Ø dasen med undervandseventyr

Stadig tirsdag, men dag var blevet til aften. Mikkel og jeg gik en tur op på hovedgaden efter ristede majskolber som snack inden aftensmaden. Boderne var stillet op, klar til aftenens rykind, det samme var aberne, som var kommet frem af deres skjul i junglen på den anden side af vejen. Mikkel havde en fest over at se dem boltre sig i træerne, og nogle af dem kom så tæt på, at folk febrilsk kastede frugt til dem for at holde dem lidt væk. De var efter min mening også kønnest på afstand.

Aftensmaden blev igen nydt på stranden, i det der endte som et helt langbord af danskere. Ungerne pilede rundt på stranden og Mikkel var blevet en sand mester i at skyde sin lysdims op i luften. Han kunne snildt hamle op med strandsælgerne efterhånden. Sofie sørgede for godnathistorien til Asta og Villy, læst i vandkanten. Så hyggeligt.

Onsdag. Jeg begyndte dagen med en sjælden løbetur langs stranden. Solen var endnu ikke dukket op bag bjergene mod øst, men langsomt ramte de første stråler standen. Dejligt at mærke det bløde sand under fødderne. Desværre måtte vi også sande at Mikkels klode i nattens mulm og mørke var forsvundet. Bolden, jordkloden, var blevet kidnappet, og vi mistænkte hundehvalpen for at have en pote med i spillet, for da jeg kiggede ud var den igang med at bortføre sofies dykkerbriller.

Thomas kom retur med morgenmad og ungerne fik langsomt gang i deres små lysebrune kroppe. Inden de blev sluppet løs på stranden, var der dikteret lektier, og det var aldrig et hit, men når først Mikkel havde glemt at det var nederen, så lykkedes det at få noget konstruktivt ud af det i sidste ende.

Der var dasedag på stranden, sammen med alle vores nye venner. Hyggeligt. Mikkel gik gang med det helt store sandslot projekt, og hvor beundrede jeg hans ihærdiged når først han gik ind i sin egen verden. Det blev standens største borg. Sofie hyggede med Asta og sådan gik dagen. Det var lige til at holde til. Asta var en værre væltepeter, så efter blot et par dages bekendtskab, lød det bare, "nå det var Asta der faldt igen" når barnegråd lød fra en krog på resortet. Heldigvis havde jeg sygeplejekittet med, og kunne bidrage med et par plastre til nu og senere, når der helt sikkert igen blev behov.

Inden aftensmaden var der massage på programmet. Mikkel, der ellers ikke skulle nyde noget af den slags, skiftede mening og inden vi fik et os om lå han på briksen fuldstændig afslappet og salig. Sofie havde fundet det en smule grænseoverskridende. Jeg nuppede selv en halv time efter ungerne. Lækkert at ligge der og skue ud på havet og på solen der gled ned i horisonten imens.

Aftensmaden nød vi på stranden endnu engang, og bagefter var der gang i alle ungerne og Kristoffer i en dyst om hvem der fik sin lysdims højest til vers. Mikkel var efterhånden hardcore affyrer, og gik vist af med sejren.

Torsdag var dagen hvor danskerkolonien for alvor brød op. Et ungt dansk par med deres lille dreng Marly, var dog rejst dagen forinden. Desværre skulle de hjem til en anderledes hverdag end de var rejst væk fra. De havde i fællesskab truffet en beslutning om, at de ikke længere skulle dele livet sammen, når de vendte hjem. Jeg kendte hende af gode grunde ikke godt efter blot et par dage, men hun havde alligevel haft tillid til at fortælle om deres beslutning. Det var trist når kærligheden ikke holdt, men de havde haft tid til at træffe beslutningen her hvor hverdagen ikke havde haft sine klør i dem. Jeg ønskede dem al mulig held og lykke i deres liv. Nogle gange var der ikke andre rigtige beslutninger end at gå hver til sit. Man kunne ikke redde sit forhold med en rejse, og det fik mig til at tænke på dengang, hvor vi stod overfor, at rejse jorden rundt. Jeg tænkte inden, om nu vores forhold kunne klare sådan en tur. Så intensivt samvær, hvor udfordringer og forskelligheder skulle forenes i et uforglemmeligt eventyr. Kunne det bære. Vi havde et godt fundament, og rejsen lærte os ting om os selv og hinanden, ting som havde gjort os stærkere sammen og hver for sig.
Nu var det resten af danskerbanden, der skulle bryde op, alt imens vi havde besluttet at blive helt til på søndag, for stedet her var bare så hyggeligt. Iøvrigt var der ikke det helt store udvalg på Koh Chang i denne periode. Koh Chang var en ø hvor størstedelen var nationalpark, så de resorts der var, lå langs vandet, og var ikke bygget i højden. Det gav en dejlig autentisk stemning, og bevarede det rige dyre og planteliv på øen, det betød så også, at der ikke var de helt gigantiske hoteller langs kysten, og dermed begrænsede overnatningsmuligheder. Men sådan skulle det efter vores mening også bare være, og blive ved med at være.

