Fra paradis til Party Pattaya

Lørdag morgen bandt vi voksne løbeskoene og smuttede afsted på en lille morgengåtur. Et View Point i den anden ende af byen, så det var op ad bakke og lægmusklerne syrede godt til. På vejen var der pludselig en masse raslen i trætoppene, en lille gruppe af en gibbon abe art svang sig afsted på morgentur. De havde også fået øje på os, men sluttede fred med, at vi bare var endnu et par nysgerrige turister på tur. Skiltet nede ved vejen der bad turister om ikke at fodre aberne, var kradset i stykker. Sjovt hvis det var aberne der ikke var helt enige i det.

Thomas havde gået turen et par morgener før, så han var ved at være helt kendt med morgenrutinerne i byen. "Om lidt kommer skraldebilen", og ganske rigtigt så gik der ikke længe inden den kom brummende. "Jeg mødte også en munk forleden, og vi kunne ikke blive enige om til hvad side vi skulle gå, så vi stod lidt og dansede, og jeg grinede først, da munken begyndte at grine, for man ved sgu aldrig, de ser så alvorlige ud". Den munk mødte vi igen denne morgen, og han smilede forlegent til Thomas efter deres dans forleden. Jeg beundrede thomas' evne til at suge indtryk til sig, og hans morgenfriske sind, det bare plaprede afsted. Jeg var altid stille fra morgenstunden, og nøjedes med et "ja" og et "nej" hvor det passede sig. Thomas kendte mig godt, og vidste at det ikke betød andet end at jeg lige skulle fra start. En hyggelig morgentur hvor vi nåede højt op over byen og kunne skue ned på den og havet under os.

Så var det hjem og spise morgenmad på terrassen. Mikkel snuede endnu, men Sofie var klar til at tage fat på dagen. Sidste dag på Koh Chang. Hvor havde det bare været en helt fantastisk uge her. Hvor var her skønt på denne frodige kuperede ø. Hvor var her stadig autentisk og hyggeligt. Stedet, Apple beachfront resort var ikke ved første øjekast noget særligt med den virkelig primitive og rodede reception, eller respektionen som Mikkel konsekvent kaldte den, men vi blev så glade for at bo her. Tyve skridt fra stranden og ti skridt fra poolen. Oppe på vejen lå boderne på stribe, og til aften kunne man mæske sig i de lækreste grillede kulinariske retter der eller på stranden med bølgeskulp som baggrundskulisse. Vi havde hygget os her, men nu havde vi besluttet, at vi skulle bevæge os nærmere Bangkok. Pattaya var næste destination, og søndag morgen klokken 9 afgik vores private minibus.

Vi sugede den sidste dag her til os. Omgivet af svenskere og kinesere, men bare det, at Ungerne kunne gå frit omkring og lave hvad de lystede var så skønt. Thomas gik White sand beach tynd i forsøget på at opdrive en scooter, men det projekt måtte han skyde en hvid pil efter. Ungerne elskede ellers de scooterture og jeg forstod dem godt, men jeg var stadig lidt forarget over alle de vesterlændinge vi hver dag så siddende hele familien på samme scooter, uden hjelme med ganske små børn, komme susende afsted. At de lokale kørte rundt på denne måde var en ting, de kendte hvert et sving og var vant til trafikken her, og tilmed vant til venstrekørsel, men det var altså noget andet når urutinerede turister pludselig så sig selv som små konger af denne kuperede ø og kom fræsende afsted. Hvad de selv gjorde måtte stå for deres regning, men deres børn havde ligesom ikke et valg. Vi sørgede da trods alt altid for at udstyre os med hjelme når vi sprang med på legen. Jeg havde mødt en svensk familie på fire hvor alle var bundet ind og plastret til fra hoved til tå, så det var ikke for sjov, når det gik galt her.

Thomas nåede forbi frisøren inden aftensmaden. Sidste aften hvor vi kunne besøge vores falaffel fyr oppe ved vejen. Så forbi Seven Eleven efter snold, og hjem og sluge den sidste del af Harry Potter.

