Gensyn med vidunderlige Vietnam

Torsdag. Med morgenflyet afsted fra Hong Kong mod Ho Chi Minh. Vi bevægede os en smule mod vest. En time tættere på jer derhjemme, med nu kun 6 timer foran. Mikkel kæmpede sig igennem turen lettere forkvalmet. Sikkert en blanding af træthed og duften af stegte ris i æg, som blev serveret denne morgen. Vi forlod flyet for at mærke, hvordan klimaet nu havde ændret sig markant. Regnen havde netop holdt inde, men luftet var tæt og varm. Lufthavnen kendte vi fra sidst, men der var siden da dukket en burger King op. Mikkel spottede den, og vi fik tanket op, men forhåbentligt går der længe inden vores næste besøg på en af de junkfood kæder.

Vi snuppede en taxa mod hotellet for at komme af med bagagen. Afsted det gik. Taxachaufføren, der hed Yum, var den sødeste unge mand. Han kæmpede virkelig med sine engelsk kundskaber, men han gjorde nogle ihærdige forsøg og snakkede løs, spurgte os om alle mulige ting og var så interesseret og smilende. Han fortalte, at han arbejdede hver dag, og sidst havde set sin familie, der boede 7 timers kørsel fra ho chi Minh, for et år siden. Da vi blev sat af, gav han Thomas en krammer. Så sødt. Vi var virkelig kommet til det Vietnam, som vi huskede.

Efter at tro at vi skulle forsere en bister kamphund ind til hotellet, valgte vi den rigtige indgang, og lad mig bare sige, at Sofie og jeg ikke var imponerede. Allerede i gaden udenfor lod jeg en bemærkning falde om, at jeg godt kunne forestille mig, at der ville være en hane eller to hos naboen der kunne gå hen og genere os hen på morgenstunden. Jeg skulle få så ret. Sengene var stenhårde, et lysstofrør udgjorde den hyggelige belysning, og køleskabet var brunt indvendigt og så uindbydende at jeg nær ikke ville stille mine uåbnede vandflasker derind. Heldigvis var dette kun et pit stop inden vi tog en taxa ind til centrum. Mikkel og jeg tog en blunder imens Ho chi mins fuldstændig vilde trafik for forbi vinduerne. Vi blev sat af ved Ben Thran markedet, og blev ramt af den hampre duft af fisk, kød, grøntsager og alverdens orientalske dufte. Præcis som vi huskede det, og med skyggen af en fed rotte der fræsede forbi. Men den stemning af handel, smukke farver og trange gader var bare en oplevelse i sig selv. Mikkel var vågnet op til dåd, og viste sit sande shoppegen frem. Fodboldtrøjer og det sejeste ur. Vi andre fik nu også fundet shoppestemningen frem, og vi forlod markedet med Tag Heuer, Mulberry, Under Amour i poserne.

Vi forlod det sydende marked og i et forsøg på at finde en park, passerede vi et fodboldstadion hvor en kamp var i fuld gang. Vi satte os og nød aktiviteterne og en enkelt m&m' s. Videre i roligt tempo. Forbi hard rock cafe for at købe et glas til samlingen. Det rigtige denne gang, med motiv af byen på. Så et hvil og en cola og mørket begyndte at sænke sig over Ho chi Minhs gader. Scooterinfernoet var blevet vildere end tidligere på dagen. Det var kommet flere biler i gadebilledet end sidst, ifølge taxachaufføren var det grundet firmaer som Uber og andre lignende som nu tjente på at fragte folk rundt. Det gjorde det en smule vildere at forcere trafikken, men vi var godt hærdede fra sidst.

