larmen fra byen var løjet af. Nej, men en stille morgen hvor programmet ikke var så stramt. Stadig vågnede vi voksne tidligt og Thomas gik en morgentur og nød at se byen vågne. Jeg gik lidt i motionsmode og lavede øvelser på reposen. Det var ikke blevet til så mange løbeture endnu, så alternative midler måtte i brug.
Thomas kom hjem med nybagte flutes, som blev nydt med et tykt lag nutella, lækkert. Så tog den skrappe mor over og indførte en halv times lektielæsning. Puha det var ikke velset, men da først beklagelserne havde lagt sig, så lykkedes det faktisk at få noget ret så konstruktivt ud af det.
Så var det tid til byvandring igen, men denne gang havde vi taget ved lære, og havde et mål for turen. Vi skulle på det centrale marked og shoppe. Det var heller ikke lige i første omgang noget ungerne synes skulle prioriteres, men afsted kom vi. Det var en varm dag. Solen bagte ned på os, men vi havde det godt, og jeg kunne mærke hvordan jeg langsomt var kommet til at holde af denne larmende, støvede by. Den havde charme, den var så anderledes, og den tog imod os med åbne arme. Vi måtte forsøge at købe ungerne lidt, så en juice og en pakke bubble gum viste sig at være godt givet ud. Mikkel brugte hele gåturen på at øve sig i at blæse bobler, og begejstringen var stor, da det endelig lykkedes. At han så måtte ofre en del stykker, der blev blæst ud af bøtten på ham undervejs måtte vi tage med. Jeg tog mig selv i at tænke, at uanset end børns alder, så var det bare så fantastisk at opleve dem lære nye ting, og se stolheden i deres øjne når det lykkedes.
Vi gik langs vandet. De lokale fiskede i Mekongfloden, nogle børn løb nøgne rundt, der lugtede fælt af tis fra nattens gæster, men her var også en fred og plads til at gå ugenert afsted. Vi passerede udendørs fitnessredskaber, og ungerne gik til sagen med krum hals. I 30 graders varme svingede Mikkels sig afsted i armgang som en anden lille chimpanse, og Sofie lavede hoftebøjninger som aldrig før. Godt opkogte fortsatte turen. Igennem et lokalt marked, hvor lugte virkelig satte sanserne igang. Kød, fisk, grøntsager og alverdens tingel tangel var at finde her. Ingen antastede os, for vi var kun på visit, det kunne ingen være i tvivl om, men det var så autentisk, at man måtte knibe sig i armen over at være midt i det. Men lugten, den var stram. Ungerne holdt sig instinktivt for deres små næser, men jeg måtte bede dem trække vejret gennem munden istedet, for vi måtte vise de lokale den respekt ikke at rynke på næsen af deres kulinariske verden. Vi ventede på kantstenen udenfor på Thomas, som kom smilende ud og, synes der havde duftet lifligt og spændende. Han tog da bare det hele lidt mere ind end os andre. Han var faktisk så grebet af stemningen, at han var på vej retur for at investere i en stegt Tarantel. Der måtte vi dæmpe hans begejstring en smule, det var simpelthen for uappetittelig en sag at kaste os ud i.
Vi nåede den endelige destination, og et vivar af små gader under tag ventede på at sluge os shoppelystne turister. Vi snirklede os afsted, humøret var i top. Mikkel viste igen sit sande shoppegen frem og investerede i alt fra en sej Cap til et karatesæt. Jeg valgte at udfordre vores videre færd en smule ved at investere i et 60 gange 80 centimeter stort maleri. Det blev godt nok rullet sammen, og måtte vente på en kreativ morfar eller farfar derhjemme, der måske kunne hjælpe med at få det banket op på en ramme engang. Da vi havde været forbi hver en krog derinde, og havde lavet et pit stop på en cafe overfor til frokost, var det tid til at vende næserne hjemad. Vi lovede en is på vejen, men de ville faktisk hellere have en kold vand. Okay så. Hjemme hilste vi på vores naboer, lokale som boede i lejligheden ved siden af. Et ungt par med en lille baby. Mikkel sagde: "se mor, han har en Danmarks trøje på". Tænk sig, han havde en fodboldtrøje med "Danmark" skrevet henover brystet. Så måtte vi lige have en forklaring, og det viste sig at hans far boede i Danmark. Pudsigt lille sammentræf.
