En ny dag ventede, et nyt land ventede. Det fjerde på rejsen. Vi havde sat vækkeuret til tidlig morgenvækning, for vi skulle afsted på nye eventyr. Sofie var igen frisk, men nu klagede Mikkel over ondt i maven. Appetitten var der ikke, men han var også en sen starter, så vi pakkede lidt snacks i tasken og smuttede med en taxa ud i morgentrafikken. Vi blev sat af ved busholdepladsen, hvor vores bus til Phnom phen var sat til at holde klar med afgang 8.30. Vi genkendte stedet fra for tre år siden, da vi var blevet sat af samme sted efter en tur til mekongdeltaet. Parken ved siden af var blevet forskønnet yderligere. Der var massevis af busser, men ikke en med Giant Ibis skrevet henover. Vi var der selvfølgelig i god tid, men som minutterne skred frem, blev der mindre og mindre til klokken 8.30. Efter at være blevet peget i alle mulige retninger, og gået frem og tilbage ad "perronen", var sidste forsøg, at spørge i turistkontoret overfor. Beskeden var, at den kommer om 10 minutter. Rimeligt mærkeligt, at de lige vidste det, men ti minutter senere svingede den ind på sin plads, og 8.32 satte vi afsted med destination Phnom Pehn, Cambodia.
Vores guide for dagen var en lidt underfundig ung mand. Han begyndte med at fortælle, at han om lidt ville synge for os. Gangnam style. Helt stiv i blikket, ikke en smilerynke at spore. Så fortalte han, at turen ville tage 20 timer og der ville være et minuts pause undervejs til både at spise og tisse. Ikke noget med "just kidding". Nej så var vi afsted. Sofie kunne jo efterhånden en del engelsk og var i begyndende panik over, at det ville tage 20 timer. Vi kunne berolige hende med, at det ville tage omkring 6 timer. Guiden valgte at gemme sang til senere, og vi kunne bruge tid på at udfylde diverse visumformularer, og hoste op med 140 dollars som visum for os fire kostede. Men det skulle siges, at man kunne fornemme, at de havde prøvet dette cirkus en del gange før, så der var styr på det.
Vi skulle krydse grænsen med bus, og det betød, at vi kunne sætte os til rette og lade naturen vandre forbi udenfor. Ud af storbyen Ho chi Minh hvor dagen allerede var i fuld gang. Trafikken var massiv og alle var på vej ud på deres gøremål. Scooterne var fyldt op med alskens sager, eller et skolebarn sad bagpå klar til skoledagen og sådan snirklede de sig alle afsted.
Vi nærmede os den Cambodianske grænse og måtte stige ud af bussen og for at blive ledt ind et sted hvor vores visum skulle klares. Så ind i bussen igen. Så ud af bussen igen og igennem paskontrollen, så ind i bussen igen. Men vi endte med et 30 dages visum, og alt gik planmæssigt.
Vi var nået frokosttid, og vi blev gennet ind i en restaurant med ordene "don´t be late". Bestil maden, tis imens, spis og ud i bussen. Der var ikke et sekund at spilde, for vi skulle gerne nå Phnom Pehn inden trafikken tog til. Mikkel havde stadig ingen appetit, og vi andre havde klaret os igennem med små snakcs, så vi nøjedes med en omgang pommes fritter. Sikkert et fornuftigt valg, når vi så rundt på vores med passagerer, der på et minimum af tid skulle sætte kæmpe store nuddelretter og andet til livs, da maden ikke kom nær så effektivt, som guidens formalier var blevet leveret. Chaufføren, guiden og de øvrige ansatte på bussen vidste godt, at der skulle gåes effektivt til værks, så de havde mad på bordet, inden vi havde nået at sætte os.
Afsted det gik, næsten rettidigt, der var selvfølgelig lige en enkelt der måtte springe på i farten. Vi var en blandet skare af nationaliteter ombord, men næsten alle med europæisk udseende. Der sad ærke englændere bag os, og i samtlige seks timer, der efterhånden gik hen og blev til syv, kommenterede de alt de så på deres vej. Det kan altså godt i længden blive lidt anstrengende at få læst alle skilte op, og høre om alle de sære ting der dukkede op og så sagt på denne yderst korrekte og overdrevent høflige måde, men de var virkelig på opdagelse og tog da bare det hele ind, og ud igen.
Mikkel klarede den næsten til endestationen, men så måtte han kvittere de par pommes fritter det var blevet til. Heldigvis var han også sej som sin søster, og bad om en pose, og heldigvis havde jeg flere i tasken, og vupti uden at gøre noget væsen af sig, fik han det klaret. Stadig med sit dejlige humør og skønne smil.
Vi begyndte at ane, at vi havde nået storbyen. Ikke på grund af højhuse og neon skilte, nej dem var der stort set ingen af, men vi bevægede os ind i noget der synede som en gigantisk byggeplads. Alle steder vi så, var byggeri igang. Gigantiske huse blev opført, forretningskomplekser, en ny boulevard, alt var et stort byggerod. Endnu engang kunne vi konstatere, at vi var kommet til en by i rivende udvikling.
