Crazy Pattaya

Tirsdag. Sidste dag i byen Jomtien. Sidste dag i den synkende skude Atlantis. Det havde nu endt med at være helt okay. Vi havde trukket det ud af stedet vi kunne, og resten lod vi stå tilbage til de solhungrende russere, der var at finde allevegne.

Formiddagen tilbragte vi på stranden, sammen med russere og mænd i g streng der dyrkede work out i sandet. Der var aktiviteter nok at studere. Jeg kunne ikke undgå at lade mig fachinere lidt af den russiske stil indenfor solbadning. Man stod simpelthen op i strandkanten og vendte sig rundt som en anden grillkylling, så alle sider blev stegt, gerne med armene oppe over hovedet eller holdt strakt ud fra kroppen for at blive branket i alle kroge. Orkede man ikke at stå, så kunne man vælge samme positur dog liggende, lettere anstrengt med armene ud og hævet let over sandet. Helst i en højtaljet g streng.

Da vi nåede over middag havde vi aftalt med Mikkels klasselærer, at vi kunne FaceTime. Desværre var hun blevet syg, men istedet ringede Mikkels billedkunstklærer op for kort at hilse på. Mikkel fik lige vinket til alle vennerne, dog var det mest hårtoppene han kunne se, da vinklen ikke var helt spot on, men det var så sødt, at hun ville påtage sig opgaven, og vi aftalte at lave et lidt længere visit når Anja var frisk igen.
Jeg smuttede selv en tur til stranden en times tid om eftermiddagen. Jeg fik virkelig klaustrofobi af de høje mure, der omsluttede os. Lidt ensomt at ligge der alene, når vi nu ellers var uadskillelige for tiden, men ganske underholdende at studere mere russisk solbadning.

Hen på eftermiddagen gik Thomas og Sofie afsted efter sandwich fra Subway til aftensmaden. Mikkel var lidt trist over ikke at skulle med på tur, men nu var det far og datter tid, og de fem kilometer på gåben orkede han nok ikke helt alligevel når det kom til stykket. Hjemme fik vi humøret op igen med en tur i poolen, et besøg hjemme hos morfar og Molly, desværre var mormor ude at rende, og lidt film på Netflix inden de øvrige rejsefæller kom retur. Desværre var der også tikket et billede ind af fætter Frederik med gips på armen, så efter maden fik vi Face Timet til ham. Så synd for ham, for det gjorde ondt kunne vi se. Det gjorde ondt i mosterhjertet, når der skete noget med nogle af mine skønne nevøer og niecer. Desværre viste det sig, at han skulle opereres, så samme aften, som var nat hos os, tikkede et billede af den sejeste Frederik ind på min messenger, med gips helt op til armhulen. Vi sendte ham så mange krammere og tanker.

Et visit i Washington blev det også til. De var lige stået op, og Alfred havde stadig kikkerten om halsen. Lækre unger med fuld fart på, klar til at indtage den dag vi allerede havde oplevet. Det var altså underligt med den tidsforskel.

Onsdag. Dagen hvor vi stjal den eneste solstråle balancerende på kanten af Atlantis mægtige pool inden taskerne blev lynet. Afsted med os, vi var klar til nye oplevelser. Selv Sofie sagde, da vi gik afsted: "Skal vi egentlig snart ud og opleve noget igen". Dagene med afslapning og brilliant Wifi havde ladet batterierne op til nye input, og mon ikke Pattaya city kunne hjælpe lidt på det. Vi sprang på en grisebil og afsted. Mikkel nåede lige et lille hvil på sin fars skød på de fem kilometer derind. Mikkel kunne altid lige nå en lille lur, når vi var på farten.
Hotellet så lovende ud. Ungerne var mere spændte end vanligt på sovearrangementet, nu hvor de havde været udsat for sovesofaens ikkeeksisterende affjedring de seneste tre nætter. Det havde tourguiden selvfølgelig rådet bod på. Der var ikke mindre end fire senge på værelset. En sjælden og yderst kærkommen luksus. Thomas råbte ude fra toilettet: "....Og toiletbrættet sidder fast her", hvortil Mikkel svarede: "Åh nej det var ikke godt".
Vi var ankommet til et meget fint hotel, men alligevel med ordensregler her i Pattaya, der sagde, at ledsagede kvinder af sikkerhedsmæssige hensyn skulle henvende sig i receptionen og vise gyldig id. Det gjaldt vist ikke mig. Igen skulle vi bo på ottende etage, og Mikkel kommenterede igen, at det ikke gjorde noget godt for hans højdeskræk.
Vi nød eftermiddagen ved poolen sammen med det grå guld, som var klientellet her. Men omvendt så menneskerne omkring os vældig tilforladelige ud, så vi kunne vel håbe det betød en herlig nattero her midt i Pattaya.

