Så kom dagen. Torsdag den 15 december. Dagen hvor vi igen skulle ud på eventyr. Onsdagen derfør var sådan en helt speciel en af slagsen. En rigtig krammedag på jobbet, som bare varmede helt ind i sjælen på mig. Ungerne fik også sagt farvel, og krammet deres kammerater. Mikkel og Thomas nåede også en tur i Zoo, da det alt for længe havde været på programmet, men tiden dertil havde været alt for knap. De var så heldige at få en private tour rundt med dyrepasseren, og ifølge Thomas, så havde Mikkels ører været kæmpe store og munden helt stille. Mikkel havde suget til sig. Måske en dag står han og fodrer løverne i Zoo. Nu er vi spændte på hvilke eksotiske, underlige, sjove, farvestrålende, forunderlige farlige dyr vi støder ind i på vores eventyr. Tilbage på skolen havde de hentet Sofie, der hellere ville bruge de sidste timer sammen med vennerne i klassen. Sammen med Sofie stod Mikkels klasselærer Anja og ventede. Hun havde endda for længst fået fri, men det lå hende så meget på sinde at få givet Mikkel et stort kram, lade ham vide, at han bliver savnet, og så lige stikke et Anders And blad med ham. Det var så sødt, og det betyder så meget for os, at vi har en så fantastisk opbakning fra ungernes trygge base, når vi smutter afsted.
Tilbage til afrejsedagen. Vi vågnede før vækkeuret. Alle mand pånær mindstemanden, som lige nappede en halv time mere på langs. Præcis som det plejer at være. Spændte, med sommerfugle der flaksede rundt i maverne på os. Taskerne blev lynet og nøglen blev drejet. Vi vinkede farvel til det lille smukke sommerhus, der havde været vores base for den sidste måneds tid. Indhyllet i frostklar rim som lyste naturen smukt og glitrende op, og med den fine runde måne skinnende ned fra oven.
I lufthavnen blev der hygget med nogle af de allerbedste. Mormor og morfar, farmor og farfar, faster B, onkel Mikkel, Asta og Alfred havde trodset morgentrafikken og sammen fik vi taget hul på et nyt kapitel i vores familiealbum. Så rørende at se dem stå der sammen, at vide at de vil savne og være en smule bekymret, men også med den største glæde på vores vegne over hvad der venter. Tårerne kunne ikke holdes tilbage, men sådan skal det være. Tårerne viser jo bare, at der i vores verden er en masse mennesker som vi holder af, og som gør os til dem vi er. Når man kommer på afstand af det, så bliver det end mere tydeligt og taknemmeligheden endnu større.
Efter en vellykket og smuk flyvetur med det fineste view ind over Aalborg, og med et lille sidste vink ned til kollegaerne på Nord, ramte vi København. Videre i rask trav mod gaten i Stockholm. Ingen måger eller andet kravl spændte ben denne gang. Thomas skilte sig igen ud i sine shorts, heldigvis kunne han berolige kabinepersonalet om at vores endestation var Hong Kong og ikke Stockholm med minus 10 grader.
Klokken blev 14, da vi lettede og lagde det smukke sneklædte Stockholm bag os, med kursen sat på en 10 timers flyvetur. Eftermiddag blev til aften, Mikkel snuppede en god lang morfar og måtte fodres af længe efter os andre. Aften var blevet til nat i Hong Kong, og vi forsøgte at vende vores indre ur, men til sidst måtte jeg give fortabt, og satte istedet en film på. "Der kommer en dag", en barsk en at begynde et eventyr med, men den gav stof til eftertanke og en klump i halsen. Mikkel var vågnet op til dåd og brugte tiden på at genere sin mor mest muligt. På den gode måde. Han var en skøn sidemakker.
Klokken 7 lokal tid satte vi vores fødder på jorden i Hong Kong. Groggy og spændte. Med en Sofie der endnu engang måtte bukke under for luftsygen. Kridhvid i ansigtet nåede hun akkurat at stryge mod det første det bedste egnene til formålet. En skraldespand opdelt i sorteringsrum. Hun stod på hovedet i papir affaldet. Så synd, men hun stak bare hovedet frem med et dejligt smil og sagde åh det var godt, så har jeg det fint igen. Dog måtte vi lige have servietter frem igen i immigrationskøen, hvor hun valgte at vække opsigt med en gang næseblod. "Hvad sker der for mig", var hendes kommentar. Cool tøs. Ungerne stilede resolut imod bagagebåndet og stod klar til at trække vores bagage af båndet. Vi kunne godt se, at vi havde fået et par rejsevante unger med os denne gang. Men trods deres gode intentioner så udeblev bagagen. Den havde ikke klaret de korte skift nær så effektivt som os.