Vi havde nået vores destination, og guiden måtte skuffe os, for der blev ingen sang. Han var en spøjs fætter, men vi havde intet at udsætte på turen. Forsinkelse havde hele tiden været en del af planen, for sådan var det her i storbyerne hvor trafikken var tæt.
Vi blev læsset over i en Moto, en motoriseret køretøj alla en Tuk Tuk, og futtede afsted belæsset med al bagagen sad vi godt i spænd. Vi skulle bo på Hostel inde midt i Phnom Phen. Jeg var skeptisk, for jeg havde stadig vores hostel overnatning fra Ho chi Minh i klar erindring, og vidste, at det ekstra "s" i hostel kunne betyde en verden til forskel. Op ad en snæver og stejl trappeopgang, op på 2. sal og ind på Kings room. Okay det var ikke værre end sidst, faktisk havde de forsøgt at modernisere det lidt med rå murstensvægge. Men her lugtede ramt af fugt og indelukkethed. Heldigvis var der vinduer denne gang, så vi kunne få luftet ud.
Sofie og Thomas gik ned i byen og hentede forsyninger. Vi boede lige midt i centrum, så de skulle ikke langt. Hjem igen og nyde en Tiger Beer på den lille udvendige repos. Vi kunne sidde der og kigge ned på den summende trafik, som at sidde på Sams Barbeque i Aalborg, bare Asian style her. Der var et virvar af scootere, Tuk Tuk´s, mennesker, hunde og katte, og vores naboer var et buddistisk tempel, hvor munke klædt i safran farver forskønnede bybilledet.
Hyggeligt bare at sidde der og kigge imens dag igen blev til aften. Sofie og Thomas strøg afsted igen, da de havde spottet et pizzaria dernede, og Sofies overtalelsesevner havde været eminente. Mikkel havde stadig ingen appetit, så han sprang aftensmaden over.
Klokken blev ikke meget over 21 før jeg ikke kunne holde øjnene åbne længere. Så mange indtryk havde faret forbi derude, imens vi havde bevæget os mod nye oplevelser. Mikkel, der havde sovet en del undervejs, var vågnet op til dåd, men lidt kløen på ryggen og han faldt stille i søvn.
Udenfor fortsatte byen med en summen, dytten, råben og musik fra restauranterne nedenfor. Midt nat vågnede jeg og konstaterede søvndrukkent, at det var muligt at finde helt ro, blot et par timers fred, men tidligt på morgenstunden var der liv igen. Munkene messede fra nabogrunden og byens trafik var allerede i fuld gang, blandet med englændere der talte højlydt sammen, på deres korrekte høflige engelsk.
Jeg vidste godt at på et hostel inde midt i Phnom Phen, der sover man ikke skønhedssøvn til op ad formiddagen, men efterhånden var vi voksne også altid vågne ved 7 tiden uanset larm eller stilhed. Så det gik mig ikke på, det vigtigste var, at Mikkel nu også var blevet frisk igen. Med en stille start, og en youghurt i maven, smuttede vi ud for at se nærmere på, hvad det var for en storby, vi var havnet i.
Målet for udflugten var nationalmuseet i nærheden, men med Thomas ved roret, så blev turen altid lige lidt længere, for der var altid noget om det næste hjørne, der skulle udforskes. Mikkel og jeg dannede bagtrop, og da vi nåede pladsen ved paladset, som var invaderet af duer, lød det fra ham: "mor vidste du godt, at duer er interessante fugle, de er nemlig de eneste fugle der producerer mælk til deres unger". Sådan kunne man altid lige få lidt dyreviden med i rygsækken fra naturvejlederen. Resten af turen på havnepromenaden gik munden lystigt på mindstemanden. Alt det han ikke fik snakket dagen forinden, hvor han var skidt, kom tifoldigt retur. Det var dejligt.
Jeg kunne godt fornemme, at en gnist var tændt i Thomas. Sådan var det altid, når vi landede i en storby. Han elskede lydene, lugtene, menneskerne, farverne, trafikken og alle de mærkværdige ting som skete overalt. Han ville så gerne vise ungerne og mig alt det hele på en gang, han ville så gerne have at vi hyggede os og fik oplevelser med for livet. Men nogle gange måtte jeg tage den realistiske "mor kasket" på, da det for ungerne bare ikke altid var et hit med lange varme byvandringer, og der måtte indgåes kompromiser, så alle var tilfredse. Alt for lange strækninger uden et endeligt mål kunne ende i trætte og opkogte unger, der havde brugt af deres kræfter, så vi fik blev enige om at gå mere målrettet mod seværdighederne, og så se om der var energi bagefter, hvis ikke, så ville det være meget bedre givet ud at Thomas udforskede noget af byen på egen hånd indimellem.
Jeg elskede også storbyen, men i mindre doser. At sidde på vores repos med en kop kaffe, den frysetørrede slags, som ikke var hvinende sød, og kigge ned på aktiviteterne under mig, var også en del af oplevelsen for mig. At kombinere sightseeing og afslapning i rette mængder. Der skulle være plads til vores forskelligheder, og jeg synes, at vi øvede os og fandt fred med hinandens behov. Jeg beundrede Thomas for hans gå på mod, og jeg var taknemmelig for alle de ting, han sørgede for skete omkring os. Ungerne var blevet så store nu, at de godt vidste, at ham far han ville dem det godt, og kun ville fylde deres rygsække med oplevelser fra hjertet.
