Efteråret gik på hæld, og vi så igen ind i hinandens øjne. Rejselysten havde vokset sig enorm i os. Efter en sommer med efterårstemperaturer og regn og rusk, var det bare ekstra svært at indse, at vi nu gik vinteren med kulde og mørke i møde.
Vinteren har sin charme. Naturligvis. December med julehygge, julekalender, familietid og julelys i børnenes øjne. Fødselsdage i familien og januar med sne og hvin ned ad kælkebakken.... Og så kom sneen tilmed natten til den dag Sofie slog sine øjne op som en 11 årig pige...
Men før alt det, så gik der endnu en sommer, hvor længslen efter sol, varme og nærvær i familien virkelig trak i mig. Sol og varme fik jeg, i det mest fantastiske selskab. Med min barndomsveninde i Tel aviv. To tøser på tur. Louise var den perfekte guide. Vi fik grinet, solet, cyklet, smovset og Louise lærte mig så mange ting omkring dette fantastiske land. Bedre guide kunne jeg ikke have ønsket. Vi kom godt stegte og en kæmpe oplevelse rigere hjem til vores små familier igen, og lovede hinanden, at det ikke var sidste gang, at vi skulle ud på eventyr.
Familieferien blev to uger i sommerhuset. Lækkert. Uden tvivl. Men jeg kunne nu alligevel ikke undlade at drømme mig væk til et par uger i varmen, hvor ungernes plasken og hvin i poolen dannede baggrundskulisse for ren afslapning. For hvad nu hvis vi ikke fik orlov fra vores arbejdspladser, så ville vores næste drømmerejse ikke blive en realitet. Så ville den prioritering vi havde lavet om at spare på de korte ferier, for at kunne udleve drømmen om en lang rejse sammen måske have været forgæves. Så ville vores unger pludselig blive så store, at en rejse sydpå med mor og far ikke stod øverst på deres prioritetsliste. Så ville vi have "ventet" og somrene ville være gået. Total luksus problemstilling. Men sådan var det, og Thomas var god til at få mig på ret kurs, når afbudsrejser lokkede med deres blå vand og billige priser.Vi skulle have is i maven. Tro på drømmen. Tro på mulighederne.
Vi skulle også nyde nuet. Nyde hverdagen. Nyde den alder vores unger har, og den alder vi selv er midt i. Nyde at tilbringe tid sammen, hver for sig, med vores dyrebare venskaber både fælles og med hver vores. Vi skulle nyde vores familier. forældre, søskende, svogere og svigerinder, nevøer og niecer.
Ungerne bliver større, og skal passe hver sit. Min skønne nevø Mads står for at skulle konfirmeres inden længe. Et faktum der ikke er til at undgå, og har fået mig til at tænke tilbage til dengang han kom til. Hvor vild verden var for dem, og for os. Og nu, højere end sin moster, og skøn, sjov og helt fantastisk. Men pludselig er de spredt for alle vinde. Pludselig er en overnatning hos moster med bland selv slik og playstation byttet ud med byture og kærester. Sådan er det, og sådan skal det være.
Så midt i at længes og drømme, skal vi være tilstede midt i alt det fantastiske og triste der også hører livet til. Nostalgisk. I know. Men det er vel okay, at stoppe op og tænke lidt.
For mig er glæden at nyde nuet, men have drømme spundet ind i det. At have projekter og noget at glæde sig over og til. Men samtidig at kunne stoppe op midt i den grå leverpostejshverdag og sætte pris på det jeg har. Det jeg kan. Det har et uvurderligt venskab med en smuk veninde lært mig. Den kamp hun tog må og skal aldrig være forgæves. Hun er savnet hver dag.
Inspiration
Den kommer til mig. Nogle gange fra helt uventede og overraskende kanter. Et af de evindelig scroll ned gennem facebook, og et opslag vakte min interesse. En kvinde, der netop er stoppet op midt i livet. Midt i hverdagen og trukket stop kortet. Som har turde gå mod strømmen og turde miste fodfæstet for en stund. En sej kvinde.