Afsted ud i Hong Kongs pulserende liv istedet. Vi kunne jo så glæde os over ikke at skulle slæbe på bagagen. Vi var godt jetlaggede men strøg afsted igennem gaderne og sugede til os af indtryk. Vi tog en taxa til hotellet ved 14 tiden. Så lækkert med udsigt til vand og skyskrabere. Thomas og Sofie gik igen ud i byen endnu engang for at se om heldet var med dem i at investere i nogle brugbare klæder indtil vi forhåbentligt snart så vores bagage igen. Mikkel ville gerne springe over, der havde været nok indtryk for ham. For Hong Kong er vild. Vores hoveder havde dagen lang været lænet mest bagud for at se op i de tårnhøje bygninger der lå klinet op af hinanden.
Klokken 17.30 kom de retur med favnen fuld af varer. Mikkel og jeg havde forsøgt på bedste vis at holde hinanden vågne, men der var krise. Jeg var helt svimmel af træthed, og Mikkel nåede kun lige at få en halv banan ned inden han gik i drømmeland. Klokken 18 tjekkede Sofie og jeg ud, og til midnat vågnede jeg og kunne se ind i Sofies åbne øjne. Så fik vi lige en lille snak, og gled heldigvis tilbage til drømmeland igen.
Efter 14 timers søvn vågnede Mikkel. Veludhvilet og klar til at tage fat på en ny dag. En begivenhedsrig dag. For ja Hong Kong er vild. Vi begyndte dagen med at tage verdens længste rulletrappe. En kilometer op i det højere lag af Hong Kong. Det vakte vild begejstring hos mindstemanden. Planerne var løse idag. Vi skulle lige finde os selv. Eller forsøge, for jetlagget sad i os stadig. Men der på toppen kunne vi på en kort gåtur blive ledt hen til Sky Tram, en stejl tur med sporvogn op til det højeste punkt i Hong Kong. Gåturen gik igennem botanisk/zoologisk have og vi fik grinet af aberne der legede tagfat og nydt den grønne oase midt i den hektiske storby. SkyTram var et tilløbsstykke, og med vores impulsive planlægning ramte vi nok lige ind i peak point, for der var en kø så lang, men vi havde intet vi skulle nå. Det var turen værd. At blive kørt op ad den stejle bakke og nedenfor se Hong Kongs imponerende skyline tårne sig op. På toppen var der smokket, men smukt. Hong Kong lå i et diset tæppe nedenfor os.
Hjem på værelset for at strække ben inden det igen gik for sig ud i den pulserende by. Vi tog metroen til Kowloon, området på den modsatte bred af Hong Kong Island hvor vi bor. Der skulle eftersigende vises et laser lys show på bygningerne på Hong Kong Island, og vi stod klar. Lad os bare sige, at vi ikke var imponerede. Vi befandt os trods alt i Hong Kong, så vi havde ventet en smule mere, men men vi fik det vinget af. Hjem i køjen alle mand, vi nåede lige at nappe et afsnit julekalender inden der blev sagt godnat. Jetlagget sad stadig i kroppen, og vi forsøgte at ryste det af os.
Dagens grin var, da vi havde været hos købmanden, og Mikkel spadserede ud med et prismærke klistret på armen. Mixed nuts 45 kroner. Han er sgu en lille nød.
Tourguiden var klar fra morgenstunden idag søndag. Eller okay, her bliver jeg nødt til at tilføje, at jeg nok både for første og sidste gang på turen har måtte korrigere Thomas i hans retningssans, da vi satte afsted efter metrostationen. Det kan jeg leve længe på, for de der kender mig ved hvor ringe jeg er til at finde vej. Afsted det gik mod Ngong Ping Cable cars. Vi skulle se verdens største siddende Budda, og det betød en rejse henover bjertinderne siddende i en kasse højt oppe luften. Mikkel var ikke stolt ved situationen. Den lille mand har højdeskræk. Ikke noget vi før havde oplevet hos ham, men herude i den store verden blev der flyttet grænser, og han var så sej at tage kampen op. Efter endnu en lang lang kø og en tålmodighed, der virkelig blev sat på prøve, kom vi afsted. Vi var stadig ikke kommet helt ind i kampen om at melde først klar ved attraktionerne, men heller ikke idag skulle vi nå noget. Et smukt syn, omend måtte jeg give Mikkel ret i, at der var temmeligt langt ned. Nedenfor krydsede folk terrænet på gåben ad en temmelig kuperet og lang sti. Jeg priste mig nu alligevel lykkelig for, at blive fragtet afsted ad luftvejen, også selvom vi ikke valgte krystalvognen med glasbund. Det havde nok alligevel været for meget for Mikkel, og for dyrt for kasseren.
