Hvor hen...

Nu begynder drømmene virkelig at tage fart. Jeg elsker det. Forventningens glæde er stor, og det er en uundværlig del af hele drømmen for mig. At kunne glæde mig, sammen med mine kære. At drømme stort, rulle verdenskortet ud på spisebordet og bare lade fingrene glide henover det ene drømmespot efter det andet. 

Jo, der er stadig måneder til, at vi igen sætter os i flyet på vej mod nye eventyr. Faktisk 2 1/2 måned for at være mere præcis, men hvem tæller :) Julen og nytåret er bestilt. Den vietnamesiske ø Phu Qouch vil danne kulissen for højtiderne, og sammen med vores skønne venner håber vi, at få endnu en uforglemmelig oplevelse med. Hvor er vi heldige. Jeg må ind imellem knibe mig selv i armen, for at tro på det. 

Hvor vi så skal hen derfra, og hvordan maleriet undervejs vil blive fyldt ud, det går vi nu og drømmer om. Vi har ikke set nok af Vietnam, da tyfonen Hayan satte en stopper for vores færden, så måske et par uger mere der. Cambodia sprang vi over sidste gang, det skulle helst ikke ske igen. Thailand - måske. Indonesien kunne blive så stort. Så nu er det bare at sætte nye små tal på verdenskortet. 

Et er sikkert Hong Kong bliver første destination og Singapore sidste - rammen er sat og vi skal bare fylde maleriet ud.

Midt i al forventningens glæde blev jeg rørt så tårerne trillede. Thomas havde i al hemmlighed lavet den vildeste film fra vores jordomrejse. Små filmklip blandet med billeder. Med musik der passede til stemningen. Det var så ufatteligt rørende. Lige pludselig var jordomrejsen virkelig og levende igen. De fotobøger jeg lavede til ungerne fortæller så meget, men filmen vækkede pludseligt det hele til live igen. Vi var der igen. Midt i østens mystik. jeg kunne næsten lugte og smage det. Videre til vesten med al dens hurlumhej. Det bedste af det hele var, at se direkte ind i mine ungers og vores øjne og se den oprigtige glæde og ro. Det var ikke til at tage fejl af. Vi var på eventyr. 

En søndag eftermiddag, som blev til aften, tog vi vores forældre med jorden rundt. Det var stort at vise dem hvad det var vores eventyr egentligt havde handlet om, og da lyset igen blev tændt kunne man ane en tåre i øjenkrogen. Den film viste glæde, drama, hygge, energi, overraskelse, storhed og kærlighed. Alt det som vi var fyldt op af da vi igen satte vores ben på dansk grund.

Den film er et uvurderligt minde for os. Jeg ved, at man skal nyde oplevelsen og leve i nuet og ikke igennem et kamera. Det er også rigtigt, men jeg bliver nødt til at tilstå, at de minder vi har foreviget, er så dyrebare for os, så de er det hele værd. Mikkel var kun fem år gammel, da vi var afsted, så filmen er på mange måder hans hukommelse. Den bliver en støtte til det, han ikke husker derfra. Den gør det så levende, at han sikkert vil være overbevist om, at det er ham selv, der har mindet gemt. Så må det betyde, at vi indimellem ser tingene gennem en linse. Go pro kameraet er selvfølgelig et godt alternativ. Det optager mens man selv oplever, så kan man jo selv redigere i det bagefter. 

Det er snart 3 år siden vi tog på eventyr. vildt at vi snart er klar igen. Vildt at vi gør det, tør det og har muligheden. Huset lejer vi ud igen. En lille sød familie, min nære kollega, stod pludselig husvilde og vi havde jo et tilovers - dejligt for os at vide at vide, at der er liv i huset imens. Det betyder en måned i sommerhus inden afrejse. Det betyder lidt ekstra koordinering, da cyklen nok ikke formår at trække mig hele vejen længere. Men det betyder også en måned, i hyggelige fredelige omgivelser som vi elsker. En måned hvor vi ikke skal ræse rundt, for det husker jeg lidt hektisk sidst. En måned hvor vi på en måde, allerede har taget hul på eventyret.

Vi er heldige - jeg ved det godt. Vi sætter pris på det. 

Drømmen lever igen. Bloggen er vakt til live igen. Velkommen med på drømmerejsen - part ll