En opfordring om at give mit bud på livets opskrift, og straks var mine tanker vendt mod alt det vi drømmer om i min lille familie. Det blev straks lavet om til ord og sætninger. Sendt afsted som mit bidrag til hvad livet også kan være fyldt af.
En morgen kort derefter modtog jeg så en lille hyggelig hilsen. Mit bud havde vundet. Jeg skulle snart modtage en bog, som skulle vise sig at vende ret så meget op på mine vaner og tankemønstre. Et tilfælde måske, men jeg følte mig top heldig og meget taknemmelig.
Hver aften, når jeg lukkede den bog, var endnu en ting skrevet ned på min indvendige tavle til noter om livets opskrift. Hvem vil da ikke gerne leve de gode lange liv.
Den første bog jeg nogensinde har læst og følt en stærk trang til at lave noter til imens. For at sikre lige at få det hele med, ikke glemme vigtige budskaber undervejs, at kunne transformere det om, så det kan passe ind i min hverdag.
Den dybeste respekt for den kvinde, der formår at stille sig så åben og undersøgende til livet og andres måde at leve det på. At kunne reflektere og formidle, så jeg forstår og selv vender mine egne værdier på hovedet.
Jeg har taget mig selv i, at tænke store tanker om den kultur vi er og lever i. At virkelig overveje seriøst om et familiekollektiv er vejen frem. Jeg ved, at det slet ikke passer ind i den verden og den hverdag vi har, men hvor er det dog underligt og fuldstændigt ulogisk, at vi hele livet stræber efter selvstændighed og hvor vi sørger for os selv. Med stor fokus på at leve et familieliv med nærhed og kvalitetstid.
Hvorfor er det egentligt at min dejlige gamle mormor nu sidder for sig selv, imens min lille familie emmer af liv og aktivitet. Mine forældre ser jeg også for lidt. De bor tæt på, så det er ikke afstanden der er en hindring. Det er den måde min og vores hverdag er strikket sammen på. Med job, skole, fritidsaktiviter, hverdagspligter og legeaftaler. Dagene fyldt op, og når der endelig er en blank dag, så nyder ungerne bare at være. Vi nyder at tiden er vores egen, og nænner ikke at trække dem rundt, når de endelig har tid til at fordybe sig i legen uden afbrydelser.
Tanken om, at alle var her, på hver sin etage. At man lige kunne stikke hovedet ind og få fem minutters opdatering på hinandens situation. At se hinanden i øjnene hver dag. At kunne træde til, når der var behov for et måltid, en kop kaffe, en barnepigetjans, en hånd at holde. At kunne trække sig tilbage når det var tiltrængt, men være lige i nærheden. Jeg kan godt se hvad Sisse Fisker mener - ærligt - det kan jeg. Det ville løse så mange problemstillinger i vores samfund. At tage os af hinanden. At invitere hinanden ind, og tage os af hinanden. Men et er teori, noget andet er praksis. Det ville kræve ualmindeligt meget omstilling fra alle parter. Men det er sjovt at lege med tanken.
Der er så mange ting jeg kunne nævne, som jeg har studset over, og noteret derinde bag. Meditation kunne måske ikke være så tosset endda. Det vil jeg øve mig på. Tror jeg.
Religion. Måske ikke mere end hvad det fylder hos mig idag. Men tanken om at holde fri fra teknologien. Lægge Ipad og Iphone på hylden indimellem tror jeg vil være sundt for mig, og for os. At lægge mobilen væk, når jeg kommer hjem fra jobbet. Bruge tiden mere konstruktivt på at være nærværende og tilstede. Ikke hige efter voksentiden og blive træt ved tanken om hele sengelægningscirkusset, men nyde at jeg kan og stadig må. Hey det kræver vist lidt øvelse, men det gør vel ikke noget at tænke store tanker.