Vi forserede de sidste trappetrin op til den gigantiske Budda. Det var virkelig et vildt syn, og vi kunne se på mange af de øvrige besøgende, at det gjorde dybt indtryk på dem at se Buddaen. Det lå dybt forankret i deres religion, og måske var det en livslang drøm der blev indfriet ved at stå her idag.
termometeret var kravlet op på de 21 grader, og vi nød at sidde i solen og drikke en kold cola. Lige indtil vi fik selskab af en hellig ko, der absolut var mere nærgående end de er derhjemme. Mikkel var i hopla over dens kunster.
Afsted det gik for at vende snuderne hjemad. Endnu en kø, dog knap så lang. Vores unger havde efterhånden udvist tålmodighed i topklasse. Lige så smukt gik det nedad. Vi var nået hen sidst på dagen, og valgte at tage metroen hjem på hotellet. Vi købte dim sum med hjem, og Subway til ungerne, der stadig kun havde mod på at smage hos os.
Endnu en dag i vilde Hong Kong. Overalt er der sorthårede mennesker, så Thomas og ungerne er let at spotte i mængden. De har deres mobil påklistret hænderne konstant, Mikkel har endda set en der havde to mobiler på sig, en han spillede på og en han så hvad klokken var på, sjældent ser de op fra dem. De er en smule generte, men lader et stjålent blik falde på os mærkelige europæer. De er langtfra så højtråbende og uden manerer som vi oplevede på vores sidste rejse. De har en stil langt fra den europæiske, og Hello Kitty og andet små pige pynt er et hit hos unge og gamle.
Hong Kong er efter mit bud østens svar på New York. Skyskrabere, bling bling og fart på, men med stilladser bygget i bambus, faldefærdige bygninger med vasketøjet hængende udenfor vinduerne. Jeg siger det igen Hong Kong er vild, og vi suger til os, men er samtidig taknemmelige for. at vi skal videre inden længe, for pengene farer afsted her. Det er verdens andet dyreste land og en liter mælk koster 37 kroner. Men vi er på eventyr, og vi hygger os i hinandens selskab, og nu er ungerne og Thomas smuttet ned i poolen for lige at snuppe en aftendukkert inden endnu et afsnit af julekalenderen.
Julen sig nærmer, og selvom der er falske juletræer og masser af bling bling omkring os, så er det svært at forstå, at vi nærmer os. Men glædelig 4 søndag i advent derhjemme.
Tilbage til afrejsedagen. Vi vågnede før vækkeuret. Alle mand pånær mindstemanden, som lige nappede en halv time mere på langs. Præcis som det plejer at være. Spændte, med sommerfugle der flaksede rundt i maverne på os. Taskerne blev lynet og nøglen blev drejet. Vi vinkede farvel til det lille smukke sommerhus, der havde været vores base for den sidste måneds tid. Indhyllet i frostklar rim som lyste naturen smukt og glitrende op, og med den fine runde måne skinnende ned fra oven.
I lufthavnen blev der hygget med nogle af de allerbedste. Mormor og morfar, farmor og farfar, faster B, onkel Mikkel, Asta og Alfred havde trodset morgentrafikken og sammen fik vi taget hul på et nyt kapitel i vores familiealbum. Så rørende at se dem stå der sammen, at vide at de vil savne og være en smule bekymret, men også med den største glæde på vores vegne over hvad der venter. Tårerne kunne ikke holdes tilbage, men sådan skal det være. Tårerne viser jo bare, at der i vores verden er en masse mennesker som vi holder af, og som gør os til dem vi er. Når man kommer på afstand af det, så bliver det end mere tydeligt og taknemmeligheden endnu større.
Efter en vellykket og smuk flyvetur med det fineste view ind over Aalborg, og med et lille sidste vink ned til kollegaerne på Nord, ramte vi København. Videre i rask trav mod gaten i Stockholm. Ingen måger eller andet kravl spændte ben denne gang. Thomas skilte sig igen ud i sine shorts, heldigvis kunne han berolige kabinepersonalet om at vores endestation var Hong Kong og ikke Stockholm med minus 10 grader.