Så var vi ved at være ret så klar til at se mere på byen. Vi boede centralt nu, men alligevel trukket en smule tilbage fra det pulserende byliv. Vi nåede kun ud på trappen foran hotellet, før jeg blev forbløffet første gang. En gruppe mennesker stod ved en kørestol, og da jeg så skikkelsen deri var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at der måtte være tale om et sidste ønske, der måtte indfries: "Roadtrip Pattaya", for personen i stolen var, efter hvad jeg kunne bedømme, stendød. En gammel, tynd, voksagtig mand siddende der bum stille. Jeg valgte at tro, at mit kliniske blik måtte have svigtet mig, da de alle så ud til, at alt var i den skønneste orden, altså lige med undtagelse af manden i stolen.
Vi nåede hurtigt stranden, og gik på promenaden og kiggede på alle de mennesker, der også havde fundet vej dertil. Barerne var allerede ved at være godt fyldte, primært med ældre mænd, der sad og tronede, men de skulle vel nok bare hvile deres ben lidt i varmen.
Vandet var sort af speedbåde og solen gled ned i disen bagved. Smukt, sjovt og spændende. I mørket blev byen langsomt forvandlet. Der var dog stadig hyggeligt at slentre afsted som den børnefamilie vi nu var, men det var ingen hemmelighed at på hvert et gadehjørne, og bag hver en tonet dør, blev der lavet aftaler, vi ikke behøvede være en del af. Vi rundede Hard Rock Pattaya, og fik endnu et glas med til samlingen.
Thomas havde været på inspektionsrunde, så han havde allerede et par forslag til hvor aftensmaden kunne nydes. Det blev en kinesisk restaurant i et center på Hilton Hotel. Det lå væk fra det leben, der allerede var på barerne og restaurationerne nede på gaden. Her var konceptet, at vi selv skulle stege kødet. Jeg var lidt presset på et lavt blodsukker og det pludselig selv at skulle kokkerere, og samtidig sørgede sygeplejersken i mig for, at vi ikke brugte de samme pinde til råt og stegt kød, hvilket jeg blev lidt mobbet over, men det lykkedes da at blive rimeligt mætte, og maden havde på en anden måde været vores fælles projekt hvilket var anderledes og sjovere end bare at få serveret en platte hver.
Så var det afsted ud i byen igen. Vi skulle lige nå "Walking Street" inden det blev alt for sent og alt for forbudt for børn. En gade fyldt med barer, go go dansere, men også gøgl, thai boxing, små butikker og restauranter. Det var egentlig slet ikke så slemt, som vi havde forestillet os det. Der var ingen tvivl om, at det var her sexindustrien virkelig havde fat, men det blev holdt for rimeligt lukkede døre, dog med unge piger stående i meget lidt tøj og posere foran diverse klubber, men os gjorde de ingen tilnærmelser til. Ungerne kiggede noget rundt, og der blev da også lagt en lille hånd ind i min et par gange, men de var på ingen måde klar over andet, end at dette her var en tosset gade, og det eneste der skræmte dem, var den høje mand på stylter klædt i skeletkostume med et rødt skelethovet på, som stavrede rundt imellem folk. Han skræmte ærlig talt også mig.
Men Walking street var en oplevelse, og ungerne fik da både købt legetøj og Sofie fik prøvet bikini, så der skulle mere til at kue os. Dog var vi nok ved at være nået tidspunktet hvor børnefamilierne skulle takke af og lade de voksne komme til fadet. En aften i Crazy Pattaya var ved enden.