At rollemøstre er helt okay. Ja faktisk. At vi er gode til hver vores, og det er helt fint. Vi har så travlt med ligestilling og retfærdighed. Det har jeg selv. Indrømmet. Men hvis Thomas tager sig af bilen, haven, cykellapning, ledninger og elektronik, så tager jeg køkkentjansen, lektielæsning, madpakker og børnetøjet. Vi skal vel gøre det vi er gode til hver især istedet for at alt skal foregå efter milimeterdemokrati. Okay jeg tænker vi er lige gode til at tømme opvaskemaskine og rydde op efter maden.... Jeg ved det, det er bare tanker, men det er lidt sundt for mig at prøve at vende tingene lidt på hovedet og tænke tingene anderledes.
At give slip, nyde nuet, bruge tiden sammen med dem jeg holder af. Jeg er allerede kommet godt fra start i den kategori. En sommerhus tur med de allerbedste tøser. Mojitos inden maden. Hemmeligheder og grin der fik tårerne til at trille. Det skal jeg klart gøre meget mere i.
At walk&talk er absolut et hit. Det beviste vi i flere omgange på tøseturen, til trods for at vi nærmest måtte svømme hjem. Samtalen glider bare så meget nemmere med naturens evige forandring omkring sig. Det sker da også, at min mand tager mig under armen og smutter afsted en times tid, når roen er faldet på i hjemmet og weekenden er over os. Op på bakkerne og kigge ud over Limfjorden. Der er højt til himlen og tankerne kan ikke blive for store.
Faktisk faldt jeg over en artikel af Helle Joof for en måneds tid siden "www.b.dk/kultur/nogle-gange-faar-man-bare-ikke-mandlen". Den satte noget af det samme igang. En reminder til mig om at man skal putte glimmer på hverdagen. Bare fordi. Uden at ønske andet til gengæld end kærlighed og glæde. En dag tonede et hjerte frem på spejlet i badeværelset. Kreeret af duggen der bredte sig. Et hjerte med M + T i. Thomas havde puttet glimmer på, og han havde ikke engang læst artiklen. Jeg huskede da også lige nøjagtigt at sige tak.....Altså efter at have gennemgået en turbulent morgen, 8 timer på jobbet, en cykeltur hjem, hentning af unger.... min dag havde trods alt lige fået en tak op ad på skalaen.
Sådan kan vi gå og putte glimmer på, sprede glæde hos hinanden. Det koster ikke noget, og hvis vi alle lige kunne give hinanden et tak opad på humørskalaen, kunne vi måske ende med at have overskud på kontoen når dagen var omme. Jeg må øve mig.
Jeg er blevet forstyrret på den fede måde. Den måde der bliver ved med at pirke til min måde at tænke og handle på.
Fra drøm til virkelighed
Så skete det. Engang kort før jul kunne vi give hinanden high five på, at vores næste drømmerejse bliver til virkelighed. 3 måneder denne gang. Så taknemmelige og ydmyge over endnu engang at kunne udleve drømmen. At have en arbejdsplads der giver plads og respekterer sine medarbejderes ønsker. Vi skal ud på nye eventyr. Så meget mere klædt på end sidst, men med ganske samme forventningens glæde. Planer bliver lagt, tankerne går til hvor vi mon er henne et år fremme i tiden.
Forfatterdrømme
Måske en dag. Bogen er skrevet. Den ligger nu hjemme på hylden. Måske en dag andre kan få glæde af den. En fortælling om os før drømmen, rejsen jorden rundt på godt og ondt og en forandring for altid. Hvis ikke, så kan det være mine børn en dag sidder med armen omkring deres egen lille mus, og læser højt om vores eventyret for dem.
Men jeg kan mærke det, der er allerede en to´ er på vej.
En aften i marts tager jeg min mand under armen, for at tilbringe en aften i selskab med Sisse Fisker. Forfatter og eventyrer. Jeg glæder mig. Det skal blive spændende at høre mere om hendes tanker og drømme.