Vi nåede nationalmuseet. Cambodiansk historie, men uden den mulige audioversionen, da det ville betyde en masse oversættelse til et par knap så motiverede unger, så det var lidt sparsomt hvad vi fik med af viden derfra, men en masse gamle statuer, buddaer og historier fra 1. verdenskrig fik vi læst og set derinde. Indrømmet, det var ikke den mest børnevenlige udflugt, men jeg var sikker på, at de tog minder med fra hvert et sted vi kom.
Hjemme igen omkring middagstid. Tid til siesta for ungerne, mens Thomas pakkede rygsækken med alt det ekstra, der var stødt til af sager i de seneste uger. Hans mission var at finde posthuset og få skippet en sending hjem. Alle var tilfredse.
Vores guide for dagen var en lidt underfundig ung mand. Han begyndte med at fortælle, at han om lidt ville synge for os. Gangnam style. Helt stiv i blikket, ikke en smilerynke at spore. Så fortalte han, at turen ville tage 20 timer og der ville være et minuts pause undervejs til både at spise og tisse. Ikke noget med "just kidding". Nej så var vi afsted. Sofie kunne jo efterhånden en del engelsk og var i begyndende panik over, at det ville tage 20 timer. Vi kunne berolige hende med, at det ville tage omkring 6 timer. Guiden valgte at gemme sang til senere, og vi kunne bruge tid på at udfylde diverse visumformularer, og hoste op med 140 dollars som visum for os fire kostede. Men det skulle siges, at man kunne fornemme, at de havde prøvet dette cirkus en del gange før, så der var styr på det.
Vi skulle krydse grænsen med bus, og det betød, at vi kunne sætte os til rette og lade naturen vandre forbi udenfor. Ud af storbyen Ho chi Minh hvor dagen allerede var i fuld gang. Trafikken var massiv og alle var på vej ud på deres gøremål. Scooterne var fyldt op med alskens sager, eller et skolebarn sad bagpå klar til skoledagen og sådan snirklede de sig alle afsted.
Vi nærmede os den Cambodianske grænse og måtte stige ud af bussen og for at blive ledt ind et sted hvor vores visum skulle klares. Så ind i bussen igen. Så ud af bussen igen og igennem paskontrollen, så ind i bussen igen. Men vi endte med et 30 dages visum, og alt gik planmæssigt.
Vi var nået frokosttid, og vi blev gennet ind i en restaurant med ordene "don´t be late". Bestil maden, tis imens, spis og ud i bussen. Der var ikke et sekund at spilde, for vi skulle gerne nå Phnom Pehn inden trafikken tog til. Mikkel havde stadig ingen appetit, og vi andre havde klaret os igennem med små snakcs, så vi nøjedes med en omgang pommes fritter. Sikkert et fornuftigt valg, når vi så rundt på vores med passagerer, der på et minimum af tid skulle sætte kæmpe store nuddelretter og andet til livs, da maden ikke kom nær så effektivt, som guidens formalier var blevet leveret. Chaufføren, guiden og de øvrige ansatte på bussen vidste godt, at der skulle gåes effektivt til værks, så de havde mad på bordet, inden vi havde nået at sætte os.
Afsted det gik, næsten rettidigt, der var selvfølgelig lige en enkelt der måtte springe på i farten. Vi var en blandet skare af nationaliteter ombord, men næsten alle med europæisk udseende. Der sad ærke englændere bag os, og i samtlige seks timer, der efterhånden gik hen og blev til syv, kommenterede de alt de så på deres vej. Det kan altså godt i længden blive lidt anstrengende at få læst alle skilte op, og høre om alle de sære ting der dukkede op og så sagt på denne yderst korrekte og overdrevent høflige måde, men de var virkelig på opdagelse og tog da bare det hele ind, og ud igen.
Mikkel klarede den næsten til endestationen, men så måtte han kvittere de par pommes fritter det var blevet til. Heldigvis var han også sej som sin søster, og bad om en pose, og heldigvis havde jeg flere i tasken, og vupti uden at gøre noget væsen af sig, fik han det klaret. Stadig med sit dejlige humør og skønne smil.
Vi begyndte at ane, at vi havde nået storbyen. Ikke på grund af højhuse og neon skilte, nej dem var der stort set ingen af, men vi bevægede os ind i noget der synede som en gigantisk byggeplads. Alle steder vi så, var byggeri igang. Gigantiske huse blev opført, forretningskomplekser, en ny boulevard, alt var et stort byggerod. Endnu engang kunne vi konstatere, at vi var kommet til en by i rivende udvikling.
Vi havde nået vores destination, og guiden måtte skuffe os, for der blev ingen sang. Han var en spøjs fætter, men vi havde intet at udsætte på turen. Forsinkelse havde hele tiden været en del af planen, for sådan var det her i storbyerne hvor trafikken var tæt.
