Fødselsdagsfest i Cambodia inden nye grænser ventede

Lørdag d. 14 januar. Fødselsdag stod der skrevet henover hele dagen. Det var en stor dage og jeg ville gøre alt hvad der stod i min magt for at det skulle blive en uforglemmelig og skøn dag for vores dejlige datter. For en fødselsdag ef en stor ting, når man fylder 12, og når man så er langt væk fra nogle af de mennesker som man elsker og savner, så skal der fyldes godt op med forkælelse og kram.

Jeg var tidligt på færde, for der skulle arrangeres morgenbord til fødselaren, et kig på Thomas sagde mig, at han på ingen måde var i bedring. Det måtte jeg tage mig af senere, for nu gjalt det morgenmaden, så afsted ned i restauranten efter forsyninger. Jeg blev mødt af et sørgeligt syn dernede. Tørt toast med sorte fluer sværmende omkring. Tilbage på værelset og hente penge og afsted ned på hovedgaden efter noget mere appetitligt. Ægte nutella i dagens anledning, og lidt lækkerier dertil. Så var vi klar til morgensang, og Mikkel var usædvanlig klar til at springe op og være med.

Thomas's tilstand var forværret hen over natten. Heldigvis hjalp det en smule at få mad i maven, men han var helt og andeles tappet for energi. Men der var fødselsdag på programmet og så måtte der lige skrues et gear op. Gaver var der heldigvis også. Jeg havde pakket et halvt kilo bland selv slik ind hjemmefra og det bragte usigelig lykke også selvom det var en dele gave, det samme gjorde de øvrige gaver, som alle faldt i sofies smag. Dejligt at små ting kunne vække så meget glæde og dejligt at det tøj jeg aftenen forinden havde sneget mig rundt og købt på markedet straks blev trukket på, for så var jeg ikke i tvivl om at det var godtaget. Formiddagen gik med hygge og en tur i poolen imens vi hørte Rasmus Seebach sange for fulde gardiner. Det var vi nødt til for at overdøve endnu et bryllup i nabolaget.

Der tikkede så mange kærlige hilsner ind til vores dejlige datter, og de varmede hver og en. Mormor og morfar havde lavet en fødselsdagsvideo, som fik det store smil frem. Dejligt. Farmor og farfar, faster B, onkel M, Asta og Alfred tonede frem på skærmen og endnu en fødselsdagssang blev skudt afsted. Der blev facetimet til onkel Lars, som Sofie delte fødselsdag med. Dejligt at komme på visit hos dem som altid. Selvfølgelig fik vi også lige facetimet med mormor og morfar, det var en stor dag, og det var nogle af dem der stod sofies hjerte så nært.

Mikkel savnede sin ven Jens, så vi fik heldigvis også held med en FaceTime aftale med ham, hyggelig at se de to drenge sidde der og snakke.

Det var blevet tid til at bekymre mig om patienten, som umiddelbart ikke havde haft gavn af de adskillige medikamenter vi havde fået med fra hospitalet. Jeg tog en lille konsultation med Google og fandt frem til, at det da var værd et forsøg at proppe lidt mere antibiotika på ham. Jeg havde lidt godter med i tasken, og sådan blev det. En god kombinationsbehandling måtte kunne lægge enhver bakterie fladt ned. Jeg resonerede mig frem til, at det da umuligt kunne blive værre.

De virtuelle møder var ovre, frokosten indtaget og patienten lagt under dynen, og eftermiddagen bød på nye eventyr. Jeg havde på vej til købmanden omkring frokosttid hilst på en masse søde skolebørn, der var på vej til skole. Jeg havde egentligt troet, at lørdag var fridag, men sådan var det ikke i Cambodia. Ungerne var med på ideen, og vi smuttede en tur ned til skolen, der lå ganske tæt ved hotellet. Vi gik en tur i skolegården og ud af de åbne vinduer fra klasselokalerne lød små hyggelige børnestemmer. Vi passerede forbi klasserne, og de små søde, smukke unger vinkede og smilede i et væk. Vi forstyrrede vidst en del med vores fremmede ansigter. Klasslærerne var vældig imødekommende og vi fik en lille snak om hvor vi kom fra og hvor gamle Sofie og Mikkel var. Der var så mange børn i hvert klasselokale, men hvor var de smilende og skønne hver og en. Med deres lille gavtyvssmil der nåede helt op i deres smukke brune øjne.

