Fra dejligt gensyn med Bangkok til vores allerførste møde med Indonesien

Lørdag. Vi tog en slapper fra morgenstunden, og hyggede os over morgenmaden på værelset. Thank You heaven for Seven eleven på hvert et gadehjørne, så der altid lige kunne hentes fornødenheder efter hvad herskabet ønskede sig. Så stod den på en dukkert på 13 etage, egentligt ret vildt at ligge der, og flyde rundt højt hævet over den boblende by, med solen bagende ned fra oven. Inden frokost nuppede jeg en lille luntetur på det formidable løbebånd stedet havde, med udsigt ud over Bangkok City på 13 etage, dog under tag, men med åbent vindue og den lune luft lige i ansigtet. Ingen risiko for at fare vild her, og et fantastisk alternativ til at løbe rundt i de snirklede og trafikerede gader under os.
Thomas indtog fitnessrummet og ungerne fes rundt derinde, og prøvede maskinerne på mere eller mindre hensigtsmæssige måder. Mikkel syntes, at hans muskler var krøbet lidt, så han kløede hårdt på, dog måtte vi sætte en stoppet for al den aktivitet, da eftermiddagen bød på udflugt, og det skulle helst være med fuldt opladede batterier. Af samme grund, og måske fordi formen ikke var helt i top valgte jeg også at afkorte løbeturen en smule.

Vi spiste frokost på værelset og så et afsnit af "Riising og mor" imens. Endnu engang ganske underholdende, hvor måtte det være vildt at få så mange oplevelser sammen med sin mor. Heldigt, at min Bucketliste også indeholdt "At lave ting sammen med min mor", og jeg havde allerede et par ideer. Efter en lille svømmetur mere var det tid til at gøre os klar til at komme ud og dufte, lugte og smage lidt mere på Bangkok. Vi besluttede at gå hen til Hard rock cafe som første destination. Vi havde et glas projekt, da det vi købte sidst kun var med logo på, og vi ønskede dem med print af byens kendetegn istedet.

De anslåede tre kilometer endte med fem, men turen ville vi ikke have været foruden. Den gik igennem et så autentisk og fachinerende kvarter, hvor de lokale boede. Nogle var igang med at klargøre madvogne de skulle køre rundt med i byen senere, unger rendte og legede, og i hvert et hus vi kiggede ind i, blev vi mødt med store smil og lidt forbavselse over vores hvide ansigter. Det var tydeligvis ikke hver dag, at der forvildede sig turister derind. Vi købte sodavand, og damen blev så overrasket da Sofie sagde tak på thai, at manden også lige skulle høre det. Vi havde gjort en dyd ud af at lære os selv og ungerne, hvad de basale ting som "Tak" og "Hej" hed i det land, vi gæstede, og brugte det istedet for at tale engelsk, og vi kunne mærke og se på de lokale, at det altid vækkede lidt overraskelse og gav et ekstra smil.
Udenom denne by bestående af blikskure, en enkelt plastik sofa og et lysstofrør som hyggebelysning, kunne man ane de kæmpe store reklamesøjler tårne sig op. Den skærende kontrast her til turismen og dens umættelige trang til at blive fodret med behov og storhed. Men også disse menneskers levebrød, så derfor ganske uundværlige for deres vej frem i livet. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig. Hvor fandt de den umiddelbare livsglæde frem. Hvordan kunne de smile, så det skinnede i øjnene på dem, når vi spadserede forbi. De fleste Thai´ere arbejdede seks dage om ugen, hver uge og op til 12 timer om dagen, uden at optjene ferie. Børn blev ganske tidligt afleveret hos bedsteforældrene, så deres forældre kunne arbejde, og de så dem ofte ikke i lange perioder, for børn var en måde at sikre sig sin alderdom på.
Hvordan kunne man holde gejsten oppe. Hvordan kunne man bevare motivationen. Måske handlede det om, at de ikke følte, at de havde ret til noget, sådan som vi gjorde. Deres motivation var måske, at få livet til at fungere. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv, om jeg synes det var sørgerligt. Hvis vores værdier blev lagt over på dem, ville deres verden jo krakelere. Ikke at kunne tilbringe tid med sine børn fordi arbejdet krævede al deres vågne tid. At tiden ikke var deres egen. Men jeg troede på, at de fandt mening og motivation i den verden de levede i, og måske gav den levestil mere livsglæde og lykke. Uden krav og følelsen af at have ret til noget. uden at føle sig snydt og uden at føle sig ikke nyttig. Alle kunne bidrage og gjorde det. Jeg vidste det ikke, men jeg troede, at der måtte være noget sundt i den måde at leve på, hvor "det har jeg ret til" ikke herskede som i vores verden.