Torsdag morgen smuttede Thomas afsted ud i den stille by, der langsomt var ved at vågne op til en ny stor dag. Natten havde ikke budt på anden uro end en "kuk kuk fugl", der begyndte sine gøremål allerede ved 4 tiden. Det kunne vi egentligt godt leve med her inde midt i den sydende by. Idag havde vi den luksus, at få morgenmaden serveret, så da Thomas kom retur, gik vi i samlet trop ned i restauranten og nød en ret så lækker buffet. Ellers gik dagen ved poolen, med basketball og lidt historieskriverier på værelset.
Mikkel havde godt nok en lille uoverensstemmelse med et af de grå guld medlemmer. Mikkel legede med vandstrålen i poolen, da manden pludselig stillede sig ind foran. Så kom Mikkel forurettet hen og sladrede, og Thomas sagde, at så skulle Mikkel bare gå hen og lege videre. Mikkel gik resolut hen og satte en hånd for strålen, der så udeblev mandens korpus, alt imens de nidstirrede hinanden. Vi måtte så alligevel sige til Mikkel, at han hellere måtte stoppe, og Mikkel råbte resolut tilbage: "jamen far, du sagde jo, at jeg skulle gøre det". Jeg håbede inderligt, at manden ikke var dansker.

Sidst på dagen skulle vi på endnu en byvandring. Afsted det gik først mod en libanesisk falafel restaurant, hvor der blev bestilt take away. Vi fandt en plads med nok byens bedste udsigt. På en lille mur med stranden lige nedenfor, sad vi fire på stribe, og nød maden. Med Pattaya City bøjet i neon blinkende i den ene side og skylinen i den anden, og derimellem havet med lysene fra alle skibene, der lå og vuggede derude. Hyggeligt. Selv ikke den tykke rotte, der fes rundt i sandet foran os kunne ødelægge øjeblikket.

Vi havde et par ærinder at gå inden aftenen var omme. Et af dem betød endnu et besøg i den farverige Walking Street, men nu vidste vi hvad der ventede os, og det gjorde den høje skeletmand desværre også, men vi fik endnu engang styret udenom. Vi fik shoppet igennem. Fodboldtøj, toppe, en lækker Mulberry til mig og så var der kun en overraskelse mere i ærmet fra touguidens side. Thomas havde tidligere på dagen været omkring et lille center overfor hotellet. Her var der på øverste etage lidt forskellige forlystelser, lige fra Ripleys forunderlige verden til Madame Tussaud. Vi tog rulletrappen derop alt imens Thomas sagde til ungerne, at han ikke helt vidste, om han turde komme derop. I det samme skreg et barn deroppe, og det næste vi så, var et par farligt malede mænd, der stod og så grumme ud. Så havde Mikkel fået nok. Han ville ned, og det skulle være straks. Thomas fik ham talt til ro, og jeg kunne godt forstå, at han panikkede lidt over hvad der mon lige skulle ske. Det var bare lidt set up for at lokke os til at kigge indenfor, men vi nøjedes nu med at more os over de underlige ting, vi fandt ved at gå en tur på etagen, med Mikkels hånd klemt ind i vores. Heldigvis kunne man købe flotte slikkepinde der, og sofie og jeg nåede også lige en tur i en lænestol der forudsage, at vi begge, ud af alle muligheder indenfor kærlighed, var "loveable". En skør etage, og Mikkel tilgav da også delvist sin far for at have tage ham med sådan et sted hen, måske slikkepinden blødte ham lidt op. Jeg lærte så meget om mine unger undervejs, og her viste Mikkel lige en af sine grænser frem. Det var vel altid sundt.