Vi blev læsset over i en Moto, en motoriseret køretøj alla en Tuk Tuk, og futtede afsted belæsset med al bagagen sad vi godt i spænd. Vi skulle bo på Hostel inde midt i Phnom Phen. Jeg var skeptisk, for jeg havde stadig vores hostel overnatning fra Ho chi Minh i klar erindring, og vidste, at det ekstra "s" i hostel kunne betyde en verden til forskel. Op ad en snæver og stejl trappeopgang, op på 2. sal og ind på Kings room. Okay det var ikke værre end sidst, faktisk havde de forsøgt at modernisere det lidt med rå murstensvægge. Men her lugtede ramt af fugt og indelukkethed. Heldigvis var der vinduer denne gang, så vi kunne få luftet ud.
Sofie og Thomas gik ned i byen og hentede forsyninger. Vi boede lige midt i centrum, så de skulle ikke langt. Hjem igen og nyde en Tiger Beer på den lille udvendige repos. Vi kunne sidde der og kigge ned på den summende trafik, som at sidde på Sams Barbeque i Aalborg, bare Asian style her. Der var et virvar af scootere, Tuk Tuk´s, mennesker, hunde og katte, og vores naboer var et buddistisk tempel, hvor munke klædt i safran farver forskønnede bybilledet.
Hyggeligt bare at sidde der og kigge imens dag igen blev til aften. Sofie og Thomas strøg afsted igen, da de havde spottet et pizzaria dernede, og Sofies overtalelsesevner havde været eminente. Mikkel havde stadig ingen appetit, så han sprang aftensmaden over.
Klokken blev ikke meget over 21 før jeg ikke kunne holde øjnene åbne længere. Så mange indtryk havde faret forbi derude, imens vi havde bevæget os mod nye oplevelser. Mikkel, der havde sovet en del undervejs, var vågnet op til dåd, men lidt kløen på ryggen og han faldt stille i søvn.
Udenfor fortsatte byen med en summen, dytten, råben og musik fra restauranterne nedenfor. Midt nat vågnede jeg og konstaterede søvndrukkent, at det var muligt at finde helt ro, blot et par timers fred, men tidligt på morgenstunden var der liv igen. Munkene messede fra nabogrunden og byens trafik var allerede i fuld gang, blandet med englændere der talte højlydt sammen, på deres korrekte høflige engelsk.
Jeg vidste godt at på et hostel inde midt i Phnom Phen, der sover man ikke skønhedssøvn til op ad formiddagen, men efterhånden var vi voksne også altid vågne ved 7 tiden uanset larm eller stilhed. Så det gik mig ikke på, det vigtigste var, at Mikkel nu også var blevet frisk igen. Med en stille start, og en youghurt i maven, smuttede vi ud for at se nærmere på, hvad det var for en storby, vi var havnet i.
Målet for udflugten var nationalmuseet i nærheden, men med Thomas ved roret, så blev turen altid lige lidt længere, for der var altid noget om det næste hjørne, der skulle udforskes. Mikkel og jeg dannede bagtrop, og da vi nåede pladsen ved paladset, som var invaderet af duer, lød det fra ham: "mor vidste du godt, at duer er interessante fugle, de er nemlig de eneste fugle der producerer mælk til deres unger". Sådan kunne man altid lige få lidt dyreviden med i rygsækken fra naturvejlederen. Resten af turen på havnepromenaden gik munden lystigt på mindstemanden. Alt det han ikke fik snakket dagen forinden, hvor han var skidt, kom tifoldigt retur. Det var dejligt.
Jeg kunne godt fornemme, at en gnist var tændt i Thomas. Sådan var det altid, når vi landede i en storby. Han elskede lydene, lugtene, menneskerne, farverne, trafikken og alle de mærkværdige ting som skete overalt. Han ville så gerne vise ungerne og mig alt det hele på en gang, han ville så gerne have at vi hyggede os og fik oplevelser med for livet. Men nogle gange måtte jeg tage den realistiske "mor kasket" på, da det for ungerne bare ikke altid var et hit med lange varme byvandringer, og der måtte indgåes kompromiser, så alle var tilfredse. Alt for lange strækninger uden et endeligt mål kunne ende i trætte og opkogte unger, der havde brugt af deres kræfter, så vi fik blev enige om at gå mere målrettet mod seværdighederne, og så se om der var energi bagefter, hvis ikke, så ville det være meget bedre givet ud at Thomas udforskede noget af byen på egen hånd indimellem.
Jeg elskede også storbyen, men i mindre doser. At sidde på vores repos med en kop kaffe, den frysetørrede slags, som ikke var hvinende sød, og kigge ned på aktiviteterne under mig, var også en del af oplevelsen for mig. At kombinere sightseeing og afslapning i rette mængder. Der skulle være plads til vores forskelligheder, og jeg synes, at vi øvede os og fandt fred med hinandens behov. Jeg beundrede Thomas for hans gå på mod, og jeg var taknemmelig for alle de ting, han sørgede for skete omkring os. Ungerne var blevet så store nu, at de godt vidste, at ham far han ville dem det godt, og kun ville fylde deres rygsække med oplevelser fra hjertet.
Vi nåede nationalmuseet. Cambodiansk historie, men uden den mulige audioversionen, da det ville betyde en masse oversættelse til et par knap så motiverede unger, så det var lidt sparsomt hvad vi fik med af viden derfra, men en masse gamle statuer, buddaer og historier fra 1. verdenskrig fik vi læst og set derinde. Indrømmet, det var ikke den mest børnevenlige udflugt, men jeg var sikker på, at de tog minder med fra hvert et sted vi kom.