Vi kunne ikke komme udenom det. Ugen her var gået, og jeg havde slet ikke fået nok af dette pragtfulde sted. Omvendt gjorde det, at beslutningen om at bevæge os videre var truffet, det lettere at bryde op. En uge var også passende, men det var altid særligt, når noget fik en af hæderspladserne i mindebogen. Thomas var på sin sidste morgengåtur her, og jeg listede en sidste gang ned og nød udsigten over det smukke hav. Jeg kunne ikke få nok af det, og håbede inderligt, at det ikke blev sidste gang vi boede på stranden på dette eventyr.

Vores nabo kunne fortælle mig, at et par kineser børn havde været igang med at snuppe vores luftmadrasser der stod på vores terrasse. Så havde de skældt dem ud og de havde nødtvungent ladt dem stå. Det var måske alligevel ikke vores lille Puppy der skulle have skyld for rapserierne i nattens mulm og mørke. Kinesere. Typisk.

Vi blev hentet af vores private taxa. Det var ikke muligt at opdrive en plads i de fælles minibusser, og dette her alternativ var nu også helt okay, selvom det kostede et par hundrede kroner mere. Afsted det gik mod færgelejet og endnu engang med en chauffør, Mr sukat, som ikke mæglede et ord. Vi kom som sidste bil med ombord. Oppe på dækket nød vi vinden i håret og udsigten mod fastlandet forude. Kineserne ved siden af havde travlt med at få den ene konstellation efter den anden foreviget, og pludselig var der en arm omkring min og en lidt forlegen men dog bestemt forespørgsel om at få mig med på billedet. Jeg var ellers klar til at agere fotograf for dem, men at det var mig de ville have med, og ikke ungerne var lidt sært. Men de fik hvad de bad om, det gik der jo ikke noget af mig for.

Efter tre timers kørsel, med endnu en frokost pause på Seven Eleven var vi fremme i Pattaya centrum. Chaufføren kunne ikke et ord engelsk, og var virkelig udfordret på at få fundet frem til bestemmelsesstedet. Endelig lykkedes det at få forklaret, at vi skulle bo i byen Jomtien cirka fem kilometer udenfor for centrum. Et klogt valg lavet af den altid velforberedte tourguide, for ved at lade blikket glide ud gennem bilruden der midt i centrum, kunne man ane, at her var et leben uden lige, og et rygte af sprut, damer og fest der så ud til at holde stik. Vi havde grinet af en besked, der var tikket ind fra faster denne morgen. De befandt sig i Washington på den anden side af kloden, og i lufthavnen havde lille Alfred på snart tre år taget sin kikkert frem og sagt: "Nu skal jeg se damer". Jeg tænkte, at her ville han ihvertfald have haft held med at få spottet et par stykker.

Vi rullede ud mod et mere roligt område i vores jagt på Atlantis Condo Resort og inden længe tårnede komplekset sig op foran os. En lille fortravlet thai kvinde kom os i møde og lod til at have ventet os. Igennem lange gange og op på ottende etage og ind i vores lille lejlighed for de næste par dage. Lad mig bare sige, at klaustrofobien allerede havde fået et tag i mig. Det lettede en smule, da vi fra den lille altan, hvorpå en udslukt vaskemaskine stod utilsluttet hen, kunne se ned på den største poolområde vi nogensinde havde haft til rådighed. Der var swimmingpool overalt dernede, og til de nederste lejligheder fulgte der en stige med, så man kunne kravle direkte fra altanen og ned. De havde virkelig forsøgt at tage temaet "Atlantis myten byen der sank i havet et ukendt sted" til sig, med vandet der omsluttede hele resortet. Men stedet var slidt. Lejligheden var slidt. Sovesofaen der skulle gøre det ud for ungernes seng, var af så ringe karakter, at man skulle være halvanden meter for at kunne stå måls med den, og det stillede store udfordringer til bror og søster forholdet. Desuden lovede den lille dame at komme tilbage med dyner og puder dertil, men hende så vi ikke mere til, og måtte istedet skrabe lidt sammen til noget der lignede en seng. At Mikkel efter første toiletbesøg kom ud med brættet i hånden og at jeg fandt en kakkerlak i den kunstige orkide på badeværelset formildede ikke mit indtryk af stedet.

