Juleaften Vietnam style

Juleaften. Jeg vågnede op før resten af familien og kunne lade blikket glide ud i den mørke himmel. Stjernerne blinkede for oven og ude i horisonten lyste lanternerne fra fiskerbådene op. Næste gang jeg slog øjnene op var solen stået op. Thomas smuttede afsted på morgentur, og langsomt fik ungerne en efter en øjne.
Det var ikke med den samme forventning som juleaftensmorgen plejer at være fyldt op af, men de var dog en smule pakkesyge. De havde jo set, at der var kommet en enkelt gave med i tasken. Så da morgen maden var nydt, traskede vi op på værelset for at forløse spændingen. Det sødeste julekort fra mine forældre, mormor og morfar. Min skønne storesøster havde været kreativ og havde insisteret på en lille hilsen fra alle dem, og en bog om klamme ting og en dinosaurus til samlingen var et hit. Sofie gik straks igang med farver og Mala malebog. En lille ting fra farmor og farfar og et snorkelsæt til hver fra mormor og morfar. Det varmede at have hilsner med hjemmefra. Jeg blev rørt over ordene i kortet og den tid der var brugt på at finde små ting, der skulle gøres vores jul hyggelig.

Afsted til poolen det gik, dog måtte vi tage kampen op med Mikkel, der absolut var imod at skulle bade med T-shirt på, men den lille ryg kunne ikke klare mere sol. Vi vandt. Onde forældre. Jeg hilste god jul til en svensk mand, der boede på samme ressort som os. Han fortalte så den mest uhyggelige historie, der ramte mig lige i hjertet. Hans datter og hustru var netop vendt hjem fra hospitalet, hvor datteren havde ligget til observation efter i forgårs at have taget fat i et neon skilt nede på stranden. Der havde været overgang i skiltet, og hun havde fået strøm igennem sig, havde ikke kunne slippe skiltet og røg havde stået ud af håret på hende. Hun var sluppet med en stor forbrænding på det ene lår. Det kunne være gået så forfærdeligt galt, og jeg var rystet over at høre ham fortælle. Han var så shockeret, men med to mindre drenge måtte han stadig være på og sørge for dem. Pigen så jeg lidt senere med sit store plaster på låret. Så synd for den lille familie. Samtidig også lige en reminder til vores unger om at holde sig fra blinkende skilte rundt omkring.

Der blev plasket og fjollet i poolen og vi fik taget årets julefoto på stranden, skønne nissebørn i sandet. Til frokost gik jeg op til Hovedgaden og købte nudler og Pepsi, på tilbagevejen så jeg den lille svenske familie sidde sammen og spise frokost på en restaurant, hvor måtte det være følelsesmæssigt påvirkede af hvad der var hændt dem. Men dejligt at de nu igen kunne være sammen og fejre julen. En jul de sikkert aldrig glemmer, men med et blandet minde velsagtens.

Solen var godt på vej til at glide ned i horisonten, imens vi tog på lynvisit hos vores kære derhjemme. Der far fuld gang i aktiviteterne. Ænderne sydede i ovnen, ungerne var pakkesyge, mormor og morfar og farmor og farfar i deres hyggelige julepyntede hjem. Dejligt gensyn med dem allesammen. Vi tog os tid til at se det sidste afsnit i Ludvig og julemanden. Det endte heldigvis lykkeligt og julestemningen var ved at lægge sig over os. Vi tog det fineste tøj på vi havde og redte håret en ekstra gang, for nu ventede vores julefest på stranden. Middagen var inkluderet i overnatningerne på resortet, og kostede ellers 100 dollars pr voksen. Vi var sluppet billigere, da hotels.com havde inkluderet det i deres tilbud, men der var lagt op til det vildeste. For med de priser vi ellers gav for retterne her, så havde jeg næppe fantasi til at tænke på hvad de kunne diske op med.