Hjemme blev der facetimet til min skønne storesøster, som idag havde fødselsdag. Hun og lille kusine Naja tonede frem på skærmen og en fødselsdagssang blev sendt afsted. Dejligt at se dem. Måtte hun få den dejligste fødselsdag med hygge og forkælelse.
Mikkel gik i det kreative hjørne, og tegnede en sej mexikaner. Han havde virkelig nogle forrygende evner med en blyant. Vi havde på rejsen tegnet en del, og han synes hans mor var den sejeste til at tegne. "Det har du altså fra morfar, det med at kunne tegne", lød det fra Mikkel. Dejligt at jeg stadig kunne imponere min lille søn lidt endnu, men hans morfar toppede mig nu stadig hvad det angik. Der havde han virkelig en ekstra stjerne hos Mikkel. En dejlig dag var lakket mod enden, vi vred det sidste ud af den yderst svingende netforbindelse, og hakkede det sidste af "årgang 0" i os.
Dagene i Phnom Phen var ved enden. De havde budt på mange indtryk, vi havde været rørt og overrasket og havde så mange farver, dufte, lugte og lyde med derfra. Killing Fields og Tuol Sleng havde brændt sig ind i vores hukommelse.
Søndag morgen klokken halv otte blev vi hentet af en minibus. Vi forlod det lettere skimmellugtende værelse, som dog, retfærdigvis skulle roses for, at det var det eneste sted so far, der havde rullet håndklæderne kreativt op, og med varmt vand fra bruseren, hvilket heller ikke var en selvfølge på disse kanter. Faktisk var det mere end det 4 stjernede vi kom fra kunne prale af. Men at vi desværre måtte erfare, at stuepigen havde haft lidt for lange fingre, var virkeligt ærgerligt. Vi havde kun haft rengøring den ene dag, hvor vi var på heldagstur til Killing fields, men undrede os godt nok, da vi kom hjem over, at Thomas´s taske var blevet lynet og flyttet. Men vi bed ikke mere mærke i det. Da vi skulle pakke sammen opdagede Thomas at hans Marschall høretelefoner var forsvundet fra under sengebordet, hvor han havde lagt dem. Hun havde måske været på jagt efter mere gods i tasken og ikke havde husket, om den var åben eller lukket, da hun var færdig, men det var tilsyneladende det eneste hun havde snuppet. Ærgerligt at man ikke kan have sine ting i fred, og en træls tanke, at hun har snaget rundt i alle vores ejendele. Vi valgte at undlade at gøre mere ud af sagen. Vi havde ikke tid til at gennemsøge tasken helt, da bussen ventede, og det ville være forfærdeligt at komme med falske beskyldninger, men sagen var ulden, og desværre fandt vi dem aldrig. En lærestreg, men heldigvis kun af materialistisk karakter.
Turen gik nordpå til Siem Reap. En fem timers køretur lå foran os. Det var ikke en af yndlingsoplevelserne, at sidde og rumle afsted i en bus, og slet ikke en minibus, der fra tidligere erfaringer havde det med at køre lettere hasarderet afsted. Men vi blev pakket sammen med en håndfuld øvrige passagerer og satte afsted ud af byen, der denne søndag morgen gav et indtryk af at være kørt helt ned i tempo. Folk spadserede i parkerne og lavede morgengymnastik. Der var ikke mange køretøjer på gaderne og havepromenaden var blevet skuret ren, klar til søndagsudflugten.