Men det havde også været en lang køretur og jeg var også lidt sulten, så efter en halv øl og take away pizza som vi tog med på værelset, sluttede jeg fred med tingenes tilstand. Iøvrigt virkelig lækre pizzaer. Nede på gaden ved pizzariaet sad en papegøje bundet på en pind, vi sagde til Mikkel, at han skulle se den fine papegøje og hans respons kom promte: "jeg kan ikke se nogen papegøje, mener i Kakaduen der". Hjem og google kakaduer, og minsandten om ikke vores lille dyreekspert havde ret. Komplekset lå cirka fem minutters gang fra Jomtien beach. Man skulle igennem en lille gade med massage, restauranter og små butikker, og man kunne fornemme, at bare der, langt fra Pattaya centrum, var stemningen til mere end en børnefamilie som os havde behov for, når natten faldt på. Så var det rart at vi kunne trække os tilbage og hygge med maden for os selv.
Mikkel havde for en gangs skyld nej hatten på over den virkelig ringe sovesofa, der skulle udgøre hans logi for natten. Det lykkedes dog at finde ro, men midt nat lød der småklynken fra stuen. Så forbarmede jeg mig, og vi byttede plads, men jeg måtte sande at min gamle krop ikke kunne klare mosten, og han blev flyttet retur tungt sovende. At jeg midt i natte tumultet stødte på endnu en af de ulækre brune kakkerlakker på badeværelset gjorde ikke noget godt for min resterende nattesøvn. Jeg var lidt presset, men heldigvis var der ikke tale om en uges lejemål denne gang.

Det var blevet mandag igen. Mødet med kakkerlakken og den ukomfortable sovesofa sad stadig i mig. Vi havde et nyt sted at udforske, men jeg savnede luft omkring mig. Poolen var så gigantisk, at der knap var plads til solsenge dernede. De høje bygninger skyggede for solens stråler, så muligheden for at ligge sig ned og dase der, var mindre flatterende. Men vi havde hinanden, tiden var vores egen, og alle var friske, så var alt andet vel egentlig ikke så vigtigt. Vi tog en stille start, og smuttede en tur til stranden over middag. Fyldt med turister, speedbåde og jetski. Vi spillede lidt kryds og bolle i sandet inden tålmodigheden hos ungerne var brugt op.
Thomas pakkede endnu en rygsæk og søgte mod posthuset. Endnu engang havde vi et læs at sende hjem. Dejligt at han gad tage turen, så vi kunne få plads til flere lækkerier i vores videre færden.

Inden aftensmaden havde vi lovet ungerne et spil pool på en af barerne. Drengene imod pigerne, og Sofie og jeg endte desværre på andenpladsen og måtte farve næserne blå med kridtet.
Vi havde aftenen forinden set, at en falaffelfyr også holdt til her langs stranden, så det skulle prøves. En trind lille umiddelbart ikke speciel munter mand med få tænder i munden og en strikket hue på solgte ud af lækkerierne. Bestillingen lød på fem falafler. Først da han skulle igang med Thomas bestilling sagde han henvendt til mig: "Two for papa?" og gjorde sine runde øjne endnu større. Da vi havde betalt og satte afsted råbte han efter mig på sit gebrokne thai engelsk: "Hey mama, you come tell me tomorrow if papa ate them all", og så grinede han lystigt med sit tandløst grin. Hvis jeg så ham dagen efter måtte det være med beskeden at rub og stub blev spist med velbehag.

Imorgen ventede sidste dag i Jomtien. Havde stedet her budt på mindre klaustrofobiske tilstande og lidt renere forhold, havde vi måske blevet et par dage mere, men i stedet trodsede vi nu snart advarslen, som morfar havde googlet sig frem til, der lød: "If you long for quiet beaches and hammocks swaying in the breeze, make a sharp U-turn before arriving to Pattaya". Men som han videre skrev, så var vi jo efterhånden godt hærdede globetrottere, så mon ikke der skulle mere end Pattaya city til at slå os ud af kurs. Vi var i hvert fald klar til at rykke lidt nærmere. Hvor man intet vovede, man intet vandt.