I flere af klasserne lod jeg mærke til, at der var en baby eller et mindre barn i almindeligt tøj, og ikke i skoleuniform som de andre. Enten i en vugge eller læreren lå med barnet i en hængekøje i hjørnet af lokalet. Det kunne lyde lidt underligt, men jeg formodede, at det var lærerens eget barn, som var med på arbejde. Der var sikkert ikke andre pasningsmuligheder.

Sofie og Mikkel gjorde mig opmærksom på, hvor meget denne skole mindede om fængslet inde i Phnom penh. De havde fuldstændig ret. Heldigvis lød der her glade børnestemmer og børn løb rundt og legede i skolegården, men selve arkitekturen var den ganske samme som der. Men fængslet havde jo også tidligere været en skole, så sammenligningen gav mening og gav på en eller anden måde en endnu større forståelse for hvordan der havde været der, før det blev omdannet til et fængsel.

Det var et hyggeligt lille visit, desværre uden Thomas, der samlede kræfter hjemme. Han var virkelig ramt, når han lod sådan et lille eventyr gå forbi, men turen til templerne dagen forinden havde tæret på ham.

Så var det hjem og tænde lys i de fineste cupcakes, jeg havde købt hos bageren. Sofie var helt tilfreds. En ekstra tur i poolen inden det var i bad og vi var klar til Hard Rock cafe. Hvor ellers skulle man spise på sin 12 års fødselsdag.

Li stod klar men ved hotellet, han var tilknyttet Angkor herritage hotel og kørte primært ture med hotellets gæster, det var derfor det ikke havde været så svært at finde ham igen som først antaget. En kinesisk delegation stod allerede klar til at blive fragtet afsted, men da han spottede os, fik han hurtigt prajet en anden vogn til dem, så han kunne tage os med i stedet. Det var sødt, ham kunne vi godt lide.

Thomas havde virkelig strammet sig an for aftenen, og det var endda blevet til, at han havde taget et konfettirør med som blev skudt af inden vi satte afsted. Jeg håbede ikke en krigsveteran stod et sted i nærheden da braget lød, men på den anden side, så gik det nok i et med hundeglammen, bryllupssange og hanegal.

Afsted mod Hard rock cafe. Vi besluttede os for at sidde udendørs, hvilket i første omfang ikke huede fødselaren. Der var gæster der røg og et liveband var ved at varme op. Sofie var meget opmærksom på hvordan vi nu valgte at forholde os til det, sikkert med Dj number one i frisk erindring. Der var ikke endnu en Mis Dj der skulle ødelægge stemningen. Men vi var på Hard rock cafe, og så var musikken en oplevelse i sig selv. Så slappede hun lidt af og da bandet gik igang blev vi faktisk temmelig imponerede over deres niveau. Så sad vi der og nød en lille koncert med lækkert musik og lækker mad. Jeg kunne se på Thomas at han led, og jeg beordrede ham til at spise en kyllingesandwich og langsomt gled blodsukkeret lidt i vejret igen.

Servicen var i top, måske næsten skudt over mål, for vi blev spurgt tyve gange om maden var god og alt var okay. Måske det var Thomas' manglende appetit der forvirrede dem. Vi havde flag på bordet og manageren fik at vide, at der var en lille fødselar i selskabet. Pludselig var der lidt opstandelse og ud kom tjeneren med en isdessert med lys i. Bandet sang fødselsdagssang og alle sang med og klappede og hujede. Vores lille datter blev så overvældet og glad. Det var virkelig et fantastisk og uforglemmeligt punktum for middagen. Godt mætte og med en doggy bag med til tourguiden, og vi var klar til at vende hjem.

Et ordentligt regnskyl kom forbi, og vi benyttede ventetiden på at få indkøbt endnu et glas til samlingen. Li holdt klar igen til at køre os retur. Sidste tur med ham, det var altid lidt vemodigt at skulle tage afsked, men med et par ekstra dollars i drikkepenge og et ønske om at han måtte få et godt liv, listede vi op på værelset. Sidste gang vi have hørt ham kalde: "Hello boy" når han så Mikkel.

Straks vi var hjemme blev der facetimet med veninden Amy. Dejligt at hun var klar i den anden ende. Sofie savnede sine tøser, og det var hyggeligt at høre snakken gå.

