Hello 2017 - overdådigt & overraskende

Torsdag. 14 dage siden vi krammede vores kære i Aalborg lufthavn. Hvor havde vi dog nået meget siden da. Den sidste solnedgang her var nydt, den sidste morgen på Tropicana Resort, og hvor ville jeg dog komme til at savne vores udsigt. Havet dragede, og jeg fandt en skøn ro i at kunne se på det. Tropicana var en oplevelse, det var ingen vidst i tvivl om, men vi havde nydt dagene her, det kunne ingen tage fra os. De ville os uden tvivl det bedste, spurgte til os ved morgenbordet, og ville stå på pinde for at klare eventuelle udfordringer. Vi havde nu smilet lidt af deres slogan, som de alle bar på ryggen af deres t shirt "As we care". Det kunne godt misforståes, men vi valgte at tro på, at det betød det de med deres smil og gæstfrihed viste os.

Sidste morgenstund her og klokken var knap slået 7. Vi voksne var tidligt oppe og benyttede os af muligheden for at se byen vågne. Thomas og jeg smuttede en tur mod det gamle fyrtårn. På vejen passerede vi Mr. Bean, ja det hed han, vores lokale købmand, som vi havde lejet scooter ved dagen forinden. Skodderne var stadig for, og jeg nåede lige at nævne, at han da nok havde sovet over sig, da skiltet fortalte, at han havde åbent fra 7 morgen til 23 aften. Men vupti så rullede skodderne op på slaget 7. Et stort smil og en morgenhilsen og han var klar til at tage fat på sin lange arbejdsdag. Præcis, effektiv og ihærdig.
Vi passerede boderne der solgte Bahn Minh, de lækre sandwich vi nød til frokost, som de lokale spiste til morgenmad her. Forbi taxachaufførerne som sad og nød deres specielle søde iskaffe og hinandens selskab inden dagen tog fat og arbejdet kaldte. Forbi stilladser og arbejdsmænd, der allerede var i fuld gang med dagens gøremål. Der blev bygget og bygget her på øen. Det ene gigantiske hotel efter det andet skød op allevegne. Øen var ved at gøre sig klar til et par årtier med rivende udvikling i turismen, og med den nye udvidede lufthavn ville det kun være et spørgsmål om tid, før den ene kæmpe maskine efter den anden fløj hobetal af turister hertil.
Vi rundede fyrtårnet og nød udsigten ud over havet, med en tæt duft af røgelse i næsen fra templet deroppe. En skøn fredfyldt stemning at se de lokale lægge vejen her forbi, sætte skoene og lægge sig på knæ for en stille bøn.
Tilbage gik det samme vej. Forbi orkideer der hang ned fra træerne, forbi hunde der gik stille rundt og passede sit, forbi et par uniformsklædte skolebørn inden vi ramte resortet igen. Tid til sidste morgenmåltid her.

Vi nåede et par timer ved poolen inden tjek ud. Vi fik afleveret et par Anders And blade og et par dykkerbriller, som ungerne var vokset fra. Sylvester og ikke mindst hans far var lykkelige for nyt læsestof. Det var lidt vemodigt, at skulle tage afsked med den dejlige lille familie, vi her havde mødt. Sylvester var en lille frisk dreng, der bare kløede på og nød selskabet fra ikke mindst Mikkel. De havde været på farten længe, og vi kunne sammen drage nogle paralleller til det at være længe væk. De tanker man gør sig, og den udvikling der sker i en undervejs og ikke mindst bagefter. Det var spændende at høre om deres oplevelser, og det bekræftede mig samtidig i, at vi gør noget helt specielt ved at tage på eventyr sammen. Heldigvis gjorde facebook det muligt at holde kontakten, så der blev lige udvekslet venneanmodninger inden det sidste farvel. Selvfølgelig ingen afsked uden en lille skriftlig hilsen til resortet fra mig. En oprigtig ros til denne skønne perle, omgivelserne og personalet, men med et par forslag til forbedringer hvad angik den famøse juleaften. Skrevet i en venlig men bestemt tone. Jeg var i tvivl, for jeg viste, hvor meget de ville hade at tabe ansigt her, men med tanke for de der kom efter os, følte jeg, at jeg skyldte at give vores mening til kende. De var meget ydmyge og taknemmelig, og måske rakte de tunge da jeg vendte mig om. Jeg ved det ikke, men så var det sagt.