Nu er det bare at glæde os, planlægge og drømme stort. Jeg hopper med på den vogn.
Vinteren har sin charme. Naturligvis. December med julehygge, julekalender, familietid og julelys i børnenes øjne. Fødselsdage i familien og januar med sne og hvin ned ad kælkebakken.... Og så kom sneen tilmed natten til den dag Sofie slog sine øjne op som en 11 årig pige...
Men før alt det, så gik der endnu en sommer, hvor længslen efter sol, varme og nærvær i familien virkelig trak i mig. Sol og varme fik jeg, i det mest fantastiske selskab. Med min barndomsveninde i Tel aviv. To tøser på tur. Louise var den perfekte guide. Vi fik grinet, solet, cyklet, smovset og Louise lærte mig så mange ting omkring dette fantastiske land. Bedre guide kunne jeg ikke have ønsket. Vi kom godt stegte og en kæmpe oplevelse rigere hjem til vores små familier igen, og lovede hinanden, at det ikke var sidste gang, at vi skulle ud på eventyr.
Familieferien blev to uger i sommerhuset. Lækkert. Uden tvivl. Men jeg kunne nu alligevel ikke undlade at drømme mig væk til et par uger i varmen, hvor ungernes plasken og hvin i poolen dannede baggrundskulisse for ren afslapning. For hvad nu hvis vi ikke fik orlov fra vores arbejdspladser, så ville vores næste drømmerejse ikke blive en realitet. Så ville den prioritering vi havde lavet om at spare på de korte ferier, for at kunne udleve drømmen om en lang rejse sammen måske have været forgæves. Så ville vores unger pludselig blive så store, at en rejse sydpå med mor og far ikke stod øverst på deres prioritetsliste. Så ville vi have "ventet" og somrene ville være gået. Total luksus problemstilling. Men sådan var det, og Thomas var god til at få mig på ret kurs, når afbudsrejser lokkede med deres blå vand og billige priser.Vi skulle have is i maven. Tro på drømmen. Tro på mulighederne.
Vi skulle også nyde nuet. Nyde hverdagen. Nyde den alder vores unger har, og den alder vi selv er midt i. Nyde at tilbringe tid sammen, hver for sig, med vores dyrebare venskaber både fælles og med hver vores. Vi skulle nyde vores familier. forældre, søskende, svogere og svigerinder, nevøer og niecer.
Ungerne bliver større, og skal passe hver sit. Min skønne nevø Mads står for at skulle konfirmeres inden længe. Et faktum der ikke er til at undgå, og har fået mig til at tænke tilbage til dengang han kom til. Hvor vild verden var for dem, og for os. Og nu, højere end sin moster, og skøn, sjov og helt fantastisk. Men pludselig er de spredt for alle vinde. Pludselig er en overnatning hos moster med bland selv slik og playstation byttet ud med byture og kærester. Sådan er det, og sådan skal det være.
Så midt i at længes og drømme, skal vi være tilstede midt i alt det fantastiske og triste der også hører livet til. Nostalgisk. I know. Men det er vel okay, at stoppe op og tænke lidt.
For mig er glæden at nyde nuet, men have drømme spundet ind i det. At have projekter og noget at glæde sig over og til. Men samtidig at kunne stoppe op midt i den grå leverpostejshverdag og sætte pris på det jeg har. Det jeg kan. Det har et uvurderligt venskab med en smuk veninde lært mig. Den kamp hun tog må og skal aldrig være forgæves. Hun er savnet hver dag.
Inspiration
Den kommer til mig. Nogle gange fra helt uventede og overraskende kanter. Et af de evindelig scroll ned gennem facebook, og et opslag vakte min interesse. En kvinde, der netop er stoppet op midt i livet. Midt i hverdagen og trukket stop kortet. Som har turde gå mod strømmen og turde miste fodfæstet for en stund. En sej kvinde.