Jeg vågnede kvarter over otte og der gik lidt tid inden jeg opdagede, at det ikke kun var Thomas, der var listet afsted denne morgen. Sofie havde skrevet en seddel til sin far, da hun godt kunne fornemme, at jeg ikke lige kom til overfladen foreløbigt, og havde sat sig op i restauranten, for hun ville lige nå at gøre Asta og Villy selskab, inden de sejlede afsted mod en ny ø. Vi fik samlet alle mand. Dejlige mennesker både dem, og Birthe og Anders fra Bjerringbro, der bare var de hyggeligste åbne mennesker. Altid lidt vemodigt at sige farvel, men så sørgede vi bare for at blive venner i den virtuelle verden også.

Så var det afsted ud på nye eventyr. Vi skulle med speedbåd på snorkeltur. Fire "dyk" og en frokost var inkluderet. Spændende. Solen stod allerede højt fra en skyfri himmel denne formiddag. Perfekt vejr til snorkling. Vi satte afsted med sømmet i bund. Der var så smukt allevegne omkring os. Små ubeboede grønne øer ude i det tyrkise hav. Vi nåede første strand, og hoppede i redningsvestene. Så var vi klar til at udforske underverdenen. Men mine lånte dykkerbriller gav mig konstant saltvand i næsen og Mikkel ville hellere ind på stranden, så der smuttede vi ind. På det andet "dyk" havde vi mere styr på situationen. Mikkel holdt Thomas i hånden, og jeg havde byttet mine briller til et par der fungerede bedre. Da vi nåede den tredje strand blev vi sejlet helt ind, og kunne sætte fødderne på den smukkeste strand, Koh Wai beach, jeg til dato havde befundet mig på. En lille lagune med palmer og hvidt pudder sand. Foran os lå det stille klare vand og i horisonten kunne anes de kurvede grønne øer omkring. Stranden var heldigvis stor nok til os alle, så vi søgte hen i den anden ende, tilstrækkeligt langt væk fra kineserne, som galpede op og tog selfies i et væk.
Her blev der serveret frokost. Egentligt ganske primitivt, med ris og et par thairetter og frugt til dessert, men om det var de billedskønne omgivelser, der spillede ind eller maden bare smagte så forrygende i sig selv vides ikke, men det hele gik bare op i en højere enhed lige der. Thomas rundede temaet af med en blindauktion, inspireret fra Robinson ekspeditionen. "Hvad vil I give for det jeg har i min lomme?" Der blev budt, og Mikkel vandt auktionen da han bød 25 kroner. En pakke mentos var gevinsten, og han var tilfreds, og Sofie en smule ærgerlig, men hun fik en enkelt og købte en mere for en femmer.

Den sidste snorkeltur var den mest fantastiske. Der blev kastet vandmelon ud fra båden og små zebrastribede fisk i hobetal stimlede sammen og mæskede sig og svømmede så tæt på, at vi næsten kunne røre dem. Vi svømmede omkring og så så mange smukke fisk og koraller der farvede havbunden i alle regnbuens farver. Det blev toppet af synet af den smukkeste og største papegøjefisk vi alle fire kunne ligge og kigge ned på. Man kunne høre de små hak, når den spiste af korallerne. Wauw en oplevelse. Søpindsvin, stribede og plettede fisk overalt. På et tidspunkt tabte jeg Mikkels snorkel, da jeg skulle rette på hans redningsvest. Den sank til bunds, men vupti var Sofie nede og hente den op. De var bare mega seje. Vi kunne godt mærke, at vi havde fået et par store børn efterhånden, og det lykkedes os at få den dejligste oplevelse sammen alle fire denne dag. Sammenlignet med den tur vi var på med familien Thietgen, så var vandet dengang så oprørt, og det havde været meget længere at svømme ind til stranden, det her var mere børnevenligt og solens klare stråler gav det klareste vand. Så jeg kunne godt have ønsket, at vi også havde fået denne oplevelse sammen.
Vi var på vej hjemad igen, da båden lagde til ved en klippe. Skrald fra frugten vi havde spist, skulle gives til aberne. De myldrede frem og snuppede hurtigt et stykke og smuttede afsted igen. Ungerne fik også lov til at kaste frugt over til dem fra båden. Mikkel ramte godt nok ved et uheld også ham gutten der var hoppet over på klippen med frugten, men det grinede han heldigvis af.

