Juleferie med plads til at flytte flere grænser

2. juledag. Julefrokosten fik et anderledes tema end hjemme. Vi skulle på udflugt, og havde store forventninger til dagen. Farligt måske, ovenpå den juleaften, men vi kløede på, og følte os godt rustede til at klare en overraskelse eller to på vejen. Samme morgen var nyheden om George Michaels død tikket ind. Aftenenen forinden have vi spist til tonerne fra Whams "Last Christmas". En legende var ikke længere blandt os, må han hvile i fred.

Vi mødtes i receptionen klokken præcis 8.30 hvor vores guide for dagen stod klar. Han var lokal kendt på øen og var tredje generations indfødt der, men havde været et smut omkring Saigon for at studere. Hans engelsk kundskaber var fremragende.
Vi steg ombord på minibussen og vores private tour kunne begynde, men inden vi satte afsted blev der lige holdt mandtal i bussen. Jeg kunne fornemme, at han tog sin rolle alvorligt, og kunne drage en lille parallel til vores borneoeventyr med mr Jackab til trods for, at han næsten var uden sammenligning. Vi skulle nok blive passet på denne dag.

Første stop på en perlefarm. Phu quoch var blandt andet kendt for sine perler, og her havde de farme af østers. De "fodrede" dem med en lille perle, som så igennem en årrække voksede sig større indeni den. Der var selvfølgelig også mulighed for at investere på farmen, og selve butikken bestod i et ca 25 meter langt glasmontre og bag dette stod omkring 30 ekspedienter i kø, klar til at servicere kunderne. Salling havde en del at lære.

Videre gik det, efter igen at tjekke at alle var med. Mod Phu qouc havn. Vi skulle på bådtur ud til "Fingernail Island". En times roligt sejlads på vores helt egen båd. Drengene satte sig godt til rette i lænestolene på dækket. Da Mikkel smed t shirten for at få en omgang solcreme, spurgte guiden smilende"Is he on a diet?". Han er godt nok en spirrevip den lille mand. Men jeg lover at han tager for sig af retterne.
Vi lagde for anker et kort øjeblik ved et fiskerleje ude i vandet. Vores blik fangede de smukkeste stribede fisk, der var tiltrukket af maddingen her. Videre gik det. Naturen her var bjergtagende, hvis man så bort fra de gigantiske cementpiller der var igang med at skæmme det hele. Der skulle bygges en svævebane fra phu quoc Island og ud på de små både beboede og ubeboede øer. Hen over en lille autentisk havneby, der havde ligget ugenert hen i adskillige år. Snart ville de få publikum fra oven. Jeg havde svært ved at forestille mig, at der var tourister nok til formålet, og skulle det så ende med en hel forlystelses ø ved endestationen? Udviklingen var nogle gange hjerteskærende. Men Vietnams rigeste mand, der stod bag byggeriet, havde selvfølgelig et godt forhold til politikerne. Penge havde det med at vinde hver gang.

Vi kunne ane Fingernail øen derude, og lagde for anker lidt derfra. Vi skulle fiske. Thomas havde lovet Mikkel, at de skulle have været på fisketur inden vi rejste, men pludselig var tiden gået, dagene var blevet for korte til formålet, så nu kom muligheden. Mikkel var så klar, og det var iøvrigt alle os andre også. I med snøren, og vupti havde Mette og Anna bid. De havde fanget Emil som stod på den anden side af båden. I med snøren igen, og vupti var vi alle viklet ind i ankeret og hinanden. Vi arbejdede ihærdigt på at få snøren i land, og pludselig kom en fisk tilsyne i vandoverfladen. Mikkel havde bid, Sofie havde bid, Vi havde allesammen fået en fisk på krogen. Der var vild jubel, og Mikkel nåede endda at fange en ekstra. "Mor nu har jeg fanget to fisk i hele mit liv". De var så stolte de små. De mindste fisk blev sat ud igen, men de største skulle indgå i frokosten denne dag.