En opfordring om at give mit bud på livets opskrift, og straks var mine tanker vendt mod alt det vi drømmer om i min lille familie. Det blev straks lavet om til ord og sætninger. Sendt afsted som mit bidrag til hvad livet også kan være fyldt af.
En morgen kort derefter modtog jeg så en lille hyggelig hilsen. Mit bud havde vundet. Jeg skulle snart modtage en bog, som skulle vise sig at vende ret så meget op på mine vaner og tankemønstre. Et tilfælde måske, men jeg følte mig top heldig og meget taknemmelig.
Hver aften, når jeg lukkede den bog, var endnu en ting skrevet ned på min indvendige tavle til noter om livets opskrift. Hvem vil da ikke gerne leve de gode lange liv.
Den første bog jeg nogensinde har læst og følt en stærk trang til at lave noter til imens. For at sikre lige at få det hele med, ikke glemme vigtige budskaber undervejs, at kunne transformere det om, så det kan passe ind i min hverdag.
Den dybeste respekt for den kvinde, der formår at stille sig så åben og undersøgende til livet og andres måde at leve det på. At kunne reflektere og formidle, så jeg forstår og selv vender mine egne værdier på hovedet.
Jeg har taget mig selv i, at tænke store tanker om den kultur vi er og lever i. At virkelig overveje seriøst om et familiekollektiv er vejen frem. Jeg ved, at det slet ikke passer ind i den verden og den hverdag vi har, men hvor er det dog underligt og fuldstændigt ulogisk, at vi hele livet stræber efter selvstændighed og hvor vi sørger for os selv. Med stor fokus på at leve et familieliv med nærhed og kvalitetstid.
Hvorfor er det egentligt at min dejlige gamle mormor nu sidder for sig selv, imens min lille familie emmer af liv og aktivitet. Mine forældre ser jeg også for lidt. De bor tæt på, så det er ikke afstanden der er en hindring. Det er den måde min og vores hverdag er strikket sammen på. Med job, skole, fritidsaktiviter, hverdagspligter og legeaftaler. Dagene fyldt op, og når der endelig er en blank dag, så nyder ungerne bare at være. Vi nyder at tiden er vores egen, og nænner ikke at trække dem rundt, når de endelig har tid til at fordybe sig i legen uden afbrydelser.
Tanken om, at alle var her, på hver sin etage. At man lige kunne stikke hovedet ind og få fem minutters opdatering på hinandens situation. At se hinanden i øjnene hver dag. At kunne træde til, når der var behov for et måltid, en kop kaffe, en barnepigetjans, en hånd at holde. At kunne trække sig tilbage når det var tiltrængt, men være lige i nærheden. Jeg kan godt se hvad Sisse Fisker mener - ærligt - det kan jeg. Det ville løse så mange problemstillinger i vores samfund. At tage os af hinanden. At invitere hinanden ind, og tage os af hinanden. Men et er teori, noget andet er praksis. Det ville kræve ualmindeligt meget omstilling fra alle parter. Men det er sjovt at lege med tanken.
Der er så mange ting jeg kunne nævne, som jeg har studset over, og noteret derinde bag. Meditation kunne måske ikke være så tosset endda. Det vil jeg øve mig på. Tror jeg.
Religion. Måske ikke mere end hvad det fylder hos mig idag. Men tanken om at holde fri fra teknologien. Lægge Ipad og Iphone på hylden indimellem tror jeg vil være sundt for mig, og for os. At lægge mobilen væk, når jeg kommer hjem fra jobbet. Bruge tiden mere konstruktivt på at være nærværende og tilstede. Ikke hige efter voksentiden og blive træt ved tanken om hele sengelægningscirkusset, men nyde at jeg kan og stadig må. Hey det kræver vist lidt øvelse, men det gør vel ikke noget at tænke store tanker.