Hjemme igen omkring middagstid. Tid til siesta for ungerne, mens Thomas pakkede rygsækken med alt det ekstra, der var stødt til af sager i de seneste uger. Hans mission var at finde posthuset og få skippet en sending hjem. Alle var tilfredse.
Eftermiddagen stod på afslapning. Thomas kom retur med en tom rygsæk, seks kilo lettere. Han satte sig ud på altanen, og straks efter kunne jeg høre snakken gå. Han havde mødt vores nabo, en canadier, der igennem de seneste ni år rejste tre måneder til Vietnam og tre måneder til Cambodia hvert år. Altid, når han var i Phnom penh, boede han på dette Rashana hostel. Det var et trygt område, tæt på de centrale ting. Han havde sluttet snakken af med et "have a good one" en klassisk farvel hilsen, som vi ikke kunne stå for.
Vi samlede os sammen til en lille gåtur i byen for at finde aftensmad. Der var alverdens sydende og velduftende boder, men ikke at vide hvad vi satte tænderne i, satte en stopper for det, for her spiste man alt fra ristede taranteller til stegte hønsefødder. Vi tog den sikre vej og købte cup nudler med hjem på værelset. Det var blevet hverdag efter den skønne juleferie, så sodavand og slik måtte vente til weekendens komme. Heldigvis lå den lige om hjørnet.
Fredag. Store planer, og vi var spændte. Cambodia var et stolt land. Stolt af sit vartegn Ankor Wat, men også med et dybt sår som var igang med at hele. Rædselsårene 1975 til 1979, hvor Pol Pots kommunistiske regime regerede. Stoltheden over genoprejsningen var at spore allevegne, men kun tiden kunne hele dette forfærdelige billede, der for mange stadig var en alt for nær del af deres historie. Det var den del, vi skulle bevæge os dybere ind i denne dag.
En Tuk tuk driver, Soren, holdt klar udenfor vores hostel præcis klokken 9.00. Det var selvfølgelig tourguiden der havde arrangeret det. Afsted det gik for vi havde flere mål for dagen. Første stop Independence monumentet, og efter en hurtig fotoshoot gik det videre ud i den larmende trafik. Hvert et sted vi kiggede hen, var der aktiviteter så anderledes end hjemme. Der blev stegt og kogt og vasket og fejet. Tuk tuk´erne snirklede sig igennem de usædvanligt mange gigantiske luksusbiler, men også et par cykler med skolebørn, der var havnet midt i virvarret. Lidt anderledes vilkår end når vi sendte vores unger afsted på trygge stisystemer.
Vi nåede fængslet Tuol Sleng, der tidligere havde fungeret som en high school, men under regimet i al hast var blevet omdannet til dette frygtindgydende sted. Rummede stod tomme hen, dog stadig med en stålseng i midten som uskyldige mennesker var blevet tortureret til døde på. Vi så de små rum, muret op i al hast, med plads til fanger, der blev boltet til jorden, og måtte tisse i en spand. Spildte de, skulle de slikke gulvet rent bagefter. Forfærdeligt. Vi passerede den ene væg efter den anden med ansigter der kiggede frygtsomme tilbage på os, kvinder, børn og mænd i alle aldre. Alle havde endt deres skæbne et sted ikke langt derfra. Man ønskede ikke at dræbe folk i selve fængslet de blev istedet i nattens mulm og mørke kørt ud til de berygtede "Killing Fields" hvor de makabert blev henrettet. Kun tolv mennesker var sluppet levende fra fængslet. Der var en stilhed og fred over dette forfærdelige sted, men det var som om, at murene stadig summede af smerte.
Vores audiotur var nået enden, vi havde valgt at tage headset på, og så forklare ungerne hvad vi hørte undervejs, men det var lidt svært at fokusere, blive berørt, sørge for at forklare og stadig holde motivationen gående, for for Sofie og Mikkel var dette sted på mange måder ubegribeligt. De havde deres børnesind, og i det var der en vis forståelse, men også en grad af uvirkelighed, når noget bare var for ulykkeligt. Sådan skulle det også være.
Ved udgangen mødte vi en af de tolv overlevende. Han sad der i levende live og solgte sin bog med erindringer. Undsluppet idet hans evner som mekaniker havde betydet, at han kunne være til gavn for regeringen. Jeg tror det der rørte mig allermest, var da jeg så ind i denne mands varme brune øjne og tænkte på hvad de havde set igennem livet. Han havde set og oplevet noget som vi umuligt ville kunne forstå. Han måtte have så dybe sår på sjælen.
Thomas og ungerne blev fotograferet med ham, og jeg fortrød helt, at jeg agerede fotograf, for godt nok havde vi lavet en del sjov med alle de selfier, jeg havde fået lavet med diverse kendisser de seneste år, men manden her han var for mig større end nogen anden. En levende legende. Men videre gik det, og jeg havde heldigvis hans bog med i tasken. At jeg senere læste, at han havde mistet sin kone og fire børn, da man ikke nøjes med at henrette fangerne, men også dræbte deres familier, så de ikke kunne komme efter dem på en hævntogt senere hen, rørte mig endnu dybere. Han var overlevet, men havde mistet alt. Hans mission var nu, at fortælle til alle der ville lytte, hvad han havde oplevet, og sørge for at det aldrig blev glemt og aldrig måtte ske igen.