Vi satte os til rette med lidt bland selv slik og "Find Dory" på mac' en. Dagen var ved at nå enden, og farmand havde virkelig kæmpet og gjort alt hvad han kunne for at være der for sin datter. Sofie lagde sig på puden med et smil på læben over denne uforglemmelig fødselsdag, der nu var blevet til et minde for livet. Klokken var henad 22 da hun gled i drømmeland. Klokken 23 lagde jeg min hånd på min datters kind og ønskede hende tillykke. Klokken var der 17 hjemme i Danmark og det var tidspunktet hvor hun for 12 år siden kom til verden. Tænk at det var 12 år siden at vores verden for evigt var blevet så meget større.

Søndag d. 15 januar. En måned præcis siden vi satte afsted ud på nye eventyr. Søndag var også dagen hvor vores femte land skulle udforskes, men derfor også dagen hvor vi skulle tage afsked med endnu et land. Cambodia du havde været gæstfrit, anderledes, spændende, støvet, beskidt, smukt, barskt og overvældende. Sygdom kunne vi godt have undværet, men det måtte ikke ligge oplevelsen af landet til last, hanegal og bryllupsfester var en del af hverdagen her, så det var også en del af vores eventyr. Vi ville ikke have været besøget her foruden, men vi ville lægge sygdommen bag os og glæde os til alt det nye der ventede.

Vi havde fået en lærestreg, ikke at bestille en uge et sted igen. Havde vi blot skulle bo der et par dage for at se templer og alligevel stå op før fanden fik sko på, havde det været eminent, men til en badeferie var det absolut ikke stedet.

Men vi havde også en tilståelse at gøre op med inden vi forlod landet. Nogle gange viste tingene sig at være anderledes end man først antog. Desværre var der dukket en ukendt følelse af mistillid op i vores eventyr. Den havde kastet en tvivl over, om hvorvidt vi kunne stole på folk, og en ærgerlig følelse af at nogen havde invaderet vores privatliv. Vi måtte tage hver en tvivl i os igen, og undskylde alt hvad vi havde lært, og samtidig var det med en dejlig lettelse, at vi kunne erfare at Thomas's høretelefoner stadig var i vores varetægt. At noget kunne forsvinde og så i en hel uge, når vi boede på rundt regnet to kvadratmeters kuffertareal var mig en gåde, men det var stadig sådan det var, og ved nedpakning af inventaret inden afrejse fra vores hotel i siem Reap, stod jeg pludselig med dem i hånden, og så havde de tilmed ligget i samme pose som ungernes dykkerbriller der var blevet brugt flittigt i ugens løb. Men det skulle lige nævnes, at det altså ikke var min kuffert, der havde båret dykkerbrillerne. En kæmpe undskyldning til stuepigen på hostellet i Phnom penh for den mistro vi fik, og en sand glæde og lettelse over, at vi ikke gjorde noget ud af sagen dengang. Flovt, men man måtte også være stor nok til at indrømme, når man havde taget fejl.

Vi stod tidligt op, og der blev serveret havregrød til ungerne, så maverne var mætte inden den lange rejse. Det var nu ikke en del af deres plan at spise det, så vi måtte håbe, at vi klarede turen uden kvalme og hvad der ellers kom ud af det.

Lyset var ved at blive tændt i Thomas' øjne igen, og ryggen rettet lidt mere. Der var klar bedring at spore, og jeg var lettet. Min mirakelkur havde gjort underværker. Sejt. Afsted med taxa mod den thailandske grænse. To timer med en yderst snakkesalig chauffør. Da han ikke havde mere at fortælle os talte han i mobil hele resten af vejen. Han havde meget på hjerte. Han havde så også lige en ven på den anden sige af grænsen, som kunne køre os til færgen. Ham ringede han lige til, men prisen var alt for høj, så vi ville praje en taxa selv når vi kom dertil. Men han havde andre planer og da vi nåede grænsen stod vennen klar, og han var til at prutte med, så det blev som de havde planlagt.

Igennem paskontrollen og visum i 30 dage med i passet og vi var videre. Videre hen imod den majestætiske hvide bygning med teksten "The Kingdom of Thailand". Jeg følte det lidt som at komme hjem til en kær gammel ven. Thailand havde en kæmpe plads i mit og vores hjerter, og jeg kunne mærke, at vi var på vej mod noget rart. En ny chauffør stod klar på den anden side. Tavs som graven var han. Jeg spurgte lidt kækt hvor lang tid vi skulle køre og han stak bare fire fingre op foran mit fjæs, så blev smilet lidt stift. Men jeg var ikke færdig endnu, og spurgte videre om vi så på et tidspunkt kunne gøre et holdt og få lidt frokost. Han smilede bare og rystede let på hovedet. Nå ikke. Jamen så bare sæt afsted.