At rollemøstre er helt okay. Ja faktisk. At vi er gode til hver vores, og det er helt fint. Vi har så travlt med ligestilling og retfærdighed. Det har jeg selv. Indrømmet. Men hvis Thomas tager sig af bilen, haven, cykellapning, ledninger og elektronik, så tager jeg køkkentjansen, lektielæsning, madpakker og børnetøjet. Vi skal vel gøre det vi er gode til hver især istedet for at alt skal foregå efter milimeterdemokrati. Okay jeg tænker vi er lige gode til at tømme opvaskemaskine og rydde op efter maden.... Jeg ved det, det er bare tanker, men det er lidt sundt for mig at prøve at vende tingene lidt på hovedet og tænke tingene anderledes.
At give slip, nyde nuet, bruge tiden sammen med dem jeg holder af. Jeg er allerede kommet godt fra start i den kategori. En sommerhus tur med de allerbedste tøser. Mojitos inden maden. Hemmeligheder og grin der fik tårerne til at trille. Det skal jeg klart gøre meget mere i.
At walk&talk er absolut et hit. Det beviste vi i flere omgange på tøseturen, til trods for at vi nærmest måtte svømme hjem. Samtalen glider bare så meget nemmere med naturens evige forandring omkring sig. Det sker da også, at min mand tager mig under armen og smutter afsted en times tid, når roen er faldet på i hjemmet og weekenden er over os. Op på bakkerne og kigge ud over Limfjorden. Der er højt til himlen og tankerne kan ikke blive for store.
Faktisk faldt jeg over en artikel af Helle Joof for en måneds tid siden "www.b.dk/kultur/nogle-gange-faar-man-bare-ikke-mandlen". Den satte noget af det samme igang. En reminder til mig om at man skal putte glimmer på hverdagen. Bare fordi. Uden at ønske andet til gengæld end kærlighed og glæde. En dag tonede et hjerte frem på spejlet i badeværelset. Kreeret af duggen der bredte sig. Et hjerte med M + T i. Thomas havde puttet glimmer på, og han havde ikke engang læst artiklen. Jeg huskede da også lige nøjagtigt at sige tak.....Altså efter at have gennemgået en turbulent morgen, 8 timer på jobbet, en cykeltur hjem, hentning af unger.... min dag havde trods alt lige fået en tak op ad på skalaen.
Sådan kan vi gå og putte glimmer på, sprede glæde hos hinanden. Det koster ikke noget, og hvis vi alle lige kunne give hinanden et tak opad på humørskalaen, kunne vi måske ende med at have overskud på kontoen når dagen var omme. Jeg må øve mig.
Jeg er blevet forstyrret på den fede måde. Den måde der bliver ved med at pirke til min måde at tænke og handle på.
Fra drøm til virkelighed
Så skete det. Engang kort før jul kunne vi give hinanden high five på, at vores næste drømmerejse bliver til virkelighed. 3 måneder denne gang. Så taknemmelige og ydmyge over endnu engang at kunne udleve drømmen. At have en arbejdsplads der giver plads og respekterer sine medarbejderes ønsker. Vi skal ud på nye eventyr. Så meget mere klædt på end sidst, men med ganske samme forventningens glæde. Planer bliver lagt, tankerne går til hvor vi mon er henne et år fremme i tiden.
Forfatterdrømme
Måske en dag. Bogen er skrevet. Den ligger nu hjemme på hylden. Måske en dag andre kan få glæde af den. En fortælling om os før drømmen, rejsen jorden rundt på godt og ondt og en forandring for altid. Hvis ikke, så kan det være mine børn en dag sidder med armen omkring deres egen lille mus, og læser højt om vores eventyret for dem.
Men jeg kan mærke det, der er allerede en to´ er på vej.
En aften i marts tager jeg min mand under armen, for at tilbringe en aften i selskab med Sisse Fisker. Forfatter og eventyrer. Jeg glæder mig. Det skal blive spændende at høre mere om hendes tanker og drømme.
Nu er det bare at glæde os, planlægge og drømme stort. Jeg hopper med på den vogn.
Kommentarer
Send en kommentar