Vi havde nået storbyen og kineserne, der som Mikkel formulerede det, "levede bedst i flok". Gigantiske storcentre og en af verdens bredeste veje, ganske fyldt op af den stillestående kolossale trafik. Benene var ved at være lidt tunge, og armene på de små hang snart nede ved jorden. Der var lidt længere end beregnet, men med små hvil og en Mentos i ny og næ gik det alligevel. Vi passerede stedet, som vi for tre år siden havde set værende fyldt af gadedemonstranter og en politistation, der var barrikaderet i kampklædte politifolk og pigtråd. Nu var portene åbne og alt åndede fred og ro. Vi nåede endelig Hard Rock og fik indkøbt glas til os, men også til en af mine søde kollegaer. Med så stort et køb fulgte så pludselig fire coca colaer, og så kunne vi jo ligeså godt sætte os ind i cafe´en og bestille en omgang nachos. Mikkel havde besluttet sig for, at der skulle smages guacamole for første gang, og det blev nydt med velbehag. Vi fornemmede, at det kinesiske nytår var over os, men da vi nu ikke befandt os i Singapore som sidst, så var det slet ikke på samme måde slået kæmpe stort op.

Med Tuk Tuk gik det videre igennem Bangkoks gader. I høj fart og hvin i svingene. Mon det var fordi jeg var blevet ældre, eller kørte han bare lidt vildere end sidst, vi kørte Tuk Tuk igennem Bangkok. Vi nåede Kao San Road. En gade fyldt med boder, gadekøkkener, hostels og tatoverede mennesker med dreadlocks. Her var en laid back stemning og solen farvede himlen orange over os. Mikkel var stadig sulten. Det var en af de dage, hvor appetitten var stor hos ham, så der gik ikke længe inden der blev bestilt falafler til alle mand. Selvfølgelig forkøbte vi os igen, og slæbte den fineste og største madras med derfra. Den skulle gøre godt på terrassen derhjemme til sommer. En is på mc Donalds sluttede aftenen af, og så var det retur mod hotellet. Mikkel nåede næsten at falde i søvn på mit skød undervejs, men de små ben havde også gået næsten otte kilometer, så jeg forstod ham godt.

Søndag. Begyndte dagen stille og roligt ved pølen endnu engang. Egentlig ret rart, at det her var vores tredje besøg i Bangkok, for en del af seværdigheder var allerede vinget af, så der var lidt mere tid til afslapning indimellem. Thomas kom med en status opdatering på, at han siden vi drog afsted, nu snart havde rundet de 400 kilometer på sine adskillige gåture. Det var den rene Forrest Gump vi havde med. Over middag tog vi den mere børnevenlige tur, som indbefattede en Tuk Tuk istedet for traveskoene. Første stop et posthus, for der var en madras, der skulle sendes mod Aalborg. Da det var klaret smuttede vi med metro, skytrain, MRT kært barn havde mange navne ud til weekend markedet. Det havde vi godt nok besøgt for tre år siden, men verdens største marked kunne godt klare endnu et visit. Stedet var velkendt og lige så crowded som sidst, så vi sluttede os bare til horden af mennesker på vejen dertil.

Vi genkendte stedet og gik efter lyden og fandt den lille tykke charmerende kok som havde underholdt sidst med sin måde at blande maden i kæmpe store fade. Denne gang stod han med en bøtte ris på hovedet, som blev hældt i fadet samtidig med, at der blev lavet lidt spjæt og fikse dansetrin. Ungerne havde en fest over at han stod der igen tre år senere, på samme sted, som om tiden havde stået stille siden dengang. Det var også et sjovt gensyn, og da han vinkede farvel til dem toppede det lige oplevelsen. "Han kunne huske os", lød det fra dem. Mon dog.

Vi fik lidt mere gods med i rygsækken, men dog ikke noget der krævede endnu et visit på posthuset i denne omgang. Vi endte i en del af markedet, der tilsyneladende var dyrehandlen. Man kunne købe alle salgs dyr lige fra hvide mus, slanger, egern, pindsvin, fisk, hundehvalpe og kattekillinger. Selv en gris var på bud. Mikkel var i sit es her, og sandt at sige, så var det virkelig også en oplevelse at snirkle sig omkring og kigge, men også lidt trist at se på, for ikke alle dyrene havde de bedste vilkår.

Markedet var gigantisk, og da vi havde fået nok indtryk ind på harddisken, søgte vi tilbage til skytrain og retur mod Siam center hvor vi målrettet gik efter aftensmad. Burger King til Sofie, som blev nydt i MC Donald restauranten ved siden af, hvor Mikkel insisterede på at hans mad skulle komme fra. Måske fordi der fulgte en Supermand med i Happy meal sættet, men alle var godt tilfredse.