Efter et par timer var det nu alligevel tid til frokost. Åbenbart. En sulten familie skulle på rekordtid finde en løsning på at få stillet sulten i en Seven Eleven. Selv de vacumpakkede pølser fristede ungerne, men det lykkedes at få serveret lækre varme toast og og en sodavand til at skylle balladen ned med. Ind i bilen og afsted i en susende fart. Lige så stille chauføren var, lige så fanden i voldsk kørte han bil. Alt imens kravlede Mikkel på væggene af det pludselige sukkerindtag. Det var med at holde på hat og briller imens Thailands natur fór forbi derude.

Vi nåede færgelejet, og de fire timer var ikke helt skudt ved siden af. Chaufføren bestilte tre billetter og en gratis Mikkel, og vi kunne takke manden for at være nået frem. Han kunne ikke et ord engelsk. Vi var ombord med kurs mod koh Chang som vi kunne ane derude. En halv times sejlads, og vi kunne sætte fødderne på øen. Et virvar af grisebiler holdt klar til at stuve os sammen og sætte afsted. Thomas havde fået overskud på kontoen, og stillede sig ikke tilfreds med den modtagelse vi fik. Vi blev gennet op i bilerne som var vi grisebasser, af den sureste thailandske mand. Thomas sagde til den vrede mand, at han ikke behøvede at være så sur, alt imens manden stod på taget af bilen og læssede vores tasker op. Det gavnede ligesom ikke hans humør yderligere. Det endte med, at jeg måtte gribe min giga tunge taske som blev sendt fluks retur, da manden spurgte om vi da hellere ville gå til hotellet, og Thomas selvfølgelig svarede ja.
Så stod vi der som de sidste fire tilbage, og selv om der stod adskillige andre taxachauffører klar, så fik de bare ordre på at prisen var steget betydeligt hvis de tog os med. Thomas var selvfølgelig gået i clinch med alfahannen over øens taxasystem.

Vi gav os, vi havde ligesom ikke andre valg, og ikke meget blev sagt, men vi blev stuvet op i bagsmækken og Thomas endte på forsædet sammen med sin nye ven. Alt imens jeg febrilsk forsøgte at holde børn og tasker indenbords i det kuperede terræn, imens Mikkel var helt euforisk over alle de aber vi så på vejen. Jeg formodede, at der var helt stille på forsædet. Men vi kom frem og kunne gå de sidste par hundrede meter med taskerne på ryggen. Vi havde igen sand mellem tæerne. Vi skulle igen bo på stranden og uanset at receptionen var det mest rodede og ucharmerende rum, så virkede mavefornemmelser god til dette nye sted. Vi havde havet lige foran os. Sandet med krabber der pilede rundt om fødderne på os. Vandet var så klart, lunt og stille og med øens kuperede bjerge i baggrunden var jer virkelig smukt. Jeg var et sted jeg rigtig godt kunne lide at være.

Aftensmaden blev spist på stranden. Det lækreste thai mad med bølgeskvulp og lys i de store træer langs vandet. Jeg måtte knibe mig i armen, men vi behøvede nu også lidt medgang blev vi enige om. Vi kunne trille derfra, vi havde været så sultne efter den sidste uge med sygdom, og et minimalt udvalg af kulinariske retter, hvis man da ikke sprang på en stegt hanekylling. Mikkel ville bare have et eller andet med ris og kød for en gangs skyld. Så det fik han, i store mængder. Vi havde spist og drukket for 140 kroner. Vi var kommet i en kulinarisk himmel.
Her på Apple beachfront resort var der primært svenskere, danskere og russere. Heldigvis også en del børn der havde vinterferie her, så der gik ikke længe inden genertheden overvandt trangen til at lege med andre end hinanden. Vi faldt hurtigt i snak med et andet dansk par afsted med deres to unger Asta og Villy. Virkelig søde og åbne mennesker. De havde boet på resortet i 16 dage, så vi kunne fra deres mund høre, at det her var et rart sted at være. Roligt, hyggeligt og præcis som min mavefornemmelse havde sagt mig. Desuden fulgte der den sødeste frækkeste lille hund med. Så Mikkel var helt solgt.