Sidste punkt på dagsordenen denne dag var natmarkedet. Vi skulle genopleve det fuldstændig vilde scenarie, når de på fem minutter formåede at få stablet et komplet marked med restauranter og boder op. Myldrende ud fra sidegader allevegne fra kom de drønende på deres scootere med stativer og kasser rullende ved siden af. Et enkelt sammenstød med en taxa udfordrede deres effektivitet, men det blev og løst og videre gik det i deres koordinerede udpakning. Klokken 19.15 satte vi os til bords på selv samme gaderestaurant, som vi havde besøgt tre år tidligere. Grillen blussede og en fuldstændig fantastisk duft spredte sig. Ungerne var skeptiske, men selv Sofie måtte indrømme at de forårsruller vi fik, var de bedste hun nogensinde havde smagt. Vi kunne trille derfra, og havde betalt 135 danske kroner for hele gildet inklusiv Saigon øl og cola.

Tid til at komme på langs, og hvor jeg dog glædede mig til en nat i "luksus". Med karaokemusik fra naborestauranten som baggrundsmusik og ørepropperne godt inde i ørerne gled ungerne og jeg ind i drømmeland. Thomas havde stadig lidt praktik at gøre op før han kune gøre os selskab. Tourguiden gjorde det godt, og sørgede godt for os. Ganske som ventet begyndte begyndte hanen at gjalde kl 04.40. Men trods hanegal og stensenge, så lykkedes det trods alt at få en god nats søvn. Mikkel og Thomas var fuldt ud tilfredse med faciliteterne, og Mikkel vågnene først da vi begyndte at rumstere rundt. Hanen hørte han heller ikke denne gang.

Sofie vågnede snothamrende forkølet. Men hun forsøgte at tage det tapre ansigt på, for der var intet der denne gang skulle spænde ben for hendes muligheder for at bade med Emil og Anna, som vi meget snart skulle mødes med. Sidst vi rejste havde et par sting i knæet sætte en stopper for badning i det meste af juleferien.

Vi lod Ho Chi Minh bag os. Et dejligt gensyn. Charmerende by med så meget at byde på, men vi kunne også godt se, at der var sket en stor udvikling på de tre år siden sidst. En skyline var ved at tage form, omend det ville tage mange år endnu før den stod. En Mc D var skudt op, som nabo til det gamle posthus tegnet af Gustav Eiffel. Dog havde de malet restauranten gul, så den matchede. der var kommt Starbuchs, Carl´s junior, og alternativt finere restauranter i gaderne. Sådan måtte det vel være, når et land pludselig var i rivende udvikling, men hvor var vi glade for, at vi havde nået at opleve Ho Chi Minh inden, for der var en charme over det autentiske. Retur til lufthavnen for at tage den korte tur mod øen phu qouc. Badeferie, afslapning, sol, sommer og et glædeligt og længe ventet gensyn med familien Thietgen ventede forude.

Ved middagstid landede vi efter en times flyvetid på den Vietnamesiske ø Phu Qouc. Landskabet omkring os synede ved første øjekast at ligne Danmark på en sommerdag, med højt græs og grønne træer, men hurtigt dukkede palmerne op og de smukke frodige bjerge og dale. Hotellets minibus drejede af vejen, og jeg tror minsandten at vi tog vejen til Paradis. Gennem receptionen kunne vi skimte poolen, og lod vi øjnene passere forbi, bredte havet sig nedenfor. Ungerne kom i badetøjet før vi nåede at blinke, og afsted mod poolen. Der opholdt de sig resten af dagen, kun afbrudt af velkomsten med familien Thietgen som dukkede op et par timer senere. Vi var nu samlet her langt hjemmefra, skålede juleferien ind i en Saigon øl, og kunne dele historier fra vores allesammens hektiske første uge. Ungerne klikkede som sædvanligt med det samme, og da vi nåede aftensmaden satte de sig i den ene ende, ved ungdomsbordet, som de valgte at kalde det, og så blev der ellers grinet, fjantet og snakket løs hos både dem og os voksne. En lille lokal pige som var datter af restaurantens ejer var nysgerrig på de sjove lyse unger for enden af bordet, så hun sværmede omkring dem. Inden middagen var omme sad alle ungerne omkring et bord og trommede løs, med hende som dirigent. Hvor var det bare fantastisk at se hvordan børn finder hinanden gennem fagter, smil og fantasi.