Klokken blev 14, da vi lettede og lagde det smukke sneklædte Stockholm bag os, med kursen sat på en 10 timers flyvetur. Eftermiddag blev til aften, Mikkel snuppede en god lang morfar og måtte fodres af længe efter os andre. Aften var blevet til nat i Hong Kong, og vi forsøgte at vende vores indre ur, men til sidst måtte jeg give fortabt, og satte istedet en film på. "Der kommer en dag", en barsk en at begynde et eventyr med, men den gav stof til eftertanke og en klump i halsen. Mikkel var vågnet op til dåd og brugte tiden på at genere sin mor mest muligt. På den gode måde. Han var en skøn sidemakker.
Klokken 7 lokal tid satte vi vores fødder på jorden i Hong Kong. Groggy og spændte. Med en Sofie der endnu engang måtte bukke under for luftsygen. Kridhvid i ansigtet nåede hun akkurat at stryge mod det første det bedste egnene til formålet. En skraldespand opdelt i sorteringsrum. Hun stod på hovedet i papir affaldet. Så synd, men hun stak bare hovedet frem med et dejligt smil og sagde åh det var godt, så har jeg det fint igen. Dog måtte vi lige have servietter frem igen i immigrationskøen, hvor hun valgte at vække opsigt med en gang næseblod. "Hvad sker der for mig", var hendes kommentar. Cool tøs. Ungerne stilede resolut imod bagagebåndet og stod klar til at trække vores bagage af båndet. Vi kunne godt se, at vi havde fået et par rejsevante unger med os denne gang. Men trods deres gode intentioner så udeblev bagagen. Den havde ikke klaret de korte skift nær så effektivt som os.
Afsted ud i Hong Kongs pulserende liv istedet. Vi kunne jo så glæde os over ikke at skulle slæbe på bagagen. Vi var godt jetlaggede men strøg afsted igennem gaderne og sugede til os af indtryk. Vi tog en taxa til hotellet ved 14 tiden. Så lækkert med udsigt til vand og skyskrabere. Thomas og Sofie gik igen ud i byen endnu engang for at se om heldet var med dem i at investere i nogle brugbare klæder indtil vi forhåbentligt snart så vores bagage igen. Mikkel ville gerne springe over, der havde været nok indtryk for ham. For Hong Kong er vild. Vores hoveder havde dagen lang været lænet mest bagud for at se op i de tårnhøje bygninger der lå klinet op af hinanden.
Klokken 17.30 kom de retur med favnen fuld af varer. Mikkel og jeg havde forsøgt på bedste vis at holde hinanden vågne, men der var krise. Jeg var helt svimmel af træthed, og Mikkel nåede kun lige at få en halv banan ned inden han gik i drømmeland. Klokken 18 tjekkede Sofie og jeg ud, og til midnat vågnede jeg og kunne se ind i Sofies åbne øjne. Så fik vi lige en lille snak, og gled heldigvis tilbage til drømmeland igen.
Efter 14 timers søvn vågnede Mikkel. Veludhvilet og klar til at tage fat på en ny dag. En begivenhedsrig dag. For ja Hong Kong er vild. Vi begyndte dagen med at tage verdens længste rulletrappe. En kilometer op i det højere lag af Hong Kong. Det vakte vild begejstring hos mindstemanden. Planerne var løse idag. Vi skulle lige finde os selv. Eller forsøge, for jetlagget sad i os stadig. Men der på toppen kunne vi på en kort gåtur blive ledt hen til Sky Tram, en stejl tur med sporvogn op til det højeste punkt i Hong Kong. Gåturen gik igennem botanisk/zoologisk have og vi fik grinet af aberne der legede tagfat og nydt den grønne oase midt i den hektiske storby. SkyTram var et tilløbsstykke, og med vores impulsive planlægning ramte vi nok lige ind i peak point, for der var en kø så lang, men vi havde intet vi skulle nå. Det var turen værd. At blive kørt op ad den stejle bakke og nedenfor se Hong Kongs imponerende skyline tårne sig op. På toppen var der smokket, men smukt. Hong Kong lå i et diset tæppe nedenfor os.
Hjem på værelset for at strække ben inden det igen gik for sig ud i den pulserende by. Vi tog metroen til Kowloon, området på den modsatte bred af Hong Kong Island hvor vi bor. Der skulle eftersigende vises et laser lys show på bygningerne på Hong Kong Island, og vi stod klar. Lad os bare sige, at vi ikke var imponerede. Vi befandt os trods alt i Hong Kong, så vi havde ventet en smule mere, men men vi fik det vinget af. Hjem i køjen alle mand, vi nåede lige at nappe et afsnit julekalender inden der blev sagt godnat. Jetlagget sad stadig i kroppen, og vi forsøgte at ryste det af os.
Dagens grin var, da vi havde været hos købmanden, og Mikkel spadserede ud med et prismærke klistret på armen. Mixed nuts 45 kroner. Han er sgu en lille nød.