Afsted det gik. Vi tog med tuk tuk´en vejen som fangerne for kun snart 40 år siden havde taget, uvisse på deres skæbner. Nogle troede, at de skulle hjem til deres familier, men de fleste havde nok vidst dybt inde i hjertet, at dette ville blive den sidste rejse. De blev kørt afsted om natten med bind for øjnene. Kvinder, mænd og børn.
Det første syn vi mødte, var et makabert men også meget sigende og rørende monument, der var rejst som et minde. Fyldt med kranier opdelt i alder og køn. Lag på lag tårnede det sig op. Udenfor bølgede jorden i mindre huller, nu tilgroet med græs, og sommerfugle der flaksede rundt i fredfyldt harmoni. Men hullerne gemte på en tragisk fortid og havde gjort det ud for de mange massegrave der var at finde her. Nogle kvinder var i fængslet blevet voldtaget af soldater fra de røde Khmer, og de børn der var kommet ud af det blev ført med kvinderne herud, og slået ihjel mod et træ.
Der var en helt speciel stemning herude. Stille, fredfyldt, men igen med en dirrende stemning fra fortiden, der nærmest stadig sad som et ekko i træerne omkring os. Hvordan kunne det dog gå så frygteligt til, at omkring 2 millioner uskyldige mennesker skulle lade livet, blot fordi de var lærde, anderledes eller på anden vis i Pol Pots terminologi udviste en risiko for hans styre. Hvordan kunne en mand få held med at kuppe landet til at tro, at dette var en nødvendighed for at blive et selvstyre. Hvor fuldstændig frygteligt forfærdeligt at det havde fundet sted. Hvor måtte der stadig, være så uendeligt mange cambodianere der stadig havde dybe sår på sjælen. Der havde set og oplevet landet dengang, havde mistet og måtte leve videre med den sorg. Det var de mennesker vi passerede nede i gadebilledet.
Men hævn lå ikke i deres buddistiske tro. Man var overbevist om, at karma ville ramme barbarerne på dødslejet, og den tro gav de uskyldige en tro på retfærdighed og en tro på at leve livet videre. Der måtte stadig være en del af de, der var gået ind i den røde khmers hær i live, og de måtte vel leve et liv i frygt for hvad der ventede dem i døden. Det var hævn nok.
Vi havde taget det hele ind, og ungerne synes også, at det var tid til at komme videre. Igen havde de børnefilteret der lagde afstand til de ting, der var uforståelige selv for os voksne. Det var blevet frokost tid, og selvom det var svært at finde appetitten frem, så skulle sulten alligevel stilles. Det blev til en omgang Chicken Amok, som skulle være et must her i Cambodia. Imens kørte der den mest bloddryppende asiatiske voldsfilm på en skærm i restauranten. Lettere upassende, men vi bad ungerne kigge væk, lige indtil jeg pludselig så, at de nu slåssede inde i en kabine i svævebanen i Hong Kong. Den med glasbund, og det endte med at de faldt ud af bunden af den. Virkelig mærkeligt tilfælde at vi lige præcis sad der, og så den filmsekvens efter netop at have befundet os i Hong Kong, i den svævebane.
Hjemturen gik med svidende øjne. Der var så meget os og støv i denne by. Så beskidt, og alligevel så farverigt, anderledes og spændende. Vi stiftede desværre også bekendskab med de første tiggerbørn på rejsen. De kom helt hen til vores tuk tuk midt inde i trafikkaoset og stod der med bedende mørkebrune øjne, kun omkring 5 år gamle. Den ene lille dreng havde et spædbarn i armene. Det var et hjerteskærende syn, midt inde i den larmende osende trafik slæbte den lille dreng rundt på en sovende baby og tiggede. Vi vidste godt, at de penge vi måtte give, ville gå i hænderne på eventuelle forældre eller andre "bagmænd", og så længe vi turister gav penge, lige så længe ville der være potentiale til at lade børnene tigge. Men vi måtte virkelig minde os selv om, at det rigtigste var at lade dem gå tomhændede videre. Vi forklarede Sofie og Mikkel grunden, og de kunne godt forstå, at det var det bedste at gøre, men det gjorde indtryk på dem, og alligevel havde de filteret til at lægge afstand til det.
Sidste destination var templet wat Phnom. Ungerne var nu hurtige til at spotte en legeplads lige overfor, så da vi havde lagt et hurtigt visit blandt røgelse, buddaer og donationer, og mødt et par aber på trappen, krydsede vi over vejen og lod dem give den gas. Det var en seværdighed de kunne forholde sig til helt uden filter. Vi nød et stykke lækker banankage, og vores tuk tuk driver havde spottet, at vi var rykket videre, så han holdt klar til at køre os hjem, da kinderne var blevet røde og sveden dryppede fra panden af de små.