Vi splittede op, og gik på værelserne. Vi snuppede et afsnit julekalender inden det var godnat. Alle fire lå vi linet op i sengen, og på et tidspunkt lod jeg mit blik falde på mine to unger. Mikkel lå lænet op ad Sofie og holdt om hendes arm. De var kommet tættere på hinanden herude, hvor de bortset fra lige nu hvor Anna og Emil var her, kun havde hinandens selskab.

Fredag idag. Vi begyndte dagen med en skøn morgenbuffet. Der var alt lige fra pizza, omelet, til pandekager og toastbrød. Et sammensurium af vestlige og asiatiske ønsker på menuen. Men pizza til morgenmad, var måske et ihærdigt forsøg på at tilfredsstille den voksende hob af vestlige turister. For det virker som om at personalet her vil gøre alt der står i deres magt for, at vi har så skøn en dag her som muligt. Med dejlige smil hvor end vi kigger hen.
Der var dømt dasedag. Lidt svært at komme ned i gear, men jeg tænker at vi klarer os. Til frokost benyttede Thomas og jeg os af, at der var andre der kunne se efter ungerne, og smuttede op på hovedgaden efter frokost. Fire flutes med fyld til under 25 kroner tilsammen. Vi er kommet i en helt anden prisklasse her end Hong Kongs skyhøje priser. Ungerne var med på ideen, og de blev nydt siddende ved poolen, klar til at springe i igen så snart den sidste bid var taget.

Hen på eftermiddagen smuttede jeg en tur hen langs stranden, gående i vandkanten og bare kigge ud på det stille klare vand og den smukke blå himmel. Her var skønt. Stranden var smal, men der var plads nok til os alle. Da jeg kom retur sad Anna og Sofie i skyggen under en palme på stranden og blev pyntet med neglelak. Emil fik massage på briksen ved siden af, og Peter stod klar til at betale gildet. De unger altså.
Godt bagte måtte vi beordre alle mand i skyggen. Solen er hård, og vores blege kroppe skal lige vænne sig til strålerne. Heldigvis fandt Mikkel en lille rejsekammerat. Sylvester, og Sylvester havde Lego, og så gør det ikke noget at skulle sidde i skyggen for en stund. Sylvester var med sin far og mor på en lang rejse, som os. De var taget afsted i september, og havde ingen billet hjem endnu. Julen havde gjort savnet til dem derhjemme kæmpe stort, og de havde et kort øjeblik overvejet at smutte hjem og fejre julen hjemme i Danmark. Samtidig viste de jo godt, at så snart julen var ovre, ville de sikkert ønske sig tilbage til paradiset her.
Så underligt som vi mennesker er indrettet, vi savner og længes og kan have svært ved at finde lykken selv om den nogle gange er lige for næsen af os. Jeg forstod dem godt. Når hjemrejsedatoen ikke er fast, så er der så mange muligheder og valg at træffe. Jeg forstår at savnet er stort, det er det også for os. De rejser også med en dreng, der virkelig har savnet legekammerater undervejs, så måske kan vi være med til at give dem et par dage med en håndfuld fornyet energi til at fortsætte deres eventyr lidt endnu.

Aftensmaden nød vi på en af de lokale restauranter tæt på resortet. Lækkert mad. Mikkel gik ombord i en omgang nuddel suppe, og Sofie skrabede sin tallerken for kylling og nudler. Mette valgte at springe over og blive hjemme, varmen havde overmandet hende, så hun trængte til en time out. Fuldt forståeligt, og det skulle der også være plads til.

Idag er det lillejuleaften. Vi har svært ved at forstå det. Det er ikke julepynt, glimmer og glitter der mangler, men den der helt særlige magiske stemning er svær at finde frem i 30 grader og med sand imellem tæerne. Men sådan skal det være. Det skal være anderledes, men det er klart, at jeg sender mange tanker hjem til alle dem jeg holder af derhjemme, jeg savner men glædes også over det vi har.