Countdown fra Nordvest

Dagen kom. Den 15 november som blev til den første dag i vores nye eventyr. 
Min kære kollega og hendes lille familie havde udsigt til at blive boligløse, da deres hus var solgt, og intet nyt var på hånden. Thomas og jeg tog en snak under fire øjne, om vi kunne se os selv i sommerhuset i en måned. 40 kilometer væk fra job og skole. Selvfølgelig kunne vi det. Vi hjalp dem, og de hjælper os med at holde liv og varme i vores dejlige hus, imens vi farer afsted ud i verden. 

Beslutningen blev taget, mine svigerforældre tøvede ikke det mindste over at låne os huset, og endnu engang kunne vi, som vi gjorde for tre år siden, tømme skabe og skuffer, og få ordnet små fejl og mangler som bare har fået lov at leve med os. 
Det har igen betydet omkring femtusinde gange op og ned ad trapperne til underetagen med alt vores tingel tangel. Det har betydet, at jeg til tider har snurret rundt omkring mig selv i opgaver, der skulle klares inden deadline. Det har heldigvis også betydet, at vi har fået lov at beholde adgangen til underetagen. Sofies værelse dernede er i en måned vores base, når man med kun en bil i spil skal have koordineret og samlet os sammen inden afgangen går mod nord.

Der er nu ikke engang gået en uge, og jeg kan allerede takke for lift med Lene min søde kollega, lån af ekstra bil af husets nye lejere, tak for pasning af unger når arbejdsdagene var lange, tak for frokost hos mor og far og tak for alle de tilbud om hjælpende hænder fra de dejlige mennesker vi er omgivet af. 
Det har været en hektisk begyndelse. Jeg tror mit stresniveau har været  i det røde felt, det kunne man umiddelbart måske ikke mærke på mig, men når jeg skal minde mig selv om at få trukket vejret helt ned i lungerne, så må jeg nok indrømme, at der har været mange projekter at tage hånd om for at alt klappede til tiden. 

Det gjorde det. 

Vores hus har nu fået nye beboere, og de føler sig allerede hjemme. Dejligt. Vi ved at sommerhuset gør os godt. Vores andet hjem. Vores unger er seje, de er klar på de nye eventyr, de omstiller sig og glæder sig over de nye anderledes rammer. 

Vi vil nu gå et gear ned. Nyde nuet. Men hvor har vi oplevet meget allerede, siden vi drog mod nordvest og noget kunne vi have været foruden. Mikkel nåede at blive væk, dog kun i ti minutter, vi havde lige misforstået hvilken supermarkedskæde, vi hver især foretrak at handle i. Det gav os den største forskrækkelse, men også en påmindelse om at noget pludseligt kan vende op og ned på det man lige troede var. Jeg har nået at forstuve lilletåen i et forsøg på at flytte stole uden brug af hænder, og alligevel nå at melde klar til stilletterne til julefrokost med de skønneste ladies - mine veninder - med pool på fast Eddies og lækker tapas med vino....en selfie med Don Ø....og et paparazzi foto i den mere bekostelige ende. Det er dyrt at skifte cyklen ud med en bil.

Planlægningen er ikke ovre. Der er masser af spændende ting i vente. Skolefester, fødselsdagsfester, julefrokoster, koncerter og børnefri weekend med skønne venner. Forhåbentligt bliver en tur med mormor/olde til vesterhavet også en realitet. Alt imens nedtællingen til eventyret virkelig er sat ind. På tirsdag er der 24 dage til vi sætter afsted. Første destination Hong Kong. 
Så på tirsdag tænder vi kalenderlyset, på tirsdag åbner ungerne den første låge i julekalenderen. Vi tænker alternativt, imens vi glæder os over nuet og det der venter. 

Roen har sænket sig over os. Weekenden er over os og tusmørket er ved at lægge sig som en dyne omkring os. Ilden knitrer i brændeovnen og vi sidder alle fire sammen. Vi er gode til det der med at være sammen. Nu skal vi snart igen leve på den måde 24/7 i tre dejlige lange måneder. Tre måneder i to kufferter, på få kvadratmeter, men med højt til himlen og tiden der er vores egen.