Nyt resort, Famiana, knap to kilometer fra Tropicana. Vi blev hentet af resortets minibus og var spændte på de nye omgivelser. Vores værelse var ikke helt klar, så vi snuppede frokosten i restauranten i ventetiden. Priserne var skruet lidt i vejret her på dette 4 stjernene resort, men vi nød at sidde sammen og snakken gik som sædvanligt. Vi havde lært at sige tak på vietnamesisk, og personalet blev helt forbavsede, da ungerne sagde "Cam on" til dem. Det gav dem lige et ekstra smil og lyst til at lære os endnu flere ord med på vejen. Tjeneren kunne ikke lade være, og lidt genert måtte hun lige lade en bemærkning falde til vores datter: "she is so beautiful" og sofie og hendes forældre blev stolte.

Gæsterne her blev fragtet rundt siddende på golfvogne, der fungerede som taxier, da resortet strakte sig over et større areal. Dog ville jeg nu mene, at man godt kunne klare turen gående. Folk blev mere og mere mageligt anlagt. Vi skulle bo i bungalows på den modsatte side af hovedvejen, nu væk fra stranden. Det var i første omgang en smule ærgerligt at komme på afstand af havet, men taget i betragtning af, at et gigantisk hotel var undervejs lige klods op af den del af resortet der lå der, så priste vi os lykkelige for at være kommet væk fra byggestøjen. Vores villaer lå rundt om den fineste pool i en lille oase af palmer og græs. Det skulle vi nok kunne klare. Ungerne havde alligevel foretrukket poolen frem for havet, så mon ikke de var tilfredse med kompromiset.
Peter og Thomas hentede forsyninger, og Mette og jeg vendte verdenssituationen imens, liggende ved poolen imens ungerne smuttede rundt omkring os, pigerne i færd med at tegne og drengene lå i blød i poolen.

Så skulle tennisbanen inspiceres. Der var en times gratis leje med i prisen, men de 15 kroner det ellers koster kunne vi nu nok også klare. Ungerne var begejstrede og det samme var de voksne mænd. Hurtigt skiftede ansigtskuløren og svenden dryppede fra panden. Vejret var perfekt til lejligheden. Overskyet men stadig dejlig varmt. Det var vidst ikke sidste gang, at vi tog os tid til den aktivitet. Mikkel styrtede afsted som bolddreng og gemte boldene i lommerne, som han havde set stjernerne på tv gøre.

Aftensmaden nød vi på en hyggelig restaurant, indhyllet i palmer og med lianer hængende ned fra loftet. Vejen gik forbi lige udenfor, men stemningen derinde var skøn og fredfyldt. Sofie elskede at sørge for bestillingen, og havde virkelig fået mod på at snakke engelsk, så hun formåede at føre en samtale med den søde tjener. Sproget rykkede sig virkelig her langt væk hjemmefra og ungerne forstod og kommunikerede mere og mere i det fremmede. Mikkel valgte tomatsuppen og trods et forsøg på at forklare ham, at den nok ikke helt levede op til den derhjemme, kløede han på, lige indtil der stod en klumpet rød masse foran ham. Så hang mundvigene lidt nedad, men ikke mere end han ikke tabte ansigt over for de andre. Jeg forbarmede mig, og der blev skubbet lidt ris og kylling over på hans tallerken. Jeg vidste jo godt, at han måtte lære af sine fejl, men når guiden troede han var på kur, så nænnede jeg ikke, at han skulle gå sulten i seng.

Aftenen sluttede med sidste del af den store venlige kæmpe. Ungerne kunne knap holde øjnene åbne.