Det var blevet sidst på dagen, men ungerne havde tilsyneladende ikke fået vand nok, så de nappede en luftmadras hver, vi havde arvet fra alle dem der var rejst, og surfede på bølgerne. Efter et tiltrængt bad fik sofie penge i hånden, og vores store pige hentede majskolber oppe ved vejen. Hun var så stolt da hun kom retur med posen fuld. Så satte vi os i strandkanten og så solen liste sig ned i horisonten.
I løbet af natten kunne jeg et par gange høre en lille bjæffen udenfor døren. Vi havde fået vagthund. Den lille hvalp puttede på vores dørmåtte. Det var egentligt hyggeligt nok, hvis man da så bort fra, at den som en anden ravn, flyttede rundt på alle vores sager i nattens mulm og mørke, og præcis var i den alder hvor tænderne var sylespidse. Ungerne synes den var så sød, lige indtil den hoppede igennem hele Sofies sandslot i kådhed efter at være hidset op af nogle andre strandgæster, for derefter at nappe efter dem, så de måtte løbe hjem.

Fredag var som bekendt dasedag, med mulighed for sandbyggeri og afslapning. Der var lidt tomt nu, hvor alle vores danske venner var draget videre. Specielt Sofie brugte lidt tid på at finde tilbage til den tid hvor vi bare var os igen. Hun kunne godt blive lidt rastløs, men så gik hun i sandslotbyggemode, altså lige indtil hvalpen satte en stopper for det.

Sidst på eftermiddagen snuppede vi en frugtshake med op til et View Point i nærheden. Vi nåede derop i tide til at se solen hænge lige over vandet. Smukt at se havet nedenfor. Lågen blev lukket klokken 18 så vi nåede ikke at blive til den gled helt ned derude. Vi skulle ikke nyde noget af at blive lukket inde med et par herreløse hunde indtil næste dags morgen.

Vi passerede på hjemvejen en dansk-thai restaurant, men vi var ikke lige nået til det punkt hvor stegt flæsk stod højest på ønskelisten. Endnu. Istedet søgte vi mod en restaurant med en ægte stenovn. Pizzafælden endnu engang, og det var Sofie der havde fundet stedet, så vi var havnet et sted hvor tjeneren placerede servietterne i skødet på os. Åben himmel og dejligt selskab. Endelig kunne vi igen nyde en kold øl, sygdom og medicin havde sat en stopper for det i nogle dage, og jeg havde selvfølgelig sympatiseret med patienten. Man kunne til Thomas ærgrelse kun bestille små øl, så det måtte det blive, men da vi så begge fik serveret to små hver, måtte vi lige korrigere tjeneren. Vi var skam bare rendt ind i happy hour, og så på denne fine restaurant. Pizzaerne var pengene værd. Lækre stenovnsbagte sprøde pizzaer, kreeret i et åbent køkken, så da vi havde spist os mætte og var på vej videre gik Thomas lige forbi kokken og sagde tak for mad. Han fortalte, at han også altid lige stak hovedet ind til kokken på sit arbejde derhjemme og sagde tak for mad. Det havde i begyndelsen overrasket lidt i køkkenet, på en god måde. Der skulle så lidt til, og det var vel egentligt almindelig høflighed at få sagt tak for mad.

Hjemme satte vi os til rette og fik åbnet for et hidtil lukket verden i vores univers. Harry Potter. Den første af syv film. Både voksne som børn sad fortryllede hen i dette magiske troldomseventyr. Der blev lavet lille skærm et par gange, og det krævede lidt oversættelser da den var på engelsk, men der var store klager, da vi slukkede med en time tilbage. Det måtte vi have tilgode til den næste dag, for denne her var ved at være godt brugt.