Jeg er faktisk i skrivende stund ikke helt klar over hvad der så skete, men det scenarie vi blev mødt af fik min puls til at stige fra at have ligget på absolut low dagen igennem til at ramme 200 på et splitsekund. Den smukkeste kulisse, med borde linet op i strandkanten. En buffet så lang, og personale allevegne til at servicere os. Det kunne vi godt leve med, men det faktum, at der på scenen, stod DJ number One, en yderst letpåklædt vietnamesisk kvinde i julekostume bestående af ultra korte hotpants, pallietbesat bh og de højeste hvide lak stilletter og gav den maks gas med dunkende tekno rytmer, der blev blæst ud over os, havde jeg svært ved at sluge. Vi kunne ikke tænke en eneste rationel tanke i dette fuldstændig absurde show. Vi fik udleveret en nissehue og så var det ellers bare at hoppe med på deres julefest. Ungerne blev inden vi nærmest havde fået os bænket, hevet med op foran til en form for konkurrence, men de stod bare der med nissehuerne på og så lettere forvirret ud. De valgte at springe over og kom retur. Jeg forstod dem godt. Jeg stilede direkte mod den jeg vurderede mest egnet, og spurgte om det var seriøst, at de mente at musikken skulle være SÅ høj, straks efter blev der skruet helt ned, og DJ number One stod lidt og trippede deroppe. Folk sad fuldstændig passive og lettere målløse rundt omkring, vi kunne knap tænke tanken at få mad på tallerkenen, og maden var desværre heller ikke den kulinariske oplevelse jeg havde håbet på, men efter det andet glas rødvin faldt pulsen en smule.
DJ number One var ikke færdig endnu, der blev hurtigt skruet op igen, og nu gav hun den lige en tand ekstra, ved at vælge at synge med i så pivende falsk en tone, at Blackman ville have sagt ting jeg end ikke kan have fantasi til at få ned på skrift.

Værtinden stillede sig op på scenen, sikkert I bedste mening og forsøgte febrilsk at peppe selskabet af forbløffede ansigter op. "Do you want us to turn the Music up?" blev der spurgt på gebrokkent engelsk. Helt sikker på at vi ville bryde ud i vild jubel og råbe yes yes yes.....jeg kiggede rundt på dette blandede selskab af alle mulige nationaliteter med overvejende vestligt udseende, der bare sad fuldstændig paralyserede, men enkelte, os selv inklusiv fik dog givet et "NO" retur. Værtinden forsøgte febrilsk igen at spørge i håbet om, at vi havde misforstået hende første gang...Hun måtte erkende, at de havde skudt ved siden af, og mis number One måtte steppe ned fra scenen og istedet gå rundt og forsøge at lokke folk til at tage en selfie med hende. Måske hun virkelig var en stjerne her på øen, jeg kunne ikke helt afkode personalet, men det var simpelthen så malplaceret et show. Musikken var så høj og så ringe, at jeg ikke engang kunne høre hvad Thomas sagde selvom han sad lige ved siden af mig og skreg mig ind i mit øre.

En fra personalet var udvalgt til at rende rundt med en mikrofon, og nu skulle der leges. Jeg nævner lige, at vi nu var nået ca en halv time ind i middagen. Et par blev udvalgt til at skulle rejse sig op og berette for hele forsamlingen hvordan de havde mødt hinanden. Havde han peget på os, havde han fået en albue syd for bæltet, der skulle mere rødvin til at kapere det. Men jeg tog hatten af for de par der troligt stillede sig op og indtog scenen. Dog måtte den skingre sydafrikanske kvinde gerne have fattet sig i korthed.

Så var det pludselig tid til drikkekonkurrence, der var snart heller intet der kunne overraske os. Ungerne stod fuldstændig målløse. Folk gik høfligt med på legen, og selv gutten med mikrofonen valgte også at joine dem. En to tre, så sad der seks granvoksne mennesker og drak om kap. Vi var nu nået en time ind i middagen. Et svensk nyforelsket par var ankommet lidt sent til selskabet. I ren Tommy og Annika stil sad de der overfor hinanden, sirligt klædt og med kæmmet hår. De havde gået glip af miss number One, og var ganske uvidende over hvilken fest de var landet i, men da drikkekonkurremcen indebar, at han fik taget sin stol, da han kom retur fra buffeten, måtte han alligevel sige "what the fuck".

Min hjerne arbejdede på højtryk. Hvad var det her for en fest. Australieren aka Crocodile Dundee vandt overlegent og konkurrencen, og da Anna bagefter sagde, ej far nu kaster manden op, da mikrofon manden alligevel havde taget munden for fuld, så valgte vi at trække stop kortet. Sammen med Sylvester og hans mor og far valgte vi at lave vores egen lille julefest med loungestemning ved poolen i stedet. Ungerne smuttede straks op efter badetøjet og tilbragte resten af aftenen i vandet. Festen dernede på stranden var helt slukket og det stakkels personale må have stået fuldstændig målløse over vores manglende begejstring.