Vi havde ikke kørt længe inden første stop. Chaufføren skulle have morgenmad og satte en kæmpe portion ris til livs. Vi ville ligesom bare gerne videre, men måtte vente pænt på at han blev færdig. En dame på restauranten synes ungerne var så søde, hun spurgte mig også "doesn´t he eat" og pegede på Mikkel. Han er en lille pind den bette mand.
Thomas kom hjem med nybagte flutes, som blev nydt med et tykt lag nutella, lækkert. Så tog den skrappe mor over og indførte en halv times lektielæsning. Puha det var ikke velset, men da først beklagelserne havde lagt sig, så lykkedes det faktisk at få noget ret så konstruktivt ud af det.
Så var det tid til byvandring igen, men denne gang havde vi taget ved lære, og havde et mål for turen. Vi skulle på det centrale marked og shoppe. Det var heller ikke lige i første omgang noget ungerne synes skulle prioriteres, men afsted kom vi. Det var en varm dag. Solen bagte ned på os, men vi havde det godt, og jeg kunne mærke hvordan jeg langsomt var kommet til at holde af denne larmende, støvede by. Den havde charme, den var så anderledes, og den tog imod os med åbne arme. Vi måtte forsøge at købe ungerne lidt, så en juice og en pakke bubble gum viste sig at være godt givet ud. Mikkel brugte hele gåturen på at øve sig i at blæse bobler, og begejstringen var stor, da det endelig lykkedes. At han så måtte ofre en del stykker, der blev blæst ud af bøtten på ham undervejs måtte vi tage med. Jeg tog mig selv i at tænke, at uanset end børns alder, så var det bare så fantastisk at opleve dem lære nye ting, og se stolheden i deres øjne når det lykkedes.
Vi gik langs vandet. De lokale fiskede i Mekongfloden, nogle børn løb nøgne rundt, der lugtede fælt af tis fra nattens gæster, men her var også en fred og plads til at gå ugenert afsted. Vi passerede udendørs fitnessredskaber, og ungerne gik til sagen med krum hals. I 30 graders varme svingede Mikkels sig afsted i armgang som en anden lille chimpanse, og Sofie lavede hoftebøjninger som aldrig før. Godt opkogte fortsatte turen. Igennem et lokalt marked, hvor lugte virkelig satte sanserne igang. Kød, fisk, grøntsager og alverdens tingel tangel var at finde her. Ingen antastede os, for vi var kun på visit, det kunne ingen være i tvivl om, men det var så autentisk, at man måtte knibe sig i armen over at være midt i det. Men lugten, den var stram. Ungerne holdt sig instinktivt for deres små næser, men jeg måtte bede dem trække vejret gennem munden istedet, for vi måtte vise de lokale den respekt ikke at rynke på næsen af deres kulinariske verden. Vi ventede på kantstenen udenfor på Thomas, som kom smilende ud og, synes der havde duftet lifligt og spændende. Han tog da bare det hele lidt mere ind end os andre. Han var faktisk så grebet af stemningen, at han var på vej retur for at investere i en stegt Tarantel. Der måtte vi dæmpe hans begejstring en smule, det var simpelthen for uappetittelig en sag at kaste os ud i.
Vi nåede den endelige destination, og et vivar af små gader under tag ventede på at sluge os shoppelystne turister. Vi snirklede os afsted, humøret var i top. Mikkel viste igen sit sande shoppegen frem og investerede i alt fra en sej Cap til et karatesæt. Jeg valgte at udfordre vores videre færd en smule ved at investere i et 60 gange 80 centimeter stort maleri. Det blev godt nok rullet sammen, og måtte vente på en kreativ morfar eller farfar derhjemme, der måske kunne hjælpe med at få det banket op på en ramme engang. Da vi havde været forbi hver en krog derinde, og havde lavet et pit stop på en cafe overfor til frokost, var det tid til at vende næserne hjemad. Vi lovede en is på vejen, men de ville faktisk hellere have en kold vand. Okay så. Hjemme hilste vi på vores naboer, lokale som boede i lejligheden ved siden af. Et ungt par med en lille baby. Mikkel sagde: "se mor, han har en Danmarks trøje på". Tænk sig, han havde en fodboldtrøje med "Danmark" skrevet henover brystet. Så måtte vi lige have en forklaring, og det viste sig at hans far boede i Danmark. Pudsigt lille sammentræf.