Fredag. Vi havde jo taget en chance ved at vove os ind i Pattaya City, og vi havde ikke fortrudt det en eneste gang. Pattaya, byen som i 1960´erne blev opdaget af de rige Bangkok´ere, der benyttede stedet til badeby, hvorefter de amerikanske soldater under Vietnamkrigen kom til byen til "Rest and Recreation", men forlod den igen efter krigen. Pattaya blev senere opdaget af den europæiske masseturisme. Man kunne ikke komme udenom, at en stor del af Pattaya handlede om sexindustri, men den bød faktisk også på en masse for os som familie, og det var helt klart et sted man som børnefamilie kunne feriere. Vi havde nydt et par dage her med højt til himlen og luft omkring os. Med fest og farver. Thomas havde travet Pattaya tyndt, men jeg tænkte, at så længe han var i bevægelse, så var der vel ingen farer på færde. Nu ventede dagen, hvor vi skulle videre med Bangkok som næste destination.

Vi lagde Pattaya bag os i cool stil, bag de tonede ruder satte vi afsted. To timer derfra ventede Bangkok skyline på os. Vi nærmede os, og snirklede os ind i de smalle gader i et lidt lurvet kvarter. Vi nåede hotellet og Mikkel galpede op om hvad det dog var for et loppe sted, måske det var "lobby skiltet" der forvirrede ham. Imens Thomas tjekkede ind, forsøgte jeg at finde ledetråde til hvad der havde fået tourguiden til at sætte sit valg her. Jeg spottede, at der var svømmepøl på taget, måske det var det. Vi blev inlogeret på 12 etage, lige under poolen. Vi snuppede frokosten der, og plumpede i det skønne kølige blå vand med Bangkok skyline i baggrunden. Rimeligt cool set up.

Det kriblede i Thomas for at komme afsted ud i byen og sondere terrænet. Sofie smuttede med, og sammen havde de snakket om pejlemærker, når man sådan bevægedes sig rundt i en fremmed by og skulle finde vej. Det var nok sundt nok at få et par fif fra farmand, for min stedsans var ikke-eksisterende.

Vi besluttede at tage med hotellets shuttle Tuk Tuk ind til MRT, metroen. Det betød, at vi skulle vente til klokken blev 17.30 før den afgik. Sammen med et ungt norsk par satte vi afsted. Igennem de smalle gader, og vi nåede metroen, vi kørte forbi metroen, og vi var på vej tilbage til hotellet igen. Thomas blev ved med at sige, at han nu kørte hjem igen, og jeg blev ved med at sige, at hallo det gør han jo ikke, det ville jo ingen mening give, at han havde kørt rundt med os i et kvarter og så endte samme sted igen. Thomas fik selvfølgelig ret, og både os og det norske par måtte stige af igen yderst forvirrede over scenariet. Tuk Tuk manden fattede intet, og synes tilsyneladende ikke, at der var noget underligt i den lille køretur. Han nægtede pure at køre os til metroen før klokken blev 18.00, og det var tid til næste shuttle tur. Personalet på hotellet fattede heller ingenting og blev ved med at pege på tidsplanen og sige, at vi kunne komme med klokken 18. Jeg orkede ikke at forsøge at forklare, vi var simpelthen for langt fra hinanden sprogligt, så vi satte alle mand, også det norske par, afsted til fods istedet. Ellers kunne det blive en lang aften, hvis vi skulle ligge der og køre i ring.

Vi grinede lidt af den tur, og valgte at ændre vores planer, for der var gået en del tid med at køre rundt, så istedet gik vi hen til et storcenter og nuppede en omgang MC Donald til stor tilfredshed for ungerne. Der kom fredagssnold med i posen og så var det hjem på 12 etage. Vi forsøgte at streame et afsnit kurs mod fjerne kyster, men nettet var ikke så samarbejdsvilligt. Desværre, det kunne nu have været hyggeligt at se lidt fra Indonesien, hvor vi netop om ganske kort tid skulle rejse til, men det var selvfølgelig i sidste ende mere spændende at opleve det med vores egne øjne, så sådan måtte det blive.