Hjem og få pakket taskerne, for natten blev kort. Uret var sat til 02.45.

Det havde været vores sidste dag i Bangkok. Sidste dag i Thailand. Det var så vemodigt, for hvor var jeg blevet glad for dette forunderlige smukke land. Men nu ventede Indonesien med Bali som destination. Idag var solstrålerne blevet suget ind og gemt og smuglet med, for vejret lovede på ingen måde godt for den næste tid. Men vi håbede på det bedste, og så måtte vi tage den oplevelse med os.

Inden natten var blevet til dag, lød der skramlen fra vores lejlighed. Urene havde kimet, og vi skulle afsted. Den forventede kamp med mindstemanden udeblev. Han fløj op og var i tøjet på ingen tid, så kunne han jo lige nå et par minutter mere på langs, som han sagde. Klokken præcis 03.30 sad vi i taxaen på vej til at lægge Bangkok bag os. Klar til for første gang at bevæge os over ækvator og ramme den sydlige halvkugle. Godt nok havde vi været på jordomrejse og krydset datolinien, men ikke ækvator før nu. Spændende. Men det betød også, at årstiderne var lidt anderledes for dele af Indonesien end i resten af Sydøstasien. Vi bevægede os mod monsunsæsonen. Det lød vådt. Men det skulle blive spændende at nå dette for os ukendte og kæmpe store land.

Vi landede i fin stil efter alle at have blundet det meste af vejen. Lufthavnen var gigantisk, men ganske øde udover vores medpassagerer og os. Vi manøvrerede os igennem alle de lange labyrinter lavet til gigantiske køer, dog var de gabende tomme. Visum klaret, og taxachaufførerne stod klar som gribbe til at få kløerne i os. Men nu var vi ved at være hærdede, så der skulle batles om prisen. Vi vandt, og taxachaufføren spurgte, da vi kørte afsted, hvor mange gange vi havde gæstet Bali tidligere, for den batlen var ikke velkendt hos almindelige turister. Så afsted mod Sanur beach. Himlen var overskyet ganske som forventet, men humøret var højt. Vi lærte at sige "mange tak" og "Hej" og så var vi klædt på til det mest basale. Vi nåede det fine hotel og blev mødt af de sødeste smil. Maverne knurrende for morgenmaden var vi sprunget over, og klokken var rundet middag nu, så der blev bestilt pizza og cola og så på en mandag.

Vi var nu syv timer foran Danmark, og det måtte være tid til at synge morgensang for verdens bedste farmor, som havde fødselsdag idag. Klokken var godt nok kun lige rundet syv om morgenen hjemme, men så blev det også til ægte morgensang. Dejligt lige at sige godmorgen til dem, og vi ønskede hende den dejligste dag.

Ungerne skulle afprøve poolen og Thomas gik på opdagelse. Eftermiddagen gik med et Skype visit hos Moster og mini, hyggeligt. Sofie fik skrevet om en oplevelse, som hun ville sende til sin klasse. En beskrivelse af besøget i fængslet og Killing Fields, som havde gjort stort indtryk på hende. Alt imens silede regnen ned udenfor. Vi var forberedt og monsun regn var også ganske fachinerende, men i små doser, hvis vi havde noget at skulle have sagt.

Til aften gik vi den korte tur ned til havet. Virkelig specielt her hvor brændingen langt ude dannede kolossale bølger, mens vandet langs kysten var blikstille. Surferne lå derude, og skulle lige have de sidste bølger med inden solnedgang. Jeg var fortaler for at slå os ned, og smage lidt på det balinesiske køkken, men måske var det en smule for optimistisk efter en lang dag. Der var i hvertfald lidt mere stille ved bordet end ellers, det var vel egentlig også okay. Vi begav os hjemad med flagermus baskende over hovederne, så jeg sørgede for at lave høje lyde og fagter hele vejen hjem.

Vi tog kampen op med wifi' et og fik set snigpremieren på "Kurs mod fjerne kyster". Så sjovt, at de var lige der, hvor vi nu var, og pudsigt hvordan Mikkel fortalte, at det at kunne lidt af sproget i det land man gæstede åbnede mange døre, når nu jeg tidligere nævnte, at det præcis var det, vi oplevede og selv fandt ganske værdifuldt.

Vi havde rundet en lang og begivenhedsrig dag. En søvnig kakerlak klikkede afsted på vores gulv, og blev eskorteret udenfor. Vi var virkelig på Bali nu. Et af mine mange drømmespots.

Stemningsbilleder fra pool på toppen af Bangkok