Hjemme blev der facetimet til min skønne storesøster, som idag havde fødselsdag. Hun og lille kusine Naja tonede frem på skærmen og en fødselsdagssang blev sendt afsted. Dejligt at se dem. Måtte hun få den dejligste fødselsdag med hygge og forkælelse.
Mikkel gik i det kreative hjørne, og tegnede en sej mexikaner. Han havde virkelig nogle forrygende evner med en blyant. Vi havde på rejsen tegnet en del, og han synes hans mor var den sejeste til at tegne. "Det har du altså fra morfar, det med at kunne tegne", lød det fra Mikkel. Dejligt at jeg stadig kunne imponere min lille søn lidt endnu, men hans morfar toppede mig nu stadig hvad det angik. Der havde han virkelig en ekstra stjerne hos Mikkel. En dejlig dag var lakket mod enden, vi vred det sidste ud af den yderst svingende netforbindelse, og hakkede det sidste af "årgang 0" i os.
Dagene i Phnom Phen var ved enden. De havde budt på mange indtryk, vi havde været rørt og overrasket og havde så mange farver, dufte, lugte og lyde med derfra. Killing Fields og Tuol Sleng havde brændt sig ind i vores hukommelse.
Søndag morgen klokken halv otte blev vi hentet af en minibus. Vi forlod det lettere skimmellugtende værelse, som dog, retfærdigvis skulle roses for, at det var det eneste sted so far, der havde rullet håndklæderne kreativt op, og med varmt vand fra bruseren, hvilket heller ikke var en selvfølge på disse kanter. Faktisk var det mere end det 4 stjernede vi kom fra kunne prale af. Men at vi desværre måtte erfare, at stuepigen havde haft lidt for lange fingre, var virkeligt ærgerligt. Vi havde kun haft rengøring den ene dag, hvor vi var på heldagstur til Killing fields, men undrede os godt nok, da vi kom hjem over, at Thomas´s taske var blevet lynet og flyttet. Men vi bed ikke mere mærke i det. Da vi skulle pakke sammen opdagede Thomas at hans Marschall høretelefoner var forsvundet fra under sengebordet, hvor han havde lagt dem. Hun havde måske været på jagt efter mere gods i tasken og ikke havde husket, om den var åben eller lukket, da hun var færdig, men det var tilsyneladende det eneste hun havde snuppet. Ærgerligt at man ikke kan have sine ting i fred, og en træls tanke, at hun har snaget rundt i alle vores ejendele. Vi valgte at undlade at gøre mere ud af sagen. Vi havde ikke tid til at gennemsøge tasken helt, da bussen ventede, og det ville være forfærdeligt at komme med falske beskyldninger, men sagen var ulden, og desværre fandt vi dem aldrig. En lærestreg, men heldigvis kun af materialistisk karakter.
Turen gik nordpå til Siem Reap. En fem timers køretur lå foran os. Det var ikke en af yndlingsoplevelserne, at sidde og rumle afsted i en bus, og slet ikke en minibus, der fra tidligere erfaringer havde det med at køre lettere hasarderet afsted. Men vi blev pakket sammen med en håndfuld øvrige passagerer og satte afsted ud af byen, der denne søndag morgen gav et indtryk af at være kørt helt ned i tempo. Folk spadserede i parkerne og lavede morgengymnastik. Der var ikke mange køretøjer på gaderne og havepromenaden var blevet skuret ren, klar til søndagsudflugten.
Vi havde ikke kørt længe inden første stop. Chaufføren skulle have morgenmad og satte en kæmpe portion ris til livs. Vi ville ligesom bare gerne videre, men måtte vente pænt på at han blev færdig. En dame på restauranten synes ungerne var så søde, hun spurgte mig også "doesn´t he eat" og pegede på Mikkel. Han er en lille pind den bette mand.