Så ramte vi fredag. Vi havde forskellige planer for dagen. Familien Thietgen smuttede på tur nordpå med guiden fra snorkelturen. Vi valgte at blive hjemme. Vi havde mange ture foran os endnu, så det var okay at tage en hyggedag hjemme. Et nyt sted bød på en ny morgenbuffet, og hurra for en kop kaffe der ikke var hvinende sød. Der var alt lige fra pandekager til omeletter, til pasta med tomatsauce og flødekartofler.

Guiden kom for at hente de andre, og hilste lige på. Han huskede alle vores navne, men der kneb lidt med Mikkels, det var blevet til "Ticket", lidt sødt, vores lille Ticket. Han var en sød og venlig mand, men havde også luret gode forretninger, så der var ingen tvivl om, at han meget gerne ville have os med på tur igen.

Vi tog en stille start. Mikkel gik i IPad mode og Sofie fik lavet et par sider dansk. Frokosten var en kulinarisk omgang kellogs cornflakes og så skulle vi på et lille lokalt eventyr. En lille gåtur væk lå et museum om phu qouchs historie. Et smukt og anderledes bygningsværk, men lad mig bare sige, at Mikkel og Sofie ikke jublede af lykke over de fem etager vi besteg derinde. Lidt manglende beskrivelser på engelsk gjorde det en smule vanskeligt at vide hvad vi så, men vi stykkede tingene sammen og kunne på toppen træde ud på en balkon og skue ud over havet og vores gamle resort. Vi rundede på hjemturen et total malplaceret center, der lå og tronede med en gigantisk storskærm udenpå. Der var total og andeles mennesketomt derinde, hvis man så bort fra en hord af personale. Vi så ikke en eneste anden turist, men man kunne få Haribo vingummi slik og det var jo fredag.

Vi gik hjem gennem en lille village nær vores nye resort. Ganske autentisk med vasketøj i gaderne og kvinder der var travlt beskæftiget med dagens gøremål. Vi kom helskindet over en næsten knækket cementbro og var vel hjemme igen.

Vores rejsefæller vendte hjem efter en spændende tur og kunne fortælle om peberplantager og fiskesaucefabrikker. De var godt trætte ovenpå alle indtrykkene og vi nøjedes af samme grund med restauranten lige om hjørnet. Burger og fritter til unger og mænd og uanset trætheden, så gik snakken lystigt som altid. Med dytten og motorlarm om ørerne. Her var et leben men det var aldrig kedeligt.

Hjemme fik vi lige hilst på en cirka 40 centimeter lang gekko der boede under taget hos Peter og Mette. Jo vi var ganske vidst kommet ned til jorden nu og alverdens forunderlige lyde dukkede op efter mørkets frembrud.

Nytårsaftensdag. Vi voksne vågnede igen tidligt. Jeg snørede løbeskoene, og Thomas gik en morgentur. Afsted ud i Phu Qouchs morgenmylder. Der var noget specielt over at se byen vågne og løbe slalom op af kantstene, under kabler, forbi en ensom julemand i plast i en sammensurium af alverdens dufte lige fra afbrændt plastik til røgelse til risretter og kaffe. Hjemme igen og puste ud på verandaen. Jeg tjekkede lige lidt Facebook og faldt over en sjov medley over 2016 hits. Sofie kom helt morgengroggy til syne i døren. Det var lige hendes stil, og genkendelsessmilet kom frem over alle de sange vi havde skrålet med på i årets løb.

Morgenmaden foregik i hold. Først Sofie og Thomas mens jeg blev hos mindstemanden, der absolut ikke havde taget hul på dagen endnu. Mikkel begyndte at pusle og vi kunne smutte afsted. Hyggeligt at sidde med ham og snakke om alverdens ting. Jeg havde drømt, at vi havde fået en hundehvalp, og vi sad og fandt på navne. Det endte med Alvin, så nu er navnet i hvert fald på plads.