Da vi nåede forbi midnat og jeg lukkede øjnene denne julenat var det med en meget blandet følelse indeni. Ungerne havde ikke taget konceptet her til sig, og jeg var faktisk så målløs over, at det var muligt at opleve det vi netop havde. Den mest fantastiske kulisse, en fakkel og lidt julemusik i baggrunden og jeg havde været solgt, men sådan er de dumme forventninger man har. Jeg var ærgerlig over, at det magiske var taget fuldstændig ud af julen. Jeg kunne godt klare det, men ungerne havde vi ikke kunne forberede på hvad der ventede. Jeg besluttede at sove på det og kunne dog trods alt glædes over, at vi alligevel fik skabt en anderledes juleaften som vi aldrig nogensinde vil glemme.

Klokken 6.30 begyndte russerne ovenpå at rumstere. Techno julen stod stadig i frisk erindring og gjorde mig måske en smule mere pirrelig end ellers. Så på med løbeskoene og ud i den vietnamesiske morgenstund. Jeg fattede simpelthen stadig ikke hvad der ramte os aftenen forinden. Da jeg vendte hjem var Thomas stået op, og vi fik os en snak. Jeg kunne godt mærke at jeg var lidt frustreret mest på ungernes vegne, men jeg kunne jo godt se, at personalet virkelig havde gjort alt hvad der stod i deres magt for at gøre juleaften til en fest. Og det skulle jeg love for at det var. De gjorde det jo i den bedste mening, men havde måske misforstået konceptet af en julemiddag. Måske de have googlet julefrokoster istedet, og havde undret sig over os underlige vesterlændinges måde at feste på.

Jeg konkluderede at vi havde fået en oplevelse for livet, vi havde gjort hvad der stod i vores magt indenfor rammerne for at give ungerne en anderledes jul i børnehøjde. Det var trods alt bare en juleaften, vi havde jo netop valgt at rejse ud i verden for at få os et anderledes eventyr. Vi ville få så mange traditionelle af slagsen fremover.
I dag 1. juledag kunne vi springe i poolen og nyde nærvær og hygge. Vi var blevet forstyrret i vores værdier, forventninger og ønsker. Jeg var ked af det på resortets vegne, for det føltes som om at vi have skredet midt i festen, men sådan måtte det være. Vi havde dog trods alt overlevet uden mén, så mon ikke dette blev et minde vi kunne grine af mange år frem. Taknemmelig for at vi kunne dele det med de bedste venner. For seriøst jeg har forsøgt at beskrive det, selvom jeg umiddelbart var tom for ord, men man skulle have oplevet det. Det var fuldstændig crazy. Men forstyrrelse giver stof til refleksion, og vi var taget på eventyr og det skal jeg love for at vi fik.

1. juledag gik med absolut intet fast på programmet. Skønt. Ungerne havde rystet juleaftens spøjse show af sig, og det meste af dagen nynnede de Mis number Ones techno udgave af "We wish you a merry christmas". Ved middagstid smuttede Mikkel og jeg på værelset, og ganske uden tvang skrev den lille fyr en hel side i sin rejsedagbog. Om alt det han indtil nu havde oplevet. Bagefter fulgtes vi til købmanden og jeg hyggede mig i hans selskab. Han er en skøn, opmærksom, klog og sjov lille gut. Hjem på værelset og spise frokost og så var der dømt spilletid på ipad' en. Ganske fortjent.

Thomas og Peter smuttede afsted for at få styr på morgendagens udflugt. Thomas nuppede lige en omgang massage inden han kom retur. Vi mødtes allemand sidst på eftermiddagen. Klar til at vandre en tur ind til centrum og runde natmarkedet. På vejen dertil spottede Mikkel to danske piger, som Mikkel og jeg havde talt med i lufthavnen, da vi landede i Ho chi Minh. De var så søde, og kunne berette om deres ganske hyggelige juleaften på en fiske restaurant i ro og mag.
Vi valgte at spise på en restaurant der lå lige ud til vandet. Så autentisk og det hyggeligste lille sted. Fiskerbådene lå og vuggede ude i mørket, og vi nød hinandens selskab. Ungerne sad ved ungdomsbordet og klarede selv deres bestilling. Restaurantens udsmykning var lavet af genbrugsmaterialer. Lampen var et cykelhjul, vindueskarmen en gammel skodde. Her var rart, og julemusik strømmede ud i helt perfekt volumen, og udgjorde den dejligste stemning for denne 1. Juledag. Sidste sang inden vi forlod stedet var selv samme technoudgave af "We wish you a merry christmas", og der var smil at spore hos allemand.

Tilbage var bare at ønske alle jer derhjemme en rigtig glædelig jul.