Så afsted igen, og efter et par timer var den gal igen. Chaufføren skulle have frokost, og endnu engang måtte vi pænt vente. En koreaner, vi talte lidt med, var ved at være i det røde felt. Hvad skulle alle disse pauser til for, og han skældte og smældte på chaufføren, der virkede rimelig uinteresseret. Jeg kunne kun være enig med manden, men hvad kunne vi gøre andet end at udvise tålmodighed og pli. Vi skulle selvfølgelig også lige med omkring og tanke benzin inden vi fem minutter senere blev sat af ved endestationen. Men vi var kommet sikkert i mål, og det var uden tvivl det vigtigste.
Vi var nu i en ny by, vi skulle lære at kende. Den skulle være vores base for den næste uges tid. Spændende. Den synede for mig en smule mere i system, og mindre beskidt og støvet end den Phnom penh, men det skulle komme an på en prøve. Vi blev med Tuk Tuk kørt til hotellet. Forventningerne var høje, og udfra beskrivelsen skulle det være en del mere indbydende end hvad vi kom fra. Det begyndte fint. En lille hyggelig oase lidt væk fra den larmende vej. Vi tjekkede ind og ungerne faldt på halen over værelserne. To kæmpe store værelser der oprindeligt kunne fungere som to hotelværelser. Dvs to badeværelser og en børne- og en voksenafdeling. Lækkert, det kunne vi godt give dem ret i, men pool udsigten den skulle man lede længe efter gennem beplantningen. Alternativt kunne vi få to værelser der ikke havde en dør imellem, og det var ikke en mulighed, så vi måtte nøjes med det grønne view. Det gjorde ikke situationen meget bedre, at poolen så ikke kunne benyttes denne dag, da den var ved at blive renset. Åbenbart skete det hver søndag. Det var da besynderligt. Min lunte var kort, for hvad jeg kunne vurdere, så så den pool ikke ud til at være klar til brug dagen efter, som de ellers så fint lovede os, og vi havde ligesom ikke et alternativ i havet denne gang. Det mindede mig så meget om dengang, jeg som lille var på ferie med mine forældre og søstre i Italien, og der skulle gå tre dage, før vi endelig kunne plumbe i poolen. Først fordi det regnede, så fordi den blev renset, og sidste måtte vi investere i badehætter for at få lov at komme i. For sulan da et cirkus, jeg håbede inderligt, at den ville være klar dagen derpå. Jeg fik hurtigt lavet mig en kop kaffe og vi delte en banankage, for blodsukkeret var efterhånden lavt, og det mikset sammen med en ikke brugbar pool var en dårlig kombi.
Thomas og jeg gik lidt senere en tur ned til poolen for at se området igen efter kaffen havde gjort sit til at få mig tilbage i Zen. Vi var begge enige om, at det med at booke en hel uge et sted, havde vi gjort for sidste gang. Billeder lyver, og tager ikke højde for naboens hane, ikke eksisterende pooludsigt, og poolrengøringssøndage. Man skulle selv mærke stedet og se om mavefornemmelsen var der. Ved poolen mødte vi et australsk ægtepar. Vi faldt i snak, og de kunne overbevise os om, at poolen rent faktisk havde været brugbar i ugens løb, og at her var rart at være, så mon ikke imorgen ville være en ny klar dag. Et sødt par, med tre børn, hvoraf den mindste på 6 dukkede op, lidt genert, men inden længe stod munden ikke stille på ham. Han fortalte om hans julegave, en ny cykel som ventede på ham derhjemme. Men den allerbedste julegave var, at hans far nu kom hjem hver anden dag istedet for kun i weekenden, da han arbejdede langt væk hjemmefra. Det kunne jeg godt forstå, at han var glad for den bette mand. Ærgerligt at de skulle hjem til Australien dagen efter, der kunne have været potentiale for intensiv engelskundervisning for ungerne der. Imens vi snakkede blev små dråber til silende regn, så selv parasollerne vi søgte ly under ikke kunne bære. Vi måtte bryde op, og kom drivvåde retur på værelset.