Pizzaer til aften, men vi måtte lave en pagt om, at det var de sidste pizzaer på denne rejse. De var absolut ikke pengene værd. Så Mikkel endte med en omgang cornflakes på værelset, inden vi satte et afsnit "årgang O" på mac´en.
Historien var blevet lang denne gang, men Cambodia havde så meget på hjerte, så dette var kun begyndelsen. Jeg beklager de tragiske beskrivelser, men sådan er cambodia helt uden filter.
En Tuk tuk driver, Soren, holdt klar udenfor vores hostel præcis klokken 9.00. Det var selvfølgelig tourguiden der havde arrangeret det. Afsted det gik for vi havde flere mål for dagen. Første stop Independence monumentet, og efter en hurtig fotoshoot gik det videre ud i den larmende trafik. Hvert et sted vi kiggede hen, var der aktiviteter så anderledes end hjemme. Der blev stegt og kogt og vasket og fejet. Tuk tuk´erne snirklede sig igennem de usædvanligt mange gigantiske luksusbiler, men også et par cykler med skolebørn, der var havnet midt i virvarret. Lidt anderledes vilkår end når vi sendte vores unger afsted på trygge stisystemer.
Vi nåede fængslet Tuol Sleng, der tidligere havde fungeret som en high school, men under regimet i al hast var blevet omdannet til dette frygtindgydende sted. Rummede stod tomme hen, dog stadig med en stålseng i midten som uskyldige mennesker var blevet tortureret til døde på. Vi så de små rum, muret op i al hast, med plads til fanger, der blev boltet til jorden, og måtte tisse i en spand. Spildte de, skulle de slikke gulvet rent bagefter. Forfærdeligt. Vi passerede den ene væg efter den anden med ansigter der kiggede frygtsomme tilbage på os, kvinder, børn og mænd i alle aldre. Alle havde endt deres skæbne et sted ikke langt derfra. Man ønskede ikke at dræbe folk i selve fængslet de blev istedet i nattens mulm og mørke kørt ud til de berygtede "Killing Fields" hvor de makabert blev henrettet. Kun tolv mennesker var sluppet levende fra fængslet. Der var en stilhed og fred over dette forfærdelige sted, men det var som om, at murene stadig summede af smerte.
Vores audiotur var nået enden, vi havde valgt at tage headset på, og så forklare ungerne hvad vi hørte undervejs, men det var lidt svært at fokusere, blive berørt, sørge for at forklare og stadig holde motivationen gående, for for Sofie og Mikkel var dette sted på mange måder ubegribeligt. De havde deres børnesind, og i det var der en vis forståelse, men også en grad af uvirkelighed, når noget bare var for ulykkeligt. Sådan skulle det også være.
Ved udgangen mødte vi en af de tolv overlevende. Han sad der i levende live og solgte sin bog med erindringer. Undsluppet idet hans evner som mekaniker havde betydet, at han kunne være til gavn for regeringen. Jeg tror det der rørte mig allermest, var da jeg så ind i denne mands varme brune øjne og tænkte på hvad de havde set igennem livet. Han havde set og oplevet noget som vi umuligt ville kunne forstå. Han måtte have så dybe sår på sjælen.
Thomas og ungerne blev fotograferet med ham, og jeg fortrød helt, at jeg agerede fotograf, for godt nok havde vi lavet en del sjov med alle de selfier, jeg havde fået lavet med diverse kendisser de seneste år, men manden her han var for mig større end nogen anden. En levende legende. Men videre gik det, og jeg havde heldigvis hans bog med i tasken. At jeg senere læste, at han havde mistet sin kone og fire børn, da man ikke nøjes med at henrette fangerne, men også dræbte deres familier, så de ikke kunne komme efter dem på en hævntogt senere hen, rørte mig endnu dybere. Han var overlevet, men havde mistet alt. Hans mission var nu, at fortælle til alle der ville lytte, hvad han havde oplevet, og sørge for at det aldrig blev glemt og aldrig måtte ske igen.
Afsted det gik. Vi tog med tuk tuk´en vejen som fangerne for kun snart 40 år siden havde taget, uvisse på deres skæbner. Nogle troede, at de skulle hjem til deres familier, men de fleste havde nok vidst dybt inde i hjertet, at dette ville blive den sidste rejse. De blev kørt afsted om natten med bind for øjnene. Kvinder, mænd og børn.
Det første syn vi mødte, var et makabert men også meget sigende og rørende monument, der var rejst som et minde. Fyldt med kranier opdelt i alder og køn. Lag på lag tårnede det sig op. Udenfor bølgede jorden i mindre huller, nu tilgroet med græs, og sommerfugle der flaksede rundt i fredfyldt harmoni. Men hullerne gemte på en tragisk fortid og havde gjort det ud for de mange massegrave der var at finde her. Nogle kvinder var i fængslet blevet voldtaget af soldater fra de røde Khmer, og de børn der var kommet ud af det blev ført med kvinderne herud, og slået ihjel mod et træ.