Emil sad ved bordet ved siden af og et "kan man egentlig se fyrværkeri fra månen" spørgsmål blev skudt afsted. Han havde så mange spørgsmål og forholdt sig så kritisk undrende til det han mødte på sin vej. Jeg var fan, det var en forunderlig og fantastisk evne at ligge inde med. Jeg anede det ikke, men mon ikke man kunne? En dejlig kop kaffe og en chokolademousse som afslutning, det var vel nytårsaftensdag, og vi kunne rykke videre mod poolen.

Efter en skøn dag med absolut minimum af aktivitet udover en tennisdyst og et par baner i poolen var det tid til at gøre os klar til årets sidste fest. Vi var godt hærdede efterhånden, så de kunne bare komme an. Det gjorde de så sandelig også.

Vi blev taget imod af personalet i de smukke dragter, med 2017 udskåret i en kæmpe isblok, ungerne fik udleveret en ballon hver, som efter to sekunder var kludret total ind i hinanden, men de mente nu også at de var kommet over ballon stadiet. Bordene var dækket smukt med hvide duge og stole med sløjfer. Der blev hældt champagne i glassene og et coctailparty tog sin begyndelse. Med små apperitifer af sushi og minipizzaer. Lækkert. Buffeten overgik hvad jeg nogensinde før havde set. Den var fuldstændig overdådig. Der var alt fra hummer til flødekartofler, til marcaroons og flamberede pandekager. Vi nøjedes med at kigge i første omgang, for middagen var først planlagt til at begynde klokken 19.30. Det blæste de fleste andre gæster nu højt og flot på, og præcis som det skete juleaften, så nænnede de venlige vietnamesere ikke at stoppe folk, så de stod på hovedet i buffeten med ryggen til det virkelig fantastiske Drageløveshow der gik for sig på scenen, og skulle gøre det ud for åbningen af festlighederne. De havde dog forsøgt at bede folk om at sætte sig, men det var ligesom ikke trængt ind.

Festen blev åbnet, og vi havde pli nok til at vente, og lad mig bare sige, at vi ikke gik sultne i seng. Der var så meget mad, så mange flotte detaljer, så mange til at betjene og og så smuk en location, på et lille stykke græs, og lige nedenfor skvulpede bølgerne ind på stranden.

Vi havde fået tildelt bordet lige midt for scenen, og vi kunne læne os tilbage og nyde showet. Vi havde ligesom intet andet valg, for igen var der fyret op for volumen og den ene aktivitet tog den anden deroppe. Der var fart på, ikke et øjebliks ro til at få snakket sammen ved bordene eller bare nyde de unikke omgivelser. Alt ligefra en filippinsk sangerinde, der dog klarede sig en del bedre end dj number one, men stadig med asatisk accent og fuld skrald på rumklangen. Der var børnelege, der var dansere, der var lotterier og stolelege som Peter og Sofie valgte at lege med på. Peter viste denne nytårsaften nogle moves jeg aldrig havde vidst var gemt i ham. Både her ved stoledansen og tidligere på eftermiddagen hvor han helt impulsivt lige lavede et breakdanceshow. Der blev pludselig lukket op for noget hengemt fra hans unge dag. Helt fantastisk, hvordan man kunne overraskes.