Aftenen gik med hygge på værelset. Robinson Cruzo i tegnefilms udgaven på mac´en og så var det godnat fra Siem Reap. Dog måtte vi lige i en omgang hektisk myggejagt, inden vi kunne stemple helt ud. For myg var åbenbart også en del af pakken her.
Klokken 05 stod Cornelius hanegal klar til at byde dagen velkommen. Nu nøjes sådan en fætter ikke med et enkelt Kykkeliky, nej den har en slags indbygget snooze funktion, som i begyndelsen kørte hvert halve minut, for så at gå over til hvert andet minut, for at stoppe helt, når den var sikker på at have generet flest mulige med sit forkølede galpen. Jeg havde nu egentlig vænnet mig til denne autentiske morgenvækning, og bed ikke så meget mærke i det, men søvndrukkent så jeg pludselig mig selv stå fuldstændig ret op og ned i rummet efter at havde kunnet se mærkelige lysglimt for øjnene. Jeg havde åbnet dem, og kunne konstatere, at der var ild hos naboen, kæmpe store flammer, der kom og gik. Jeg var klar til at evakuere hele min familie, men lige så pludseligt som flammerne var kommet, lige så pludseligt var de væk igen. Kun en røg duft der havde sneget sig ind gennem de utætte vinduer, lå tilbage og vidnede om, at det have fundet sted. Åbenbart en temmelig effektiv måde at få tændt op under grillen på her klokken fem om morgenen. Men jeg kunne så lægge mig igen, og nuppe et par timer mere inden dagen virkelig tog fat.
Mandag var hviledag. Thomas smuttede ud på sin morgentur, ny by og nye omgivelser. Da morgenmaden var spist, ganske vidst i hold, men heldigvis med en Mikkel der nu havde fået appetitten tilbage, var det tid til at prøve poolen. Den så ikke spor mere indbydende ud end dagen forinden, men de forsikrede os om, at den var ok, og der var et par øvrige gæster i den, så det måtte jo passe, men jeg var ikke begejstret.
Mikkel nåede lige at få pruttet om en lille skildpadde og et par knap så brugbare klip klapper med diamanter, der kom med hjem i tasken, inden vi sprang ombord på en Tuk Tuk, der kunne køre os hele vejen hjem igen. De unger var ved at være garvede markedsshoppere, og de stod ikke tilbage for en handel selv om det foregik på engelsk. En dejlig dag kunne vinges af. Jeg var stadig ikke solgt over selve stedet, men her var dejligt fredeligt, og jeg troede faktisk, at vi set i lyset af, at vi befandt os i Cambodia havde ret så fine forhold, så mon ikke det skulle gå hen og blive en ret så skøn uge trods alt.
Vi var nu i en ny by, vi skulle lære at kende. Den skulle være vores base for den næste uges tid. Spændende. Den synede for mig en smule mere i system, og mindre beskidt og støvet end den Phnom penh, men det skulle komme an på en prøve. Vi blev med Tuk Tuk kørt til hotellet. Forventningerne var høje, og udfra beskrivelsen skulle det være en del mere indbydende end hvad vi kom fra. Det begyndte fint. En lille hyggelig oase lidt væk fra den larmende vej. Vi tjekkede ind og ungerne faldt på halen over værelserne. To kæmpe store værelser der oprindeligt kunne fungere som to hotelværelser. Dvs to badeværelser og en børne- og en voksenafdeling. Lækkert, det kunne vi godt give dem ret i, men pool udsigten den skulle man lede længe efter gennem beplantningen. Alternativt kunne vi få to værelser der ikke havde en dør imellem, og det var ikke en mulighed, så vi måtte nøjes med det grønne view. Det gjorde ikke situationen meget bedre, at poolen så ikke kunne benyttes denne dag, da den var ved at blive renset. Åbenbart skete det hver søndag. Det var da besynderligt. Min lunte var kort, for hvad jeg kunne vurdere, så så den pool ikke ud til at være klar til brug dagen efter, som de ellers så fint lovede os, og vi havde ligesom ikke et alternativ i havet denne gang. Det mindede mig så meget om dengang, jeg som lille var på ferie med mine forældre og søstre i Italien, og der skulle gå tre dage, før vi endelig kunne plumbe i poolen. Først fordi det regnede, så fordi den blev renset, og sidste måtte vi investere i badehætter for at få lov at komme i. For sulan da et cirkus, jeg håbede inderligt, at den ville være klar dagen derpå. Jeg fik hurtigt lavet mig en kop kaffe og vi delte en banankage, for blodsukkeret var efterhånden lavt, og det mikset sammen med en ikke brugbar pool var en dårlig kombi.