Der var en helt speciel stemning herude. Stille, fredfyldt, men igen med en dirrende stemning fra fortiden, der nærmest stadig sad som et ekko i træerne omkring os. Hvordan kunne det dog gå så frygteligt til, at omkring 2 millioner uskyldige mennesker skulle lade livet, blot fordi de var lærde, anderledes eller på anden vis i Pol Pots terminologi udviste en risiko for hans styre. Hvordan kunne en mand få held med at kuppe landet til at tro, at dette var en nødvendighed for at blive et selvstyre. Hvor fuldstændig frygteligt forfærdeligt at det havde fundet sted. Hvor måtte der stadig, være så uendeligt mange cambodianere der stadig havde dybe sår på sjælen. Der havde set og oplevet landet dengang, havde mistet og måtte leve videre med den sorg. Det var de mennesker vi passerede nede i gadebilledet.
Men hævn lå ikke i deres buddistiske tro. Man var overbevist om, at karma ville ramme barbarerne på dødslejet, og den tro gav de uskyldige en tro på retfærdighed og en tro på at leve livet videre. Der måtte stadig være en del af de, der var gået ind i den røde khmers hær i live, og de måtte vel leve et liv i frygt for hvad der ventede dem i døden. Det var hævn nok.
Vi havde taget det hele ind, og ungerne synes også, at det var tid til at komme videre. Igen havde de børnefilteret der lagde afstand til de ting, der var uforståelige selv for os voksne. Det var blevet frokost tid, og selvom det var svært at finde appetitten frem, så skulle sulten alligevel stilles. Det blev til en omgang Chicken Amok, som skulle være et must her i Cambodia. Imens kørte der den mest bloddryppende asiatiske voldsfilm på en skærm i restauranten. Lettere upassende, men vi bad ungerne kigge væk, lige indtil jeg pludselig så, at de nu slåssede inde i en kabine i svævebanen i Hong Kong. Den med glasbund, og det endte med at de faldt ud af bunden af den. Virkelig mærkeligt tilfælde at vi lige præcis sad der, og så den filmsekvens efter netop at have befundet os i Hong Kong, i den svævebane.
Hjemturen gik med svidende øjne. Der var så meget os og støv i denne by. Så beskidt, og alligevel så farverigt, anderledes og spændende. Vi stiftede desværre også bekendskab med de første tiggerbørn på rejsen. De kom helt hen til vores tuk tuk midt inde i trafikkaoset og stod der med bedende mørkebrune øjne, kun omkring 5 år gamle. Den ene lille dreng havde et spædbarn i armene. Det var et hjerteskærende syn, midt inde i den larmende osende trafik slæbte den lille dreng rundt på en sovende baby og tiggede. Vi vidste godt, at de penge vi måtte give, ville gå i hænderne på eventuelle forældre eller andre "bagmænd", og så længe vi turister gav penge, lige så længe ville der være potentiale til at lade børnene tigge. Men vi måtte virkelig minde os selv om, at det rigtigste var at lade dem gå tomhændede videre. Vi forklarede Sofie og Mikkel grunden, og de kunne godt forstå, at det var det bedste at gøre, men det gjorde indtryk på dem, og alligevel havde de filteret til at lægge afstand til det.
Sidste destination var templet wat Phnom. Ungerne var nu hurtige til at spotte en legeplads lige overfor, så da vi havde lagt et hurtigt visit blandt røgelse, buddaer og donationer, og mødt et par aber på trappen, krydsede vi over vejen og lod dem give den gas. Det var en seværdighed de kunne forholde sig til helt uden filter. Vi nød et stykke lækker banankage, og vores tuk tuk driver havde spottet, at vi var rykket videre, så han holdt klar til at køre os hjem, da kinderne var blevet røde og sveden dryppede fra panden af de små.
Pizzaer til aften, men vi måtte lave en pagt om, at det var de sidste pizzaer på denne rejse. De var absolut ikke pengene værd. Så Mikkel endte med en omgang cornflakes på værelset, inden vi satte et afsnit "årgang O" på mac´en.
Historien var blevet lang denne gang, men Cambodia havde så meget på hjerte, så dette var kun begyndelsen. Jeg beklager de tragiske beskrivelser, men sådan er cambodia helt uden filter.
Afsted mod Cambodia
En scooter er at finde derinde
Mikkel nu med fletning
Vores "hyggelige" lille altan
Man er vel lidt patriotisk
Mon inspirationen til knæk cancer logoet er fundet på cambodias nationalmuseum?
Kunne ikke stå for den her :)
Eller den her på vores Hostel....
Cellen hvor Chum Mey, en af de eneste overlevende sad i (ham vi mødte)
En stille hilsen fra de små - RIP
Mr Chum Mey
Monumentet på Killing Fields
Massegravene
Det grufulde sted babyer blev frataget livet
Tuk Tuk tur gennem Phnom Pehn
Endnu et fantastisk kapitel, Marianne. Ja, det er en grufuld historie, som overgår vores forstand, men det er vigtigt at vi husker og lærer af det. Det er godt at I også kigger om på skyggesiden, for det er jo også med til at værdsætte friheden og folkestyret i vores del af verden.
SvarSletHej far, ja man skal have alle aspekter med. Faktisk kom jeg til at tænke på, at Mikkel og Sofie netop som en af kommentar sagde: "det kan ikke ske i Danmark vel", og så fik vi os en snak om hvor heldige vi er at leve i et trygt land.
SvarSletKnus fra M