Alt i alt vel nogle helt ufarlige og børnevenlige lege som skulle få aftenen til at glide. Hvis man så lige så bort fra det øjeblik, der fik følelser op i folk de ikke anede de havde. Igen lykkedes det at forstyrre os, så vi sad tilbage med en følelse af, ja jeg ved snart ikke, kvalme, rædsel, overraskelse, væmmelse, forbavselse, undren og nysgerrighed. En lille spinkel vietnameser indtog scenen og jeg skyndte mig at få hentet ungerne til bordet, for jeg var sikker på, at han kunne nogle tricks.
Han begyndte sit show i en heftig omgang ildslugning. Okay, vi var hurtigt videre. Pludselig stod han med en masse tynde grønne reb i hænderne. Nej rebene bevægede sig og var ved et nærmere syn tynde grønne slanger, som han selvfølgelig lige fik til at bide sig fast i sin hånd for at bevise ægtheden. For så at, og her skal de sarte læsere måske springe videre, stoppe to af dem ind i hvert sit næsebor og ud af munden og stå og trække dem frem og tilbage. Ikke nok med det, væk med slangerne og frem med ti sylespidse barberblade som han fik publikum til at teste ægtheden af. Med de mærkeligste grimasser kvaste ham dem i munden så de raslede og slugte dem en efter en. Jeg kunne næsten ikke være i mig selv af forbløffelse, væmmelse og frygt. For at det ikke skulle være løgn så snuppede han to tykke ti centimeteren lange søm, som han med en ølflaske bankede op i hvert sit næsebor så kun sømhovedet var at se. Så stop dog lille mand. Nej han var ikke færdig endnu, der var flere tricks i ærmet, men Mette og Anna valgte at trække mod stranden inden da. Jeg kom frem til den konklusion, at uanset om jeg kiggede med eller ej, så ville denne lille crazy mand gennemføre sit show, og jeg havde lovet mig selv, at vi denne gang ikke skulle bremse festen, men virkelig se hvad de mente en nytårsaften handlede om. Desuden trøstede det mig, at vi ikke havde bedt ham om at gøre de ting ved sig selv, og ikke havde bedt ham komme og optræde med denne livsfarlige leg. Men som sagt han var ikke færdig. En skål med glødende kul kom ind, og stykke efter stykke satte han mellem tænderne og slugte det med gnister stående omkring ham. Så dansede han videre i bedste Michael Jackson stil, imens han fandt en kæde frem med en krog i. Peter nåede lige at sige, nu løfter han sikkert ølkassen med øjeæblet. Knap nok, han brugte øjenlåget istedet. For sulan da også. Så var det tid til at løfte en fyldt spand med vand. Ikke med næverne, nej, med en krog som han hægtede i sin hals. Afslutningsvis, og lad mig lige nævne at alt dette skete nærmest fast forward og var overstået i løbet af ti minutter, lykkedes det ham at knække adskillige keramiske fliser med sit hoved. Mikkel lavede lille skærm en del gange undervejs, og min hånd sad limet op foran munden som stod på vid gab. Det havde vi ikke set komme. Det havde endnu engang lykkedes vietnameserne at ryste os ellers så hårdkogte turister.

En del af de øvrige gæster havde i aftenens løb forladt festen, sikkert fordi de ikke var så forberedte som os på, at man skulle være klar på lidt af hvert. Men efter en virkelig dårlig omgang karaoke, hvor folk frivilligt havde ønsket at komme op scenen og pine vores øregange, så kunne klokken snart falde i slag. Det var tid til at få tændt cigarerne, sædvanen tro. Thomas's var et souvenier fragtet hjem fra Hawaii. Sådan dukkede der gemte minder op indimellem.

Nedtællingen gik igang, ungerne stod klar på stole, parate til at springe ind i det nye år. Tre to en "Happy New year" og et flammehav stod på scenen, de havde sat ild til et gigantisk skilt så året 2017 stod i lys lue. Sejt. Vi skålede nytåret ind, alt imens I derhjemme stod klar foran skærmen i ro og mag og lyttede til dronningens nytårstale.

Så var festen slut, bordene blev ryddet hurtigere end vi kunne nå at blinke, men vi var også alle helt fyldte af indtryk ovenpå denne absolutte anderledes nytårsaften.Taknemmelige for at vi havde hinanden at dele den med, og ydmyge og håbefulde over hvad det nye år ville bringe os.

Tilbage var bare at sige undskyld for ubehagelige scener i det ovenstående, men sådan er det at følge familien Overgaard på rejse. "Life is like a box of chokolade, you never know what your gonna get".

Hjemme på værelset var der gaver, en flaske champagne, notesbøger og kalendere for det nye år. Champagnen kom på køl, den måtte vi nå at nyde inden vi inden længe skulle skilles fra de dejligste venner. Iøvrigt var der heller ikke en tomme mere plads i kufferten allerede.

Et lykkebringnde nytår til jer alle og tusind tak for alle de dejlige hilsner vi får undervejs, I er så særlige hver og en og det varmer mere end i aner.