Så var det tid til dagens store højdepunkt. Snorkeltur på koralrevet. På med masker og snorkel og i det dybe vand. Mikkel ville ikke bruge snorkel, men var klar med maske og sprang i fra båden med Sofie og Emil. Imens stod guiden klar med redningsveste inden vi for alvor kunne tage på eventyr. Sofie og Emil snorklede bare derudaf. Thomas havde glemt Go Pro kameraet ombord, så han svømmede tilbage efter det. Mikkel ville bare afsted mod stranden derinde, hans mission var at bestige klipperne, imens jeg selv lige skulle styre uden om korallerne. Da Thomas kom retur var jeg måske en smule presset. "Altså jeg er ikke lige i mit rette element Thomas", den sætning fik jeg at høre for en del af dagen. Han fik styr på os to. Vi havde redningsveste på, som holdt os oppe. Han tog Mikkel på ryggen, og så fulgtes vi ad mod stranden derinde.
Mette og Anna havde hver deres personlige kamp at tage med snorkelprojektet, men pludselig kunne vi se, at de begge var hoppet i. Da de nåede hen til os, var det en Mette, der virkelig havde udfordret sig selv, vi mødte. Hun blev talt til ro, og vi lavede en anden fordeling, så Anna kom på ryggen af Thomas, jeg snuppede Mikkel på min ryg og Peter guidede Mette. Sådan gik det til, at vi alle nåede stranden. En kæmpe sejr, og grænser der var brudt.
Jeg kunne selv mærke, at jeg havde været lidt presset, men Thomas var bare den bedste til at få ro på, og skubbe os. Det var den vildeste oplevelse, at ligge der i overfladen og kigge ned på den verden, der var under os. Masser af fisk i alle mulige farver smuttede ind og ud af korallerne. Desværre bar de præg af at der havde været en del turister her før os, så mange af korallerne var blevet brune og så døde ud. Vejret var blevet overskyet, så sigtbarheden var heller ikke den bedste, havde solens stråler kunne skinne ned igennem havoverfladen, havde farverne været endnu klarere, men vi fik alligevel en fantastisk oplevelse.

Frokost ombord. Der blev disket op med alverdens retter, selvfølgelig i seafood genren, så jeg var lidt udfordret, men ungerne var seje. Der blev smagt grillede søpindsvin, grillet fisk og nudler med blæksprutter.

Efter en hyggelig frokost på det let duvende båd var det tid til et besøg på Fingernail Island. Vi var alle blevet mere modige, og snorklede afsted mod stranden. Mikkel stadig uden snorkel. Jeg udfordrede endda mig selv til at springe i fra toppen af båden, til stor overraskelse for både mig selv, Thomas og ungerne. Vi nåede strandkanten og tog et hvil i sandet. Denne lille perle, hvor kun en lille familie boede i tørtiden bar præg af, at der kom en del turister hertil. Flere både som vores og larmende longtailbåde gav lidt udfordringer i at nå land. Sandet var blødt og hvidt, men uanset hvor vi kiggede hen, lå der affald fra de lokale og efterladenskaber fra turister. Affaldsspande var ikke en del af konceptet. Lidt trist at denne lille perle var ved at blive spoleret.
Mikkel gik straks igang med at samle ting til et lille fort. Han fandt døde koraller, og en med hul i, vi måtte skuffe ham med, at vi nok ikke kunne svømme tilbage med alt det, men Mikkels kommentar var bare "den er til morfar og sådan er det". Så blev jagten sat ind på fisk i vandkanten, og Mikkel fik mod på snorklen, så jeg donerede ham min. På vejen retur til båden futtede han afsted med min snorkel, og jeg måte holde vejret istedet. Men når jeg var oppe kunne jeg høre den bette mand synge løs i snorklen. Altså.

Vi nåede havnen igen, og kunne sætte kursen mod resortet. Men vi var havnet midt i et trafikkaos uden lige. Man kunne tro, at vi befandt os i Saigon med alle de scootere, der snirklede sig ind og ud mellem lastbiler og busser. Vi stod helt stille, men det betød kun en fantastisk mulighed for at følge det væld af farver fra grønthandleren, de søde unger der kiggede genert på os siddende på scooteren med deres mor, de vilde ting de havde stablet op og kørte afsted med. Nej det var en del mere underholdende en en kø på E45. Så var proppen opløst og vi kunne sætte afsted.

Vi rundede hotellet, og satte kursen direkte mod Peppers pizza oppe på Hovedgaden. Med sand i håret og salt på kroppen satte vi os til bords godt fyldt op af dagens eventyr. Pizzaerne kom ind en efter en, og sulten kunne stilles. Kun Mikkel og Anna sad tilbage med tomme tallerkner. Endnu engang var det lykkedes at misse ungernes pizza ordre, men denne gang var det ikke os voksne der havde klokket i det. Med donationer og en ekstra bestilling lykkedes det at vi alle gik mætte derfra.

Klokken 21 var der fuldstændig ro fra ungerne. Det havde været en begivenhedsrig dag i undervandsverdenen.

Tirsdag var der dømt total og aldeles afslapningsdag. Mikkel snuede den til 9.30 og snuppede en omgang havregryn, medbragt hjemmefra, med sukker og ristede mandler købt på natmarkedet forleden. Så var energidepotet fyldt op, og dagen gik med ludospil og hygge ved poolen.

Eftermiddagens udspringskonkurrence dømt at Sylvester, frezbee og volleyball i på stranden imens solen langsomt dalede ned i horisonten satte en punktum for en skøn og afslappende dag. Jeg sad i det lune sand og nød, at jeg absolut intet skulle nå. Jeg kunne tænke på det lille citat af HC Andersen jeg læste i Sofies Mandala malebog: At leve er ikke nok. Solskin, frihed og en lille blomst må man ha´. Det kunne jeg godt finde mening i.