Thomas og jeg gik lidt senere en tur ned til poolen for at se området igen efter kaffen havde gjort sit til at få mig tilbage i Zen. Vi var begge enige om, at det med at booke en hel uge et sted, havde vi gjort for sidste gang. Billeder lyver, og tager ikke højde for naboens hane, ikke eksisterende pooludsigt, og poolrengøringssøndage. Man skulle selv mærke stedet og se om mavefornemmelsen var der. Ved poolen mødte vi et australsk ægtepar. Vi faldt i snak, og de kunne overbevise os om, at poolen rent faktisk havde været brugbar i ugens løb, og at her var rart at være, så mon ikke imorgen ville være en ny klar dag. Et sødt par, med tre børn, hvoraf den mindste på 6 dukkede op, lidt genert, men inden længe stod munden ikke stille på ham. Han fortalte om hans julegave, en ny cykel som ventede på ham derhjemme. Men den allerbedste julegave var, at hans far nu kom hjem hver anden dag istedet for kun i weekenden, da han arbejdede langt væk hjemmefra. Det kunne jeg godt forstå, at han var glad for den bette mand. Ærgerligt at de skulle hjem til Australien dagen efter, der kunne have været potentiale for intensiv engelskundervisning for ungerne der. Imens vi snakkede blev små dråber til silende regn, så selv parasollerne vi søgte ly under ikke kunne bære. Vi måtte bryde op, og kom drivvåde retur på værelset.
Aftenen gik med hygge på værelset. Robinson Cruzo i tegnefilms udgaven på mac´en og så var det godnat fra Siem Reap. Dog måtte vi lige i en omgang hektisk myggejagt, inden vi kunne stemple helt ud. For myg var åbenbart også en del af pakken her.
Klokken 05 stod Cornelius hanegal klar til at byde dagen velkommen. Nu nøjes sådan en fætter ikke med et enkelt Kykkeliky, nej den har en slags indbygget snooze funktion, som i begyndelsen kørte hvert halve minut, for så at gå over til hvert andet minut, for at stoppe helt, når den var sikker på at have generet flest mulige med sit forkølede galpen. Jeg havde nu egentlig vænnet mig til denne autentiske morgenvækning, og bed ikke så meget mærke i det, men søvndrukkent så jeg pludselig mig selv stå fuldstændig ret op og ned i rummet efter at havde kunnet se mærkelige lysglimt for øjnene. Jeg havde åbnet dem, og kunne konstatere, at der var ild hos naboen, kæmpe store flammer, der kom og gik. Jeg var klar til at evakuere hele min familie, men lige så pludseligt som flammerne var kommet, lige så pludseligt var de væk igen. Kun en røg duft der havde sneget sig ind gennem de utætte vinduer, lå tilbage og vidnede om, at det have fundet sted. Åbenbart en temmelig effektiv måde at få tændt op under grillen på her klokken fem om morgenen. Men jeg kunne så lægge mig igen, og nuppe et par timer mere inden dagen virkelig tog fat.