Tourguiden var klar fra morgenstunden idag søndag. Eller okay, her bliver jeg nødt til at tilføje, at jeg nok både for første og sidste gang på turen har måtte korrigere Thomas i hans retningssans, da vi satte afsted efter metrostationen. Det kan jeg leve længe på, for de der kender mig ved hvor ringe jeg er til at finde vej. Afsted det gik mod Ngong Ping Cable cars. Vi skulle se verdens største siddende Budda, og det betød en rejse henover bjertinderne siddende i en kasse højt oppe luften. Mikkel var ikke stolt ved situationen. Den lille mand har højdeskræk. Ikke noget vi før havde oplevet hos ham, men herude i den store verden blev der flyttet grænser, og han var så sej at tage kampen op. Efter endnu en lang lang kø og en tålmodighed, der virkelig blev sat på prøve, kom vi afsted. Vi var stadig ikke kommet helt ind i kampen om at melde først klar ved attraktionerne, men heller ikke idag skulle vi nå noget. Et smukt syn, omend måtte jeg give Mikkel ret i, at der var temmeligt langt ned. Nedenfor krydsede folk terrænet på gåben ad en temmelig kuperet og lang sti. Jeg priste mig nu alligevel lykkelig for, at blive fragtet afsted ad luftvejen, også selvom vi ikke valgte krystalvognen med glasbund. Det havde nok alligevel været for meget for Mikkel, og for dyrt for kasseren.
Vi forserede de sidste trappetrin op til den gigantiske Budda. Det var virkelig et vildt syn, og vi kunne se på mange af de øvrige besøgende, at det gjorde dybt indtryk på dem at se Buddaen. Det lå dybt forankret i deres religion, og måske var det en livslang drøm der blev indfriet ved at stå her idag.
termometeret var kravlet op på de 21 grader, og vi nød at sidde i solen og drikke en kold cola. Lige indtil vi fik selskab af en hellig ko, der absolut var mere nærgående end de er derhjemme. Mikkel var i hopla over dens kunster.
Afsted det gik for at vende snuderne hjemad. Endnu en kø, dog knap så lang. Vores unger havde efterhånden udvist tålmodighed i topklasse. Lige så smukt gik det nedad. Vi var nået hen sidst på dagen, og valgte at tage metroen hjem på hotellet. Vi købte dim sum med hjem, og Subway til ungerne, der stadig kun havde mod på at smage hos os.
Endnu en dag i vilde Hong Kong. Overalt er der sorthårede mennesker, så Thomas og ungerne er let at spotte i mængden. De har deres mobil påklistret hænderne konstant, Mikkel har endda set en der havde to mobiler på sig, en han spillede på og en han så hvad klokken var på, sjældent ser de op fra dem. De er en smule generte, men lader et stjålent blik falde på os mærkelige europæer. De er langtfra så højtråbende og uden manerer som vi oplevede på vores sidste rejse. De har en stil langt fra den europæiske, og Hello Kitty og andet små pige pynt er et hit hos unge og gamle.
Hong Kong er efter mit bud østens svar på New York. Skyskrabere, bling bling og fart på, men med stilladser bygget i bambus, faldefærdige bygninger med vasketøjet hængende udenfor vinduerne. Jeg siger det igen Hong Kong er vild, og vi suger til os, men er samtidig taknemmelige for. at vi skal videre inden længe, for pengene farer afsted her. Det er verdens andet dyreste land og en liter mælk koster 37 kroner. Men vi er på eventyr, og vi hygger os i hinandens selskab, og nu er ungerne og Thomas smuttet ned i poolen for lige at snuppe en aftendukkert inden endnu et afsnit af julekalenderen.
Julen sig nærmer, og selvom der er falske juletræer og masser af bling bling omkring os, så er det svært at forstå, at vi nærmer os. Men glædelig 4 søndag i advent derhjemme.
Kære unger.
SvarSletJeg står og nyder et nybagt "Santa Lucia brød", som Mormor har lavet, medens jeg læser om jeres oplevelser i Vilde Hong Kong. I er også Vilde !
Dejligt at I er kommet godt frem - og at bagagen også nåede frem så "hjemmeapoteket" er til rådighed hvis...
Og Marianne - du skriver så man føler man er med på turen. Men vi ville nok ave svært ved at følge med i det tempo I har på, så det er godt at vi kan nyde en rolig 4. søndag i advent, medens vi tænker på jer.
Vi glæder os til at følge jer på jeres store Asienrejse.
Knus og gode tanker fra Morfar.