Til aften valgte vi fire at gå ned på en restaurant vi tidligere havde gæstet. Vi hyggede og mæskede os i de lækre retter og mindede os selv om, at vi virkelig er afsted, det kan indimellem synes helt uvirkeligt. Hjemme lagde vi os side om side med mac' en imellem os. Tid til feriens første film. "Den store venlige kæmpe". Mikkel var nødt til at lave lille skærm, når man sætter hånden op for øjnene, som farfar har lært ham, for den var lidt uhyggelig. Vi nåede halvvejs før øjnene var ved at falde i, så resten gemte vi til en anden gang.

Onsdag lejede Thomas en scooter. Det var et scoop, som ungerne havde glædet sig så meget til. Thomas have reserveret scooteren dagen forinden hos den lokale købmand på vejen. Desværre var der sket en misforståelse, så der var ingen scooter, da han dukkede op. Ingen problem vupti, så havde han lige arrangeret at låne sin søsters, så vi kunne få hans egen for dagen. Der blev set muligheder her. Først smuttede Sofie med en tur. Hun var blevet så stor nu, at hun skulle sidde bag på. Et stort smil og afsted de var. Godt underholdt kom de retur efter en halvanden times tid.

Så var det min tur til at komme på udflugt med ham den skønne. Op bagpå, og afsted. Vildt at se byen fra bagsædet af en scooter, men jeg var helt tryg ved Thomas evner som chauffør. Første stop ved den lokale sandwich mager, der kreerede lækre sandwich til vores frokost. Vind i kinderne og zigzag mellem andre trafikanter. Først en tur hen til en mindelund for faldne soldater under Vietnamkrigen. Alle alt for unge mænd. Stemningsfuldt under smukke blomstrende træer. Videre ud i trafikken, ud til den gamle lufthavn hvor landingsbanen nu fungerede som almindelig vej. Det var virkeligt for underligt at fræse afsted på en scooter på denne giga brede vej, og sikkert ikke noget vi nogensinde kunne prøve igen. Men hvorfor ikke bruge den, når nu lufthavnen var nedlagt og vejen kunne føre folk nordpå. Igen mulighedernes land.

Vi kørte af vejen og ned til et lille stykke strand. Det synede som en nedlagt park med gamle legestativer, men stranden var så fin og næsten øde. Her satte vi os side om side med en kold cola og spiste vores frokost sammen, bare os to. Hyggeligt.

Retur gennem et smalt stræde hvor det lokale marked kunne byde på alt lige fra de smukkeste grøntsager, til slagteren der have kødet liggende fremme i varmen, til stakkels ænder og haner der stod bundet og placeret i en plastickkurv ventede på deres videre skæbne. Synd for de stakkels kræ.
Retur mod resortet hvor en spændt Mikkel ventede. Det var hans tur til at komme med på eventyr. Kasket, hjelm og solbriller og han var SÅ klar. Thomas og ham drønede afsted ud i Phu Qouchs gader. De tog selvfølgelig turen hen ad landingsbanen, det skulle han også opleve.
Thomas havde endnu en gang sørget for, at vi allesammen fik en fantastisk oplevelse, og for lige at toppe den, smuttede han en ekstra tur med Peter til aller sidst. I ægte Dum dummere stil futtede de ud i gaderne. Tak til tourguiden. Vi var taknemmelige.

Solen farvede himlen rød og dalede langsomt ned og gjorde dag til aften. Vi mødtes og gik i samlet trop ud i aftenmørket. Den stod på indisk denne aften. Vi skulle fejre Peter og Mettes kobberbryllup, lidt forsinket, da det egentligt var den 19. december. Vi blev bænket og holdt heldigvis igen med at bestille over evne. Lækkert mad men i et leben af personale der fór rundt og en stakkels kok der både fungerede som oversætter, kok og tjener. Han svedte tran over hans vietnamesiske kollegaer. Men vi blev godt mætte, og kunne skåle for 12 1/2 års kærlighed, og hvad det havde budt med sig.

Hjemad mod resortet, en is med på vejen. Vi sagde, at den ville vi nu gerne have lov at betale, nu hvor de havde budt på maden. Emil, tænksom som han var, komenterede dette med" jeg forstår simpelthen ikke hvorfor I har så travlt med hele tiden at sige, at I gerne vil have lov til at betale for noget". Børnelogik, de unger havde de fineste kommentarer, man skulle bare lige få øje på dem i vrimlen.
Sidste nat på Tropicana resort, sidste nat med havet smukt bølgende derude i horisonten. Vi havde haft det godt her, og fået minder for livet, det var ganske vidst.