Mandag var hviledag. Thomas smuttede ud på sin morgentur, ny by og nye omgivelser. Da morgenmaden var spist, ganske vidst i hold, men heldigvis med en Mikkel der nu havde fået appetitten tilbage, var det tid til at prøve poolen. Den så ikke spor mere indbydende ud end dagen forinden, men de forsikrede os om, at den var ok, og der var et par øvrige gæster i den, så det måtte jo passe, men jeg var ikke begejstret.
Der blev hygget med en omgang "Game of life" hvor jeg rendte af med sejren. Gevinsten var to oreos, som jeg donere til de yngste deltagere. Dejligt med en dasedag, dog med en smule lektier flettet ind.
Til aften gik vi ind til centrum. Eller vi nåede næsten derind, og fik afleveret en omgang vasketøj på vejen, men så blev fødderne lidt for trætte, pg Thomas's blodsukker var lavt, så vi hoppede på en Tuk Tuk. Vi blev sat af for enden af "Pub Street", en gade med et væld af barer og restauranter. En ganske velbesøgt gade, og en giga turistfælde. Men der var en god stemning og nok at se på. Vi fik valgt et spisested og satte os til rette på første salen så vi kunne kigge ned på aktiviteterne i gaden. Mikkel var ikke rigtig sulten, så han valgte en mango-ris dessert. Tja hvorfor ikke. Sofie snuppede en wienersnitzel med pommesfritter, og mindstemanden sendte den godt nok lange blikke, da den rullede ind. Heldigvis for ham, så havde han denne aften en gavmild storesøster, der sørgede for, at der blev langet lidt godter hans vej. Det var heller ikke altid nemt med de restaurant besøg. Så mange valg, og maden der ikke var som derhjemme. Man kunne give helt op på forhånd. Jeg forstod godt den bette mand. Vi snakkede om hvor dejligt det egentlig var, at man ikke skulle tage de valg til daglig. Den samme ret til alle, var da noget lettere at forholde sig til. Faktisk blev det vedtaget, at alle skulle have en ugentlig maddag, og mor skulle have fire. Men det var okay. Det var altid godt at have ambitioner, og lige der var ungerne top motiverede. De havde allerede planer. Mikkel ville lave bøf med flødekartofler og Sofie ville klare en omgang lasagne. Jeg glædede mig allerede.
Et restaurant besøg med cola, og så på en mandag, det var ikke sædvane her hvor hverdagen havde meldt sig hvad angik snold og søde sager, men Thomas måtte indrømme, at han var lidt presset, selvom han ikke havde gjort noget væsen af sig omkring det, før vi sad på restauranten. Så vi fik tanket motoren op, og ungerne var godt tilfredse med lidt ekstra forkælelse. Selvfølgelig var vi ikke helt fanatiske, der var plads til lidt lækkert i varmen, men tre måneder med cola og Chips hver dag kunne ikke gavne nogen.
Mikkel nåede lige at få pruttet om en lille skildpadde og et par knap så brugbare klip klapper med diamanter, der kom med hjem i tasken, inden vi sprang ombord på en Tuk Tuk, der kunne køre os hele vejen hjem igen. De unger var ved at være garvede markedsshoppere, og de stod ikke tilbage for en handel selv om det foregik på engelsk. En dejlig dag kunne vinges af. Jeg var stadig ikke solgt over selve stedet, men her var dejligt fredeligt, og jeg troede faktisk, at vi set i lyset af, at vi befandt os i Cambodia havde ret så fine forhold, så mon ikke det skulle gå hen og blive en ret så skøn uge trods alt.
Stemningsbilleder fra Phnom Penh - Fotos: Tourguiden
Aberne kom til storbyen
Vores munkekloster naboer
Var det noget med en enkelt Tarantel?
Hubba Bubba kongen
Mr Miyagi
Havregrød til frokost på altanen i Siem Reap - Hygge
Stemningsbilleder fra Pub street Siem Reap
Stemningsbilleder fra Pub street Siem Reap
Kommentarer
Send en kommentar