Mandag igen. Vi fik besøg af hundehvalpen fra morgenstunden, og det kunne få Mikkel ud af fjerene i en fart. Dagen bød på afslapning og hygge. Lidt overskyet i vejret, men vandet stadig så lunt og indbydende. Vi var havnet i noget af en dansker koloni. Søde mennesker og snakken gik. Vi havde en fællesnævner i ønsket om de lange eventyr, og da de havde mindre børn, var de vældig interesseret i hvordan vi dog formåede at få stablet disse rejser på benene og udleve drømmen. Så mange spørgsmål, og så mange erfaringer vi kunne bidrage med. Spændende mennesker, og lidt en kendis iblandt. Dog bag lærredet med en enkelt lille rolle i forbrydelsen 3, men det kunne Sofie og jeg godt falde på halen over alligevel. Kristoffer og Anne hed de, dem med Asta og Villy. Kristoffer var location manager på danske film, og var lige blevet færdig med den nye Erik Clausen film og skulle igang med Lars von triers film når de vendte hjem igen. Sejt, han havde arbejdet med så mange danske skuespillere, og var manden bag de forskellige lokations de blev filmet på. Spændende at høre om livet bag kulisserne.

Om eftermiddagen gik vi op på hovedgaden, for Mikkel manglede skrækkeligt en fodbold og Sofie en ny bikini. Det lykkedes at få begge dele med retur, og Mikkel valgte af alle mulige, en bold der forestillede jordkloden. Den lille globetrotter. Aftensmaden blev indkøbt ved boderne, der blev sat op hver aften langs vejen. Ristede majskolber med smør og salt, wraps og kyllingespyd. Nydt siddende ved poolen, det var hyggeligt. Bagefter måtte vi på mission nede på stranden, for Thomas havde lovet Mikkel en lysdims til at skyde op i luften, som strandsælgerne solgte i flæng. Men at vi skulle jagte dem for at få lov at købe deres ragelse, var lidt den omvendte verden. Men Mikkel var tilfreds, til trods for, at han ikke fik lov at købe en af de sindssyge laser lygter de også rendte rundt med i kurven.

Sofie gik kold inden klokken slog 21, men hun havde også pilet rundt i vandet dagen lang, og tilmed formået at få brudt isen til den tre årige Asta, som hun også havde hygget sig med. Typisk Sofie at elske at få lov at tage sig af sådan en lille fis.

Tirsdag. Vi havde valgt at snuppe to dage mere her. Det var et rart sted, og ungerne var faldet til. Dejligt. Idag stod den på en lille udflugt til et vandfald i nærheden. Vi satte afsted på laddet af en grisebil, dog ikke med vores ven fra forleden bag rattet. De sidste 500 meter gik vi i kuperet terræn med den rislende lyd af vandløbet på vores ene side og raslen i trætoppen fra abernes leg på den anden. Hyggeligt.

Vi nåede vandfaldet og det var tid til at bryde en grænse, jeg godt havde fornemmet, at jeg havde i mig. Vandet var så klart og køligt, men fyldt med fisk, der var mere end klar til at æde de døde hudceller af vores fødder, så snart vi satte en tå i. Det kunne gå an med de små af slagsen, men nogle af fiskene var omkring de 30 centimeter lange. Sofie var til at begynde med helt nedtrykt, for hvor ville hun gerne svømme en tur, men fiskene var bare for store. Efter lidt kærligt pres fra farmand stod hun der og lod dem nappe lidt i fødderne. Det endte med, at hun plaskede rundt helt ligeglad med fiskebasserne omkring sig. Det pressede lillebror, der virkelig havde nået grænsen, dyrennørd eller ej, var de bare fisk bare for store for ham. Men efter at have siddet og overvejet situationen, så endte det med at han tog sin storesøster i hånden og sammen fik han overvundet sig selv, og svømmede en tur.

Det var så sejt, når de fik den oplevelse af at flytte grænser. At se den udvikling ungerne gennemgik i situationen, og den stolthed, der lyste ud af dem når missionen var fuldført. Jeg ved godt, at det bare var en badetur med fisk, men selv de små ting flyttede grænser, og jeg var ret sikker på, at hvert et skridt gav dem mere mod og tro på så selv med i rygsækken.

Hjemme ventede Asta utålmodigt på at Sofie kom tilbage. Villy var gået op i byen med sin far, men havde givet sin lillesøster strenge instrukser på ikke at begynde at lege med Sofie og Mikkel inden han var hjemme igen. Så sødt og dejligt at vores unger havde den indvirken på andre børn.
Resten af dagen var der dømt fri leg. Thomas og jeg benyttede os af, at ungerne havde en legeaftale, og smuttede en tur hen langs stranden. Hyggeligt at gå sammen og få snakket. Dejligt at Thomas igen var frisk. Det var bare bedre, når vi var et team.